Nyt fra National Ligaen

Som noget nyt vil vi her på Nationalligaen.dk forsøge at dække nogle af de mindre historier som vi endnu ikke har skrevet om i vores månedlige opsamling ”Nyt fra National Ligaen”. Har du vores næste scoop, så kontakt os endelig på email: jhm@nationalligaen.dk

Wredstrøm indstiller karrieren

Kristian Wredstrøm med en fortid i Søllerød Gold Diggers, og som siden 2014 har spillet på Wagner College (Div. 1, FCS) meddelte via hans Instagram d. 6. April i år, at han indstiller karrieren. ”After a long time with football as part of my identity I can feel that my mind and my body is telling me to stop and that I have to prioritize my health and well-being first and foremost.” lød det i erklæringen fra den unge dansker. Han understreger også, at han ikke ved, om han på noget tidspunkt vender tilbage til sporten, men det ser ud til at karrieren hos Wagner Seahawks i denne omgang er slut. Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra Wredstrøm inden deadline.

Tidligere National Liga-MVP indstiller karrieren

National Ligaens MVP anno 2014 og tidligere Tigers runningback, Marco Rysgaard, har også valgt at indstille sin aktive karriere. Sidste år var Rysgaard plaget af skader, og har i år fået nyt arbejde på en efterskole. Han valgte derfor i offseason at tage konsekvensen af og ligge hjelmen på hylden. ”Jeg har valgt at fokusere på mit job som efterskolelærer og ligger rigtig mange kræfter i udviklingen af vores linje med amerikansk fodbold” udtaler Rysgaard til Nationalligaen.dk. Han vil i år være at finde på Tigers’ sidelinje som holdets nye runningback-træner, og vil ligeledes coache U17-landsholdets runningbacks.

Mathias Lilhauge ude for sæsonen

Én ulykke kommer sjældent alene. En anden vigtig brik for Aarhus Tigers, navnlig Mathias Lilhauge, er ude resten af sæsonen med en slem knæskade, som han pådrog sig i en træningskamp i preseason. I første omgang lød han optimistisk, men en scanning viste et overrevet korsbånd, to menisken og en lukseret knæskal, hvilket betyder at sæsonen er slut for den dygtige Aarhus-profil. ”Det er rent ud sagt pisse ærgerligt, Lil (Lilhauge red.) så forrygende ud i preseason, og han var tiltænkt en stor rolle på vores offense”, fortæller cheftræner for Aarhus Tigers, Thomas Pedersen.

Patrick Hargett til Madrid

Mange årig Towers-profil, defensive back Patrick Hargett, spiller i år for Madrid Toros i den spanske 3. division. Den spanske sæson slutter normalt omkring den danske sommerferie, og Hargett vil have mulighed for at vende tilbage til National Ligaen, men rygtes bl.a. at lede efter en plads på et Junior College. Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra Hargett inden deadline.

89ers-RB Andreas Brandsen ude i åbningskamp

Runningback Andreas Brandsen der forventes at få en nøglerolle på 89ers’ angreb i 2016 måtte se til fra sidelinjen i holdets åbningskampen pga. en skade. ”Andreas har fået en fiber får nogle uger siden, så status er meget dag til dag. Vi håber han kan blive klar til Herlev, men det ved vi ikke på nuværende tidspunkt” fortæller 89ers’ cheftræner Jakob Thellufsen

Please follow and like us:
0

Overraskende sejr til Dæmonerne over titelkandidat

Foto: 1st Down Photo (arkiv)

Den største overraskelse i National Liga-sæsonen hidtil kom Store Bededag, da de undertippede Amager Demons på hjemmebane slog Aarhus Tigers i en kamp, der bølgede frem og tilbage. Samtidig var det lidt af et chok for Tigers’ titeldrømme.

Tigers bedst fra start

Det var en flot dag til football på Amager på trods af en strid vind kampen igennem. Tigers lagde bedst ud. Deres angreb flyttede bolden godt og tålmodigt og quarterback Jakob Karkov fik de fleste af sine receivere i gang på holdets første to drives. Selvom Tigers-forsvaret måtte undvære Timmi Rysgaard, havde de i kampens indledning også godt styr på Demons’ angreb.
Allerede på Tigers’ første drive satte de point på tavlen. Karkov fandt Jesper Kold på et dybt kast tidligt i drivet, men et dårligt snap senere bremsede Tigers, som ”kun” satte tre point på tavlen efter et langt field goal af Jesper Hansen.

Hjemmeholdet svarede hurtigt igen på føringen. De fangede en spiller fra Tigers’ defensive linje i en offside, og Mads Edvardsen udnyttede det gratis spil, og gik dybt til Frederik Normann, som slap fri af sin opdækning og scorede på et 65 yard spil.

Tigers kom dog hurtigt foran igen. Store spil af specielt Lasse Lykke og Jesper Hansen førte til sidst til en scoring af Hansen efter et kort kast fra Karkov.
Momentum var hos Tigers, og det blev kun tydeligere på det efterfølgende kickoff. Her forsøgte de sig med et cheeky spark fra Jesper ”alt-muligt-mand” Hansens venstreben. Det kom som en overraskelse for Demons’ special teams, og Tigers’ Mikkel Just Christensen fik fat i den løse bold.

Nu fandt Karkov sig et nyt mål. Simon Lotze greb to vigtige bolde, og til sidst kunne David Paulsen gøre arbejdet færdigt og mase bolden den sidste yard ind til en 16-6-føring.

Jesper Hansen sparkede senere et nyt langt field goal ind, før problemerne begyndte for Tigerne.

Demons kom bedre og bedre med i kampen, og arbejdshesten Lars Hyrsting bragte dem før pausen tilbage i kampen med et stort 50 yard-løb på 4. down.
Nu skulle Tigers-angrebet tilbage på banen, og var med en ny mand bag center. I offseason havde Tigers to dygtige quarterbacks, der kæmpede om pladsen som starter. Desværre blev Mathias Lilhauge skadet i en optaktskamp, og mod Demons gik Jakob Karkov i stykker før pausen. Frederik Oldenburg, der normalt gør sig som receiver, skulle forsøge at styre sit holds angreb, men der kom aldrig for alvor gang i kastespillet, og Karkovs skade ændrede fuldstændigt kampen.

Demons overtager initiativet

Nu lugtede Demons blod, og de kom flyvende fra start i anden halvleg. Lillebror Mads Hyrsting bragte balance i tingene med et 11 yard touchdown-løb. I anden halvleg stod der Demons på mere eller mindre det hele. Brødrene Mads og Lars Hyrsting flyttede gang på gang bolden effektivt på løbet bag en godt spillende offensiv linje, og Mads Edvardsen styrede sit angreb flot og traf kampen igennem gode beslutninger.

I starten af fjerde quarter stod Lars Hyrsting for et af kampens helt store højdepunkter, og bragte sit hold foran 25-19, og lillebror gjorde det på den efterfølgende 2 point conversion til 27-19.

Håbet levede dog stadig for Tigers, som endelig fik gang i deres angreb igen. Oldenburg leverede gode kast, og kunne selv afslutte en flot angrebsserie ved at reducere til 27-25. På scoringen spillede Jesper Hansen igen en stor rolle. Denne gang var det med en ond blokering på en forsvarsspiller, som banede vejen for hans quarterback.

Tigers’ forsøg på en 2 point conversion glippede dog, og Demons lukkede mere eller mindre kampen på deres næste drive. De flyttede stadig bolden fornuftigt, og Edvardsen kunne løbe bolden den sidste yard ind over stregen.
I kampens døende minutter blev Tigers-spiller Christopher Feighery udvist i en underlig sekvens, hvor det var svært at gennemskue, hvad han gjorde forkert. Den sidste luft blev slået ud af Tigers, da Oldenburg på et dybt kast efter Justyn Shackleford i stedet kastede en interception til Demons’ Micki Nielsen, som afgjorde kampen.

Respekt for modstanderen

Head coach for Demons, John Stevenson, var naturligvis stolt af sit hold efter kampen. ”Vi er alle glade for sejren i fredags. På trods af at vi kom bagud 6-19, fortsatte vi, og scorede 27 point mere for at fuldende et fantastisk fightback. Vi tillod os selv at nyde øjeblikket, men på tirsdag (d. 26. red.) starter vi forfra igen, og koncentrerer os om 89ers”, udtaler han. Han tillader ikke sit hold at hvile på laurbærene, og kræver konstant forbedring. Afslutningsvis roser han Tigers for deres måde at håndtere nederlaget på: ”Jeg vil give ros til Tigers. De kom tilbage, og gjorde det til 25-27, og deres 2 point-forsøg var et vigtigt moment i kampen. De viste også god sportsånd, og lykønskede os efter kampen”, siger Stevenson, og kalder det en ”class act”.

”Coach P”, Thomas Pedersen, var skuffet over nederlaget, men ønskede ikke at bruge skaderne som en undskyldning ”Vi fik for mange skader, allerede under opvarmning fik vi problemer, og så havde vi igen for mange mentale fejl. Men der skal ikke lyde for mange undskyldninger, vi tabte og længere er den ikke.” Han har planen klar for resten af sæsonen, og nu gælder det om at komme ovenpå igen hurtigt ”Som jeg sagde til drengene efter kampen, det handler ikke om hvad vi har gjort, men hvad vi skal gøre resten af sæsonen. Nu skal vi bare på hårdt arbejde og have fikset nogle ting så vi får vendt den her stime. Vi er et for godt hold til at underpræstere, som vi har gjort indtil videre”, udtaler han til os.

Tigers skal forsøge at få vendt stimen, når de møder Horsens Stallions d. 8. maj, mens Demons dagen før skal forsøge at hente endnu en hjemmebanesejr mod AaB 89ers.

Kampen kan genses her: https://www.youtube.com/watch?v=S7hsOpwIOvo&feature=youtu.be

Scoringer

1st quarter:
0-3: #88 Hansen, 41 yard field goal
6-3: #5 Edvardsen to #83 Normann, 65 yard TD pass (PAT no good)
6-10: #4 Karkov to #88 Hansen, 11 yard TD pass (PAT good)

2nd quarter:
6-16: #43 Paulsen, 1 yard TD run (2 pt. conversion failed, incomplete pass)
6-19: #88 Hansen, 40 yard field goal
13-19: #6 Hyrsting, 50 yard TD run (PAT good)

3rd quarter:
19-19: #2 Hyrsting, 11 yard TD run (PAT no good)

4th quarter:
27-19: #6 Hyrsting, 38 yard TD run (2 pt. conversion successful, #2 run)
27-25: #81 Oldenburg, 9 yard run (2 pt. conversion failed, run stopped short)
33-25: #5 Edvardsen, 1 yard run (2 pt. conversion failed, run stopped short)

Please follow and like us:
0

Søllerød tager imod Horsens som skal rejse sig efter nederlag

Foto: Per Kronvold

Favoritværdigheden ligger tungt på hjemmeholdet, som ikke kun har et publikum i ryggen, men som møder et Stallions-hold, der fik stryg mod et andet københavnerhold i sidste uge

Det er et formbarometer, der peger i hver sin retning for de to hold, der mødes på lørdag i Søllerød. Her tager Gold Diggers imod Stallions, og mens hjemmeholdet har to solide sejre i sæsonens første to kampe, så er det blevet til en kneben sejr over 89ers og et stort nederlag til stærke Copenhagen Towers for de gæstende Stallions.

Favoritværdigheden er altså til at få øje på, men det er et tændt Stallions-mandskab, der tager turen til hovedstaden:

Det er bare op på hesten igen, når man oplever sådan et nederlag (som mod Towers, red.), og det tager vi ikke så tungt. Det handler om at tage det gode med og så rette op på det dårlige,” siger Stallions head coach Anders Bysted, der har et realistisk syn på holdets situation.

Vi kan jo ikke komme uden om, at vi er et af de fire nederste hold, og samtidig har vi nogle skader til nogle vigtige spillere. Vi skal måles på andet end et W eller et L, når kampen er slut, vi skal kunne se en udvikling – det er det vigtigste lige nu,” siger Anders Bysted.

Gold Diggers forsvar har været bundsolidt i årets første to kampe, og et shutout mod Demons og 14 point til Rebels giver et af de bedste forsvar i ligaen lige nu kun overgået af Stallions overmænd fra sidste kamp, Towers.

Stallions skal altså spille op til sit bedste, hvis de skal gøre sig forhåbninger om en sejr på Sjælland lørdag.

Anders Holm og Mark Nielsen(TE og WR, red.) er begge ude et stykke tid, så vi er lidt udfordrede på den side af bolden, så vi skal nok ramme dagen alle mand, hvis vi skal vinde kampen. Gold Diggers er et godt hold, men de er ikke umulige at slå, og de har nogle punkter, de kan rammes på, ligesom vi har det, sådan er fodbold,” siger Anders Bysted og fortsætter:

Selvfølgelig kommer vi med fuld fart på, og så må det briste eller bære. Vi er også inde i en periode med kamp hver uge fire uger i træk, så vi kan ikke lave hele playbooken om. Vi tror på vores system, og vi holder hovedet højt hele kampen, det er jeg sikker på.”

Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra Gold Diggers’ head coach, Troels Vestergaard, inden deadline for dette preview.

Kampen spilles på lørdag den 30. april klokken 14.00 på Rundforbi Idrætsanlæg

Du har også mulighed for at se kampen på NL TV

Tidligere indbyrdes opgør

20.6.15 – Horsens Stallions 6 – 54 Søllerød Gold Diggers

Please follow and like us:
0

Razorbacks kan sikre sig avancement i CL mod polske Panthers

Foto: Per Kronvold

Lørdag står den på anden kamp i Champions League for Triangle Razorbacks, når holdet møder polske Panthers Wroclaw på udebane. Selv om danskerne ikke kender meget til polakkerne, tror de alligevel på den sejr, som sender holdet videre i turneringen.

På fredag drager Triangle Razorbacks til Polen for at udfordre de polske vicemestre fra Panthers Wroclaw i Champions League om lørdagen, og det er endnu en ubekendt, danskerne skal slås med efter sejren over Prague Lions i turneringens første runde.

For begge hold er det første deltagelse i Champions League, og Panthers Wroclaw træder ind i turneringen i kampen mod danskerne, som altså allerede har spillet deres første kamp. Her blev det således til en sejr på 20-7 på hjemmebanen i Vejle.

Med en sejr vil Razorbacks sikre sig deltagelse i turneringens Final Four som vindere af North-gruppen.

Ukendt modstander

Som det ofte forholder sig i europæiske turneringer, er det to hold, som ikke kender meget til hinanden, der mødes lørdag. Hos Razorbacks har man kun haft video af Wroclaws seneste tre kampe at scoute på, og head coach, Thomas Linnemann, fortæller, at de ikke kender meget til niveauet i Polen. Lidt har han dog fået ud af videoerne, og det ser ud som om, at danskerne kommer på en sværere opgave end i første runde.

”De har en rigtig god running back. Det er der slet ingen tvivl om, og de er meget mere well coached, end Lions var. Det ser ud som om, de spiller noget mere sound defense, og spillerne ved, hvor de skal hen. Det var man nogle gange i tvivl om med Lions, så det bliver helt sikkert en tættere og hårdere kamp,” fortæller han.

Det er nok heller ikke noget tilfælde, at Panthers ser organiserede ud. Polakkerne er nemlig ledet af head coach, Nick Johansen, som har et imponerende CV. Amerikaneren har bl.a. været coach for det østrigske landsholds offensive linje samt offensive coordinator for det østrigske storhold Swarco Raiders Tirol, hvor han var med til at vinde Eurobowl. Senest har han været træner i Graz Giants i den bedste østrigske række.

Linnemann tror på sejren

Panthers er et hold, som ofte blander sig i mesterskabskampen i den polske Topliga, og de ser stærke ud med en dygtig head coach og en god RB i amerikanske Rickey Stevens. Alligevel tror Thomas Linnemann på, at hans hold kan udfordre polakkerne.

”Vi tager derned for at vinde. Vi er gået ind til turneringen for at komme i Final Four, og så må vi tage den der fra, men vores målsætning er at vinde den her kamp.”

Opskriften har Linnemann også klar, og den lyder på balanceret angrebsspil.

”Vi skal have gang i Duke (DeLancellotti), og han og vores receivers skal spille en god kamp, men vi skal også kunne løbe bolden. Hvis vi kommer ud og er balancerede og ca. 50/50 i spilkald, så er jeg godt tilfreds, og så tror jeg, at vi har en chance. Vores offense har nogle styrker i år ift. sidste år i kastespillet, så det satser vi på at udnytte,” fortæller han.

”Spiller vi det, vi kan, så skal vi nok spille op med dem.”

Ingen undskyldninger

Hos de danske mestre tror man altså på sejren, og selv om Razorbacks spiller på udebane mod et hold, som ser stærkt ud, er der ingen undskyldninger at finde. Holdet er nemlig så klart, som det kan blive, og heller ikke rejsen eller udebanen bliver et problem ifølge Thomas Linnemann.

”Lige umiddelbart, så ser det ud som om, Mathias (Kragh) bliver klar. Han var den eneste, som vi havde på skadeslisten, så vi burde kunne stille 100%. Ift. udebanen tager vi af sted dagen før og spiller kl. 14, som vi plejer, så folk burde være klar og fokuserede.”

Umiddelbart er der altså lagt op til en tæt kamp i Polen, og det bliver sandsynligvis de små fejl, som afgør, om Razorbacks kan spille sig videre i Champions League. Derfor må den smalle favoritværdighed ligge hos hjemmeholdet fra Wroclaw, men det er svært at sige noget om det polske holds styrke, og der er altså ikke meget som taler imod, at drengene fra trekantsområdet har en god chance for at spille sig i turneringens semifinale.

Kampen sparkes i gang lørdag d. 30. april kl. 14:00

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/240456446308249/

Please follow and like us:
0

Gold Diggers hentede endnu en sikker sejr

Foto: 1st Down Photo

Der var ingen slinger i valsen, da Søllerød Gold Diggers tog sig kærligt af Herlev Rebels, og vandt deres anden kamp i sæsonen. Slutcifrene blev 12-41 i en kamp, hvor der aldrig rigtigt var spænding om udfaldet.

Vejrguderne var ikke på spillernes side, da Herlev Rebels i søndags bød Søllerød Gold Diggers velkommen. Under mere eller mindre hele kampen var der regn på programmet, og det satte sine spor på kampen, hvor der undervejs var en del flere turnovers, end der normalt ses i kampe i National Ligaen.

Udeholdet kom med en storsejr i bagagen fra deres kamp i første runde mod Demons, og til kampen mod Rebels var de i den grad klar fra start. På et af kampens første spil fandt Morten Forsbøl sin receiver Sebastian Riis, som har en fortid hos netop søndagens modstander, Herlev Rebels. Nu var der lagt op til en tidlig føring, men det skulle Rebels’ Asger Broström lave om på. Han stod for en flot interception, og Gold Diggers måtte vente med at komme på måltavlen.

Det kom de til gengæld hele tre gange senere i første quarter. Først greb Christian Egedal kampens første touchdown fra Morten Forsbøl. Derefter returnerede Morten Hejndorf en interception til touchdown, og til sidst kastede Forsbøl endnu en touchdown, denne gang var det til Kenneth Stender.

Da Gold Diggers øgede deres føring til 28-0 i starten af andet quarter, fik Andreas Willumsen chancen som quarterback for Gold Diggers, og det var en blandet fornøjelse for den unge reserve.

Rebels’ offensive højdepunkt i første halvleg kom et stykke inde i andet quarter. Thomas Wolff Clausen kastede til Rasmus Brandt, som flot greb bolden over hovedet på sin direkte modstander. Herefter scorede duoen Brandt-Clausen også holdets første point i sæsonen, og kunne kort efter gå til pause med en smule bedre fornemmelse på trods af endnu en Gold Diggers-scoring.

I anden halvleg forsøgte Gold Diggers sig med nogle forskellige ting, og efter et løb til touchdown af Thomas Johansen i slutningen af tredje quarter, stod der Rebels på resten af kampen. De viste god moral, og fik sat to halvlange field goals på tavlen i fjerde quarter, og kampen endte 41-12 til udeholdet.

Rebels’ head coach, Ronnie Kjær, var på trods af resultatet glad for sit holds præstation ”Vi kom desværre hurtigt bagud i kampen med et par store spil, vi gav væk. men alt i alt spillede vi en rigtig flot kamp, hvor vi viste, at vi kunne holde hoved og gejsten oppe og få rykket bolden og lave de point, der gør, at man får troen på det.”, siger han, og roser afslutningsvis sine spillere for deres fremgang: ”Og så viste spillerne, at vi har rykket os sindssygt meget på en uge. Fra at vi slet ikke kunne rykke bolden mod Towers, til at vi spillede en rigtig flot kamp både offensivt og defensivt!”

Begge hold skal i aktion igen i den kommende weekend. Rebels skal han tur til det nordlige Danmark, hvor 89’ers venter på dem, mens Gold Diggers får besøg af Stallions. Begge kampe spilles på lørdag klokken 14.

Scoringer

1st quarter:
0-7 – 25 yard pass, #12 Forsbøl to #84 Egedal (PAT good)
0-14 – 31 yard interception return, #13 Hejndorf (PAT good)
0-21 – 10 yard pass, #12 Forsbøl to #89 Stender (PAT good)

2nd quarter:
0-28 – 20 yard pass, #12 Forsbøl to #89 Stender (PAT good)
6-28 – 14 yard pass, #33 Wolff Clausen to #89 Brandt (PAT no good)
6-35 – 15 yard pass, #12 Forsbøl to #82 Læby Mortensen (PAT good)

3rd quarter:
6-41 – 2 yard run, #7 Johansen (PAT no good)

4th quarter:
9-41 – 32 yard field goal, #29 Dellgren
12-41 – 34 yard field goal, #29 Dellgren

Please follow and like us:
0

Rebels gæster 89ers i 4. spillerunde

Foto: Per Kronvold

Det er to hold, der begge søger at få sæsonens første sejr når AaB 89ers tager imod Herlev Rebels. Rebels har tidligere mødt, og har tabt til, to af ligaens forventede top hold, mens 89ers tabte en hjerteknuser da de besøgte Stallions.

Rebels har haft en svær start på sæsonen som følge af et sent skifte i trænerstaben, hvilket har medført at de har skullet bruge de første to kampe i sæsonen på at blive sammenspillet. Dette har følgeligt betydet ganske store nederlag. Blot 12 point for sæsonen er det blevet til på angrebet, og skal de hive en sejr hjem i Aalborg skal det blive til flere, og Rebels’ cheftræner Ronnie Kjær tror på det bliver tilfældet: ”Kampen mod 89ers kommer helt perfekt, nu har vi lige haft 2 kampe på 2 uger mod 2 af de bedste hold i ligaen, og det har været nogen rigtigt hårde kampen, men jeg synes vi har fået rigtigt meget ud af dem, og vores offence bliver bedre og bedre for hver kamp vi spiller, og nu glæder vi os til at møde et af de hold vi skal kæmpe om wild card pladser med, og se hvor langt vi er kommet i vores proces” skriver Kjær i en e-mail til Nationalligaen.dk.

89ers’ HC Jakob Zinck Thellufsen føler også, at hans hold lærte en del af deres nederlag til Stallions: ”Jeg synes vi var gode mod Stallions i rigtig stor dele af kampen, specielt første quarter, så der er meget vi kan tage med. Vi fik lært meget om, hvor vi står som hold, både som trænere og spillere. Det har været rigtig vigtigt ift. arbejdet på træningsbanen. Hvis vi vokser herfra, og ikke gentager de samme fejl som mod Stallions, tror jeg det bliver rigtig godt” udtaler Thellufsen, der også tror på at holdet kan gøre det lidt bedre end i åbningskampen: ”Vi er ydmyge omkring hver en opgave. Med det sagt, er det ikke nogen hemmelighed, at vi spillede en tæt kamp mod Rebels sidste år, og vi rigtig gerne vil have revanche. Vores mål lige nu er, at vi skal gå ud og være bedre end vi var sidst. Hvis vi er det, tror jeg på en sejr.”

Rebels’ Ronnie Kjær erkender blankt, at han ikke kender meget til Aalborg-holdet, men at han lige nu koncentrerer sig om Rebels og eget spil: ”Vi arbejder hårdt til hver træning for at blive et bedre hold, og jeg er sikker på at det nok skal udmunde sig i at vi kommer til at spille en god kamp mod 89ers på lørdag”. Det er en vurdering han deler med 89ers Jakob Thellufsen, der dog ser ud til at være lidt mere bekendt med lørdagens modstandere. ”Jeg synes Herlev har en god række fine fodboldspillere, så jeg ved ikke, om der er en specifik vi skal kigge efter. Det handler meget om at spille assignment korrekt, og at vores spillere gør deres ellevtedel” forklarer Thellufsen afsluttende.

Begge hold må i forhold til sæsonen, og holdenes udvikling, se lørdagens kamp som en god mulighed for at hente en af de sejre begge hold savnede sidste år.

Hvis tidligere års møder, mellem disse traditionsrige klubber, skulle være en indikator for udfaldet, så har hjemmebane-holdet en fordel.

Men alt kan ske når først kampen sparkes i gang på lørdag kl. 14.00.

Tidligere resultater

 05.09.15        22 – 13             Herlev Rebels vs. AaB 89ers

13.09.14        21 – 0                AaB 89ers vs. Herlev Rebels

05.07.14        58 – 7               Herlev Rebels vs. AaB 89ers

Please follow and like us:
0

Towers tromlede over Stallions

Foto: SBC Photo

Spændingen udeblev i Horsens, da Stallions tog i mod Copenhagen Towers. Til det var gæsterne ganske enkelt for stærke, og efter en næsten fejlfri første halvleg, der bød på hele 40 point, viste københavnerne resten af football-Danmark, at de er brandvarme.

Et kickoff-return ind i Stallions’ territorium og otte spil fra scrimmage var alt, der skulle til, før at Towers satte de første seks point på tavlen. På den anden side startede Stallions kampen med en hurtig 3-og-ud og et kort punt, der var millimeter fra at blive blokeret. Derfra var kampens styrkeforhold ligesom lagt. Towers’ forsvar lagde fra start pres på, og lukkede helt ned for Stallions’ løbeangreb, og var med til at give Towers gode udgangspositioner det meste af dagen. Selv da Towers efter back-to-back false start penalties på 3. down kom bagud på down-and-distance, kunne et velspillende Towers-angreb hele tiden hive et nyt spil ud af hatten og holde sig på banen. Hvor hjemmeholdet kun producerede en eneste første down i de døende minutter af første halvleg, afgav Towers kun bolden, når de sparkede kickoff, og producerede hele 40 point i kampens første 24 minutter på trods af kun én enkelt turnover.

Towers så ud til at spare en række spillere hvor holdkortet tillod det efter halvlegen. Det blev Marcus Bennett, der, som en del af Towers plan om rotation på QB-positionen, afsluttede gæsternes scoringsfest på Towers’ sidste drive, da han fandt Lau Mikkelsen til slutresultatet 46-0, men en af kampens positive oplevelser var Towers’ slot receiver Anton Witmeur. Witmeur skaffede gentagne gange gode yards og et par scoringer på de end-arounds, der blev sat op via et solidt Towers-løbeangreb som det var tydeligt, at Stallions respekterede. Som også var tilfældet i Stallions’ sejr mod 89ers, kom de bedre med til sidst i kampen, men det tætteste på en scoring de kom, var Towers’ 10 yard-linje, og heller ikke en fumble recovery til allersidst i kampen kunne hjælpe hjemmeholdet til point.

”Kampen mod Towers blev en noget ensidig affære. Men den gav os en udmærket indikation på, hvor vi står som hold. Desværre kostede de to første kampe i sæsonen et par skader på nøglepersoner på holdet. Så det bliver nogle hårde kampe, vi går i møde mod Gold Diggers og Tigers de kommende 14 dage” udtaler en fattet Stallions head coach Anders Bysted til Nationalligaen.dk, men formodede alligevel at tage det positive med. ”Det positive fra kampen er, at vi føler, at vi forbedrer os i løbet af kampen”.

Omvendt var Towers’ cheftræner Peter Herbild tilfreds med kampens forløb. ”Det var samlet set en rigtig god kamp, og det er altid en fornøjelse at gæste Horsens, hvor der altid er en god stemning på banen” forklarede Herbild, der dog måtte se sit hold indkassere en dyr skade på safety-positionen: ”Vi fik desværre Magnus Bitsch skadet, og ham kommer vi til at savne, mens han er ude. Jeg glæder mig dog til at se, hvem der tager udfordringen op på defense, og bærer det store læs, Magnus plejer at have på sine skuldre”.

Uanset hvad må Herbild og resten af Towers’ trænerstab være svært tilfredse med det de så fra deres startende 22 mand i deres blot anden kamp. Omvendt skal Stallions tilbage til tegnebrættet og finde ud af, hvad næste skridt i planen nu må blive.

Scoringer
– 1. quarter –
0 – 6 Kasper Skyum til Victor Staun Jensen, 7 yd (2-pt no good)
0 – 12 Kasper Skyum til Lukas Olsen, 14yd (2-pt no good)
0 – 20 Anton Witmeur, 18yd (2-pt good, v. Michel Konate)

– 2. quarter –
0 – 26 Michel Kontate, 5yd (2-pt no good)
0 – 34 Marcus Bennett, 68yd punt return (2-pt good, v. Mads Hermansen)
0 – 40 Anton Witmeur, 25yd (2-pt no good)

– 3. quarter –
0 – 46 Marcus Bennett til Lau Mikkelsen, 23yd (2-pt no good)

– 4. quarter –
No score

Please follow and like us:
0

Kan Rebels udfordre sidste års sølvvindere?

Foto: 1st Down Photo

Det ligner et klassisk opgør mellem top og bund, når Herlev Rebels byder Søllerød Gold Diggers velkommen søndag eftermiddag. Rebels skal forsøge at glemme det store nederlag til Towers og samtidig sætte sæsonens første point på tavlen, mens Gold Diggers kommer fra en sikker sejr mod Demons, og har umiddelbart alt at tabe mod Rebels.

Head coach for Herlev Rebels, Ronnie Kjær, fik lidt af en trænerdebut, da han så sit hold tabe 56-0 til Towers i forrige weekend. Alligevel er Kjær meget positiv, da han fortæller om processen efter nederlaget: ”Vi har fået set noget film på kampen, og skal bare arbejde videre på det, der virkede mod Towers. Og så skal vi ikke give bolden væk 6 gange med interceptions og fumbles. så er jeg helt sikker på, at det ikke bliver et shootout igen.”
Det virker måske ikke som det mest realistiske for Rebels at drømme om sejren, men kampen kan sagtens blive en succes for Herlev-holdet, selvom det ikke nødvendigvis ender med et W. ”Succes mod Diggers vil helt sikkert være at holde scoren nede, og så skal vi i gang med at lave nogen point. Og med de justeringer og tiltag, vi har lavet, så er jeg helt sikker på, at vi kommer ud og giver meget mere af os selv”, siger Kjær.

Rebels har to af ligaens bedste hold i de to første kampe, men det er ikke noget, som irriterer Kjær. Han er derimod glad for, at de kan bruge de to kampe til at banke noget rust af og være klar til deres kamp mod AaB, som han mener, bliver en af konkurrenterne til Wild Card-pladserne. Han siger afslutningsvis, at holdet ikke er synderligt ramt af skader, og han er glad for de 28 mand, der er klar til søndagens opgør.

Man kunne tro, at der i Gold Diggers-lejren blev opsat nogle ”del-mål” i en kamp, hvor man er så stor favorit, som det er tilfældet søndag. Det er dog ikke noget, som Troels Vestergaard arbejder med hos sit hold. Her er der ene og alene fokus på at få sejren med hjem.

Der burde samtidig være mulighed for at se et endnu stærkere Gold Diggers-hold, end det man så i deres kamp mod Demons. Vestergaard siger til os: ”Hver position har deres fokus og de ting vi har arbejdet med siden Amager kampen, er forhåbentlig blevet bedre til weekendens kamp.”

Der er ingen tvivl om, hvem der er favorit til kampen, men begge hold lyder til at have gang i nogle spændende projekter. Rebels spillede i forrige sæson to rigtigt tætte opgør mod Gold Diggers, og man kan som neutral tilskuer håbe, at de kan gentage det på søndag.

Kampen spilles søndag d. 24. april klokken 14.00 på Hjortespringskolen (Dildhaven 40, 2730 Herlev)

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/1536684576636088/

Seneste indbyrdes opgør
31.5.15 – Søllerød Gold Diggers-Herlev Rebels – 37-20
2.5.15 – Herlev Rebels-Søllerød Gold Diggers – 16-30
21.9.14 – Søllerød Gold Diggers-Herlev Rebels – 27-0
10.8.14 – Herlev Rebels-Søllerød Gold Diggers – 24-23
4.5.14 – Søllerød Gold Diggers-Herlev Rebels – 55-12

Please follow and like us:
0

Stallions skal forsøge at ride videre på den gode stime

Foto: 1st Down Photo

Det er to hold, der begge er kommet godt fra start i deres første kampe, der mødes, når Horsens Stallions hjemme på Dagnæs Stadion tager i mod Copenhagen Towers, men alligevel er det gæsterne, der på forhånd må påtage sig favoritværdigheden, når kampen sparkes i gang på lørdag.

Det var ikke et Towers-hold, som vi ellers er blevet vant til at se dem i den afsluttende halvdel af sidste sæson, men de startede sæsonen stærkt hjemme mod Herlev Rebels. Ligeledes fik sidste års nedrykningskandidater Horsens Stallions en sejr i deres første kamp efter en usikker start, da de fik besøg af AaB 89ers.

Towers så i store dele af deres åbningskamp skræmmende stærke ud mod et Rebels-hold, som de overmatchede over hele linjen, men cheftræner Peter Herbild var alligevel ikke helt tilfreds med indsatsen. ”Vi fik en god start i weekenden men lavede et hav af fejl. Vi skal først og fremmest få ryddet op i det” forklarer Herbild i en kort udtalelse til Nationalligaen.dk. ”Vores fokus i weekenden er at få rettet egne fejl, og blive klogere på hvem vi er og hvad vi kan” lyder det afsluttende.

Hvis tidligere resultater er nogen indikator, får Stallions det svært mod Towers, og de er da heller ikke spået mange chancer på trods af hjemmebanefordelen. Særligt hjemmeholdets angreb får brug for at komme hurtigere ud af båsen, end de gjorde i deres sæsonåbner for at kunne følge trop mod Towers’ forsvar, der viste gode takter mod Rebels. Ligeledes så Towers’ løbeangreb rigtig stærkt ud, og det får Stallions brug for at dæmme op for.

Det er heller ikke en tolkning, som Stallions’ cheftræner Anders Bysted er helt uenig i. ”Det er en kamp hvor jeg ser Towers som favoritter men omvendt vil jeg heller ikke sige at vi ikke kan gå ud og overraske” fortæller Bysted om hans forventninger til kampen, og forklarer, at det også bliver en styrkeprøve for holdet for at finde ud af, hvor meget de har udviklet sig, og hvor de står i forhold til de kommende kampe. ”Den (kampen red.) kommer til at vise os hvor vi står i forhold til de kommende kampe mod Søllerød og Aarhus”.

Uanset kampens resultat bliver det for begge hold en god indikator om holdenes indbyrdes styrke, som også resten af den danske National Liga vil være interesseret i at følge. Kan Stallions presse Towers, eller bliver sjællænderne en for stor mundfuld? Det får vi svar på, når kampen sparkes i gang på Dagnæs Stadion på lørdag kl. 14.00

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/498600130341556/

Seneste indbyrdes opgør

06.06.15        47-0               Copenhagen Towers vs. Horsens Stallions

19.09.13        84-0               Copenhagen Towers vs. Horsens Stallions

01.06.13        6 – 47            Horsens Stallions vs. Copenhagen Towers

 

Please follow and like us:
0

Spændende Store Bededags-kamp i vente

Foto: 1st Down Photo

På fredag mødes to hold, der begge indledte sæsonen med bitre nederlag. Amager Demons siger velkommen til Aarhus Tigers i en kamp, hvor Demons håber at kunne overraske et af de mere etablerede hold i National Ligaen.

Begge fredagens kombattanter fik en svær start på deres National Liga-sæson. Demons mødte sidste års nummer to fra Søllerød, mens Tigers mødte de forsvarende mestre, Triangle Razorbacks. Begge hold måtte se sig slået, men har altså nu mulighed for at kickstarte deres sæson igen.

Forventningerne til Aarhus Tigers er noget større, end de er til Amager Demons. Head coach for Tigers, Thomas Pedersen, fortæller til os om processen efter nederlaget til Razorbacks Ja, det var en kedelig start på sæsonen, men vi har evalueret på det og haft fokus på at eliminere de fejl vi lavede.  Jeg havde et godt møde med holdets captains og vi har prøvet et par nye ting over de sidste uger, som umiddelbart har set rigtig fornuftigt ud. Det virker som om der er en fornyet gejst på holdet, og vi er klar igen”, forklarer Pedersen.

”Coach P” har stor tiltro til sit hold, og forventer også, at de hiver sejren hjem mod det, på papiret, noget svagere Demons-hold: Det gælder om at vi skal have vores hold sparket i gang tidligt, så vi finder rytmen og får noget tænding på. Især vores O skal ud og have nogle gode drives, så O og D komplementerer hinanden. Nu må vi se hvordan kampen udspiller sig, men jeg er meget fortrøstningsfuld og stoler på den gameplan vi har lavet.”, siger han. Han siger afslutningsvis, at på trods af Demons’ nederlag til Gold Diggers, må man ikke undervurdere dem eller det faktum, at Tigers har en fire timers bustur i benene, når de ankommer til Sjælland. Han udpeger også de to Hyrsting-brødre som nogle af Demons’ profiler, som hans hold ikke må give for meget plads.

I den anden lejr arbejder head coach John Stevenson med andre kriterier for succes, og hans hold gennemgår en del forandring netop nu, fortæller han: ”Vi forventede en svær kamp mod SGD (Søllerød Gold Diggers, red.), og det fik vi. Men som jeg sagde før den kamp, er vi som hold i en overgangsperiode med en masse unge rookies, der spillede deres første kamp sidst.” Han er desuden stolt af sit holds ihærdighed for at blive bedre: ”Vi bedømmer ikke os selv på resultatet af den første kamp, men på hvordan vi slutter sæsonen. Hvad vi så i kampen var en god attitude, og det har fortsat til træning siden nederlaget. Vi bliver bedre, og alle arbejder hårdt for det, og moralen på holdet er god”

Stevenson erkender, at Tigers er storfavoritter til kampen, men det passer ham egentlig ganske fint. ”Tigers udgør endnu en stor udfordring på fredag. Vi ved, at de er et godt hold, og kommer ind til kampen som store favoritter, hvilket passer os fint. Succeskriteriet for os er at kunne konkurrere med dem og vise forbedring fra sidst, så endnu en gang er der intet pres på mit hold, og de kan bare gå ud at spille og have det sjovt.”, siger Stevenson.

En sejr vil betyde utroligt meget for begge hold og deres videre sæson, så der er ingen tvivl om, at det bliver en intens kamp med to tændte hold. Der er altid nogle overraskende resultater tidligt på sæsonen, men Tigers må forventes at kunne tage hjem til Jylland med sejren.

Husk at du på http://nationalligaen.dk/nl-tv/ kan se kampen, når det fredag klokken 14 går løs! Vi glæder os til at vise jer kampen, og håber, at en masse af jer vil følge med!

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/1564982060482747/

Seneste indbyrdes opgør

20.9.2015 – Amager Demons @ Aarhus Tigers – 18-57

1.5.2015 – Aarhus Tigers @ Amager Demons – 27-19

20.9.2014 – Amager Demons @ Aarhus Tigers – 6-52

23.8.2014 – Amager Demons @ Aarhus Tigers – 7-54

3.5.2014 – Aarhus Tigers @ Amager Demons – 40-13

 

 

Please follow and like us:
0