Razorbacks genvinder Mermaid Bowl efter vanvittigt drama

Foto: Rasmus Bergholt

Copenhagen Towers førte fra få minutter inde i kampen og indtil der var kort tid igen, men alligevel blev det Triangle Razorbacks, der igen i år kunne løfte Mermaid Bowl-trofæet efter en højintens fight mellem de to bedste hold i den danske National Liga.

Towers flyvende fra start

Kampen startede nervøst for de forsvarende mestre fra Triangle Razorbacks, som måtte tage en timeout allerede inden kampens første spil fra scrimmage. Anton Witmeur blev sat på arbejde fra start for Towers. En tidlig 4 og 1 på Razors 31’er for Towers konverteres til fire nye downs. Kort efter meldte Aske Troen sig ind i kampen med et flot catch, og Towers var på vej til at bringe sig hurtigt foran. Runningback Casper Bo Jensen blev stoppet på 1’eren, men Towers forsøgte sig på fjerde down med et quarterback sneak. Godt nok fumblede Kasper Skyum bolden, men han var selv hurtigst til at lande på den, og fik mast sig i endzone. Towers havde på ekstrapointet den frækhed at forsøge sig med et trickspil, som resulterede i yderligere to point.

Razorbacks’ angreb startede deres drive godt og så ikke ud til at være slået ud af den hurtige Towers-scoring. Da det for alvor begyndte at ligne en scoring for Razorbacks, kastede Duke DeLancelotti en interception til Nicolai Zacho.

De skulle hurtigt få bolden igen, da Towers ikke formåede at skaffe en ny første down.  Razorbacks kom hurtigt fra midten af banen og ned til Towers’ 20 yard-linje. Her var Oliver Holmlund ved at gribe et dybt kast fra DeLancelotti, men han tabte bolden i endzone.  Spillet efter bragede Geoffrey Lewis ned til 1 yard-linjen.  Lewis troede også, at han et par spil senere havde scoret for sit hold, men dommerne dømte ham nede kort af endzone. Towers kunne alligevel ikke holde Razorbacks fra fadet.  DeLancelotti fik pitchet bolden til sidste års liga-MVP, Mathias Kragh, og ekstrapointet blev sparket ind til en reducering til 8-7.

Towers slog hurtigt tilbage. Frederik Myrup returnerede bolden til få yards inde på Razorbacks’ banehalvdel. Razorbacks var tæt på at sacke Skyum, men på utrolig vis undslap han presset og fandt endda en fri receiver, Oliver Wenzel.  Mere blev det ikke til for Towers, men de fik sat Razorbacks under maksimalt pres med et punt til 1 yard-linjen.

Den svære udgangsposition betød også, at Razorbacks’ angreb ikke havde bolden længe. Det skulle Towers’ angreb heller ikke have. Skyum kastede en interception til Martin Jepsen. Det lignede en misforståelse hos Towers.  Razorbacks havde nu en reel chance for at komme foran, men misbrugte den.

I stedet kom Towers yderligere foran. De havde omkring tre minutter til at komme 80 nedad banen. De første 11 yards kom efter lidt besvær, mens Skyum med hjælp fra Frederik Myrup fandt de sidste 69 yards, da Myrup ”brændte” Simon Knudsen.

Duke DeLancelotti brillerede med et nyt stort løb med ét minut tilbage af første halvleg, men så ud til at lade sig stresse unødigt meget, og kastede på det næste spil en ny interception til Oliver Zacho. Towers kunne dermed gå til pause med en 15-7-føring.

I pausen blev Lars Hyrsting Larsen fra Amager Demons kåret til denne sæsons liga-MVP.

Fortsat tro på det hos mestrene

Razorbacks’ assistent head coach, Brian S. Simonsen, var fortrøstningsfuld, da Tv3 Sport 1 snakkede med ham kort inden anden halvlegs start. Til spørgsmålet om, hvad de havde sagt til holdet i pausen, sagde Simonsen ”Vi snakkede lidt om, at vi skal rette om på de småfejl, vi har lavet og spille mere disciplineret. Få lidt mere fast rytme på offense, så vi kan rykke bolden. Og så bare blive ved med at spille defense. Vi kan sagtens spille med dem. Vi har haft det der ene spil og en fumble. Vi skal nok ”bounce back”. Det er jeg sikker på.”

Razorbacks’ angreb i første halvleg  mere udfordret, end de havde været det meste af sæsonen, og det fortsatte i anden halvleg. DeLancelotti kastede endnu en interception til Towers. Igen var det Oliver Zacho, der var på spil. Han brød ind foran Oliver Holmlund, og fik på akrobatisk vis hevet bolden til sig.

Simon Knudsen var involveret i Myrups scoring i første halvleg, men gjorde skaden god igen med en vigtig interception i midten af tredje quarter.  DeLancelotti har været blandt ligaens allerbedste spillere, men lørdag eftermiddag så han rystet ud. Han kastede mod slutningen af tredje quarter sin fjerde interception i kampen. Denne gang var det Martin Ballegaard, der skaffede bolden på Towers-hænder.

Amerikanske Dylan Reda fra Razorbacks var ikke med til kampen, da han sad ude med en skade. Han var uden tvivl savnet, ikke blot pga. hans spil på banen men i høj grad også hans lederevne, men forsvaret gjorde det alligevel som ventet rigtig godt, og gjorde det svært for Towers at flytte bolden kontinuerligt.

Det blev tydeligt, da Towers forsøgte sig med et trickspil. Timingen var underlig, og det blev straffet, da Lasse Tor kastede en interception til Daniel Damgaard.

Towers var sluppet godt fra det indtil nu, men interceptionen blev denne gang straffet af Razorbacks’ angreb. DeLancelotti kastede sin kærlighed på Markus Stinger Olesen, som gjorde sig bemærket med tre vigtige catches på få minutter. Den første for et langt gain, det næste for touchdown og til sidst en udligning på et 2 points-forsøg.  I mellemtiden havde Thomas Brill skaffet vigtige yards på en 4. down og 7. Særligt Stinger Olesens touchdown-catch var i absolut verdensklasse. I helt udstrakt position, presset tæt af en forsvarsspiller, holdt han fast i bolden på flotteste vis.

Towers havde været i kontrol det meste af kampen, men momentum var nu i den grad hos Razorbacks efter det vigtige drive. Københavnerne virkede også rystede, men momentum skulle hurtigt svinge igen. DeLancelotti blev først straffet for en intentional grounding, som han var tydeligt frustreret over. Om det var frustrationen  over det kald, der betød, at han kastede sin femte interception kort efter, skal være usagt, men katestrofalt var det for Razorbacks. Som om det ikke var slemt nok,  blev Razorbacks straffet for en unsportsmanlike conduct, og Towers havde nu 1. down og goal 9 yards fra endzone.

Razorbacks’ forsvar holdt stand, men Aske Troen sparkede et 29 yard field goal ind til en 18-15-føring med lidt over fire minutter tilbage af kampen.

Anført af Geoffery Lewis trumlede Razorbacks sig mod en udligning, men Lewis fumblede på tredje down, og tjekkiske Lukas Kadek fik fat på bolden. Towers var nu 2 minutter og 10 sekunder  fra at kunne hæve Mermaid Bowl-trofæet. Det krævede én ny første down for at sejren var sikker. Det formåede Towers ikke at skaffe, og Razorbacks fik en sidste chance for som minimum at tvinge kampen i overtid, da Towers overraskende ikke valgte at gå på en fjerde down og en.

Razorbacks gentog bedriften fra 2015

Razorbacks havde 1 minut og 40 sekunder til at sætte point på tavlen. På trods af fem interceptions var DeLancelotti ikke bange for at tage ansvar, og han holdt liv i drivet med et stort løb på tredje down og 13, og spillet efter vendte han kampen på hovedet. Med 38 sekunder tilbage af kampen bragte Razorbacks sig foran for første gang i kampen. DeLancelotti kastede til Oliver Holmlund som betalte med et stort hit. Ligesom sidste års finale viste Razorbacks styrken, da det for alvor gjaldt.

Skyum fik en sidste chance for at slå igen, men kampen sluttede med en interception af Martin Jepsen. Jublen kunne bryde ud på Razorbacks’ sidelinje. Holdet fra Vejle kan bare noget særligt, og man kan aldrig dømme dem ude af kampen, hvilket de endnu engang beviste i Mermaid Bowl 2016.

Noget usædvanligt blev kampens MVP en spiller fra det tabende hold, idet Nicolai Zacho fik æren efter en flot indsats med tre interceptions. Det vil formentlig være en ringe trøst, men han og resten af Towers kan, når kampen kommer lidt på afstand, være stolte af en flot indsats.

Geoffrey Lewis sagde til TV3 Sport 1 ”Det er fantastisk, igen i år jo. Det er fantastisk hver gang. Specielt fordi vi kan give den her oplevelse til vores amerikanere og nogle af de unge, som ikke har prøvet det før. Det er fantastisk. Det bliver som det plejer at være. Som jeg startede med at sige; Razor kommer sammen som en familie, og så løser vi det, og får tingene til at ske. Det er det samme, vi gør igen. Vores spil er egentlig ikke særlig godt, men vi får det til at ske, fordi vi holder sammen.”

Aske Troen var naturligvis skuffet, da han blev spurgt af TV3 Sport 1, hvad der gik gennem hans hoved efter nederlaget , og til det sagde han: ”En masse bitterhed. Jeg synes, at vi havde chancen for at vinde kampen. Vi var to gange i red zone, og laver nogle dumme turnovers. Det er et godt hold, vi spiller imod, og laver vi de fejl, så er, som vi ser det sidst, 40 sekunder nok for dem.”

Der vil senere komme flere billeder fra den fantastiske kamp og den efterfølgende overrækkelse af trofæet.

Scoringer

1st quarter:

8-0 – 1 yard TD run, #14 Skyum (2 pt. conversion successful – #80 Troen Klixbüll to #5 Lundén Hermansen)

2nd quarter:

8-7   – 1 yard TD run, #22 Kragh Nielsen (PAT good)

15-7 – 69 yard TD pass , #14 Skyum to #13 Myrup(PAT good)

3rd quarter:

–          No score –

4th quarter:

15-15 -15 yard TD pass,  #3 DeLancelotti to #15 Stinger Olesen (2 pt. conversion successful, #3 DeLancelotti to #15 Stinger Olesen

18-15 – 29 yard Field Goal, #80 Troen Klixbüll

18-22 – 33 yard TD pass, #3 DeLancelotti to #12 Holmlund (PAT good)

Please follow and like us:
0

Towers og Razorbacks slutter sæsonen af i Horsens

Det er på lørdag den 8. oktober, at National Ligaen finder sin afslutning for i år, hvor Towers og Razorbacks har spillet sig i finalen

Så er det juleaften! Eller i hvert fald tæt på, når Triangle Razorbacks og Copenhagen Towers tørner sammen på Casa Arena i Horsens i Mermaid Bowl 2016. Det har været sæsonens stærkeste hold – Towers og Razorbacks – og de to mandskaber har begge kun tabt en enkelt kamp i løbet af denne sæson. Og det var endda til hinanden.

Derfor er det også meget passende, når begge trænere vurderer, at årets Mermaid Bowl godt kan gå hen og blive meget lige.

Razorbacks head coach Thomas Linnemann siger “Jeg vurderer styrkeforholdet til at være 50/50, ligesom vores indbyrdes opgør i denne sæson er blevet afgjort til allersidst i kampen.”

Tilskuerne til lørdagens finale kan altså glæde sig til en tæt og spændende kamp, hvor ligaens to bedste forsvar og to bedste angreb kommer til at stå over for hinanden. Vi så også i de to holds semifinaler, at det er to mandskaber i form.

Copenhagen Towers tog sig kærligt af den artige overraskelse i årets slutspil, Amager Demons, hvor Towers hurtigt kom langt foran. Triangle Razorbacks spillede semifinale mod Søllerød Gold Diggers i en af årets allerbedste kampe i Danmark – en kamp, der er værd at gense.

De to hold skal spille op til niveau for at løbe med dette års Mermaid Bowl, og det indebærer for Towers, at “forsvaret skal spille en god kamp, og så skal vores ikke være for længe om at komme i gang. Og så kommer special teams altid til at spille en større rolle i denne slags kampe,” som Towers head coach Peter Herbild siger.

Adspurgt om der er nogen spillere, man som tilskuer skal holde ekstra øje med, nævner Thomas Linnemann sin tight end Thomas Brill, der spiller med nummer 89. “Han spillede en god kamp i semifinalen (mod Gold Diggers, red.), og han vil helt sikkert også få en stor rolle i finalen.”

Fra Towers’ lejr lyder det fra Peter Herbild, at han glæder sig til udfordringen ved at spille mod Razorbacks, der har flere amerikanere på holdet. “Jeg glæder mig meget til at se, hvordan vores danske spillere, hvor mange har været gennem vores ungdomsrækker, spiller op mod et stærkt Vejle-mandskab,” siger Peter Herbild.

Holdenes styrker – et lille udpluk

Det kan ikke understreges nok, at det er to meget stærke og meget velafrundede mandskaber, der mødes i finalen lørdag. Der er ikke mange fingre at sætte på de to hold, og det er også svært at pege på en enkelt ting, de to hold gør allerbedst.

Jeg vil nu prøve alligevel som en service til seere af kampen enten på stadion i Horsens eller hjemme foran fjernsynet.

Fra Towers side vil jeg rette fokus mod københavnernes forsvar, der er et meget atletisk af slagsen. Der er god fart i stængerne på alle tre niveauer af forsvaret, og der er høj individuel kvalitet blandt Towers defensive spillere.

Eksemplet herunder viser defensive lineman Kristoffer Green i nummer 9, der først skubber Aarhus Tigers venstre tackle bagud, inden han med et spin move kommer fri af blokeringen og sacker Tigers quarterback.

Et andet eksempel er Towers linebacker med nummer 2, der viser noget af den eksplosivitet, der kendetegner Towers’ forsvar. Andreas Schneider udnytter sin hurtighed til at fange Tigers’ running back i backfield i samme.

Triangle Razorbacks har hentet quarterback ‘Duke’ DeLancellotti fra staterne for at lede angrebet, og han har det med at give modstandernes forsvar hovedbrud. En stærk arm og fart i benene gør, at han både kan strække forsvaret ud og udnytte forsvarsspillernes spredning, når opdækningen er på plads.

Herunder ses hvordan DeLancellotti er i stand til at ramme sin receiver langt nede ad banen på trods at af være lidt i ubalance, som altså betyder, at forsvaret skal dække et større område end de er vant til mod andre quarterbacks. Razorbacks har samtidig receiver Oliver Holmlund, som er utroligt dygtig til at gribe de dybe bolde.

Og i GIF’en herunder kan det så ses, hvordan Razorbacks har designet spil, så DeLancellotti har en masse plads at løbe på, hvis opdækningen er på plads. Receiverne løber dybe ruter, ruter mod sidelinjerne og en slant, og det giver en masse langs sidelinjen.

Nu er du bedre klædt på til at overvære årets finale i amerikansk fodbold i Danmark – Mermaid Bowl. Kampen bliver spillet i Horsens, og der er kick off klokken 16. Kampen sendes desuden på Tv3 Sport 1 med optakt fra 15.30!

Mere information kan findes på Facebook under kampens begivenhed: https://www.facebook.com/events/1031930906903234/

Please follow and like us:
0