Dansk linebacker skal vække sovende finske giganter

Søllerøds Patrick Tambour har skrevet kontrakt med finske East City Giants.

Efter bare én sæson i Søllerød Gold Diggers, og National Ligaen, vil den danske linebacker, Patrick Tambour i den kommende sæson uddele hårde hits i den næstbedste finske række, hvor han skal tørne ud for Helsinki-klubben, East City Giants (ECG).

Det er ikke Frederikssundsdrengens første udenlandseventyr. I sidste sæson spillede han for Novi Sad Dukes i den bedste serbiske række.

”Jeg oprettede en profil på europlayers.com, da min sæson hos Frederikssund Oaks sluttede i efteråret 2015. Jeg ville gerne til udlandet og prøve mig selv af, og samtidig få muligheden for at opleve en ny kultur og få en masse fede oplevelser,” siger han til nationalligaen.dk.  Og det er altså opholdet i Serbien der, af omveje, betød at Patrick Tambour nu endte i East City Giants.

”Da jeg kom hjem fra Serbien spillede jeg den danske sæson færdig hos Søllerød Gold Diggers i National Ligaen. Herefter blev jeg kontaktet af East City Giants Head Coach, Jabari Harris, som også er vores quarterback på holdet. Jabari Harris’ gode kammerat, Jammie Blunt, som jeg spillede imod i Serbien, havde anbefalet mig til Jabari, og vi forhandlede os frem til en løsning, der passer begge parter,” fortæller han.

En løsning som blandt andet inkluderer, at han får udenlandseventyret betalt.

”Jeg har været så privilegeret, at jeg i både Serbien og Finland har fået en kontrakt, hvor jeg får alle mine udgifter dækket, det vil sige flybilletter, transportudgifter, kost og logi, forsikringer, fitnessmedlemsskab, telefon og så videre. Og oven i alt det får jeg så en løn af klubben,” fortæller han, uden at sætte tal på.

Oplysninger fra førnævnte hjemmeside, europlayers.com, viser, at finske klubber normalt betaler mellem 500 og 1.000 euro om måneden i løn, altså et sted mellem 4000 og 8000 kroner om måneden.

Skal være leder
Den 23-årige dansker, der måler 1,83 og vejer 90 kg, var højt på den finske klubs ønskeseddel. Men det var nogle helt særlige egenskaber hos danskeren, som tiltrak sig den nyansatte træners opmærksomhed.

”Patrick er en spiller fuld af energi og for en fyr på hans alder, meget sammensat. Han har en attitude med ikke at give op og giver os de lederskabsevner, som vi har brug for i 1. division.”

Selv om East City Giants er oprykkere, er det klubbens målsætning at spille med om oprykning, fortæller Patrick Tambour:

”Klubben og jeg har samme målsætninger for sæsonen, som er, at vi skal blande os i toppen og konkurrere om et mesterskab. I Serbien var toppen af ligaen god, men der var stor niveauforskel fra top til bund. Jeg forventer der er mere jævnbyrdighed i Finland,”

Det er ikke kun på forsvaret, at klubben forventer, at deres danske nyerhvervelse skal bidrage.

”Klubben forventer sig store ting af mig. De har hentet mig ind til at være en ledende figur på forsvaret, og vil bruge mig på mange forskellige positioner i forskellige situationer. Det er desuden planen, at jeg også skal supplere i angrebet som running back,” siger han.

En sovende kæmpe
East City Giants er Finlands ældste klub. Den blev stiftet tilbage i 1979 og har vundet fem finske mesterskaber, det seneste dog helt tilbage i 1994. I de år, midt i 90erne, var man også fast inventar i de europæiske klubturneringer, hvor man – meget imponerende – formåede at blive slået ud tre år i træk af det samme hold, London Olympians.

I 2001 sluttede det. Spillerflugt gjorde, at klubben lukkede ned for amerikansk fodbold. Først i 2010, ni år senere, blev skulderbeskytterne igen taget i brug. Siden har klubben dog rodet rundt i de lidt lavere finske rækker (Finland har fem!) og sidste sæson spillede man med i 2. division, altså den tredjebedste række, hvor det blev til, slet ikke imponerende, to sejre, seks nederlag og en sidsteplads.

Alligevel er klubben rykket en række op, og der satses hårdt på at man skal blive. Klubben har, ud over Patrick Tambour, også hentet en amerikansk quarterback, en erfaren engelsk OL/DL og en polsk receiver, der sidste sæson spillede for den tyske GFL-klub, Allgäu Comets.

Udsigt til danskerderby
Med Patrick Tambour i truppen, hos East City Giants, bliver der chance for en vaskeægte danskerderby, når East City Giants skal møde Helsinki Wolverines, som har den danske quarterback, Thomas Wolff Clausen i truppen.

East City Giants starter sæsonen 10.-11. juni, når holdet på udebane møder Jyväskylän Jaguaarit.

Please follow and like us:
0

’Kaner skal løbe guld hjem til Søllerød

Søllerød Gold Diggers har hentet amerikansk running back til klubben

Amerikanske Robert Burton III skal i den kommende sæson være byggestenen, som skal hente guldet hjem til Søllerød. Robert Burton III kommer til klubben fra Northwest Missouri State University, hvor han blandt andet var holdkammerat med den danske kicker (og tidligere Søllerød-spiller), Simon Mathiesen.

Robert Burton spillede sin sidste sæson i NWSU i 2014, men når han først får banket rusten af, så kan man ifølge Simon Mathiesen se frem til ”en ekstraordinær spiller, med et unikt drive”.

I Søllerød ser man frem til at supplere angrebsspillet med en eksplosiv spiller, der kan løbe tungt og som samtidig kan gribe bolden.

”Den 180 cm høje og 90 kilo tunge amerikaner er running back-positionens svar på en Schweizerkniv, da hans lave tyngdepunkt og eksplosive acceleration giver offensive koordinatorer muligheden for både at løbe ham op igennem midten, samt at lade gribe bolden nede i banen,” skriver klubben om sin nye spiller.

”Robert skal være med til at løfte vores offense og sammen med de andre running backs sikre, at vi har et højt niveau på pladsen, over hele sæsonen. Han er talentfuld som runner, men kan også gribe bolden ud af backfield og er derfor et rigtig godt fit, for vores offense i år,” siger head coach, Troels Vestergaard, til klubbens hjemmeside.

Det er den 24-årige amerikaners første kontrakt i Europa, men forventningerne til opholdet er tårnhøje.

”Mine forventninger til mit ophold i Danmark er simpelthen bare at se en ny by og en ny kultur. Jeg har aldrig været udenfor De Forende Stater før, så bare det at være i et fremmed land vil være spændende. Men vigtigst, så er mine forventninger til at spille i Gold Diggers, at vi skal vinde. Vinde guldet! Jeg hader at tabe, og jeg spiller kun for at vinde, og derfor er mine forventninger intet mindre end guld. Football er mit liv. Og jeg regner ikke med mindre end guldet,” lyder det i en kommentar på hjemmesiden.

Robert Burton III er oprindeligt for Marin City, Californien, og spillede junior college på City College of San Francisco inden han kom til Northwest Missouri State University, Marin City, som i øvrigt er mest kendt for, at det var der rapperen Tupac boede i 90erne.

Please follow and like us:
0

”Football er ret stort heroppe”

Da kæresten rykkede til Finland valgte Herlevs Thomas Wolff Clausen at rykke med. Det næste år skal han spille for Helsinki Wolverines.

Den danske quarterback, Thomas Wolff Clausen havde egentlig regnet med at spille videre for Herlev Rebels, men da hans kæreste fik tilbudt et job i Helsinki, besluttede han sig for at flytte med til den finske hovedstad og fortsætte football-karrieren hos Helsinki Wolverines. I den kommende sæson skal de spille i den næstbedste række.

At det blev Helsinki Wolverines og ikke en af de to andre hovedstadsklubber, var lidt en tilfældighed.

”Da jeg kom herop i oktober, kunne jeg ikke se, at de andre hold trænede på det tidspunkt, så valgte at prøve at tage til en træning der, og at jeg synes træningen var god og at det var nogle flinke holdkammerater,” fortæller Thomas Wolff Clausen til nationalligaen.dk.

Og det er en klub med stolte traditioner i finsk-amerikansk fodbold, som i den kommende sæson får glæde af danskeren. Helsinki Wolverines vandt det finske mesterskab i 2011, og spillede i årene efter også med i de europæiske turneringer. I 2014 rykkede holdet ud af den bedste række, men det er nu på vej op igen.

Niveauet er højt
Thomas Wolff Clausen har erfaring fra både National Ligaen og fra landsholdet. Og selv om der kun er tale om en klub i den næstbedste række, kan Thomas Wolff Clausen godt fornemme, at han er kommet til et land, hvor sporten er noget mere etableret end i Danmark.

”Generelt er niveauet rigtig højt i Finland. Jeg vil vurdere, at sporten er ret stor heroppe. Det kan man for eksempel se ved, at de har live tv-dækning i deres bedste række, og samtidig er der rigtig mange klubber, der har råd til at hente import spillere til deres klub,” fortæller han.

Helsinki Wolverines har fire amerikanere i truppen. Og særligt en af de imports har også en ret konkret betydning for den 26-årige danskers udsigt til spilletid.

Wolverines amerikanske quarterback (og holdets head coach), Robert Johnson er nemlig en af dem, der står foran Wolff Clausen i køen til spilletid. Og skulle Johnson gå i stykker, så har Wolverines også to stærke finske quarterbacks i truppen. Den ene blev valgt til årets hold i sidste sæson og den anden er starter på det finske U19-landshold. Konkurrencen er hård.

Målet er oprykning
Der er fem hold i den finske 1. division, og finalen om oprykning til Vaahteraliiga, der betyder Ahorn Ligaen, hedder Spaghetti Bowl. Og at vinde den kamp er Wolverines mål for sæsonen.

”Klubbens klare målsætning er at rykke op til den bedste række. Sidste år tabte holdet den afgørende kamp om oprykningen,” fortæller Thomas Wolff Clausen til nationalligaen.dk.

Og i den sammenhæng er det nok ikke helt uvæsentligt, at Wolverines blandt andet er blevet styrket af et dusin spillere fra sidste sæsons bundhold i den bedste række, Vantaa TAFT, der er gået lidt i opløsning.

Opholdet i Helsinki bliver formentlig ikke Thomas Wolff Clausens sidste erfaring med football, men skal bruges på at bygge videre på det han allerede kan.

”Målet er at udvikle mig rigtig meget som spiller, hvilket jeg føler, jeg allerede har gjort. Vi har nogle rigtig gode træninger i en indendørs hal med turf, med omkring 40 til hver træning. Så det er nogle rigtig gode træninger, med nogle dygtige trænere,” slutter han.

Helsinki Wolverines spiller første kamp i sæsonen søndag den 4. juni, hvor de på hjemmebane møder Kuopio Steelers

Please follow and like us:
0

Danske Philip skal sparke for Berlin

Fotograf: Mikkel Bo Rasmussen, 1st Down Photo

Søllerøds kicker og punter Philip Friis Andersen skifter til Berlin Rebels.

Philip Friis Andersen skal den kommende sæson sparke field goals og punts for den tyske klub, Berlin Rebels, der spiller i den bedste tyske række, GFL. Det skriver klubben på sin hjemmeside. Dermed skal Søllerød Gold Diggers finde en ny mand til at sparke for sig.

Kickeren/punteren har været i Søllerød i to sæsoner og har tidligere spillet for Herlev Rebels og Amager Demons.

Philip Friis Andersen har skrevet under på en et-årig kontrakt, og sammen med de øvrige Berlin Rebels spillere skal han forsøge at vinde både ligaen og Big6-turneringen, hvor Berlin er i gruppe med Milano Seamen og Frankfurt Universe.

“Jeg valgte Rebels, fordi jeg elsker byen Berlin, men også på grund af Coach Kucis tro på vigtigheden af special teams,” siger Philip Friis Andersen til klubbens hjemmeside.

Det er ikke første gang, at den 25-årige københavner skal spille i den tyske hovedstad. I 2014 spillede han for den anden Berlin-klub, Berlin Adler, hvor han var med til at vinde Euro Bowl. Coach Kuci er Berlin Rebels’ head coach, Kim Kuci, som dengang trænede Berlin Adler.

Berlin Rebels sluttede sidste sæson som nummer fire i GFL Nord, hvilket var nok til at komme i slutspillet, hvor man tabte til Schwäbisch Hall Unicorns i kvartfinalen. Klubben hører hjemme i bydelen Charlottenburg, og spiller hjemme foran mellem 500 og 1.500 tilskuere.

Philip Friis Andersen kan få debut for Rebels 8. april, når rebellerne tager imod Lübeck Cougars i en træningskamp.

Please follow and like us:
0

Dansk quarterback går efter drømmen i Sverige

Rasmus Cramer Wright skifter til den svenske klub Hässleholm.

Den 20-årige, danske, QB, Rasmus Cramer Wright skifter Midwest Musketeers ud med Hässleholm Hurricanes, som ligger i den næstbedste svenske række, Division 1 Södra.

”Jeg har altid haft en drøm om at blive politibetjent, men nu giver jeg det her en chance, til jeg er omkring 25 år, og så ser vi, om det er blevet til mere end det. Men det bliver da spændende”, siger Rasmus Cramer Wright til Viborg Stifts Folkeblad.

Rasmus Cramer Wright fortæller til avisen, at han begyndte med amerikansk fodbold for seks-syv år siden, da Midwest Musketeers hed Viborg Bullets, og spillet ”ramte ham bare”.

”Det var vist min mor, der sendte mig og en kammerat afsted, og så blev jeg ved. Jeg har næsten prøvet alle de sportsgrene, der findes, men det har været det her, der er holdt ved. Det er selvfølgelig noget med at få sig rørt som al boldspil, men det er også det, at selvom kampene er lange, så er det aldrig kedeligt. Der sker noget hele tiden, også som spiller”, siger han til avisen.

Rasmus Cramer Wright har været inde over både ungdoms- og A-landsholdet.

Hässleholm er en lille stationsby i en kommune med knap 50.000 indbyggere, og ligger en times kørsel fra Helsingborg, i det nordlige Skåne.

Please follow and like us:
0

Solid sæson for danske collegespillere

De seks danskere i den bedste college-række fik masser af spilletid i 2016.

Den amerikanske college-sæson sluttede forleden med en overraskende sejr til Clemson over Alabama, men for de hele fem danskere i den bedste college-række, var der tale om en overordnet positiv sæson, hvor flere fik spilletid.

Nationalligaen.dk ser på hvordan det gik for de fem og deres hold.

Statistik baseret på holdenes kamprapporter.

Andreas Knappe, OL, UCONN

Silkeborg-kæmpen sluttede ikke ligefrem sin collegekarriere på en ”high note”. Han var en af kaptajnerne på et Connecticut-hold, der havde en forfærdelig sæson, hvor holdet kun vandt tre kampe, den offensive coordinator blev udskiftet undervejs, og cheftræner Bob Diaco endte med at få en fyreseddel.

I holdets sidste seks kampe scorede man kun 59 point, mens forsvaret lukkede 196 point ind. Personligt gik det bedre for Knappe, der efter sæsonen er blevet udvalgt til at spille i NFLPA Bowl.

Næste mål for Knappe, som tidligere har spillet i Triangle Razorbacks, er nu NFL, hvor drafteksperterne lige nu diskuterer hvorvidt danskeren, der kan spille både tackle og guard, har klaret sig godt nok til at blive draftet. Ikke mindst Knappes høje alder, han vil være 26 år, når NFL-sæsonen starter, ses som et minus.

De mest optimistiske bud lyder på 6. runde, mens pessimisternes bud lyder, at han som minimum bliver undrafted free agent, og derfor får muligheden for at vise sig frem for et hold i training camp.

Hjalte Froholdt, OL, Arkansas

Svendborg-drengen Froholdt skiftede inden sæsonen position fra defensive tackle til guard. Det gik fint, og Froholdt, som sidst har spillet i Søllerød Gold Diggers, var fast inventar på Arkansas offensive linje. Froholdt spillede venstre guard på en offensiv linje sammen med blandt andet kæmpe-LT, Dan Skipper (2,08 meter), som de fleste regner med har en fremtid i NFL.

Arkansas havde en mellemgod sæson med 7 sejre og 6 nederlag, og sluttede lidt ærgerligt af med et nederlag i Belk Bowl mod Virginia Tech.

Froholdt fik undervejs i sæsonen meget kritik, specielt efter Arkansas’ kamp mod Alabama, hvor han blev totalt domineret, men efterfølgende rejste han sig og det lover virkelig godt for næste sæson.

Det er stadigt tidligt at tale om NFL, men hvis Froholdt fortsætter takterne fra denne sæson, skal han nok få chancen.

Steven Nielsen, OL, Eastern Michigan

Freshman, Steven Nielsen fra Dragør, fik masser af spilletid i alle kampene, i sin første sæson hos Eastern Michigan Eagles i Ypsilanti, inklusiv en kamp fra start imod Ohio University.

Den 145 kilo tunge dansker, med en fortid i AFC Ørestaden Spartans, endte som førstereserve på venstre guard. Og da spilleren foran ham er senior, burde der være gode muligheder for en plads i startopstillingen i efteråret. En flot start på college-karrieren efter skiftet fra High School.

Eastern Michigan havde en meget positiv sæson, hvor holdet sluttede med 7 sejre og 6 nederlag. En klar forbedring efter 2015, hvor holdet kun vandt én kamp.

Sæsonen sluttede dog lidt trist af med et nederlag til Old Dominion i Bahamas Bowl lillejuleaften. Men mon ikke, at det faktum, at man var på Bahamas hurtigt fjernede tristheden.

Christian Cederquist, OL, Louisiana-Lafayette

Den store linjemand skiftede, før sæsonen, Eastern Arizona Community College ud med Louisiana-Lafaytte Ragin’ Cajuns.

Det blev dog ikke til så meget spilletid, faktisk ikke noget, da han valgte at red-shirte, hvilket betyder at man vælger at blive på sidelinjen, uden at bruge et års eligibility. Læs om red-shirting her.

Christian Cederquist, der i Danmark sidst spillede for Copenhagen Towers, har derfor stadig to år tilbage i college og kan forhåbentlig få spilletid næste år som senior.

Louisiana-Lafayette havde en middelgod sæson med 6 sejre og 7 nederlag og sluttede af med at tabe New Orleans Bowl til Southern Miss.

Theis Bagnkop, OL, UNC Charlotte

Nordjyden, Theis Bagnkop, skiftede før sæsonen fra det lille junior-college, Louisburg College Hurricanes til UNC Charlotte 49’ers, begge i staten North Carolina.

Guldgraverne havde en meget middelmådig sæson med kun fire sejre, men det er heller ikke mere end to sæsoner siden, at UNC Charlotte skiftede den næstbedste række, FCS, ud med den bedste collegerække, FBS.

Bagnkop, der oprindeligt er fra Aab 89ers, fik ikke nogen spilletid. Havde han fået det, var der mulighed for et vaskeægte danskeropgør, da UNC Charlotte mødte Eastern Michigan i september.

Det bliver der forhåbentligt næste år. Flere af 49’ers startere på den offensive linje er i hvert fald seniors, så der er gode muligheder for at rykke lidt op i hierarkiet.

Lukas Plum Olsen, TE, Troy

Den eneste dansker i den bedste collegerække, der ikke spiller på den offensive linje, er Lukas Plum Olsen, der spiller tight end for Troy University i delstaten Alabama.
Lukas Plum Olsen, der har en fortid i Copenhagen Towers og på Suwannee High School i Florida, fik ingen spilletid for Trojans.

Troy havde en fremragende sæson, som sluttede med 10 sejre, en tredjeplads i Sun Belt Conferencen og en sejr i Dollar General Bowl over Ohio Bobcats. I en enkelt uge sneg Troy sig endda op på en 25. plads på AP’s ugentlige power ranking.


Og så en honorable mention!

Simon Mathiesen, K, Northwest Missouri State Bearcats

Hvis NFL-drømmen ikke lykkes for Andreas Knappe, er der måske en chance for, at den danske kicker kan træde i Morten Andersens fodspor.

Northwest Missouri State havde endnu en ubesejret sæson, der endte med, at skolen vandt finalen i Division II over North Alabama Lions. Skolens tredje mesterskab på fire år. Med finalesejren er Bearcats oppe på 30 kampe i træk uden nederlag

Og den statistik havde den 23-årige dansker, der har en fortid hos Søllerød Gold Diggers, en væsentlig andel i. Han scorede på 18 ud af 21 field goals (85 %) og 86 ud af 88 PATs, for i alt 140 point.

Simon Mathiesen blev oprindeligt rekrutteret som receiver, men det var som kicker, at han excellerede og satte flere skolerekorder.

Samlet set ender Mathiesen med en samlet statistik efter fire år i Maryville, som følger:

Field goals: 61-74 (82 %)
PAT’s: 237-243 (97,5 %)
Point: 420

Please follow and like us:
0

Morten Andersen endelig i Hall of Fame

Den danske kicker fra Struer opnåede i nat sportens største hæder, da han blev optaget i Pro Football Hall of Fame.

Kicker Morten Andersen, der i 25 sæsoner sparkede field goals for fem forskellige NFL-hold, blev i nat – i fjerde forsøg – optaget i Hall of Fame, og kan se frem til at få en buste opstillet i udstillingen i Canton, Ohio.

 

 

Morten Andersen er den kun anden specialiserede kicker i historien, der bliver optaget i Hall of Fame – den første var spøjst nok også en skandinav, nemlig nordmanden Jan Stenerud, der blev optaget i 1991. To andre kickere er også i Hall of Fame, George Blanda og Lou Groza. De to spillede dog også henholdsvis quarterback og offensiv tackle, udover at sparke field goals og PAT’s.

Sammen med Andersen valgte Hall of Fame-komitéen også quarterback, Kurt Warner (St. Louis Rams, Arizona Cardinals, Iowa Barnstormers), running back, LaDainian Tomlinson (San Diego Chargers), running back Terrell Davis (Denver Broncos), safety, Kenny Easley (Seattle Seahawks), defensive end, Jason Taylor (Miami Dolphins)  og Dallas Cowboys karismatiske ejer, Jerry Jones.

Efter collegetiden på Michigan State spillede Morten Andersen 382 NFL-kampe for New Orleans, Atlanta, Giants, Kansas City og Minnesota Viking i perioden 1982 til 2007. Han blev valgt til Pro Bowl syv gange.

På trods af den lange karriere nåede Morten Andersen kun Super Bowl en gang: i 1998 sparkede han det game-vindende field goal i NFC Finalen, der sendte Atlanta i Super Bowl XXXIII, hvor han og holdkammeraterne tabte til John Elway og Denver Broncos.

Morten Andersen er den mest scorende spiller i NFLs historie, og ejer desuden et hav af andre rekorder. Der havde været en del diskussion om hvorvidt der ville være plads i Hall of Fame til både Morten Andersen og Indianapolis-kicker, Adam Vinatieri, som forventes at være et oplagt bud på en Hall of Fame-kandidat, når han om nogle år stiller støvlerne på hylden.

Morten Andersen blev i 2006 optaget i DAFFs egen Hall of Fame, som den første overhovedet. I 2009 blev han optaget i New Orleans Saints Hall of Fame, og forrige år blev han Saints’ fjerde spiller som kom i deres ”Ring of Honor”.

Please follow and like us:
0

Triangle Razorbacks skal op imod de bedste

De danske mestre fra Razorbacks skal op imod et af Europas bedste hold i europæisk turnering.

Den fortsat uafklarede strid mellem de to fraktioner får nu også konsekvenser for de internationale turneringer. IFAF Europas Champions League-turnering er, på grund af pengemangel, nu blevet aflyst. Triangle Razorbacks har i stedet tilmeldt sig Central European Football League (CEFL) som ellers har været en turnering forbeholdt hold fra Mellemeuropa og Balkan.

I 2017-udgaven af turneringen er de danske mestre nemlig røget i pulje med et af Europas allerstærkeste hold år, østrigske Swarco Raiders Tirol fra Innsbruck, og de polske mestre fra Wroclaw Panthers, som Razorbacks også mødte i sidste års udgave af Champions League.

Det bliver en stor sportslig udfordring for danskerne, som dog føler sig rustede til opgaven.

”Det bliver et kæmpe udstillingsvindue. Kampene transmitteres live i mindst otte lande, og via livestream på diverse webkanaler, så der bliver massiv eksponering af klubben, Vejle by og vores sponsorer. På den seneste generalforsamling har vi netop præsenteret det bedste økonomiske resultat i klubbens historie, så jeg føler, vi er godt rustede til udfordringen,” siger Razorbacks formand, Kris Riis-Nielsen til klubbens hjemmeside.

Razorbacks forventer at kunne stille i stærkeste opstilling og med tre amerikanske imports i truppen.

”Vi har fået et økonomisk råderum, så vi kan investere i endnu stærkere spillertrup og en fuldtids cheftræner. Senest har vi signet den erfarne quarterback – amerikanske Reed Gottula. Han suppleres med yderligere 2 spillere, hvoraf den ene allerede er på plads: Linebacker Gerald Gooden, der bl.a. har været inde omkring NFL-holdet Arizona Cardinals. Den sidste forventer vi at kunne afsløre inden for et par dage. Dertil kommer, at vi nok står med den mest talentfulde trup af danske spillere i lang tid, som suppleres med et par spændende unge talenter.”

Swarco Raiders, der sidste år vandt både det østrigske mesterskab, AFL, Big6-turneringen og deres egen Battle4Tirol-turnering, er storfavoritter til at vinde både puljen og turneringen.

I den anden gruppe vil der være deltagelse fra de to serbiske hold, Kragujevec Wild Boars, der er regerende serbiske mestre, og Beograd Vukovi, samt ungarske Budapest Cowbells.

Beograd Vukovi (som betyder ulv på serbisk) har været deltager i samtlige 11 finaler i CEFL indtil nu.

Stor udekamp i vente
Programmet bliver således, at Razorbacks spiller mod Raiders i Innsbruck den 6. maj, og allerede den 20. maj 2017 skal op mod Panthers på hjemmebane i Vejle. Razorbacks-spillerne kan forvente sig lidt af en oplevelse, når de går på banen på Tivoli Stadion i Innsbruck, hvor der forventes mere end 5.000 tilskuere på lægterne.

Finalen mellem vinderne af de to grupper spilles den 8. juli 2017.

Det bliver en noget reduceret udgave af CEFL som Razorbacks stiller op i. Sidste sæson havde turneringen deltagelse af 12 hold fra Østrig, Serbien, Slovenien, Ungarn, Bosnien og Kroatien. Sidste års vinder, østrigske Graz Giants, har ikke valgt at stille op for at forsvare deres titel.

Please follow and like us:
0

Razorbacks styrker forsvaret med texaner

Kilde: Europlayers

OLB/DE, Gerald Gooden forstærker Triangle Razorbacks forsvar, skriver klubben på sin hjemmeside.

Gerald Gooden, 26, er en erfaren udlandsprofessionel, der kommer til Razorbacks med erfaring fra to tidligere ophold i europæiske klubber. I 2013-14 spillede han for Seijanoki Crocodiles i den stærke, finske liga, hvor han i 2014 blev valgt til ligaens All-Star hold.

Forrige sæson var han hos Warsaw Eagles i den bedste, polske række. Han har desuden været forbi et par indoor football-hold i hjemlandet, Spokane Shock (2013) og Columbus Lions (2016).

Razorbacks nye import har tidligere snuset til NFL. Efter college-tiden hos Purdue Boilermakes, hvor han var en af holdets anførere, var han i training camp hos Arizona Cardinals, men opnåede aldrig at få spilletid i ligaen. Men blot det, at han har været i betragtning til NFL giver fingerpeg om en spiller med en vis kvalitet.

Han har endnu ikke fået tildelt et nummer hos de danske mestre.

I Razorbacks bliver han blandt andet holdkammerat med landsmanden, QB, Reed Gottula, som klubben skrev kontrakt med for nylig. Triangle Razorbacks meddeler i øvrigt, at de regner med at have en tredje import klar inden for få dage.

Gerald Gooden er 1,90 m høj og vejer 110 kilo.
Han er fra Hooks, Texas, en lille landsby med 2.800 indbyggere, på grænsen mellem Texas og Arkansas.
Hooks mest kendte bysbarn er formentlig linebacker, Jeremiah Trotter, der i 12 sæsoner tacklede løs for Eagles, Redskins og Buccaneers.
Please follow and like us:
0

Aarhusiansk receiver skifter til Gold Diggers

Kilde: Søllerød Gold Diggers 

Landsholderfarne Frederik Oldenburg skal fremover gribe bolde og finde endzonen for Søllerød Gold Diggers.

Frederik Oldenburg har i en lang årrække været en af de bedste receivers i Danmark og grebet masser af touchdowns for Aarhus Tigers. I den kommende sæson vil den 27-årige tørne ud for Søllerød Gold Diggers.

“Da jeg er flyttet til København, og selvfølgelig ikke kan lægge football på hylden, faldt valget på Søllerød. Søllerød Gold Diggers har en masse spændende spillere, så det er en ret attraktiv klub,” siger Frederik Oldenburg til Gold Diggers’ hjemmeside.

Frederik Oldenburg er 191 cm høj og vejer 84 kilo.

Ifølge Gold Diggers, tilslutter Frederik Oldenburg sig en allerede tungt besat positionsgruppe i Søllerød Gold Diggers, og i klubben er man ikke i tvivl om, at gruppen af receivers er helt i top.

”En gruppe, vi nu tør kalde for den stærkeste i Danmark”, skriver klubben på sin hjemmeside.

Please follow and like us:
0