Foto: Per Kronvold

Den forventede spænding i lørdagens 25. års jubilæumskamp i Aarhus udeblev da Tigers slog Gold Diggers, i hvad der blev tigernes første sejr over Søllerød-klubben nogensinde. I en kamp der var tippet til at være tæt og med Gold Diggers som favoritter med sidste weekends resultater in mente, var det Tigers der tog styringen fra start til slut mod afbuds-plagede Gold Diggers i 40-13 sejren til jubilarerne.

Det må have været svært for Aarhus Tigers at forestille sig en bedre dag at fejre klubbens festdag på. Højt solskin bød tilskuerne velkommen på klubbens anlæg til tailgate og kamp mod National Ligaens 2. plads, og spillerne gav dem noget at juble over tidligt i kampen, da RB Lasse Lykke løb bolden 28yds til scoring på Tigers’ første drive efter at WR Mathias Lilhauge havde sat angrebet i en god position med et 20yd catch på 3. down. Jesper Hansen taggede ekstrapointet på til 7 – 0. Søllerød så ud at have fundet vej tilbage, da CB Mikkel Lindsø stjal bolden ud af hænderne på Daniels Masifilo på Tigers 3. drive, men Gold Diggers formøblede 1. quarters bedste chance, da snappet 3 spil senere sejlede over hovedet på Morten Forsbøl, og Tigers formåede at tilkæmpe sig bolden nederst i bunken af spillere. Det blev dog ikke til flere scoringer i et quarter hvor begge forsvar viste tænder, og holdenes angreb havde lidt svært ved at finde gearene.

I starten af 2. quarter var det tigernes Nikolas Knudsen der forcerede en fumble, og efter et sack og 3 kast til Frederik Oldenburg, hvoraf det sidste, et 41yd catch-and-run på et lidt tilfældigt spil med en misset opdækning, bragte Tigers på 14 – 0. Det skulle vise sig at være det første af i alt 3 TDs for Frederik Oldenburg der havde en fantastisk dag.

Schweizerkniven Rysgaard

Marco Rysgaard var tilbage efter en skade og blev brugt på en række forskellige positioner. Efter at have linet op som både upback samt inside og outside receiver gav OC Morten Sehested ham muligheden på tailback i midten af 2. quarter. Rysgaard takkede for tilliden, først ved en screen til en ny første down og dernæst et løb for 44yds og en scoring. Han gjorde gennem hele kampen en god figur og vil i de kommende kampe blive spændende at følge i sin udvikling fra fuldtids runningback til holdets schweizerkniv.

Kort efter Rysgaards scoring blev ondt til værre for det sjællandske gæster da et kort punt blev muffet og Tigers genvandt bolden. To spil senere, og 50yds udefra bragte Karkov via Oldenburg Tigers på 27 – 0. Gold Diggers så modløse ud og med tre af holdets profiler ude, i form af Peter Ebdrup, Søren Bakbøl og Jonas Bo Hansen, var der intet der tydede på et større comeback. Joachim Hannesbo trak dog spændingen tilbage i kampen med et 29yd catch-and-run, inklusiv et par imponerende retningsskift det endelig fik Gold Diggers tilbage på tavlen. Ekstra pointet blev blokeret og holdene kunne gå til pause ved stillingen 27 – 6.

Karkov og Oldenburg fuldender ”hattrick”

2. halvleg blev en mindre scoringsrig affære, og kom hurtigt til at miste lidt af pusten da Gold Diggers aldrig rigtig så ud til at være i stand til at svare igen. Omvendt lignede Tigers, fuldt forståeligt, ikke et hold der var opsat på skulle risikere noget, men snarere ét der bare skulle køre sejren i hus, og med den sikre sig hjemmebane fordel i wildcard kampen. Karkov kastede dog en 43 yard bombe til Oldenburg der snød to forsvarsspillere og bragte tigerne på 34-6. Tigers tilføjede to FGs fra hhv. 40 og 21 yards ved Jesper Hansen, mens Joachim Hannesbo sled og slæbte sig, som han havde gjort hele kampen, ind over målstregen til en sidste Diggers’ scoring.

Tændingen gjorde forskellen

Det var to meget forskellige hold fra sidste uges kampe der stod mødtes, både på rosteren og på attituden. ”Vi stod overfor et hold der havde meget at bevise, og det vidste vi godt” forklarer en tydeligt skuffet Mikkel Lindsø efter kampen, der peger på en hård kamp mod Towers og en dårlig optakt i den forgangne uge, som årsagen til to så forskellige oplevelser. Han kan se frem til en kamp imod Razorbacks om to uger, og mener, at det denne gang bliver dem der har noget at skulle bevise. ”Som man kan se på resultaterne i National Ligaen ser det ud til, at alle kan slå alle, men indtil videre er det Razorbacks der har vist sig som de bedste, og det er dem der skal slås. Jeg synes vi viste gode takter mod Towers, og der var helt sikkert også en anden tænding på end der var i dag”. Han mener dog at attituden og tændingen nok skal være der når holdet tager i mod de første seedede Razorbacks. ”Der er ingen tvivl om, at i dag var et teamloss, det hviler på alles skuldre. Nu må vi bare have næsen fremad mod Razorbacks” udtaler Lindsø slutteligt. Co-cheftræner Troels Vestergaard erkender blankt at dagens præstation, særligt i 1. halvleg, ikke var god nok. ”Vi kan da i hvert fald bruge den til, at vi kan se at udbanekampe i Jylland er svære. Når man møder noget kvalitet, som vi gør i Aarhus Tigers, så kan vi ikke starte med at spille en 1. halvleg som vi gjorde, og slet ikke når vi så ikke følger op ved at komme bedre ud af det i 2. halvleg” siger han til Nationalligaen.dk. Han er klar over, at holdet skal hjem og gøre det bedre på træningsbanen hvis de skal være klar til Razorbacks. Et i forvejen amputeret Gold Diggers hold fik det heller ikke nemmere i løbet af kampen med en række skader, men endnu uden et overblik over dagens kamp, havde Vestergaard ikke noget bud på om det kunne for konsekvenser resten af sæsonen.

Glad Thomas Pedersen

Jeg er stolt! Jeg er helt ekstremt stolt af mine drenge, som fik et wake-up call sidste uge og jeg synes de har responderet helt exceptionelt hele ugen igennem. Jeg synes det vi gjorde i dag, var det Tigers hold vi havde forventet, og jeg synes jeg så nogle ting i dag, som jeg har savnet hele sæsonen” fortæller en tydeligt glad og lettet Tigers cheftræner, Thomas Pedersen. ”Intensiteten var høj, måske også til tider lidt for høj, da vi får mange 15’ere (personlige straffe, red.) og de mentale fejl har vi også stadig et par stykker af, men overall er jeg stolt. Det er fedt på sådan en dag at give sådan en oplevelse til dem der har grundlagt klubben i sin tid”. Han forklarede at han og trænerstaben har en høj respekt for Gold Diggers trænerstab, og uanset scoren ved halvleg gjorde han det klart for sine spillere at intet var sikkert. ”Vi kan godt have haft en tendens til at sige, at vi er foran med så og så meget, så nu slapper vi af her, det måtte ikke ske i dag”. Med Razorbacks sejr over de forsvarene mestre fra Copenhagen Towers søndag, er Tigers stadig med i kampen om 3. pladsen, så fremt de kan slå Towers med mere end 17 point, men lige nu er Thomas Pedersen glad for at have sikret hjemmebane fordel i wildcard kampen, og forklarede at han og holdet må tage den der fra. En storsmilende Frederik Oldenburg der blev en af kampens helt store profiler var også svært tilfreds med hans egen og holdets præstation efter sejren. ”Vi var jo ramt efter sidste kamp, og den energi vi har haft til træning har båret tydeligt præg af, at vi gerne ville bevise at vi var bedre end vi viste dengang og det synes jeg også vi får gjort i dag” forklarer han kort.

Begge hold kan dog forsat være med til at afgøre deres egen skæbne om to uger, når de hhv. tager imod Razorbacks på hjemmebane, og besøger Towers i Gentofte. En sejr til Gold Diggers vil sikre dem 2. seeded, og mens de med et nederlag skal sætte deres lid til Tigers mod Towers for at beholde den placering. Tigers har sikret sig hjemmebanefordel i wildcard kampen og spørgsmålet kan derfor kun blive om hvorvidt holdet spiller den kamp som 3. eller 4. seed. En sejr over Towers på mere end 17 point vil give dem 3. seed over Towers, mens et nederlag vil betyde at de efter alt at bedømme skal møde Amager Demons på hjemmebane i slutspillet.

Var der nogle der bad om spænding i National Ligaen?

Scoringer

1. quarter
7 – 0                                   Lasse Lykke, 28yd rush (PAT good)

2. quarter
14 – 0                                 Jakob Karkov til Frederik Oldenburg, 41yd catch (PAT good)
21 – 0                                 Marco Rysgaard, 44yd rush (PAT good)
27 – 0                                 Jakob Karkov til Frederik Oldenburg, 50yd catch (PAT no good)
27 – 6                                 Morten Forsbøl til Joachim Hannesbo, 29yd catch (PAT blocked)

3. quarter
34 – 6                                 Jakob Karkov til Frederik Oldenburg, 43yd catch (PAT good)
37 – 6                                 Jesper Hansen, 40yd FG

4. quarter
37 – 13          Morten Forsbøl til Joachim Hannesbo, 30yd catch (PAT good)
40 – 13          Jesper Hansen, 21yd FG