Razorbacks holder 89ers fra fadet

Foto: Per Kronvold

Det ville være løgn at påstå, at der var den mindste spænding i opgøret mellem de forsvarende mestre, Triangle Razorbacks, og AaB 89ers. Razorbacks var ganske enkelt for stærke for nordjyderne, og vandt med 41-0.

Triangle Razorbacks skulle lørdag tilbage på sporet efter nederlaget til Copenhagen Towers i forrige weekend. Nederlaget var desuden Razorbacks’ første i halvanden sæson i National Liga-regi. AaB 89ers kom derimod fra en af deres bedste kampe i sæsonen, hvor de havde besejret Herlev Rebels med 36-20 på udebane.

Det var Razorbacks, der startede med bolden, men de havde svært ved at flytte den på deres første drive mod et 89ers-forsvar, der startede kampen godt. Det betød, at Razorbacks hurtigt måtte punte.

Lige så godt 89ers’ forsvar startede, lige så forfærdeligt startede deres angreb. Allerede på første spil fra scrimmage gik det galt. Handoff mellem quarterback Thomas Zinck Thellufsen og Christoffer Kjeldsen gik galt, og dommerne signalerede, at Razorbacks fik fat i den løse bold.

Nicolai Molter skulle kun bruge ét forsøg fra 10 yard-linjen, før han havde scoret kampens første seks point.

Det var igen 89ers’ angrebs tur til at forsøge sig. Denne gang fik de minimalt flere snaps, før de igen fumblede. Også denne gang var Thomas Zinck Thellufsen involveret.

Det er svært at holde Razorbacks væk fra endzone, men det bliver godt nok heller ikke lettere, når man to gange i træk forærer dem bolden på egen 10 yard-linje. Razorbacks udnyttede igen den gode udgangsposition. Ligesom ved den første lejlighed, var det også anden gang Nicolai Molter, der stod for scoringen, og inden man kunne nå at sige ”fumble” stod kampen 14-0.

Holdet fra Vejle var ikke færdige med at vise sig frem. De havde til opgøret Peter Linnemann inde som startende quarterback, og han fandt på et dybt kast Oliver Holmlund, som kvitterede med et flot catch.

Da det på en 3. down endelig så ud til, at 89ers skulle holde Razorbacks ude af endzone, kastede Linnemann igen til Oliver Holmlund, som bragte Razorbacks yderligere foran.

Så kunne man tro, at Razorbacks slappede en smule af, men de havde de ingen planer om endnu. Nicolai Molter afsluttede et fint angreb ved at score sit tredje touchdown i starten af andet quarter.

Razorbacks øgede deres føring yderligere inden pausen, da Johan Bang Andersen viste imponerende fart, og løb forbi samtlige 89ers’ forsvarspillere på vej til sin første scoring i kampen.

Thomas Zinck Thellufsen sørgede for en smule succes til sit hold inden pausen, da han skaffede holdet deres første nye sæt af downs efter et fint 20 yard-løb. Kort efter markerede også Thomas Asbjørn Thomsen sig positivt med et godt løb til en ny 1. down.

På første halvlegs sidste spil meldte 89ers’ forsvar sig også ind i kampen, da Rasmus Andersen interceptede Razorbacks’ quarterback, Peter Linnemann.

De to hold kunne gå til pause efter en første halvleg, hvor den største lighed mellem holdene var farverne på deres spilletrøjer.

Anden halvleg blev en småkedelig omgang. Begge hold så ud til at spille med håndbremsen trukket, og ville ikke risikere noget i en kamp, som reelt var afgjort efter de første 24 minutters spil.

Kampens sidste scoring blev Oliver Holmlunds anden i kampen, da han greb en bold i endzone til touchdown. Holmlund kom til skade på spillet, og blev efterfølgende tilset af holdets medical staff.

Razorbacks vandt altså kampen ganske sikkert 41-0, og kan nu nyde sommerferien efter en noget nær perfekt halvsæson, hvor eneste skuffelse må være nederlaget til Towers. Holdet fra Gentofte er dog stadig indenfor rækkevidde, og Razorbacks vil i de resterende kampe jagte den placering i tabellen, som de føler tilhører dem.

89ers kan holde sommerferie frem til d. 20. august, hvor de møder netop Copenhagen Towers. Syv dage tidligere skal Razorbacks i aktion, når det gælder hjemmekampen mod Herlev Rebels.

Scoringer

1st quarter:
7-0: #25 Molter, 10 yard run (PAT good)
14-0: #25 Molter, 6 yard run (PAT good)
21-0: #7 Linnemann to #12 Holmlund, 16 yard pass (PAT good)

2nd quarter:
28-0: #25 Molter, 5 yard run (PAT good)
35-0: #13 Andersen, 51 yard run (PAT good)

4th quarter:
41-0: #7 Linnemann to #12 Holmlund, 33 yard pass (PAT no good)

Please follow and like us:
0