Mermaid Bowl-MVP: største øjeblik i min karriere

Copenhagen Towers’ free safety, Magnus Bitsch, var flyvende i Towers’ Mermaid Bowl-triumf og blev velfortjent kåret til finalens MVP. Forsvarsprofilen kalder dagen for ”den største i karrieren.”

Fotograf: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Regnen silede ned over Slagelse Stadion uafbrudt under hele Mermaid Bowl XXIX, og derfor var det heller ikke overraskende, at forsvarsspillet var i højsædet i Copenhagen Towers’ sejr på 20-7 over Søllerød Gold Diggers.

Specielt Towers-forsvaret dominerede, og derfor var det fuldt fortjent, at free safety Magnus Bitsch efter kampen blev hyldet som Mermaid Bowl-MVP. Han var over hele banen og noterede sig for adskillige tacklinger, en interception og et blokeret punt.

Den 26-årige MVP er da heller ikke i tvivl om, hvor sejren og den personlige hæder rangerer i football-karrieren.

”Det er en stor ære, og jeg er utroligt glad for det. Dagen i dag er toppen af min karriere. Jeg kan selv huske, da jeg for mange år siden sad og så Mermaid Bowl på Farum Stadion og drømte om selv at spille og blive MVP,” siger Magnus Bitsch.

Om det er Super Bowl eller Mermaid Bowl, så er det nærmest tradition, at det er vinderholdets bedste angrebsspiller, der løber med MVP. Det gør prisen endnu mere speciel for Magnus Bitsch.

”Det er nemt for en quarterback eller en wide receiver at få MVP. Hvis de scorer to touchdowns bliver det husket tydeligere, end hvis en forsvarsspiller laver to vigtige tacklinger.”

Magnus Bitsch har nu vundet Mermaid Bowl tre gange med Copenhagen Towers. Ud over at være en af de store ledere og profiler på Towers-forsvaret, er han også ’speaking captain’ på det danske landshold.

Please follow and like us:
0

Razorbacks sætter head coach på porten

Triangle Razorbacks har afbrudt samarbejdet med head coach Sebastian Fandert efter skuffende halvsæson.

Tre nederlag i grundspillet

Forventningerne var høje da Triangle Razorbacks før sæsonstart kunne præsentere tyske Sebastian Fandert som klubbens nye head coach, men nu skilles parterne, efter at Triangle Razorbacks har haft den værste halvsæson i mands minde. Triangle Razorbacks har fået tre nederlag i grundspillet.

”Vi vil gerne takke Sebastian for hans store indsats for vores National Liga- og U19-hold. Sebastian har arbejdet hårdt for at give vores hold succes, men beklageligt må vores veje skilles. Vi ønsker Sebastian alt held og lykke i fremtiden,” lyder det i en kort meddelelse på klubbens hjemmeside.

Går efter erfaren head coach 

Det bliver erfarne Ken Suhl, der overtager trænergerningen for de danske mestre.

“I Triangle Razorbacks er vi overbeviste om, at en erfaren head coach på fuld tid er den rette løsning i forhold til at udvikle vores hold, men indtil videre er Ken Suhl udpeget som head coach for National Liga-holdet for resten af sæsonen,” skriver klubben.

Ken Suhl har nu knap to måneder til at gøre Razorbacks-holdet klar til næste opgave. Det er den 20. august hvor vejlenserne skal til Aalborg for at møde 89ers.

Please follow and like us:
0

Stor dansk profil vender tilbage til National Ligaen

I sidste uge kunne vi fortælle, at den 25-årige Theis Bagnkop måtte opgive sit ophold på UNC Charlotte på baggrund af, hvad han selv kalder en teknikalitet. Nu har han fundet ud af, hvor hans football-fremtid skal fortsætte, og det kan kun glæde fans af National Ligaen, at han har valgt de forsvarende mestre fra Triangle Razorbacks.

Fra AaB til UNC Charlotte til Razorbacks

Det er kun lidt over ét år siden, at vi på Nationalligaen.dk kunne skrive nyheden om Theis Bagnkops scholarship til UNC Charlotte. Desværre sluttede eventyret for Bagnkop før end forventet, og han mistede sit scholarship. Bagnkop sagde i sidste uge til Kanal Frederikshavn, at han ikke vidste, hvor han ville fortsætte sin football-karriere, men det er der nu nyt om. Gulklud.dk kunne nemlig i fredags meddele, at Bagnkop blot venter på en spilletilladelse, før han kan trække i den sort-røde Triangle Razorbacks-uniform.

Theis Bagnkop spillede inden sin tid i USA for AaB 89ers, men har denne gang altså valgt at tage en smule længere syd på for at spille hos Razorbacks. Det må siges at være lidt et scoop for Razorbacks at kunne hente et navn som Bagnkop til klubben. I Razorbacks skal han forsøge at beskytte deres nyligt hentede quarterback, Shazzon Mumphrey, som klubben kunne præsentere i forbindelse med sin kamp i lørdags mod Wroclaw Panthers.

Spiller første gang mod Søllerød Gold Diggers

Ifølge Head Coach Sebastian Fandert kan vi forvente at se Bagnkop på banen allerede på lørdag, i kampen mod Søllerød Gold Diggers. ”Jeg bryder mig ikke om at kaste folk direkte i ilden. Han er lige ankommet i onsdags (red., d. 17.) og det ville ikke være fair for ham (at lade ham spille mod Wroclaw Panthers red.) og det ville ikke være fair for nogen af de andre. Men han er med i næste weekend (mod Søllerød Gold Diggers red.)” siger Sebastian Fandert til Nationalligaen.dk.

Søllerød Gold Diggers mod Triangle Razorbacks spilles på lørdag d. 27. maj kl. 14.00. Kampen vises live på Zibrasport.dk/daff/live/.

Please follow and like us:
0

Towers joiner top fire med amerikansk import

Lørdag d. 6. maj offentliggjorde Copenhagen Towers tilførslen af deres første amerikanske spiller for sæsonen, running back Dayton Winn.

Foto: HC Sports Info.

Skal være RB, WR og assistant coach

22-årige Dayton Winn har hele sin karriere spillet på Hendrix College, hvor han har været starter ved 40 spil fordelt på fire sæsoner. Og skal nu bidrage både som running back og wide receiver på National Ligaen-holdet, sideløbende med sin rolle som assistant coach for U16.

”Dayton er en hurtig og talentfuld spiller, som kan bidrage både som RB og WR. Han vil desuden spille en nøglerolle på special teams som returner. Han har haft nogle særdeles produktive år i college, så vi glæder os meget til at se, hvad han kan bidrage med på holdet,” udtaler Head Coach Peter Herbild ifølge klubbens hjemmeside.

Sportschef og Head Coach overbeviste Dayton Winn

På papiret lader det til, at Copenhagen Towers først og fremmest er blevet imponerede over RBens stats. Med 6231 yards og 74 touchdowns ved offense, samt 2066 kick og punt return yards og yderligere tre touchdowns er Dayton Winns stats fra college ikke noget at tage fejl af. Og selvom man kunne mene, at det hele handler om, hvordan spilleren præsterer på banen, skriver Copenhagen Towers at personlighed har spillet en vigtig rolle i processen –  for begge parter.

”Head Coach Peter Herbild og Sportschef Anders Skovgren har spillet en stor rolle i min beslutning. De har hjulpet mig til at se, hvad jeg kan få ud af at blive en del af og spille for Towers, og at det vil blive en spændende oplevelse. Jeg glæder mig til at arbejde med disse to, fremragende mænd,” siger spilleren ifølge klubbens hjemmeside.

Han beskriver desuden sig selv som en person, der arbejder hårdt og presser sig selv til at gøre sit bedste hver eneste dag. Og fra klubbens side lyder det, at Dayton Winn er en fyr, som er ligeså god udenfor banen, som han er på banen.

Første kamp d. 4. juni som #13

Der går dog lige nogle uger inden Copenhagen Towers kan byde deres nye import velkommen på banen. Vi må vente tålmodigt til d. 4. juni, hvor den 178-centimer høje, 70-kg tunge spiller trækker i trøje nummer 13 mod Copenhagen Tomahawks i Valby.

Please follow and like us:
0

Endnu en spiller med NFL-fortid til National Ligaen

Triangle Razorbacks har lavet en aftale med amerikaneren Mark Joyce, der har en fortid hos Tampa Bay Buccaneers.

Fotograf: Kim Klement / USA TODAY Sports

De danske mestre har skrevet kontrakt med den 25-årige amerikanske defensive back og wide receiver Mark Joyce.

Ligesom Desmond Cooper, der forleden skiftede til Søllerød Gold Diggers, har Mark Joyce også et kort ophold i NFL på CV’et, hvor han i 2014 skrev kontrakt som undrafted free agent med Tampa Bay Buccaneers efter fire år på University of South Florida. Han blev dog cuttet allerede tidligt i preseason efter kun en uge på holdet.

Mark Joyce, der er opvokset i Deland i det nordøstlige Florida, er 181 cm høj og vejer 89 kilo. Han spillede 47 kampe og lavede 181 tacklinger i college, både som safety, men også på special teams.

Mark Joyce har efterfølgende spillet hos La Courneuve Flash i den bedste franske liga. Du kan se nogle af hans highlights her. Det er Joyce med nummer 5 på ryggen.

Hos Triangle Razorbacks er man ikke overraskende stolte over at kunne tilføje en spiller med det CV på rosteren.

”Vi er naturligvis utrolig stolte af at kunne hente en så stor profil til den danske liga. Mark har allerede nu vist os, hvor god en spiller han er, og vi ser frem til at se ham, når vi skal spille de to europæiske topkampe de næste uger. Vores ambition er naturligvis på at genvinde det danske mesterskab og med signingen af Mark så er vi godt rustet til at møde de andre danske hold. Det bliver en spændende liga i år med rigtig mange profiler. Alle hold vil vinde i år,” skriver formand Kris Riis-Nielsen på klubbens Facebook-side.

Næste gang du kan se Mark spille herhjemme bliver den 20. maj, hvor Triangle Razorbacks tager imod de forsvarende Champions League-mestre Wrocław Panthers hjemme på Vejle Atletik Stadion.

Please follow and like us:
0

WR Victor Staun ude i tre måneder med ankelskade 

Allerede i første quarter af dagens kamp mod AaB 89ers, måtte WR Victor Staun udgå med slem skade.

Nationalligaen.dk har snakket med den uheldige receiver, som kan forvente tre måneders pause fra ligaen.

“Jeg skal opereres i starten af næste uge. Anklen/foden var gået af led og tog lige et par forsøg at få på plads. Udover det, har jeg brækket en knogle nær knysten på højre side, og revet tre-fire ledbånd over. Men er nok klar til at spille igen om 3 måneder” siger han til Nationalligaen.dk.

Selvom det ikke er første gang, Victor Staun er skadet, er han alligevel skuffet.

“Jeg var ude med en brækket arm i fire måneder sidste år, så det klarer jeg nok. Det værste er klart, at jeg havde haft en rigtig god start på sæsonen og var indstillet på, at det skulle være et rigtig godt år for både mig og klubben.”

Med fem touchdowns og 236 yards, blandt andet i kampen mod Herlev Rebels den 15. april, så det ud til at blive et stærkt 2017 for Staun.

I vores review fra d. 9. april skriver skribent på Nationalligaen.dk, Mikkel Overgaard Pedersen, at Victor Staun og medspiller Lasse Tor Hansen ”sluttede af med at spille en fantomkamp i spillets afsluttende fase, hvor det blev til flere vanvittige catches og også to touchdowns,” hvilket vidner om Stauns evner i sæsonen.

Copenhagen Towers har haft en uheldig start på sæsonen blandt med skader på tre offensive startere og udvisningen af kaptajn Kristoffer Green i kampen mod Søllerød Gold Diggers d. 9. april.

Læs reviewet fra kampen mod AaB 89ers her.

Please follow and like us:
0

Tidligere NFL-spiller til Søllerød

Søllerød Gold Diggers styrker holdet med Desmond Cooper, der tidligere har været hos Jacksonville Jaguars.

Foto: Michael Quist

23-årige Desmond Cooper spiller safety, og efter en collegekarriere, først hos Wake Forest og siden hos UNC Charlotte, kom han i 2015 til Jacksonville Jaguars som undrafted free agent, og spillede med i pre-season, men blev dog cuttet lige før sæsonstart.

Han har siden været forbi Montreal Alouttes i den bedste canadiske række, CFL, hvor det dog heller ikke blev til spilletid.

Ved siden af karrieren har Desmond Cooper drevet et firma, der forbereder collegespillere til NFL.

Aftalen mellem Desmond Cooper og Søllerød Gold Diggers er kommet i stand, blandt andet fordi Desmond Cooper i high school var holdkammerat med Søllerøds formand, Casper Reinhardt. Hos Søllerød skal Desmond Cooper, udover det han kan bidrage med på banen, også fungere som assistenttræner for klubbens U16-hold.

”Desmond Cooper kommer med en stor portion selvtillid, en fantastisk personlighed og en fodboldviden som sjældent er set i Danmark,” skriver klubben i en pressemeddelelse.

Desmond Cooper er 1,86 m høj og vejer 97 kilo.

Første mulighed for at se Desmond Cooper i aktion med hans nye holdkammerater, bliver når Søllerød Gold Diggers møder Triangle Razorbacks den 27. maj.

Please follow and like us:
0

Tigers’ import vender snuden hjem

Mandag var første kamp i National Ligaen for Aarhus Tigers’ vedkommende, men holdets import var ikke med – han er taget hjem for at forfølge chancen for NFL

Anden påskedag var Aarhus Tigers en tur i Vejle, hvor holdet gæstede Triangle Razorbacks – de forsvarende mestre. Det blev som altid mellem de to hold en intens kamp, der først fandt sin afgørelse i kampens sidste minutter, og marginalerne endte med at blive afgørende. De marginaler havde Tigers håbet på at få ud af import Jarrell McKinney, men amerikaneren var ikke med holdet i Vejle.

Ønsker McKinney held og lykke

Faktisk kommer McKinney slet ikke til at spille for Tigers i denne sæson, da den talentfulde forsvarsspiller har en målsætning, der rækker en kende over National Ligaen – han vil forfølge sin chance for at komme i NFL.

“Jarrell ville af personlige årsagen gerne afbryde kontrakten og tage hjem til USA. Vi har intet ud af at fastholde en spiller i Danmark, hvis han hellere vil være et andet sted”, udtaler formand i Tigers, Jesper Christensen, til Nationalligaen.dk.

“Jarrell er en rigtig dygtig spiller, og vi ønsker ham held og lykke i sin videre football-karriere”, slutter Jesper Christensen.

McKinney var tiltænkt en plads som defensive end for Tigers’ forsvar, samme plads som han spillede i college for Western Michigan University Broncos. McKinney har også været en del af Houston Texans træningslejr op til NFL-sæsonen, så han er ikke uden chancer for at tilspille sig en plads på en roster, når kampene i ligaen begynder.

Høje forventninger hos Bloomington Edge

Efter sin hjemtur til USA har McKinney skrevet kontrakt med holdet Bloomington Edge, der spiller i Indoor Football League.

Hos Bloomington kan han passende snakke om National Ligaen med NiKo Lester, som også spiller for Bloomington Edge. Lester var en af profilerne for Horsens Stallions i forrige sæson, hvor han spillede både defensive back og wide receiver for Stallions.

Bloomington Edge skriver på deres hjemmeside, at de er utroligt glade for at kunne byde McKinney velkommen i klubben, og at de har store forventninger til den unge defensive end.

Holdets head coach, Ameer Ismail, siger om McKinney, at hvis han præsterer så godt, som træneren forventer, regner han med, at han snart vil få en ny chance hos et hold i NFL.

Please follow and like us:
0

Razorbacks på quarterback-jagt

Triangle Razorbacks amerikanske quarterback Reed Gottula kunne ikke få arbejdstilladelse og vejlenserne er nu på jagt efter en erstatning.

Triangle Razorbacks vandt lokalopgøret mod Aarhus Tigers, men uden den amerikanske quarterback, Reed Gottula, som ikke har kunne opnå arbejdstilladelse i Danmark. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Det skyldtes, at han tilbage i 2014 overskred grænsen for ophold i et af de lande, som er med i Schengen-samarbejdet. Det skete, da han spillede i den norske liga.

”Han vidste det formentlig ikke engang selv,” siger formanden for Triangle Razorbacks, Kris Riis-Nielsen, til avisen.

Gamle kending på blokken

Samarbejdet mellem Razorbacks og Reed Gottula er nu opsagt, og klubben kigger sig om efter en anden amerikansk quarterback.

Et emne er amerikaneren Duke DeLancelotti, som sidste sæson spillede i Razorbacks og var med til at vinde Mermaid Bowl. 26-årige Duke DeLancelotti er ledig på markedet, da en aftale med en japansk klub gik i vasken, og han er interesseret i et nyt ophold i Danmark.

”Vi har også en anden mulighed, så vi skal nok finde én,” siger Kris Riis-Nielsen.

Situationen er dog langt fra optimal, da der normalt går 30 dage fra der søges om arbejds- og opholdstilladelse, til papirerne er på plads.

”Det begrænser muligheden for at få spillet en ny quarterback ind, når han først kommer midt i sæsonen,” siger Razorbacks-formanden.

Indtil der er fundet en erstatning for Gottula, er det den danske veteran Peter Linnemann, der styrer spillet for Razorbacks.

Næste kamp for Razorbacks er hjemmekampen mod oprykkerne fra Copenhagen Tomahawks søndag den 30. april.

Please follow and like us:
0

Offensiv linjemand til Gold Diggers

Søllerød Gold Diggers har fået tilgang på den offensive linje af den tidligere Copenhagen Towers-spiller, Adam Ziegler, der både kan spille guard og tackle.

Adam Ziegler, der er født i 1993, spillede hele sin juniorkarriere i Copenhagen Towers, og var i sine to første år som spiller i National Ligaen med til at vinde Mermaid Bowl, med Towers, i både 2013 og 2014.

“Adam er en dygtig fodboldspiller, og vigtigst af alt, en helt fantastisk person. Jeg havde selv fornøjelsen af at spille sammen med ham på juniorlandsholdet, og han smiler altid. Jeg er sikker på, det er en fantastisk person, vi bringer ind på holdet,” siger sportsdirektør, Casper Reinhardt til Gold Diggers’ hjemmeside.

Adam Ziegler tog hul på træningen for små tre uger siden, og vil være at finde på banen, når Søllerød Gold Diggers tager imod netop Copenhagen Towers den 9. april på Rundforbi Stadion.

Please follow and like us:
0