Lørdag blev sidste halvdel af National Liga-sæsonen sparket i gang, da AaB 89ers var taget til Søllerød.

89ers gik på sommerferie med en sejr i bagagen, da de i deres sidste kamp slog Triangle Razorbacks. Ligeledes havde SGD slået Razorbacks i forårets sidste kamp. Alligevel havde SGD en stor opgave i sommerferien, hvor den absolutte prioritet må have været, at finde en ny QB, da kontrakten med Aaron Ellis var blev opsagt. Derfor var det også spændende ved dagens kamp, at se hvem der skulle lede angrebet.

89ers startede med bolden, hvor Søllerøds defensive linje tidligt spillede med musklerne. Først ved en takling i backfield af Saliou Sale, efterfulgt af et sack af Logan Dykstra, og 89ers måtte punte.

Da SGD’s offense træder på banen, er det den blot 20 årige Andreas Sølling, som har en fortid i Amager Demons og ikke mindst i USA, hvor han har spillet for Pasadena High School. Desværre for ham og SGD, ender deres første drive med en fumble fra hans side, da han forsøger at undgå et sack.

Allerede på SGD’s næste drive er det en ny QB, franske Helson Jouffroy, der ligner en QB med fart i fødderne. Han formåede dog ikke at sætte gang i angrebet og efter 1st quarter, havde SGD endnu ikke fundet vej til endzone. Derimod havde 89ers sat 7 point på tavlen, da Shelton Eppler, som flere gange tidligere på sæsonen, fandt Magnus Urth på et perfekt, langt kast, som Urth nemt kunne løbe i endzone.

I 2nd quarter er det også 89ers, der kommer først på tavlen. Først et langt løb af RB Andreas Rahbæk, som til sidst også fik sat scoringen ind, da han griber et kast fra Eppler, ind over midten og er helt fri.

Ved stillingen 14-0, havde SGD brug for et stort spil, og det fik de på det efterfølgende return, da Taylor Ekstrom returnerer bolden langt ned på 89ers’ banehalvdel, men symptomatisk for kampen, så var der flag på spillet og bolden blev flyttet tilbage til deres egen 35 yardlinje, og det forbliver pointløst for SGD.

89ers havde uden tvivl momentum i kampen og havde bestemt ikke tænkt sig at give slip på det. Deres momentum blev heller ikke mindre, da Logan Dykstra blev udvist efter en targeting og Andreas Rahbæk endnu engang finder vej til endzone til 21-0, som også er stillingen i pausen.

Heldigvis for kampen, så starter SGD med bolden i anden halvleg. Det blev dog en kort boldbesiddelse, da 89ers kun skulle bruge fire spil på at få bolden i hænderne igen. Da SGD havde allermest brug for momentum, trådte Ajdin Djurdjevic ud af skyggen og greb en interception. Dét skabte liv og optimisme på hjemmeholdets sidelinje, og håbet om et comeback var tændt.

Efter at SGD har ført bolden frem ad banen og står med en 4th down og 1, løber RB Edu Molina fra banen, og på vej mod sidelinjen tager han sin hjem af og kaster den. Det koster et flag og 15 yards. Fremfor at køre videre på momentum fra Djurdjevic’ interception og holde liv i drivet, stikkes der endnu en kæp i eget hjul og SGD må overlade bolden til 89ers endnu engang.

89ers’ WR, Jeppe Petersen, lukker reelt kampen, da Shelton Eppler kaster sit tredje TD til stillingen 27-0.

4th quarter bliver et typisk quarter i en kamp, hvor den egentlig er afgjort og vi skal hen til de sidste minutter før der reelt sker noget. SGD fumbler et handoff, som 89ers hurtigt kaster sig på og efterfølgende finder Eppler endnu engang Rahbæk til et TD.

Ved stillingen 33-0 med 2 minutter tilbage er Andreas Sølling bag center og via nogle gode kast til Simon Føns, Taylor Ekstrom og Frederik Oldenburg ender det faktisk med, at de kommer på tavlen, netop via et kort kast til Oldenburg.

Kampen ender 33-6 til gæsterne fra AaB 89ers.

Set udefra, så spillede SGD ikke med den selvtillid og energi man kan forvente af et hold, som er 3-0 halvvejs gennem sæsonen. Et skift af QB vil påvirke alle hold i ligaen og det har i dén grad også påvirket SGD’s offense, som i de seneste år har været det mest scorende. Andreas Sølling viser, at han har et stort potentiale, men har også brug for tid til at tilpasse sig og lære systemet at kende. Helson Jouffroy viste ikke meget, når han var på banen som QB. Med to nye QB’s og ligaens bedste løbeangreb (indtil nu), er det oplagt at løbe bolden meget. Alligevel blev der ikke skabt mange yards via løbespillet og timingen på de korte kast var ikke tilstrækkelig. De fleste af de yards der kom via løb, kom fra Christian Vahl og ofte efter han var blevet ramt. De virkede begrænset i deres playbook og selvom der var to lange kast til Oldenburg, som var for lange, så savnede jeg at der blev taget nogle chancer, særligt når de havde begrænset succes eller tæt på ingen gennem hele kampen. Værre blev det kun, da amerikanske Taylor Ekstrom i forbindelse med et catch, med blot 40 sekunder tilbage, får et vrid i knæet og må forlade kampen i store smerter. Han udgik også i sæsonens første kamp pga. en knæskade. Man må håbe, ikke kun for SGD, men for Taylor, at han kommer sig hurtigt.

Det skal bestemt ikke lyde som om, at det kun er SGD’s egen skyld, at de tabte kampen. 89ers lavede ikke mange fejl i dag. Et par tabte bolde og en interception blev det til, men stort set fejlfri indsats fra deres side. Det var tydeligt fra kampens start, at de ikke så sig selv som underdogs og det er særligt værd at fremhæve Epplers ro i lommen. Selvom han bliver sacked 4 gange i første halvleg, tager han sig tid til at finde en fri medspiller og når det en sjælden gang ikke lykkes, tager han sagen i egen hånd og får skaffet de yards, der er nødvendige. 89ers bliver bestemt et spændende hold at følge i de sidste to kampe af grundspillet.