Foto: Jesper Nielsen, Nielsen Photography

Af Mikkel Overgaard Pedersen

Copenhagen Towers sikrede sig sæsonens første sejr, da de åbnede dette års udgave af National Ligaen hjemme mod AaB 89ers

En decimeret udgave af National Ligaen blev skudt i gang

National Ligaen er i dette års udgave med kun fire hold bestående af AaB 89ers, Søllerød Gold Diggers, Copenhagen Towers og Triangle Razorbacks. Dette betyder også, at sæsonen er kortere og endnu mere intens end normalt, hvor det for alle holdene handler om at komme bedst ud af starthullerne, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at løfte pokalen til Mermaid Bowl i oktober. Selvom alle hold går videre til semifinalerne, er der dog den fordel for de to bedst seede hold, at de kan vælge modstander blandt de to lavest seedede hold og samtidig får hjemmebanefordelen i disse kampe.

 

Det var en glad direktør for Dansk Amerikansk Fodbold Forbund, Lars Carlsen, som blev mødt på Gentofte Stadion lørdag aften. Trods en hård tid, så er han glad for at sæsonen er kommet i gang med de kun fire hold: ”Tiden har gået med at læse restriktioner. Det har været utrolig meget corona for at holde det hele i gang. Dog har de frivillige i hver eneste klub kæmpet for at holde det i gang”, udtaler Lars Carlsen.

Lars Carlsen er dog også lidt vemodig i forhold til den decimerede udgave af National Ligaen, hvor han udtaler: ”Det er rigtig trist at se på. Mister vi et hold mere, så er der ikke mere tilbage. Vi skal arbejde på at få en Nationalliga sammensat, som er større end det her, og som er kompetitiv på sigt”.

Med det sagt, så blev National Ligaen lørdag aften skudt i gang i Gentofte, hvor Copenhagen Towers hjemme tog imod AaB 89ers. Et opgør, som normalt er kendt for stor dominans af de hvide-lillablusede fra Copenhagen Towers. Dette blev det ikke helt på samme måde i den første halvdel af kampen, hvor anden halvdel dog cementerede hjemmesejren til Copenhagen Towers.

Ivrighed for at spille football igen

Målfesten lod vente på sig i et opgør, hvor de to hold normalt er garant for, at der bliver sat et hav af point på tavlen.  Da kampen og National Ligaen endelig blev fløjtet igen efter knap otte måneders pause, så var det tydeligt at se en iver hos spillerne for at komme ud og spille football igen. Den ivrighed, som spillerne havde, viste sig dog også tydeligt på banen.

På en regnfuld bane i Gentofte startede Anton Witmeur med at løbe bolden en del gange og få flyttet Copenhagen Towers frem i banen. En del missede kast gjorde dog, at bolden efter en rum tid kom på udeholdets hænder uden scoring. Med en meget lav field position lykkedes det dog ikke AaB 89ers at komme op af banen, hvor Copenhagen Towers formåede at fremtvinge en fumble blot få yards uden for redzone. Der blev generelt kastet et væld af flag i første halvdel, som satte lidt en stopklods for flowet i kampen, og også gjorde, at det ikke blev en så målrig affære de to første quarters. Dog fik Anton Witmeur, RB for Copenhagen Towers, kæmpet sig vej igennem til kampens første scoring, som bragte hjemmeholdet i front.

AaB 89ers’ nyerhvervede QB fra Northwestern State University, Lousiana, hvor han i øvrigt satte 18 rekorder Shelton Eppler, kæmpede nordjyderne tilbage i opgøret med både flere gode kaste- og løbespil. Begge hold kunne se de to første quarters gået i en relativ jævnbyrdig affære, der endte med en score på 12-6 til hjemmeholdet.

Den korte opstart holdene har haft og de mange nye ansigter, som er kommet til de forskellige hold hen over pausen, har også sat sit aftryk hos de to hold, hvor Victor Ebsen Andersen fra Copenhagen Towers udtalte i halvleg: ”Det kunne godt se lidt bedre ud. Vi spiller ret meget god fodbold, men får den ikke banket ind, når vi kommer derned. Det er sådan lige ved og næsten hele tiden”.

Dette blev dog ændret på i de sidste to quarters, hvor der blev sat 38 point på tavlen for de to mandskaber. Overraskende var det også, at det blev udeholdet AaB 89ers, som satte første scoring på tavlen, og derfor også kunne, efter endnu et flag, komme foran for første gang i kampen med stillingen 12-13 i tredje quarter.

Copenhagen Towers fandt dog stille og roligt fodfæste, og så sig ikke tilbage herefter, trods den sløve start. Her fik RB fra Copenhagen Towers Philip Andreasen også nogle gode plays, men det blev endnu engang Anton Witmeur, der satte Copenhagen Towers tilbage på sejrskurs med to gode touchdowns i træk. Et kastespil, som generelt blev bedre for Copenhagen Towers, men overordnet set en masse gode løb, der satte Copenhagen Towers tilbage mod de takter, som vi har kendt dem for de sidste par sæsoner.

Dermed en kamp, der så småt skulle finde sit fodfæste og to hold, der skulle ud og i gang med sæsonen. En kamp, der i starten længe lignende en tæt kamp, hvor den anden halvdel dog blev afgørende, hvor Copenhagen Towers fik dominansen tilbage. En regnfuld og hård opstartskamp, som også blev det mindst målrige opgør mellem de to mandskaber siden april 2017.

Kampens slutresultat: Copenhagen Towers – AaB 89ers 38-13

 

Næste kamp for Copenhagen Towers er næste lørdag d. 29. maj ude mod Triangle Razorbacks på Vejle Atletikstadion, hvor der også er kampstart kl. 19.00. AaB 89ers har en uges længere pause inden de lørdag d. 05. juni hjemme tager imod Søllerød Gold Diggers kl. 19.00.