Gold Diggers tager imod Towers i topkamp

Foto: Tina Carstensen

Gold Diggers møder lørdag Copenhagen Towers i en kamp, som kan få stor betydning for kapløbet om de vigtige top 2-placeringer. Gold Diggers tabte årets første topkamp mod Razorbacks, og det er Towers’ første rigtige test i år i National Ligaen.

Det ligner en kamp om Mermaid Bowl mellem tre hold i år. Derfor er de indbyrdes kampe vigtige for Razorbacks, Gold Diggers og Towers. De to sidste mødes lørdag i en sådan kamp – en kamp, som kan få stor betydning for, hvem der kan sidde wild card-runden over i slutspillets første uge.

Copenhagen Towers har uden det store besvær kørt hen over Rebels to gange og Horsens Stallions i sæsonens første tre kampe. Gold Diggers har også taget sig af kampene mod bunden af rækken, mens de måtte se sig slået af Triangle Razorbacks i sæsonens første rigtige topkamp.

Lørdag er så sæsonens anden rigtige topkamp, og selv om vi lovede en mere spændende kamp mellem Razorbacks og Gold Diggers, så tør vi godt våge at gøre det igen frem mod weekendens kamp mellem naboerne fra Søllerød og Gentofte.

De to hold har gennem årene spillet nogle spændende kampe. Især vil folk nok huske et par semifinaleopgør. Både den noget anderledes 3-0 kamp fra sidste sæson, men også den vilde overtidskamp for et par år siden, som endte i et af de mere vanvittige spil i slutspilshistorien.

Kamp om seedning

Søllerøds head coach, Troels Vestergaard, lægger selv vægt på, at de indbyrdes kampe betyder meget for seedningen i slutspillet. ”Det er en rigtig vigtig kamp ift. at sikre sig at sidde over i wild-card runden, men den er ikke altafgørende, for vi har flere indbyrdes kampe endnu, og der kan godt ske nogle ting,” forklarer han.

Søllerød smed den første af den slags topopgørene mod Razorbacks, da de kom alt for langsomt ud af starthullerne, og Troels Vestergaard mente efter kampen ikke, at hans hold var klar nok på et hold som Razorbacks. Til kampen mod Towers er det derfor et fokus at få offense godt i gang for Gold Diggers. “Det var skidt, at vi ikke fik scoret flere point mod Razorbacks, hvor vi brugte en hel halvleg på at komme i gang. Jeg synes, vi står bedre efter Razorbacks med nogle gode træninger, og jeg håber, at vores offense er bedre i den her kamp. Så den vigtigste match-up mod Towers bliver vores offense mod deres defense,” fortæller Vestergaard.

Sidste kamp, de to hold spillede, endte 3-0 til Gold Diggers i semifinalen sidste sæson. Begge hold var stærke, men Troels Vestergaard ser stadig forbedringer hos lørdagens udgave af Copenhagen Towers. ”Jeg vil våge den påstand, at de er et bedre fodboldhold, end de var sidste år. Deres offense virker solidt i år, hvor det var lidt svingende sidste sæson, og så spiller de jo bare altid godt defense,” fortæller han.

Favoritværdigheden er ikke rigtig til at placere, men der er i hvert fald ikke noget, der taler imod en flot og hård fight mellem to af de bedste hold i dansk amerikansk fodbold. Vinderen vil tage et pænt skridt nærmere en plads i top 2 og en fri-uge i slutspillet med hjemmebanefordel i semifinalen.

Tidligere opgør
26.9.2015 Copenhagen Towers @ Søllerød Gold Diggers vs. 0-3
21.8 2015 Søllerød Gold Diggers @ Copenhagen Towers 21-13
14.5 2015 Copenhagen Towers @ Søllerød Gold Diggers – 35-0
27.9 2014 Søllerød Gold Diggers @ Copenhagen Towers – 8-33
28.6 2014 Copenhagen Towers @ Søllerød Gold Diggers – 26-0
25.8 2013 Copenhagen Towers @ Søllerød Gold Diggers – 28-10
12.5 2013 Søllerød Gold Diggers @ Copenhagen Towers – 16-41

Please follow and like us:
0

Razorbacks knuste Demons 48-0

Foto: Per Kronvold

De forsvarende danske mestre fra Triangle Razorbacks dominerede på begge sider af bolden mod Amager Demons i en kamp, der var afgjort efter første halvleg. Favoritterne fra Razorbacks kunne tage hjem med en sejr på hele 48-0.

Triangle Razorbacks viste søndag, at de ikke er til at spøge med i år. Holdet dominerede fuldstændig kampen mod Demons fra start til slut. Demons fik aldrig gang i deres løbespil og bevægede sig ofte den forkerte vej på offense. Razorbacks kunne tidligt skifte reserverne ind og køre kampen hjem med en running clock.

Også Razorbacks angreb var onde ved Demons. De scorede og scorede fra første fløjt og lukkede reelt kampen, inden fløjten senere lød til pause.

Kun én retning 

Razorbacks så ud til at fokusere på Demon’ løb fra kampens start. Hjemmeholdet åbnede med et drive, hvor de kastede fint, men ikke kunne komme fremad på jorden. Drivet endte hurtigt med få lyspunkter, og desværre for Demons skulle det vise sig at blive deres bedste drive i kampen.

Hjemmeholdet sendte bolden tilbage til Razorbacks på et skidt punt, som gav god field position til gæsterne. Razorbacks skulle ikke bruge mange spil på at udnytte den gode udgangsposition. Kort efter løb Duke Delancellotti nemlig bolden 38 yards til dagens første touchdown og en hurtig føring på 7-0.

Demons flyttede selv bolden mere i retning af egen end zone end fremad mod et Razorbacks-forsvar, som lukkede alt ned. Efter endnu et punt af hjemmeholdet kunne Delancellotti finde et par receivere og sætte Razorbacks op til endnu en scoring. Gæsternes QB havde gennem kampen gode arbejdsbetingelser bag sin O-line og var dygtig til at udnytte det.

Det var dog Ryan Berry, der kunne løbe bolden ind til sidst til 14-0 til Razorbacks. Demons angreb rykkede stadig samme retning som Razorbacks’ angreb, og selv om de holdt drivet i live på et fake punt, måtte de give bolden tilbage kort efter på et punt, hvor de faktisk sparkede.

På næste drive kunne Razorbacks så sætte kursen mod et blow out, da de på deres tredje drive scorede deres tredje touchdown. Et langt kast til Oliver Holmlund satte et andet kast til Martin Jepsen i end zone op. Igen havde Delancellotti tid til at kigge flere steder hen og tage sig god tid. 21-0 til Razorbacks.

Demons kastede der efter en interception, som blev returneret til 1’eren, og efter et par forsøg i luften kunne Delancellotti selv løbe bolden over stregen til sit andet rushing td og 28-0. Demons rykkede bagud på tre penalties på næste drive, men igen fik de konverteret et fake punt, men de måtte kort efter forlade banen efter en turnover on downs.

Det var så den arbejdsdag for Delancellotti. Han blev erstattet af Peter Linnemann, som dog ikke kunne holde scoringsfesten kørende i angrebet på sit første drive. Det så til gengæld kun ud til at gå den gale vej for Demons, og kampen var reelt afgjort.

Ny halvleg – samme historie

Anden halvleg lignede den første, selv om Razorbacks sparede nogle startere. Demons gik baglæns og konverterede dagens tredje fake punt. Puntet lignede faktisk det bedste offensive våben i kampen for hjemmeholdet.

Kort efter gik det alligevel galt igen for Demons. Razorbacks’ Dian Hansen interceptede bolde og fumblede på sit return. Ingenting gik dog Demons’ vej, og Razorbacks samlede bolden op og flyttede den helt ned til 2-yard linjen.

Der fra fandt Linnemann Oliver Holmlund til 35-0, og så kørte uret. Alligevel nåede Razorbacks at score to gange mere. Først ved løb af Benjamin Behnke og til sidst på en reverse. Efter det sidste touchdown kunne kun et misset snap på extra point holde de forsvarende mestre fra en fejlfri kamp. Dermed endte en lang kamp for Demons, på trods af running clock det meste af anden halvleg, 48-0 til gæsterne fra Triangle Razorbacks.

Vigtige kampe venter

Kampen viste en niveauforskel mellem toppen af ligaen og de nederste hold. Demons var dog heller ikke gode på dagen, og de vil stadig være et af de bedre hold udenfor top 3. Razorbacks ser skræmmende effektive ud, og de har spillet fokuseret mod både top og bund i ligaen. Bye week skal dog stadig sikres mod topholdene, som kan forventes at sweepe deres egne kampe mod de nederste fem hold.

Næste kamp for Razorbacks er mod Copenhagen Towers, og den kamp vil uden tvivl være en god indikation på, hvem de stærkeste i ligaen er lige nu. Slår Towers rivalerne fra Gold Diggers før de møder Razorbacks, vil det sætte året hidtil mest spændende opgør op.

Demons møder næste gang Tigers ude, som overraskende har lignet et hold, som også er langt fra de tre favoritter. Det kan vise sig at blive en vigtig kamp for slutspilsplaceringer efter Aarhus Tigers’ sløve start på sæsonen.

Tilfredshed hos Thomas Linnemann 

Razorbacks’ head coach, Thomas Linnemann var godt tilfreds med, at kampen hurtigt var afgjort. Det betød, at han kunne spare spillere på vigtige pladser i en kamp, som på papiret var nemmere end det hårde startprogram. ”Vi kom foran ret hurtigt, og så begyndte vi at hive startere ud. Det var en kamp der skulle overstås for os, og vi havde da forventet, at vi ville dominere kampen,” forklarede han.

Fra sæsonens start havde Razorbacks to mål – at komme i champions leagues Final Four og at komme til Mermaid Bowl igen. Final Four missede de danske mestre, så nu er fokus rettet mod at komme tilbage i den danske finale. ”Man skal også have fuld fokus i de her kampe mod de lavere rangerende hold, for mister man koncentrationen, så kommer der nogle åndssvage skader,” fortæller han.

Nu er det så videre i programmet for holdet, som ikke har tabt i NL længe. Næste kamp er mod Copenhagen Towers og altså et møde mellem de to tophold i tabellen i skrivende stund. Når Linnemann ser på tabellen, er der tre hold, der stikker ud i toppen, og han mener stadig, at det er meget åbent. ”Min favorit som contender – Aarhus Tigers – ser meget ramt ud af skader, så det er vel Gold Diggers, Towers og os selv, som er favoritter, som jeg ser det, men lad os nu se, om Tigers ikke får styr på skaderne. Mon ikke de kommer igennem wild card-runden, hvis de får nogle spillere tilbage,” spår head coachen.

Please follow and like us:
0

Demons vil forsøge at drille de forsvarende mestre

Amager Demons tager søndag imod en velsmurt maskine i topholdet, Triangle Razorbacks. Demons har dog tidligere vist, at de kan levere en overraskelse, og holdets løbeangreb giver dem chancen for at drille guldkandidaterne fra Vejle.

På papiret er det Razorbacks’ mest overkommelige kamp i sæsonen hidtil, men måske netop derfor kan søndagens kamp mod Amager Demons udgøre et trap game for de forsvarende mestre. Tidligere på sæsonen gik Aarhus Tigers i Amager-fælden, og Demons besidder et løbeangreb, som kan gøre livet surt for de fleste forsvar i ligaen.

Razorbacks har haft et hårdt program i sæsonens første uger, men gennem champions league og topkampe i Danmark har holdet set skarpe ud. I sidste runde slog de med rimelig sikkerhed Gold Diggers, som bare ikke så ud til at være oppe i samme gear som Razorbacks fra kampens start.

Mestrene ser bundsolide ud i år, og det ville være en stor overraskelse, om Demons kunne slå et hold, som skal langt tilbage i kalenderen for at finde det sidste L i Nationalligaen. Skal det alligevel lykkes, så bliver det Amagers største styrke – løbeangrebet – som skal være katalysator.

Demons har i starten af sæsonen haft success langs jorden med Hyrsting-brødrene og en stærk

O-line. Nationalligaen.dk har talt med en af holdets kaptajner og den ene halvdel af Hyrsting-duoen – storebror, Lars Hyrsting, som mener, at selv om hans hold er undertippede, så kan de være farlige på dagen. ”Der kan ikke lægges skjul på, at Razor er ret store favoritter til kampen. Men der er altid en chance for at vinde. Hvis vi spiller godt på dagen og minimerer de fejl, vi har lavet i andre kampe, kan vi godt få dem til at skulle kæmpe for det. Men det kræver at alle fra vores hold vil det og kæmper en vis del ud af bukserne for at få det til at ske,” forklarer han.

Indtil videre i sæsonen har Demons kæmpet godt nok til, at de ligner et soleklart slutspilshold, og løbet har hjulpet dem til gode sejre i år. Lars Hyrsting peger på, at den del af spillet har udviklet sig siden sidste sæson. ”Vi har i år fået styr på vores playbook og videreudviklet den fra sidste år. Vi prøver i år nogle nye ting, som fungerer forholdsvis godt. En anden vigtig grund til, at vi løber godt, er en større bredde på vores O-line. De er grundstenen til at det hele fungerer, da de jo gør, at en som min bror eller mig selv kan komme ud i open space, hvor vi er farlige,” forklarer han.

Open space er til gengæld ikke det, Razorbacks-forsvaret er mest kendt for at tilbyde modstanderne, og kombineret med et angreb, som spiller disciplineret, anført af Duke Delancellotti bag center, er det et svært hold at slå for hvilket som helst hold i ligaen. Derfor ville det da også være et stort upset, hvis Amager kan slå de forsvarende mestre søndag.

Det er ikke lykkedes os at få en kommentar fra Razorbacks inden deadline.

Det vil kræve en stor kamp fra alle spillere for hjemmeholdet og især fra Lars Hyrsting, som er i gang med en MVP-lignende sæson.

Seneste opgør

28-06-15 Razorbacks vs. Demons 40 – 2

14-06-15 Demons vs. Razorbacks 0 – 49

Please follow and like us:
0

Dramaet udeblev da Razorbacks slog Gold Diggers

Foto: 1st Down Photo

Det blev aldrig det spændende opgør, der var lagt op til mellem de to tophold Triangle Razorbacks og Søllerød Gold Diggers. Søllerød var lang tid om at spille sig i gang, og da det skete, var det allerede for sent.

Der var lagt op til det helt store brag, da Søllerød Gold Diggers tog i mod Triangle Razorbacks på Rundforbi Stadion i en duel mellem sidste sæsons finalister. Holdene havde varmet godt op med drillerier frem og tilbage på Facebook, men det så ud som om, at Razorbacks var mere klar på at bakke snakken op fra kampens start.

Søllerød kom langsomt ud af starthullerne og først i fjerde quarter fik de lidt skub i angrebet. Det viste sig at være lidt for sent, og vicemestrene måtte se sig slået af rivalerne fra
Razorbacks med 23-7.

Razorbacks var klar

Søllerød kom ud for at overraske Razorbacks på første spil fra scrimmage. De forsøgte et trickspil med throwback til QB Morten Forsbøl, som efter at have tabt bolden fik den smidt dybt iked ad banen. Razorbacks var godt på plads, og kastet kunne lige så godt være blevet interceptet.

Drivet sluttede tre og ud for Gold Diggers mod et forsvar, som så klar ud fra start. I begyndelsen af første quarter, så de to hold hinanden lidt an, og ingen kom rigtig tæt på scoring, men efter et razorbacks-drive, som kom godt ind i Gold Digger’ territorium, løb WR Oliver Holmlund pludselig fri på et kastespil på en kæmpe misforståelse i Søllerøds forsvar, og så kunne han nemt gribe kampens første touchdown. Ekstra pointet gik ved siden af, og det blev ved 6-0 til udeholdet.

Gold Diggers’ angreb svarede hurtigt med et langt kast til Philip Holm Boye, men kort efter blev et andet kast interceptet af Razorbacks’ amerikanske safety, Ryan Berry. Berry var en af banens bedste gennem kampen, hvor han også gjorde det godt i angrebet. Han fik med et langt catch sat Razorbacks’ anden scoring op. Det blev dog kun til et field goal til stillingen 9-0.

Gennem hele halvlegen havde Gold Diggers utrolig svært ved at sætte gode drives sammen. Løbet kom ikke rigtig i gang, og Morten Forsbøl var igen og igen under stort pres. Da de endelig fik nogle store spil, blev drivet sat tilbage med et misset snap og et sack, og hjemmeholdet måtte punte.

Inden første halvleg sluttede, nåede Razorbacks at udbygge føringen. Et godt drive, sat op af bl.a. et langt løb af QB Duke Delancellotti, blev sluttet af med en screen til Nicolai Molter, som kunne vade ind i end zone med en mur af medspillere foran sig. Efter ekstra point var stillingen dermed 16-0, og Søllerød lignede ikke et hold, som var på vej tilbage i kampen.

Efter pausen fik Gold Diggers en mulighed, da den unge linebacker Andreas Pedersen lavede en flot interception og bragte bolden godt ind på Razorbacks’ banehalvdel. Den gode mulighed løb dog ud i sandet for Gold Diggers, da angrebet ikke kunne flytte bolden, og drivet sluttede med en turnover on downs. Inden fjerde quarter fik Razorbacks udbygget føringen og lukket kampen, da Delancellotti fandt Thomas Brill Nielsen i midten af end zone.

Først i fjerde quarter fik Gold Diggers lidt styr på offensiven, og de kunne med et løb af RB Daniel Kyei-ofori pynte på resultatet. Hjemmeholdet fik næsten scoret igen, men Philip Holm var akkurat ude af banen på en dyb bold fra Forsbøl. I stedet blev det turnover on downs, og ikke længe efter kunne Duke Delancellotti tage et knæ og ende kampen til resultatet 23-7.

Coaches ser plads til forbedringer

Spændingen røg hurtigt ud af kampen, men med 7-7 i anden halvleg fornemmer man, at det mere var et hjemmehold, som ikke var klar, end det var stor niveauforskel, der afgjorde kampen. Razorbacks var bedst på dagen, og man må alligevel sige, at de på nuværende tidspunkt i sæsonen ser en smule stærkere ud end Gold Diggers.

Golddiggers’ head coach, Troels Vestergaard, mente før kampen ikke, at Søllerøds nemme startprogram ville få betydning, men da Nationalligaen.dk fangede ham efter kampen, mente han alligevel, at det nok havde haft en effekt.

”Vi kunne måske godt have brugt lidt hårdere modstand i de første tre kampe, men jeg synes ikke, de er et bedre fodboldhold end os. Vi taber til os selv i dag,” forklarede han.

Skylden lå altså hos Gold Diggers selv, mente han, og det var især den langsomme start for hjemmeholdet offense, han havde fokus på.

Der er ikke nogen tvivl om, at første halvleg bruger vi på at komme i gang. Vi mister mange bolde og misser nogle blokeringer. Vi kan bare ikke få offense i gang, så vores defense er meget på banen, og så er det svært.

Razorbacks head coach Thomas Linnemann var omvendt ikke helt tilfreds med måden, hans hold endte kampen på, selv om han selvfølgelig var glad for sejren.

”Vores offense fungerede fint i dag, og vores defense lagde godt med pres på, så vi tager mange gode ting med fra i dag. Hvis vi ikke laver så mange dumme fejl, så bliver det ikke så spændende til sidst, men sådan er det mod Søllerød – laver man fejl, så er de hurtigt tilbage igen,” fortalte han.

Razorbacks ser altså stærke ud og ligner et hold, der er klar til at kæmpe med om endnu et mesterskab. Søllerød var ikke gode på dagen, men de skal nok være med om de sjove pladser igen i år. Nu har de en topkamp i kroppen, og kan de være bedre fra start mod Towers, så kan det blive en rigtig spændende affære på Rundforbi om to uger.

Please follow and like us:
0

Topbrag i Søllerød; sidste års Mermaid Bowl finalister mødes igen

Foto: 1st Down Photo

Lørdag tager Søllerød Gold Diggers imod Triangle Razorbacks i en klassiker i National Ligaen. De to hold sparker gang i de indbyrdes kampe mellem topholdene i ligaen om at ende på de øverste pladser i slutspillet.

Gold Diggers/Razorbacks duellen skal have tilføjet endnu et kapitel lørdag eftermiddag på Rundforbi Stadion. Ud af de seneste otte udgaver af Mermaid Bowl har opgøret seks gange heddet Gold Diggers mod Razorbacks.

De to hold har også i år gjort det godt, og de ligner sammen med Copenhagen Towers de tre klart bedste mandskaber i ligaen. Derfor er det en vigtig periode, holdene tager hul på med weekendens kamp. I løbet af de næste fire spillerunder mødes de tre hold, som har stået for de seneste otte mesterskaber således alle indbyrdes.

Selv om sæsonen stadig er ung, får resultaterne af de indbyrdes kampe helt sikkert stor betydning for, hvem der kan sidde over i slutspillets første uge, og for hvem, der kan undgå en af de andre favoritter.

Stærke igen i år

Gold Diggers kommer til kampen med store sejre i holdets tre første kampe. Razorbacks har kun spillet en enkelt kamp i Danmark, men har spillet to kampe i Champions League. Det er nok ikke for meget sagt, at Gold Diggers har haft et nemmere program end Razorbacks med kampe mod Demons, Rebels og Stallions, men Søllerød vandt også i overbevisende stil mod alle tre.

Razorbacks vandt i fin stil deres første kamp i National Ligaen mod et Tigers-mandskab, som før sæsonen så rigtig stærke ud på papiret, men som måske har skuffet lidt indtil videre. I Europa blev det til en sejr og et nederlag mod stærke hold fra henholdsvis Tjekkiet og Polen.

Styrkeforholdet er svært at spå om, da holdene ikke har haft en fælles modstander endnu, men det ser ikke ud som om, nogle af dem har tabt styrke ift. sidste sæson, hvor de to hold mødtes i endnu en kamp om mesterskabet. Her var det Razorbacks, som vandt en flot og spændende Mermaid Bowl.

Vigtige kampe i sigte

Søllerøds head coach, Troels Vestergaard, er godt klar over, at det er en vigtig fase af sæsonen, som hans hold går i møde.

Vi vidste, fra vi fik kalenderen, at det sidste stræk inden sommerferien var der, vi skulle vinde fodboldkampe. Vi har haft tre lidt blødere kampe til at starte med, så vi ved godt, at det er nu, det gælder. Vi skulle gerne vinde de kampe, der kommer nu, så alle er lidt mere opsatte,” forklarer han.

For at komme godt fra start i den hårde del af programmet og slå Razorbacks vil Gold Diggers tage en god gammel formular i brug.

Vi skal spille godt defense, og så skal vi kunne løbe bolden. Vi skal selvfølgelig også passe godt på bolden. Vi har lavet en del turnovers her i de første kampe, så det skal vi selvfølgelig minimere,” forklarer Troels Vestergaard.

De seneste sæsoner har opgøret budt på mange spændende kampe i både grundspil, Mermaid Bowls og europæisk finale, og selv om de to hold ofte spiller tætte, vigtige kampe, så er der ikke ondt blod mellem de to mandskaber, og ærkerivaler vil Vestergaard ikke kalde holdene , men topkampe er altid lidt mere intense, fortæller han.

Jeg ved ikke, om de er en særlig rival, men det er da en rival, når vi nu engang ligger i toppen af ligaen og skiftes til at slå hinanden. Man vil altid gerne vinde over et hold, når man har tabt en finale, og så får den selvfølgelig lige 10% mere,” afslutter han.

Håneret i brug

Had er der måske ikke tale om mellem de to mandskaber, men der er ingen tvivl om, at det alligevel vil lune lidt ekstra at have håneretten på sin side til næste gang, de mødes. Den (håneretten altså) blev i hvert fald taget i brug torsdag på facebook, hvor det blev til en del kærlige drillerier holdenes facebook-sider imellem.

Det begyndte med highlights fra Mermaid Bowl sidste år, som Razorbacks delte med et lille citat til og et tag af Gold Diggers, og så gik det hurtigt.

RazorvsSGD

Der er altså plads til lidt humor og drilleri før kampen, men lørdag kl. 14:00 er der en vigtig fordel i kapløbet om seedningerne på spil. Hvem, der er favorit, er svært at sige noget om. Razorbacks har haft taget på Gold Diggers i de seneste opgør, men det har ikke være meget, der adskilte de to hold. Måske skal alle fans og tilskuere bare glæde sig til et opgør i National Ligaen, som næsten altid byder på tætte, flotte kampe.

Kampen sparkes i gang lørdag kl. 14:00 på Rundforbi Stadion. Søllerød Gold Diggers spiller på selve stadion lørdag og resten af sæsonen. Entre 50 kr.

Stream kampen på: http://nationalligaen.dk/nl-tv/

Indbydes opgør

10.10.2015 – Triangle Razorbacks vs. Søllerød Gold Diggers – 21-17

12.9.2015 – Triangle Razorbacks @ Søllerød Gold Diggers – 21-16

14.9.2014 – Triangle Razorbacks @ Søllerød Gold Diggers – 42-20

17.5.2014 – Søllerød Gold Diggers @ Triangle Razorbacks – 10-14

29.9.2013 – Søllerød Gold Diggers @ Triangle Razorbacks – 20-39

29.6.2013 – Søllerød Gold Diggers @ Triangle Razorbacks – 32-28

 

Please follow and like us:
0

Store spil blev forskellen da Razorbacks tabte i Polen

Foto: Lukasz Skwiot

Triangle Razorbacks tabte lørdag 31-10 til Panthers Wroclaw i Champions League. Dermed er det danske hold ude af turneringen efter en sejr og et nederlag. Kampen blev især afgjort på forskellen i antal store spil og store kampe af Panthers’ amerikanske imports.

Efter en god start med sejr i første runde af Champions League lykkedes det ikke Triangle Razorbacks at spille sig i turneringens Final Four. Holdet tabte nemlig lørdag på udebane til et stærkt spillende Panthers Wroclaw i Polen.

Før kampen havde Razorbacks’ head coach, Thomas Linnemann, fokus på Panthers’ stærke running back Rickey Stevens. Panthers havde dog til kampen valgt at tage quarterback EJ White og defensive back Deante Battle med som de to tilladte imports. Det viste sig at være et godt valg af polakkerne, da de to amerikanere spillede fremragende kampe, og løbespillet så ikke ud til at lide meget i fraværet af den amerikanske running back.

De to imports stod for mange store spil i kampen på hver sin side af bolden, og store spil var forskellen i en kamp, hvor Razorbacks havde svært ved at få hul på det polske forsvar, og hvor Panthers konstant truede danskernes forsvar ned ad banen. Det blev også en kamp præget af mange turnovers og flag, og desværre for Razorbacks var det ofte til Wroclaws fordel.

Fra kampens start viste det sig, at Panthers ikke var bange for at gå efter det hele. Tidligt i kampen lykkedes det dem at finde et hul i Razorbacks’ forsvar og complete et langt kast til WR Patryk Matkowski, som bragte dem tæt på end zone. Det skulle vise sig at især Matkowski ville blive en seriøst trussel i dybten hele dagen.

Det lykkedes dog Razorbacks at holde det polske offense ude af end zone, da forsvaret forcerede en fumble, som en hvid udebanetrøje fik skrabet til sig. Razorbacks’ drive endte dog med et punt nær midten af banen efter et godt løb af Duke Delancellotti, som eneste rigtig gode spil.

Der efter fik Panthers især godt gang i deres QB-options, og amerikanske EJ White fik flere store løb på den konto. Det åbnede for handoffs på samme option til den store RB Konrad Staczewski, som fik plads, da danskerne fik øjnene op for Whites hurtighed.

Med den fremgangsmåde, tilsat dybe forsøg i luften mod WR Matkowski, fik Panthers mod slutningen af 1. quarter igen arbejdet sig tæt på end zone. I løbet af 1. quarter fik Razorbacks desværre kaldt en interception tilbage grundet en offside. Dem, offsides altså, skulle der komme flere af.

Panthers kom på tavlen

2. quarter startede meget lig første. Razorbacks forsvar holdt Panthers til nul point efter endnu en forceret fumble tæt på egen end zone, som danskerne fik fat på. Razorbacks’ angreb havde det også stadig svært. Spillet var præget af pres på Duke Delancellotti fra et blitzende Panthers forsvar, og korte kast til især TE Jakob Rothausen. Hele dagen stod Wroclaws forsvar også godt mod løbet og tillod ikke det store.

Selv løb Panthers godt og tungt med RB Starczewski, og med endnu et dybt kast til WR Matkowski til Razorbacks’ 5-yard linje, truede de igen halvvejs inde i perioden. Tredje gang gik den så ikke længere for Razorbacks og QB EJ White kunne kaste dagens første touchdown til Starczewski i flat’en, hvor den noget mindre Martin Jepsen ikke kunne stille meget op mod den tunge RB på goal line.

Resten af 2. quarter gik frem og tilbage, og Razorbacks forsvar stod godt. Panthers blev ved at true med det dybe kast, som flere gange var tæt på at give store spil, men de fik ikke scoret mere før pausen. Selv havde danskerne også svært ved at flytte bolden. Delancellotti var under konstant pres fra blitzen fra især Deante Battle, og løbet blev gang på gang stoppet hurtigt.

Wroclaw lukkede kampen

Tidligt i 3. quarter scorede Panthers deres andet touchdown. Denne gang på et løb af RB Mateusz Szefler, og efter et vellykket extra point stod det således 14-0 til hjemmeholdet. Desværre havde Razorbacks angreb stadig svært ved at finde rytmen, og Delancellotti kastede en interception til polakkernes Adam Lary, da han prøvede at finde WR Joakim Mark Hofman over midten. Kort efter scorede Panthers igen. Denne gang på en play action med en efterfølgende bombe til WR Grzegorz Mazur, og kampen virkede lukket.

Razorbacks virkede møre, og alt så ud til at gå ned ad bakke. Deante Battle, som både spillede DB, RB og returner i kampen, interceptede Delancellotti, og efter endnu en tilbagekaldt interception af Razorbacks efter offside og en convertion på 3. og 13 af Panthers, fandt QB EJ White WR Tomasz Dziedzic til stillingen 28-0 efter EP. Scoringen kom på en roll out, som hele dagen gav Wroclaws QB masser af tid til at finde sine receivere dybt.

Razorbacks fik der efter endelig lidt gang i angrebet, og med et godt screen pass til RB Benjamin Behnke fik de spillet sig ned på Panthers’ 3-yard linje inden 3. quarter sluttede.

Razorbacks kom for sent i gang

Selv om kampen virkede afgjort, så kom Razorbacks da på tavlen, da de 13 sekunder inde i 4. quarter scorede holdets første point på et touchdown-løb af Benjamin Behnke til stillingen 28-7.

Men efter flere gode option-løb af EJ White og endnu flere offsides på danskernes forsvar, krævede det for tredje gang i kampen en forceret fumble og efterfølgende recovery af Razorbacks nær egen end zone at stoppe Wroclaw.

Fornøjelsen blev dog kort for Razorbacks, da Peter Linnemann kort efter, under pres, kastede en dyb bold, som igen blev intercepted af Deante Battle. Danskerne holdt dog denne gang Wroclaw til et field goal efter et flot goal line stand, på trods af en offside undervejs mod det danske forsvar.

Til sidst kunne Panthers skifte EJ White ud, og Razorbacks kunne pynte lidt på resultatet med et flot field goal af Torben Jørgensen til den endelige stilling, 31-10, til Panthers Wroclaw.

Ros til Razorbacks efter kampen

Efter kampen var Nationalligaen.dk i kontakt med head coach for Panthers Wroclaw, Nick Johansen, og han var en tilfreds mand, som havde ros tilovers for den danske modstander.

Det var et meget hårdt kæmpet slag mellem to fysiske fodboldhold. Hjemmebanefordelen var en faktor. (Razorbacks) er virkelig et godt fodboldhold med dygtige spillere. Vi var bare i stand til at score lidt flere point i dag,” sagde amerikaneren.

En af kampens helt store spillere var Deante Battle, som gav Razorbacks problemer hele dagen. Den tidligere Northwestern-spiller var glad for sejren og den forberedelse, som holdet havde haft før kampen.

”Overordnet synes jeg, at det var en god sejr for vores hold og vores liga, og det var godt at bevise, at vi kan konkurrere på europæisk niveau. Over de sidste to uger har vores coaches lavet en god gameplan i mine øjne. Vi havde ikke meget film at arbejde med, men (Razorbacks) gjorde for det meste det, vi regnede med, de ville gør.”

Selv om amerikaneren altså mente, at Panthers havde godt styr på Razorbacks, så havde han også respekt for det danske hold.

”Razorbacks er et godt, disciplineret hold, og vi vidste, at hvis vi skulle slå dem, skulle vi minimere vores fejl. De har en god QB, som får bolden af sted hurtigt, så det begrænsede mange af de ting, vi normalt gerne vil på forsvaret,” sagde han.

Også Razorbacks’ defensiv fik rosende ord med på vejen.

”De er gode på defense og vi vidste før kampen, at det ville blive en hård kamp. Selv om vi flyttede bolden tidligt i kampen, tog det os noget tid før vi endelig kom på tavlen, men efterhånden fik vi scoret en del point.”

Det har før deadline ikke været muligt at få en kommentar fra head coach Thomas Linnemann.

En niveauforskel at spore

Kampen i Polen var meget ensidig, og det tyder på, at dansk football ligger en tand under den polske liga i niveau. Der er dog ikke langt op, og havde Razorbacks spillet op til deres bedste, havde de nok i det mindste kunne presse Wroclaw. Det var særligt også to meget stærke imports, som gjorde en forskel for polakkerne i kampen.

Det er dog tydeligt, at Razorbacks hører hjemme i Champions League. Holdet vandt trods alt en god kamp over Prague Lions, og kampen i Polen var ikke et regulært blow out. Nu har Razorbacks målt sig i Europa og kan tage erfaringen med hjem, hvor de nu må fokusere på at forsvare det danske mesterskab.

Please follow and like us:
0

Razorbacks kan sikre sig avancement i CL mod polske Panthers

Foto: Per Kronvold

Lørdag står den på anden kamp i Champions League for Triangle Razorbacks, når holdet møder polske Panthers Wroclaw på udebane. Selv om danskerne ikke kender meget til polakkerne, tror de alligevel på den sejr, som sender holdet videre i turneringen.

På fredag drager Triangle Razorbacks til Polen for at udfordre de polske vicemestre fra Panthers Wroclaw i Champions League om lørdagen, og det er endnu en ubekendt, danskerne skal slås med efter sejren over Prague Lions i turneringens første runde.

For begge hold er det første deltagelse i Champions League, og Panthers Wroclaw træder ind i turneringen i kampen mod danskerne, som altså allerede har spillet deres første kamp. Her blev det således til en sejr på 20-7 på hjemmebanen i Vejle.

Med en sejr vil Razorbacks sikre sig deltagelse i turneringens Final Four som vindere af North-gruppen.

Ukendt modstander

Som det ofte forholder sig i europæiske turneringer, er det to hold, som ikke kender meget til hinanden, der mødes lørdag. Hos Razorbacks har man kun haft video af Wroclaws seneste tre kampe at scoute på, og head coach, Thomas Linnemann, fortæller, at de ikke kender meget til niveauet i Polen. Lidt har han dog fået ud af videoerne, og det ser ud som om, at danskerne kommer på en sværere opgave end i første runde.

”De har en rigtig god running back. Det er der slet ingen tvivl om, og de er meget mere well coached, end Lions var. Det ser ud som om, de spiller noget mere sound defense, og spillerne ved, hvor de skal hen. Det var man nogle gange i tvivl om med Lions, så det bliver helt sikkert en tættere og hårdere kamp,” fortæller han.

Det er nok heller ikke noget tilfælde, at Panthers ser organiserede ud. Polakkerne er nemlig ledet af head coach, Nick Johansen, som har et imponerende CV. Amerikaneren har bl.a. været coach for det østrigske landsholds offensive linje samt offensive coordinator for det østrigske storhold Swarco Raiders Tirol, hvor han var med til at vinde Eurobowl. Senest har han været træner i Graz Giants i den bedste østrigske række.

Linnemann tror på sejren

Panthers er et hold, som ofte blander sig i mesterskabskampen i den polske Topliga, og de ser stærke ud med en dygtig head coach og en god RB i amerikanske Rickey Stevens. Alligevel tror Thomas Linnemann på, at hans hold kan udfordre polakkerne.

”Vi tager derned for at vinde. Vi er gået ind til turneringen for at komme i Final Four, og så må vi tage den der fra, men vores målsætning er at vinde den her kamp.”

Opskriften har Linnemann også klar, og den lyder på balanceret angrebsspil.

”Vi skal have gang i Duke (DeLancellotti), og han og vores receivers skal spille en god kamp, men vi skal også kunne løbe bolden. Hvis vi kommer ud og er balancerede og ca. 50/50 i spilkald, så er jeg godt tilfreds, og så tror jeg, at vi har en chance. Vores offense har nogle styrker i år ift. sidste år i kastespillet, så det satser vi på at udnytte,” fortæller han.

”Spiller vi det, vi kan, så skal vi nok spille op med dem.”

Ingen undskyldninger

Hos de danske mestre tror man altså på sejren, og selv om Razorbacks spiller på udebane mod et hold, som ser stærkt ud, er der ingen undskyldninger at finde. Holdet er nemlig så klart, som det kan blive, og heller ikke rejsen eller udebanen bliver et problem ifølge Thomas Linnemann.

”Lige umiddelbart, så ser det ud som om, Mathias (Kragh) bliver klar. Han var den eneste, som vi havde på skadeslisten, så vi burde kunne stille 100%. Ift. udebanen tager vi af sted dagen før og spiller kl. 14, som vi plejer, så folk burde være klar og fokuserede.”

Umiddelbart er der altså lagt op til en tæt kamp i Polen, og det bliver sandsynligvis de små fejl, som afgør, om Razorbacks kan spille sig videre i Champions League. Derfor må den smalle favoritværdighed ligge hos hjemmeholdet fra Wroclaw, men det er svært at sige noget om det polske holds styrke, og der er altså ikke meget som taler imod, at drengene fra trekantsområdet har en god chance for at spille sig i turneringens semifinale.

Kampen sparkes i gang lørdag d. 30. april kl. 14:00

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/240456446308249/

Please follow and like us:
0