Dayton Winn den store oplevelse i Towers sejr

Den amerikanske runningback, der kom til Towers i slutningen af maj, var fuldstændig ustoppelig i kampen mod Razorbacks. Udover et par touchdowns havde han talrige løb med mange missede tacklinger til følge.

FOTO: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Når der ankommer amerikanske spillere til National Ligaen, er det altid med store forventninger. Ofte har de haft produktive år i college og af og til også lidt spilletid i NFL. Det er dog ikke altid, de ender med at blive den store oplevelse. Det kan man ikke sige om Dayton Winn, der søndag var banens mest dominerende spiller i sejren på 33-7 over Triangle Razorbacks.

Hans gode dag startede allerede på første drive, hvor han indledte med et løb på 20 yards. Det fulgte han op med flere flotte løb, og han endte med næsten at hente alle yardsene på drivet, der endte med et 13-yard touchdown-løb fra amerikaneren.

Towers tromler videre

Razorbacks kom også fint i gang på angrebet. Ligesom med Towers, satte Razorbacks liden til deres runningback, Geoffrey Lewis. Den store runningback blev sat i scene i både løbe- og kastespillet, men drivet gik i stå omkring midterlinjen, og vejlegenserne var tvungede til at punte.

Herefter fulgte et par drives uden den påkrævede skarphed, inden Towers var på spil igen. Et godt punt fra Razorbacks gav Towers et udgangspunkt langt nede i egen zone. Men efter et par løb af Dayton Winn, der ikke blev til særlig meget, tog quarterback Patrick Hargett et skud i dybden, hvor han fandt receiver Aske Klixbüll for 30 yards.

Et par spil efter leverede Dayton Winn et helt vanvittigt løb, hvor han undveg halvdelen af Razorbacks’ forsvar inden han fumblede bolden. Heldigvis for ham, var det holdkammeraten Anton Witmeur, der samlede bolden op og løb den ti yards yderligere ned af banen. Pludselig var Towers i red zone. Med mindre bane at arbejde med tog quarterback Patrick Hargett sagen i egen hånd. Først med et par løb, der fik holdet indenfor ti yards af end zone, og til sidst fandt han Aske Klixbüll på en slant rute, der puttede syv point mere på Towers’ konto.

Razorbacks angreb i problemer

Nu var det vigtigt for Razorbacks at levere noget offensivt, hvis kampen ikke skulle glide ud af deres hænder. Desværre for dem, skete det, der bare ikke måtte ske. På seriens andet spil kastede Shazzon Mumphrey en kort bold til receiver Oliver Holmlund, der i kampen om ekstra yards smed bolden på jorden. En Towers-spiller kastede sig over den, og nu havde københavnerne bolden dybt i Razorbacks’ territorie.

Og det var Towers ikke sene til at udnytte. Efter et par penalties og flere undvegne tacklinger af Dayton Winn, tog Patrick Hargett et skud mod end zone, hvor Aske Klixbüll leverede et fantastisk catch langs sidelinjen. 21-0 til Towers ved pausen.

Dayton Winn lukker kampen

Razorbacks kom fint ud fra omklædningsrummet. De udnyttede Geoffrey Lewis’ kvaliteter, og de kom stille og roligt ned ad banen. Desværre fortsatte fejlene med at opstå, og endnu en fumble af Oliver Holmlund bremsede en ellers lovende start på tredje quarter.

Heldigvis for Razorbacks formåede Towers ikke at udnytte den turnover, og de blev selv nødt til at punte. Og mod Razorbacks kan det være risikabelt at sparke den ned til deres returner, Kavon Joyce. Allerede tidligere i kampen havde Joyce løbet den hele vejen, men det return blev kaldt tilbage på grund af en holding. Det var der ikke noget af denne gang, og Kavon Joyce kunne løbe i endzone efter 77 yards.

Dette kunne have været startskuddet til et comeback, men Dayton Winn ville det anderledes. Han tog hele holdet på sin ryg og fik samtlige yards på det efterfølgende drive. Han sluttede det af med et smukt løb på 36 yards, der endte med et touchdown.

Sidste quarter bar præg af, at kampen mere eller mindre var afgjort. Towers havde et sidste metodisk drive tilbage i sig, og det udnyttede de til at komme foran med 33-7 på et løb af quarterback Patrick Hargett tæt på mållinjen. Dermed kunne Towers glæde sig over en sikker sejr, mens Razorbacks havde en lang bustur hjem til Vejle.

  • FOTO: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo (https://www.facebook.com/1stdownphoto)

Scoringer

Første quarter

7-0: Dayton Winn, 13yd rush, PAT good

Andet quarter

14-0: Patrick Hargett til Aske Klixbüll, 8yd catch, PAT good

21-0: Patrick Hargett til Aske Klixbüll, 29yd catch, PAT good

Tredje quarter

21-7: Kavon Joyce, 77yd punt return, PAT good

27-7: Dayton Winn, 36yd rush, 2pt conversion miss

Fjerde quarter

33-7: Patrick Hargett, 7yd rush, 2pt conversion miss

Please follow and like us:
0