Danmark vinder testkamp mod Polen 37- 35

Det holdt hårdt, da Danmark på udebane lørdag aften slog Polen med 35 – 37. Specielt special teams så godt ud i kampen, mens forsvaret så ud til at have større udfordringer.

Der var scoringer til højre og venstre i kampen mellem Polen og Danmark, som begge hold skulle bruge som forberedelse mod kampe næste år. Danmark vandt kampen 35 – 37, og special teams kan især være stolte af præstationen, der bød på to blokerede polske spark, og to touchdowns.

Kampen bølgede frem og tilbage i løbet af kampen, og begge hold havde i løbet af kampen føringen. Danskerne skiftede meget ud i første halvleg, hvor der fra head coach Lars Carlsens side var fokus på at få alle spillere ind og få føling med meningsfyldte spil.

Det betød, at en række spillere fik mulighed for at sætte sit præg på kampen, og tilskuere på både stadion og stream fik store spil fra en række af både danske og polske spillere.

Kampens forløb

Der var ingen scoringer i kampens første quarter, men til gengæld var der lidt af en forvarsling på resten af kampens forløb. Begge hold havde nemlig fine og lange drives, og faktisk nåede begge hold kun at afslutte et drive hver i kampens første 12 minutter. Danskerne kom tættest på en scoring, da holdet gik efter touchdown på en 4. down og 1, men et sack betød, at hjemmeholdet slap med skrækken.

Polakkerne ville dog også lege med, og på hjemmeholdets eneste drive i første quarter spillede de sig hel ned til et 36 yard field goal forsøg. Sparket blev dog blokeret af Magnus Bitsch, og derfor var stillingen 0-0 efter kampens første periode.

Andet quarter var dog en anden historie. Frederik Myrup stemplede eftertrykkeligt ind i kampen – først tog han et swing pass hele vejen til touchdown fra tæt på midterlinjen, og efter en polsk udligning på en lang screen viste Myrup sin speed på det efterfølgende kickoff. Myrup tog nemlig bolden på goal line og kanaliserede sin inde Usain Bolt og slap først bolden 100 yards senere, hvor han krydsede polakkernes goal line for et touchdown. Efterfølgende scorede Danmark en 2 point conversion med lidt trickerier.

Polens kasteangreb begyndte rigtig at klikke i andet quarter, og ud over screenen til Jacek Wrobelski, så fandt også Tomasz Zubrycki og Patryk Matkowski vej til end zone gennem luften. De danske DB’s så ud til at være overmatchede, jo tættere vi kom på pausen, og da andet quarter var færdigspillet førte hjemmeholdet med 21-15

Ny halvleg – samme historie

Efter pausen var det stadig de to angreb, der dominerede kampen, men det blev Polens special teams, der stjal billedet. Danskerne forsøgte sig med et 42 yard field goal, og ligesom polakkernes spark i første halvleg blev sparket blokeret. Her stoppede polakkerne dog ikke – DB Mikolaj Ciesla var nemlig hurtig til at fange bolden og returnere den til et touchdown.

Danskerne svarede igen med et touchdown til Aske Klixbühl, og fik også stoppet polakkerne en smule mere end i første halvleg. Ved indgangen til fjerde quarter var danskerne altså bagud med 28-23, men det danske special teams fungerede fremragende i kampen mod Polen. I fjerde quarter blev endnu et polsk spark blokeret, og Lasse Lykke kunne skrive sig på listen over danskere med touchdowns på special teams – denne gang et blokeret punt.

Danskernes forsvar trådte mere i karakter, og mens forsvaret holdt polakkerne fra end zone – blandt andet med interceptions af Magnus Bitsch og Timmi Rysgaard i tredje og fjerde quarter – kunne Lars Hyrsting bringe gæsterne endnu mere foran med et kort løb mod slutningen af kampen. Der skulle dog komme lidt spænding til sidst, da polakkerne igen pillede det danske forsvar ned med et flot drive primært gennem luften, og med ti sekunder tilbage, bragte hjemmeholdet sig på minus to med stillingen 35 – 37.

Polakkerne forsøgte sig med et onside kick, men det fløj ud over sidelinjen til dansk bold, og et knæ fra danskerne var nok til at lade kampen rinde ud til dansk sejr.

Kampens MVP blev Frederik Myrup.

Please follow and like us:
0