WR Victor Staun ude i tre måneder med ankelskade 

Allerede i første quarter af dagens kamp mod AaB 89ers, måtte WR Victor Staun udgå med slem skade.

Nationalligaen.dk har snakket med den uheldige receiver, som kan forvente tre måneders pause fra ligaen.

“Jeg skal opereres i starten af næste uge. Anklen/foden var gået af led og tog lige et par forsøg at få på plads. Udover det, har jeg brækket en knogle nær knysten på højre side, og revet tre-fire ledbånd over. Men er nok klar til at spille igen om 3 måneder” siger han til Nationalligaen.dk.

Selvom det ikke er første gang, Victor Staun er skadet, er han alligevel skuffet.

“Jeg var ude med en brækket arm i fire måneder sidste år, så det klarer jeg nok. Det værste er klart, at jeg havde haft en rigtig god start på sæsonen og var indstillet på, at det skulle være et rigtig godt år for både mig og klubben.”

Med fem touchdowns og 236 yards, blandt andet i kampen mod Herlev Rebels den 15. april, så det ud til at blive et stærkt 2017 for Staun.

I vores review fra d. 9. april skriver skribent på Nationalligaen.dk, Mikkel Overgaard Pedersen, at Victor Staun og medspiller Lasse Tor Hansen ”sluttede af med at spille en fantomkamp i spillets afsluttende fase, hvor det blev til flere vanvittige catches og også to touchdowns,” hvilket vidner om Stauns evner i sæsonen.

Copenhagen Towers har haft en uheldig start på sæsonen blandt med skader på tre offensive startere og udvisningen af kaptajn Kristoffer Green i kampen mod Søllerød Gold Diggers d. 9. april.

Læs reviewet fra kampen mod AaB 89ers her.

Please follow and like us:
0

Towers tog sikker sejr i Aalborg

Runde fire i Nationalligaen blev lørdag eftermiddag sparket i gang i Aalborg, hvor AaB 89ers og Copenhagen Towers stod overfor hinanden. Denne kamp var blot hjemmeholdets anden kamp i sæsonen, hvor det derimod var udeholdets femte kamp. Og det blev københavnerne, der trak sig sejrrigt ud af kampen i det nordjyske.

Fotograf: Michael Quist

Udeholdet kom godt fra land

Et velspillende Copenhagen Towers-hold kom godt fra start og leverede et flot spil, der hurtigt bragte dem foran i kampen. Eneste minus for dem var, at de måtte se Victor Staun forlade kampen med en slem ankelskade. Især forståelse mellem quarterback Kasper Skyum, Jacob Niemann Green og Aske Troen kom til udtryk under kampen. Skyum nåede i første quarter at få Towers foran med 14-0 inden han blev sparet resten af kampen. Skyum har tidligere spillet to sæsoner i netop AaB 89ers.

AaB 89ers leverede i perioder flot spil, men manglede den sidste effektivitet, der kunne få dem helt i endzone. 89ers mødte ind til kampen uden Alexander Kronborg, som er deres normale førstevalg på quarterback-positionen, i stedet havde man Thomas Zink som styrmand.

Patrick Hargett havde ikke været inde længe i stedet for Kasper Skyum, da han fandt unge Jacob Niemann Green og kunne bringe Towers yderligere foran i kampen. Da dommeren fløjtede til pause var udeholdet foran med 0-28.

Anden halvleg

Efter pausen var kampbilledet det samme. 89ers kom dog fint fra start og lignende virkelig et hold der jagtede sit første touchdown i kampen. Det lykkedes dog aldrig, men det tætteste de kom på, var efter et flot løb fra Thomas Zink, der bragte dem på 11-yardlinjen.

Jacob Niemann Green var stadig i hopla efter pausen. Han lavede yderligere et touchdown, hvilket var hans femte i kampen. Patrick Hargett rundede en fin indsats af med at løbe bolden hele vejen til kampens sidste point, der gjorde, at Towers endte med at vinde en sikker sejr på 40-0.

Generelt var det en kamp, hvor udeholdet med deres brede trup havde styr på begivenhederne. Hjemmeholdet leverede i glimt fint spil, og hvis Alexander Kronborg er tilbage i næste kamp, ser det bedre ud for aalborgenserne. Kampens helt store spillere var københavnernes nummer 85 Jacob Niemann Green, der med sine fem touchdowns og en 2-point conversion spillede en flot kamp.

Scoringer

  1. Quarter

0-6 Jacob Niemann Green

0-8 Jacob Niemann Green (2pt good)

0-14 Aske Troen (2pt no good)

  1. Quarter

0-20 Jacob Niemann Green (2pt no good)

0-26 Jacob Niemann Green

0-28 Jacob Niemann Green (2pt good)

  1. Quarter

0-34 Jacob Niemann Green (2pt no good)

  1. Quarter

0-40 Patrick Hargett

Please follow and like us:
0

To ubesejrede hold tørner sammen i Vejle

To ubesejrede hold tørner sammen i Vejle. Hvem kan fortsætte stimen?

Fotograf: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

I weekenden byder Triangle Razorbacks oprykkerne fra Copenhagen Tomahawks velkommen til sletten i Vejle.

Begge hold er ubesejrede i denne sæson. Dog skal det siges, at Razorbacks har spillet en kamp ekstra. De indtager derfor førstepladsen i ligaen.

Hård, lang kamp

På trods af sejre i de første to kampe, er der plads til forbedringer, mener Razorbacks’ head coach Sebastian Fandert. ”Vi er nødt til at forbedre vores offensiv. Vi laver for mange fejl, som koster point i sidste ende. Vi skal derfor arbejde på at eksekvere vores game-plan bedre” udtaler Fandert til Nationalligaen.dk.
Samtidig forudser Sebastian Fandert en svær kamp mod Tomahawks, som han kalder et atypisk, men effektivt hold. Han fremhæver blandt andet deres høje WRs, som kan give forsvaret problemer. ”Det bliver en hård lang kamp” siger Fandert.

Razorbacks har i de to første kampe brugt veteranen Peter Linnemann som erstatning for nyindkøbte Reed Gottula. Og med nyheden om Gottulas franævnelse af arbejdstilladelse, ser det ud til, at veteranen må fortsætte. Præstationerne er dog mere end godkendt, mener Sebastian Fandert. ”Peter har spillet fantastisk, og hele holdet – både trænerestaben og spillerne – giver ham vores fulde tillid” siger han til Nationalligaen.dk.

Niveauet skal testes

Copenhagen Tomahawks kom fantastisk fra start, da de med et overbevisende resultat kunne slå lokalrivalerne i sidste weekend. Specielt var RB Rasmus Carøe i scoringshumør. Han lavede ikke mindre end 5 TDs. ”Han løber fantastisk. Han er virkelig en atlet” siger Tomahawks formand Martin Rambusch til Nationalligaen.dk.

Ligeledes var QB Kasper Sørensen en vigtig faktor i den første kamp. Han kunne med sine 4 TDs – to af dem til Rasmus Carøe – sørge for at sejren kom i hus.
Kampen i weekenden vil vise, hvor stærk kombinationen af netop disse to spillere – og resten af holdet – er, når de møder en af slutspilsfavoritterne. ”Vi får testet vores niveau i weekenden. Razorbacks har en anden kaliber og en unik disciplin, men vi håber, at vores hold kan følge med tempoet” udtaler Martin Busch omkring weekendens kommende kamp.

Weekendens kamp

Søndagens kamp vil blive præget af begge holds styrke på RB positionen, hvor Rasmus Carøe skal forsøge at fortsætte sin flotte TD-streak fra første kamp. På den anden side skal kombinationen af Razorbacks’ Lewis og Kragh finde yards og scoringer i Tomahawks forsvar.
Det er to sprudlende offensiver der tørner sammen, så forsvaret bliver en vigtig faktor for kampens udfald.

Der er lagt op til et brag på sletten, hvor kun én kan gå derfra som ubesejret.
Kampen sparkes i gang søndag d. 30/4 kl 14:00 på Vejle atletikstadion – Helligkildevej 2, 7100 Vejle

Du kan se facebookbegivenheden her.

Please follow and like us:
0

Herlev Rebels møder gamle venner på søndag

Herlev Rebels står overfor noget af en udfordring, når de søndag spiller første hjemmekamp mod storfavoritterne fra Søllerød Gold Diggers.

Gør jer klar til at se point!

Det skal være en person med stærke fingre der skal styre måltavlen i Herlev søndag eftermiddag. I Herlevs og Søllerøds tre kampe, er der kombineret blevet scoret 167 point; over 55 point per kamp.
Desværre for Herlev er en rigtig stor del pointene blevet scoret mod dem, og mod Søllerød er udsigten ikke anderledes. Gold Diggers har med indkøbet af amerikanske Robert Burton skabt noget af en hovedpine, for defensive coordinatorer i NL. Bagved ligaens formentlig største linje, ligner den adrætte amerikaner et godt bud på en mulig MVP-nominering.

Gamle kendinge tørner sammen

Herlev har de seneste år været et af de hold der har mistet flest spillere til det nordsjællandske. Men ifølge Mark Peters fra Herlev Rebels, er det ikke noget der skal ødelægge oplevelsen på de bordeauxfarvedes sidelinje.

”Som hold er det primære mål for kampen, at begrænse de mentale fejl, og så ellers at holde gang i festen på sidelinjen,” fortæller han til Nationalligaen.dk, og fortsætter ”vi elsker at spille mod Diggers, både fordi de er et dygtigt hold, hvor man bliver straffet hvis man ikke holder fokus, men især også fordi, vi har mange gamle holdkammerater, der er taget til Søllerød.”

Offensiv forandring

På begge hold er der sket forandringer i offensiven. Hos Herlev har Head Coach, Ronnie Kjær genindført nogle koncepter, som han med stor succes har brugt på U19-niveau. Rebels var i mange år tilhængere af det offensive system kaldet Wing-T, der bygger på at skabe forvirring for forsvaret samt at skabe gode blokeringsmuligheder. Som hovedregel involverer det tre RBs og stort fokus på løbespillet og playaction. Det ligner, at disse koncepter endnu en gang har fundet vej til rebellernes playbook.

I Søllerød er angrebet også gennemgået et par ændringer. FB/TE #7 Stephan Nickelsen er for alvor blevet implementeret i angrebet, og med hans alsidighed som både blocker og receiver, er han blevet nøglen til guldgravernes angreb. Det opmærksomme øje vil opdage, at det ikke længere er det klassiske zone-read spil som er guldgravernes favorit, men at det i stedet er overgået til nogle koncepter der tilgodeser den store offensive linje.

Personlige mål

Hos Herlev er man godt klar over, at kampen bliver svær, og målet er som sådan heller ikke en sejr.

”Til kampen mod Diggers, ligger fokus på os selv. Vi har en lille trup, og er derfor mange der spiller ude af position, eller som er helt nye i spillet,” vurderer Mark Peters. ”Vi har en masse forskellige personlige mål, på vores gamle venner, om det så er at intercepte Morten [Forsbøl, Red.], slå Gildsigs pass protection eller holde August [Hyldrup, Red.] væk fra vores QB. Så det er bestemt en kamp vi ser frem til at spille.”

Efter min mening, skal du lade være med at tage til Herlev, hvis du satser på en tæt kamp. Du skal tage til Herlev for at se de individuelle match-ups, nogle spændende tiltag på begge angreb, en fest på sidelinjen og en masse scoringer.

Kampen sparkes i gang: Søndag d. 30/4 Kl. 14.00. Kampen bliver spillet på Kildegårdsskolen i Herlev.

Tidligere opgør:

2016 – 24. april: Herlev Rebels – Søllerød Gold Diggers       12 – 41
2015 – 31. maj: Søllerød Gold Diggers – Herlev Rebels        37 – 20
2015 – 2. maj: Herlev Rebels – Søllerød Gold Diggers           16 – 30

Please follow and like us:
0

Preview: AaB 89ers – Copenhagen Towers

Lørdag den 29. april tager AaB 89ers hjemme på AaBs anlæg imod Copenhagen Towers. Begge hold kommer ind til kampen med friske sejre i bagagen. Sidste sæson sluttede nordjyderne på en fin femteplads i ligaen og københavnerne nåede hele vejen til Mermaid Bowl, hvor de tabte og endte dermed som nummer to i ligaen.

Fotograf: Michael Quist

Godt fra start

AaB 89ers vandt deres første kamp hjemme i Aalborg 31-20 over Herlev Rebels. Det var en kamp, hvor gæsterne bragte sig foran, og 89ers fik en skade på deres quarterback, Alexander Kronborg, men det slog ikke hjemmeholdet ud. De trak nemlig fra til sidst i kampen og vandt sikkert. Det bringer på nuværende tidspunkt aalborgenserne op på tredjepladsen i den samlede stilling i National Ligaen.

Kampen på udebane denne lørdag mod AaB 89ers er Copenhagen Towers’ tredje kamp i sæsonen og holdets anden udekamp. Københavnerne tabte sæsonens første kamp ude mod Søllerød Gold Diggers med 26-30. Seks dage senere skulle man så hjemme møde oprykkerne fra Herlev Rebels. Det var en kamp, de vandt i overbevisende stil med 54-6. Towers skiftede i den kamp quarterback, Patrick Hargett ind, og han spillede det meste af kampen med stor succes. Status for det københavnske mandskab er en sejr og et nederlag, hvilket gør, at de indtager femtepladsen i National Ligaen lige nu.

Hvilken type kamp kan vi forvente?

AaB 89ers har haft tre uger at forberede sig til kampen, hvorimod Towers kommer fra deres London-kamp, og har behov for at blande kortene lidt grundet skader.

Om kampen lørdag, siger Peter Herbild, head coach i Copenhagen Towers til Nationalligaen.dk: ”jeg forventer, at 89ers spiller med en masse energi, og at vi får en god fodboldkamp. Jeg tror, vi kan forvente en god kamp, hvor 89ers vil forsøge at bygge videre på deres gode start. Det vil blive en balanceret kamp, hvor begge hold vil forsøge sig på jorden og i luften.”

“Vores forberedelser op til denne kamp har gået på, at vi vil få rettet de fejl vi lavede i første kamp mod Herlev. Det er vigtigt for os at være klar til kampen og ikke have de tre uger som en sovepude. Jeg forventer en kamp med to motiverede hold. Vi må se hvordan kampen forløber, men jeg har en forhåbning om, at vi kan følge med Towers. Som sidste års sølvvinder er Towers nok favoritter, men vi har en målsætning i 89ers om at vi skal forbedre os fra sidste sæson, og det betyder, at vi også skal blande os med topholdene – det håber vi at kunne vise allerede nu på lørdag,” fortæller en forhåbningsfuld Jakob Zinck Thellufsen, Head Coach for AaB 89ers, til Nationalligaen.dk.

Som I kan læse, så er det to velforberedte hold, der møder op til kampen i weekenden. Og selvom der er skader hos Towers, kan de stadig anses som favoritter, da de altid er med i den sjove ende af tabellen.

Kampen bliver spillet klokken 14:00 i Aalborg på Hornevej 2, 9220 Aalborg Øst.

Læs mere om kampen på Facebook-eventet her.

 

Please follow and like us:
0

Tidligere NFL-spiller til Søllerød

Søllerød Gold Diggers styrker holdet med Desmond Cooper, der tidligere har været hos Jacksonville Jaguars.

Foto: Michael Quist

23-årige Desmond Cooper spiller safety, og efter en collegekarriere, først hos Wake Forest og siden hos UNC Charlotte, kom han i 2015 til Jacksonville Jaguars som undrafted free agent, og spillede med i pre-season, men blev dog cuttet lige før sæsonstart.

Han har siden været forbi Montreal Alouttes i den bedste canadiske række, CFL, hvor det dog heller ikke blev til spilletid.

Ved siden af karrieren har Desmond Cooper drevet et firma, der forbereder collegespillere til NFL.

Aftalen mellem Desmond Cooper og Søllerød Gold Diggers er kommet i stand, blandt andet fordi Desmond Cooper i high school var holdkammerat med Søllerøds formand, Casper Reinhardt. Hos Søllerød skal Desmond Cooper, udover det han kan bidrage med på banen, også fungere som assistenttræner for klubbens U16-hold.

”Desmond Cooper kommer med en stor portion selvtillid, en fantastisk personlighed og en fodboldviden som sjældent er set i Danmark,” skriver klubben i en pressemeddelelse.

Desmond Cooper er 1,86 m høj og vejer 97 kilo.

Første mulighed for at se Desmond Cooper i aktion med hans nye holdkammerater, bliver når Søllerød Gold Diggers møder Triangle Razorbacks den 27. maj.

Please follow and like us:
0

Tigers’ import vender snuden hjem

Mandag var første kamp i National Ligaen for Aarhus Tigers’ vedkommende, men holdets import var ikke med – han er taget hjem for at forfølge chancen for NFL

Anden påskedag var Aarhus Tigers en tur i Vejle, hvor holdet gæstede Triangle Razorbacks – de forsvarende mestre. Det blev som altid mellem de to hold en intens kamp, der først fandt sin afgørelse i kampens sidste minutter, og marginalerne endte med at blive afgørende. De marginaler havde Tigers håbet på at få ud af import Jarrell McKinney, men amerikaneren var ikke med holdet i Vejle.

Ønsker McKinney held og lykke

Faktisk kommer McKinney slet ikke til at spille for Tigers i denne sæson, da den talentfulde forsvarsspiller har en målsætning, der rækker en kende over National Ligaen – han vil forfølge sin chance for at komme i NFL.

“Jarrell ville af personlige årsagen gerne afbryde kontrakten og tage hjem til USA. Vi har intet ud af at fastholde en spiller i Danmark, hvis han hellere vil være et andet sted”, udtaler formand i Tigers, Jesper Christensen, til Nationalligaen.dk.

“Jarrell er en rigtig dygtig spiller, og vi ønsker ham held og lykke i sin videre football-karriere”, slutter Jesper Christensen.

McKinney var tiltænkt en plads som defensive end for Tigers’ forsvar, samme plads som han spillede i college for Western Michigan University Broncos. McKinney har også været en del af Houston Texans træningslejr op til NFL-sæsonen, så han er ikke uden chancer for at tilspille sig en plads på en roster, når kampene i ligaen begynder.

Høje forventninger hos Bloomington Edge

Efter sin hjemtur til USA har McKinney skrevet kontrakt med holdet Bloomington Edge, der spiller i Indoor Football League.

Hos Bloomington kan han passende snakke om National Ligaen med NiKo Lester, som også spiller for Bloomington Edge. Lester var en af profilerne for Horsens Stallions i forrige sæson, hvor han spillede både defensive back og wide receiver for Stallions.

Bloomington Edge skriver på deres hjemmeside, at de er utroligt glade for at kunne byde McKinney velkommen i klubben, og at de har store forventninger til den unge defensive end.

Holdets head coach, Ameer Ismail, siger om McKinney, at hvis han præsterer så godt, som træneren forventer, regner han med, at han snart vil få en ny chance hos et hold i NFL.

Please follow and like us:
0

Razorbacks på quarterback-jagt

Triangle Razorbacks amerikanske quarterback Reed Gottula kunne ikke få arbejdstilladelse og vejlenserne er nu på jagt efter en erstatning.

Triangle Razorbacks vandt lokalopgøret mod Aarhus Tigers, men uden den amerikanske quarterback, Reed Gottula, som ikke har kunne opnå arbejdstilladelse i Danmark. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Det skyldtes, at han tilbage i 2014 overskred grænsen for ophold i et af de lande, som er med i Schengen-samarbejdet. Det skete, da han spillede i den norske liga.

”Han vidste det formentlig ikke engang selv,” siger formanden for Triangle Razorbacks, Kris Riis-Nielsen, til avisen.

Gamle kending på blokken

Samarbejdet mellem Razorbacks og Reed Gottula er nu opsagt, og klubben kigger sig om efter en anden amerikansk quarterback.

Et emne er amerikaneren Duke DeLancelotti, som sidste sæson spillede i Razorbacks og var med til at vinde Mermaid Bowl. 26-årige Duke DeLancelotti er ledig på markedet, da en aftale med en japansk klub gik i vasken, og han er interesseret i et nyt ophold i Danmark.

”Vi har også en anden mulighed, så vi skal nok finde én,” siger Kris Riis-Nielsen.

Situationen er dog langt fra optimal, da der normalt går 30 dage fra der søges om arbejds- og opholdstilladelse, til papirerne er på plads.

”Det begrænser muligheden for at få spillet en ny quarterback ind, når han først kommer midt i sæsonen,” siger Razorbacks-formanden.

Indtil der er fundet en erstatning for Gottula, er det den danske veteran Peter Linnemann, der styrer spillet for Razorbacks.

Næste kamp for Razorbacks er hjemmekampen mod oprykkerne fra Copenhagen Tomahawks søndag den 30. april.

Please follow and like us:
0

Razorbacks vinder tæt slagsmål mod Tigers

Det blev en defensivt præget kamp, da Triangle Razorbacks og Aarhus Tigers mødtes 2. påskedag i Vejle. Forsvarene var mest iøjnefaldende, og derfor var det heller ikke den store overraskelse, at et defensivt spil afgjorde kampen.

Foto: Sofie Bruun / SBC Photo

Hvem er det bedste hold i Jylland? Det skulle der findes en afgørelse på 2. påskedag, hvor Razorbacks og Tigers tørnede sammen. Razorbacks kom ind til kampen med en frisk sejr over Demons i bagagen, mens Tigers havde deres første kamp til gode. Dermed var det en kamp, der kunne sætte standarden for resten af sæsonen for de to kombattanter.

Kampens start bar præg af, at der var meget på spil. Godt nok scorede Razorbacks et touchdown på deres første drive via et Jeffrey Lewis løb på 11 yards, men derudover var det umådeligt svært for angrebene at få noget i gang. Gang på gang blev der puntet, og i Tigers’ tilfælde var det blandt andet på grund af missede chancer. To gange blev bolde, der potentielt kunne have resulteret i store spil, tabt.

Et misset ekstra point efter Razorbacks touchdown gjorde, at holdene kunne gå til pause med stillingen 6-0.

Razorbacks udbygger føringen

Efter pausen kom drengene fra Vejle ud med ny energi og et par gode spil i baghånden. De fik strikket et rigtig godt drive sammen, hvor især receiver, Oliver Holmlund gjorde sig bemærket med et par fine catches. Drivet afsluttedes af netop Holmlund, der lavede et glimrende catch på en fade rute, som gav Razorbacks føringen på 12-0.

Og da Tigers på deres efterfølgende drive fumblede bolden, så det ud til, at Razorbacks ville køre sejren stille og roligt hjem.

Det varede dog ikke længe, før Razorbacks betalte fejlen tilbage. Et dårligt snap røg igennen quarterback, Peter Linnemanns hænder og endte i favnen på en Tigers spiller. Dermed overtog Tigers bolden på deres egen 43-yard linje.

Drama og spænding i fjerde quarter

Razorbacks’ turnover virkede til at give Tigers’ offense et ekstra gear. Både kastespillet og især løbespillet begyndte at fungere og runningback Lasse Lykke kunne løbe de første point ind på Tigers konto med et 32-yard løb for touchdown.

Dermed kom der fornyet spænding ind i en kamp, der indtil videre havde manglet offensiv firepower fra begge mandskaber.

Razorbacks næste drive blev en sekvens, de meget hurtigt vil glemme. En blanding af penalties, uopmærksomhed i forhold til play clocken og missede muligheder gjorde, at de hurtigt blev tvunget til at punte bolden igen. Kombineret med et flot return af Tigers, var bolden lige pludselig på Razorbacks’ 25-yard linje.

Efter et par første downs havde Tigers bolden på Razorbacks 2-yard linje. Tre mislykkede forsøg senere var det 4. down, og Tigers valgte at gå på den i stedet for at sparke et field goal. Det skulle vise sig at være en god chance at tage, da receiver, Jesper Hansen lavede et glimrende catch i hjørnet af end zone, der gav Tigers føringen. Efter en succesfuld two point conversion stod det nu 15-12 til Tigers.

Med fem minutter og 42 sekunder tilbage var presset dermed ubetinget på Razorbacks’ skuldre. Der skulle ske noget offensivt, ellers ville sejren gå til ærkerivalerne fra Aarhus. Det startede også rigtig fint, da Jeffrey Lewis på drivets første play løb et par Tigers-forsvarere over og fik 16 yards. På næste play var der igen plads til Jeffrey Lewis, og det udnyttede han til at løbe for 28 yards. Dermed var Razorbacks kommet ned på Tigers’ banehalvdel på blot to spil. Det skulle også vise sig at blive den sidste første down, drengene fra Vejle ville få på det drive. Fire spil senere gav de bolden tilbage til Tigers, da de ikke konverterede en fjerde down.

Kampen vendes på hovedet

På dette tidspunkt skulle Tigers bare tage så meget tid af uret, som de overhovedet kunne. Men på det første spil skete det, der bare ikke måtte ske. Quarterback, Jakob Karkov kastede en interception, der blev returneret 39 yards til huset af cornerback, Dian Hansen. Et godt ekstra point gav Razorbacks føringen med 19-15.

Så hurtigt kan en kamp vendes på hovedet. Fra det ene sekund til det andet gik Tigers fra at være i en yderst gunstig situation til lige pludselig at have ryggen mod muren. Deres næste drive skulle give et touchdown, ellers ville deres første kamp ende i et nederlag.

Med godt tre minutter tilbage startede Tigers drivet, og med lidt under to minutter tilbage på uret havde de arbejdet sig op til midterlinjen. To 15-yard straffe gjorde dog, at de skulle starte helt forfra, og da de oveni lavede en holding og dermed kom 10 yards længere tilbage på banen, havde de gravet et hul, de ikke kunne komme op af. Razorbacks sluttede kampen i victory formation og kunne sætte endnu en streg ud for vundne kampe, så de nu er oppe på to. Resultatet blev 19-15 til Razorbacks.

 

Scoringer

  1. quarter

6-0: Jeffrey Lewis, 11yd rush, PAT blocked

  1. quarter

– no score –

  1. quarter

12-0: Peter Linnemann til Oliver Holmlund, 11yd catch, PAT miss

  1. quarter

12-7: Lasse Lykke, 32yd rush, PAT good

12-15: Jakob Karkov til Jesper Hansen, 3yd catch, 2pt good

19:15: Dian Hansen, 39yd interception return, PAT good

Please follow and like us:
0

Tomahawks pryglede Demons

Copenhagen Tomahawks er tilbage i National Ligaen og returen blev fejret ved at gennemtæve sidste års semifinalister fra Amager Demons.

FOTO: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Efter et pointløst første quarter, var det hjemmeholdet der bragte sig foran. 15 yards fra endzone fandt QB #2 Kasper Sørensen sin RB #33 Rasmus Carøe i venstre side, og han kunne løbe bolden over stregen.

På det efterfølgende kickoff lykkedes det på nærmest magisk vis Tomahawks’ #29 Lasse Sevald at generobre bolden dybt inde på Demons banehalvdel.  Og den mulighed lod Tomahawks ikke glide af hænde. Otte spil senere kunne Rasmus Carøe løbe et touchdown i endzone fra kort afstand, og da Tomahawks samtidig konverterede den efterfølgende two-point conversion, var stillingen 14-0.

14-0 var også stillingen ved pausen.

Tomahawks satte turbo efter pausen

Om der var mere end bare te i pauseteen hos hjemmeholdet vides ikke, men de kom ud efter pausen som lyn og torden, og igen var det Rasmus Carøe der spillede hovedrollen.  Fra omkring egen 35 yard linje tog han bolden hele vejen til huset og så var stillingen 22-0.

Lars Hyrsting reducerede føringen til 22-6 med et løb, men tættere kom amagerkanerne ikke. På det efterfølgende drive fandt Kasper Sørensen sin receiver Morten Baun Larsen, der greb bolden henover hovedet på en Demonsspiller og så var stillingen 30-6.

Demons-quarterback #9 Anders Krarup Haubroe kastede en interception i armene på #13 Mihai Anghlescu, som returnerede den til midterlinjen. Demons fik dog hurtigt bolden tilbage, da Rasmus Carøe fumblede den i starten af fjerde quarter. Og så spadserede Demons hele vejen op af banen og endnu engang kunne Lars Hyrsting løbe den i endzone for kort afstand.

Resten af kampen stod der Tomahawks på, og med tre scoringer, en fra Tyree Grant og to fra Rasmus Carøe, som først løb 95-yards nærmest fra egen endzone og bagefter greb et pass fra 60 yards.

Kampen startede meget lige og bølgede lidt frem og tilbage. Men Amager Demons havde kun 23 mand med til kampen og det var tydeligt, at den lille trup havde problemer med at holde dampen mod Tomahawks, der havde 39 mand i kamp. Og så havde Demons intet modtræk, når Rasmus Carøe satte turboen på.

Copenhagen Tomahawks fik deres første sejr i National Ligaen, i lige knap fem år. Sidst Tomahawks gik sejrigt fra banen var den 22. april 2012, hvor Odense Swans blev besejret med 21-7.  Amager Demons er nu 0-2 og ligner ikke et oplagt bud på et slutspilshold.

Scoringer

1st quarter

0-0

2nd quarter

6-0: #2 Sørensen til #33 Rasmus Carøe, 20 yard TD pass (2 pt-conversion failed)
14-0: #33 Rasmus Carøe, 1 yard run (2 pt-conversion succesful)

3rd quarter

22-0: #33 Rasmus Carøe, 65 yard run (2 pt-conversion succesful)
22-6: #6 Lars Hyrsting, 1 yard run (2 pt-conversion failed)
30-6: #2 Sørensen til #7 Morten Baun Larsen (2 pt-conversion succesful)

4th quarter

30-12: #6 Lars Hyrsting, 1 yard run (2 pt-conversion failed)
36-12: #2 Sørensen til #9 Tyree Grant, 25 yard pass (2 pt-conversion failed)
42-12: #33 Rasmus Carøe, 95 yard run (2 pt-conversion failed)
50-12: #2 Sørensen til #33 Rasmus Carøe, 60 yard TD pass (2 pt-conversion successful)

  • FOTO: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo (https://www.facebook.com/1stdownphoto)

Please follow and like us:
0