89ers sejrede hjemme mod Tomahawks

Med en sejr på 37-18 har AaB 89ers sat kursen mod slutspillet.

Der var solskin over Aalborg, som lørdag tog imod oprykkerne fra Copenhagen Tomahawks, hvor værterne var i rigtigt gavehumør til at begynde med. Quarterback Alexander Kronborg sendte bolden lige i armene på #45 Morten Tønning som lavede en pick-six. 6-0 til Tomahawks.

Fotograf: Chris Palmgren / CP88

Mere blev der ikke scoret i første quarter, selv om 89ers havde flere gode muligheder.

Bedre kom hjemmeholdet i gang med andet quarter. QB #8 Alexander Kronborg fandt receiver #88 Jens Ole Kaae på et 30-yards langt pass og så bankede 89ers på gæsternes endzone. Hjemmeholdets store runningback #4 Jakob Hansen buldrede sig først 15 yards ned ad banen og et par spil senere kunne han løbe bolden ind fra 1-yardlinjen.  Samme opskrift brugte 89ers på den efterfølgende two-point conversion og så var 89ers foran 8-6.

På det efterfølgende drive viste Tomahawks store profil på angreb running backen #33 Rasmus Carøe, masser af gode eksempler på sine løbekvaliteter, og Tomahawks kom hurtigt op på midterlinjen, men så skulle Rasmus Carøe lige pludselig til at lege quarterback og i stedet for at finde en holdkammerat, endte boldene i favnen på 89ers’ #15 August Brandi, som lavede en fin interception.

Nummer 88 i hopla

Efter en penalty stod AaB 89ers nu med bolden på egen 12-yard linje. Kronborg fandt igen Jens Ole Kaae på et kort pass og han dansede sig elegant forbi tre Tomahawks-forsvarere og så var der helt åbent. 88 yards til huset!

Bagud med 6-16 forsøgte Tomahawks at få noget til at ske ved at kaste, men angrebet gik tre og ud, og efter et kort punt og et fint return stod AaB 89ers igen med bolden på gæsternes banehalvdel. Den mulighed lod 89ers ikke gå fra sig og et par spil senere fandt quarterback Kronborg igen nummer 88 og så var bolden for tredje gang i endzone.  24-6 til 89ers.

Hvor hjemmeholdet havde været meget gæstfrie i starten af kampen, var det et langt mere fokuseret 89ers-hold som startede anden halvleg. Først lukkede forsvaret effektivt ned for Tomahawks’ angreb og på det efterfølgende drive kunne Jakob Hansen løbe sit andet touchdown ind fra 4-yard-linjen.

Carøe bag center

Om det var fordi de var bagud med 6-31 og der skulle ske noget, eller om han blev skadet, blev quarterback #2 Kasper Sørensen i hvert fald sat på sidelinjen og Rasmus Carøe overtog pladsen bag center. Head coach Ryan Andersen var åbenbart ikke blevet helt skræmt af den interception som Carøe kastede i første quarter. Carøe er måske ikke verdens bedste eller mest velpolerede passer, men han udgjorde konstant en trussel med sine løb.

Efter et par gode løb fik 89ers dog tvunget Tomahawks til at punte. Den opgave er i øvrigt også multiværktøjet Rasmus Carøes.

89ers overtog bolden og for tredje gang kunne Jakob Hansen løbe et touchdown hjem fra 4-yard-linjen. Hans tredje touchdown. 89ers havde chancen for at vinde større, men med en stor føring i baghånden mistede holdet lidt koncentrationen i fjerde quarter.

Først lavede Tomahawks en rigtig fin interception i egen redzone. Banens yngste spiller #31 Magnus Nordahl, der er født i 2000, var hurtig til at få hænderne på en bold, der bouncede af en 89ers’ receivers skulderbeskytter.

Mod slutningen af kampen lykkedes det endelig Copenhagen Tomahawks offense at finde endzone. Først fandt Rasmus Carøe #44 Daniel Schou Andersen. På det efterfølgende kickoff lykkedes Tomahawks med et virkelig vellykket onside-kick. Førnævnte Daniel Schou Andersen hamrede bolden ned i jorden og så var #15 Mikkel Enevoldsen først over den.

Kort før slutfløjt kunne Rasmus Carøe slutte en flot kamp af, da han løb endnu et touchdown ind til slutresultatet 37-18.

Vigtige kampe efter sommerpausen

Begge hold kan nu gå på sommerferie, inden efterårets kampe, hvor begge hold har masser at spille for. Hvis AaB slår Amager Demons i slutningen af august, er aalborgenserne sikre på at komme i slutspillet.

Copenhagen Tomahawks risikerer stadigvæk at ende som nedrykker, derfor bliver den helt afgørende kamp for dem, når de i sidste spillerunde møder Herlev Rebels. Men inden da møder Tomahawks først topholdet Søllerød Gold Diggers og efterfølgende Aarhus Tigers.

Scoringer
1st quarter
0-6 #45 Morten Tønning, INT til TD

2nd quarter
8-6 Jakob Hansen, 1 yard run (Two-point conversion good)
16-6 Alexander Kronborg 88 yard pass til Jens Ole Kaae (Two-point conversion good)
24-6 Alexander Kronborg 20 yard pass til Jens Ole Kaae (Two-point conversion good)

3rd quarter
31-6 Jakob Hansen, 4 yard løb (PAT good)
37-6 Jakob Hansen, 4 yard løb (PAT no good)

4th quarter
37-12 Rasmus Carøe 10 yard pass til Daniel Schou Andersen (Two-point conversion no good)
37-18 Rasmus Carøe, 5 yard løb (Two-point conversion no good)

Please follow and like us:
0