Dramatisk rivalopgør endte med snæver hjemmebanesejr

På en solrig søndag på Rundforbi stadion blev sæsonen, som forventet, skudt i gang for Søllerød Gold Diggers og Copenhagen Towers på dramatisk vis. En skadesplaget fysisk kamp, hvor hjemmeholdet, trods at være bagud til half-time endte med sejr.

Der var lagt op til et brag af en kamp, da Søllerød Gold Diggers tog mod Copenhagen Towers i sæsonens første kamp. En kamp som startede meget forsigtigt med to hold der skulle se hinanden an.

I kampens indledende fase var begge defensiver stærke, hvilket gjorde det svært at løbe bolden. Dog var der ingen tvivl om, hvor vigtig kampen var for begge hold. Towers anvendte allerede tidligt i kampen deres back-up quarterback som running back, hvilket også understregede netop dette.

Det var også Towers, der kom bedst fra start med en scoring og en vellykket 2 point conversion. 1. halvdel af kampen skule vise sig at blive en svingende affære for Gold Diggers, men deres nyankomne import running back, Robert ’Bobby’ Burton III fik dog scoret inden half time og gjorde kampen jævnbyrdig igen.

En ny faktor i Gold Diggers’ offense

Presset var stort på den nye unge import running back, Robert Burton III, som inden kampen var spået til at kunne blive en af National Ligaens skarpeste running backs de kommende år. ’Bobby’, som den accelerationsrige nye running back bliver kaldt, startede dog også med en completion på Gold Diggers’ første play i kampen. Derefter blev det dog en lidt svær kamp for ’Bobby’, da begge hold stod stærkt defensivt, hvilket gjorde livet svært for begge holds running backs. Dog fik han scoret i slutningen af 2. quarter og bragte en smule balance i regnskabet med en reducering til 6-8 til Copenhagen Towers. Men debutanten var slet ikke færdig med at vise sine talenter frem.

Hele fire touchdowns og flere kæmpe spil, hvor han vandt 30-40 yards, blev det til.  Head coach fra Gold Diggers Troels Vestergaard var imponeret af deres nye spiller og udtalte til Nationalligaen.dk: ”Ingen tvivl om, at han er en rigtig god spiller og spiller en fantastisk kamp i dag, men også stor ros til den offensive linje, som står stærkt gennem hele kampen og formår at levere”. Også fra modstanderne var der ros at hente: ”Robert Burton III var en stor og afgørende faktor i dag, hvilket siger sig selv, da han scorede 24 af Gold Diggers’ point”.

En dramatisk afslutning

En knap så dramatisk first half, skulle dog blive langt mere dramatisk i takt med at minutterne skred frem. Copenhagen Towers måtte i første halvdel af kampen se tre af deres offensive startere forlade banen og se deres kaptajn Kristoffer Green blive ejected, trods en super start på kampen. Dette skulle vise sig at blive et stort mentalt og spillemæssigt tab for Towers.

Gold Diggers skruede stille op for tempoet og fremviste deres kvaliteter, hvilket bragte dem på en 18-8 føring inden 4. quarter. I kampens sidste quarter kom Gold Diggers igen bedst fra land og Robert Burton III gjorde det til 24-8 til hjemmeholdet. Lasse Tor Hansen, Patrick Hargett og Victor Staun gjorde dog alt hvad de kunne, for at holde liv i håbet. Især de to receivers, Lasse Tor Hansen og Victor Staun, sluttede af med at spille en fantomkamp i spillets afsluttende fase, hvor det blev til flere vanvittige catches og også to touchdowns, der ændrede stillingen til 30-26, og bragte spændingen tilbage i kampen de sidste par minutter.

Towers jagtede miraklet, som der tidligere er set sket på Rundforbi stadion, men tættere på kom Towers dog aldrig, og de måtte se sig slået, i sæsonens første kamp, af ærkerivalerne Søllerød Gold Diggers. Troels Vestergaard var både glad og lettet efter kampen. ”Jeg synes, kampen den gik bedre end jeg havde håbet. Vores plan var at holde dem inden for en rækkevidde af to scorer i første halvleg og det formår vi. I anden halvleg kan Towers ikke rigtig få løbet bolden på grund af deres skader og bliver tvunget til at spille meget bagud, hvilket bliver til vores fordel,” fortalte han til Nationalligaen.dk.

Den sidste kommentar var i forbindelse med resten af sæsonen. ”Jeg ser os ikke som favoritter til at vinde Mermaid Bowl, men vi er et top 4-hold, det er helt sikkert. Vi har en lang sæson foran os, som startede godt ud i dag”, udtaler Troels Vestergaard.

Head coach for Copenhagen Towers, Peter Herbild, var naturligvis skuffet efter kampen og siger til Nationalligaen.dk: ”Det blev en svær kamp. Vi får mange skader, som også ender med at give os et nederlag i dag. Vi mister tre offensive startere, og når vi gerne vil spille med to running backs og så får skader på denne position, så vi er nødsaget til at bruge en quarterback som running back, så er det klart det er svært. Men når det er sagt, mener jeg, vi spiller en ok kamp i dag og nu har vi i hvert fald masser at spille for i returopgøret på vores hjemmebane”.

Peter Herbild er dog træt af den store betydning kampen fik i forhold til skader. ”Kampen i dag er resultatmæssigt egentlig nærmest ubetydelig. Vi bekymrer os kun om de mange skader vi har fået, som gør det svært at udvikle holdet, som er en yderst vigtig del for os”.

Copenhagen Towers møder Søllerød Gold Diggers på hjemmebane den 25. august.

Næste kamp for de to mandskaber er begge mod Herlev Rebels henholdsvis d. 15. april for Towers’ vedkommende og 30. april for Gold Diggers’.

Foto: Michael Quist 

Scoringer:
1. quarter
0-6 Kasper Skyum til Civoter Staun Jensen, catch,

0-8 Aske Troen, 2pt conversion

2. quarter
6-8 Robert Burton III, 2yd run, PAT blocked
3. quarter
12-8 Morten Forsbøl til Robert Burton III, catch, PAT blocked

18-8 Punt block til Andreas ‘AP’ Pedersen, PAT blocked

4. quarter
24-8 Robert Burton III, 2yd run, PAT blocked

24-14 Kasper Skyum til Lasse Tor Hansen, PAT blocked

30-14  Robert Burton III, 55yd run, PAT blocked

30-20 Patrick Hargett til Victor Staun, catch, PAT blocked

30-26 Kasper Skyum til Victor Staun, 1yd catch, PAT blocked

  • Søllerød Golddiggers quarterback #12 Morten Forsbøl. Fotograf Michael Quist

Please follow and like us:
0
1 svar

Trackbacks & Pingbacks

  1. […] vores review fra d. 9. april skriver skribent på Nationalligaen.dk, Mikkel Overgaard Pedersen, at Victor Staun og medspiller […]

Kommentarer er lukkede.