På hjemmebanen på Amager gjorde Demons kål på et af de hold, der kunne når at overhale dem i kampen om en plads i slutspillet, men Stallions måtte rejse hjem til Horsens med et nederlag på 23-13.

Forsvaret har været en vigtig del af Amager Demons succes i denne sæson, og det viste sig også i denne kamp mod oprykkerne fra Horsens Stallions. Selvom hjemmesejren kom i hus med en relativt beskeden margen på 10 point, var der ikke den store spænding i kampen, som Demons førte langt det meste af tiden med slutresultat 23-13.

Første quarter var rimelig ligeværdig, selvom Demons også havde et lille overtag i kampens første periode som i resten af kampen – uden dog at få sat point på tavlen. Hjemmeholdet kom helt ned og snusede til Stallions goal line, men et kikset snap betød, at field goal-forsøget gik i vasken.

Set fra den positive side gav det dog Stallions et udgangspunkt langt nede på egen banehalvdel, og kampen om field position viste sig at spille en afgørende rolle i kampen på Amager.

Mens Demons angreb generelt klarede sig en smule bedre end Stallions ditto, så var der stor forskel på de to holds special teams. Hvor Demons i reglen fik fint udbytte af sine punts og ikke mindst dækket godt op for Stallions farlige returnere, så var gæsterne mindre heldige og fik ikke presset Demons til lange drives.

Her kom Demons stærke forsvar i spil, da Stallions som regel ikke havde held til at flytte bolden lange afstande. En enkelt gang lykkedes det Stallions at få sat et sammenhængende angreb sammen, der gav et touchdown til at runde tredje quarter af – gæsternes andet touchdown kom via et lidt tilfældigt catch and run.

Hjemmeholdet fik fremtvunget både et par fumbles og en interception, og det sammen med Stallions udfordringer i punt-disciplinen gjorde, at Demons havde store muligheder for at score. Stallions forsvar kæmpede dog bravt og fik også stoppet Demons flere gange.

Spændingen i kampen var som nævnt aldrig rigtig til stede, da Demons kom foran 16-0, inden Stallions svarede igen.

Med sejren har Demons sikret sig en plads i dette års slutspil og også en billet til Nationalligaen næste sæson – en vigtig fjer i hatten til holdet fra Amager.

I næste –og sidste – spilleuge af grundspillet tager Demons imod Herlev Rebels, mens Stallions agerer værter for AaB 89ers. Stallions får en opvarmningskamp, inden den direkte duel om nedrykning mod netop AaB 89ers.

Scoringer

1. quarter

– no score –

2. quarter

7-0 Demons rush TD – Lars Hyrsting Larsen – 5yd – xp good

10-0 28yd FG Demons

3. quarter

16-0 Demons rush td – Lars Hyrsting Larsen – 12 yd – xp no good

16-6 Stallions rush td – Thorbjørn Jørgensen – 1yd – xp no good

4. quarter

23-6 Demons rush td – Mads Hyrsting Larsen – 20yd – xp good

23-13 Stallions pass td Troels Andersen til Nico Lester – 58yd – xp good