Da kæresten rykkede til Finland valgte Herlevs Thomas Wolff Clausen at rykke med. Det næste år skal han spille for Helsinki Wolverines.

Den danske quarterback, Thomas Wolff Clausen havde egentlig regnet med at spille videre for Herlev Rebels, men da hans kæreste fik tilbudt et job i Helsinki, besluttede han sig for at flytte med til den finske hovedstad og fortsætte football-karrieren hos Helsinki Wolverines. I den kommende sæson skal de spille i den næstbedste række.

At det blev Helsinki Wolverines og ikke en af de to andre hovedstadsklubber, var lidt en tilfældighed.

”Da jeg kom herop i oktober, kunne jeg ikke se, at de andre hold trænede på det tidspunkt, så valgte at prøve at tage til en træning der, og at jeg synes træningen var god og at det var nogle flinke holdkammerater,” fortæller Thomas Wolff Clausen til nationalligaen.dk.

Og det er en klub med stolte traditioner i finsk-amerikansk fodbold, som i den kommende sæson får glæde af danskeren. Helsinki Wolverines vandt det finske mesterskab i 2011, og spillede i årene efter også med i de europæiske turneringer. I 2014 rykkede holdet ud af den bedste række, men det er nu på vej op igen.

Niveauet er højt
Thomas Wolff Clausen har erfaring fra både National Ligaen og fra landsholdet. Og selv om der kun er tale om en klub i den næstbedste række, kan Thomas Wolff Clausen godt fornemme, at han er kommet til et land, hvor sporten er noget mere etableret end i Danmark.

”Generelt er niveauet rigtig højt i Finland. Jeg vil vurdere, at sporten er ret stor heroppe. Det kan man for eksempel se ved, at de har live tv-dækning i deres bedste række, og samtidig er der rigtig mange klubber, der har råd til at hente import spillere til deres klub,” fortæller han.

Helsinki Wolverines har fire amerikanere i truppen. Og særligt en af de imports har også en ret konkret betydning for den 26-årige danskers udsigt til spilletid.

Wolverines amerikanske quarterback (og holdets head coach), Robert Johnson er nemlig en af dem, der står foran Wolff Clausen i køen til spilletid. Og skulle Johnson gå i stykker, så har Wolverines også to stærke finske quarterbacks i truppen. Den ene blev valgt til årets hold i sidste sæson og den anden er starter på det finske U19-landshold. Konkurrencen er hård.

Målet er oprykning
Der er fem hold i den finske 1. division, og finalen om oprykning til Vaahteraliiga, der betyder Ahorn Ligaen, hedder Spaghetti Bowl. Og at vinde den kamp er Wolverines mål for sæsonen.

”Klubbens klare målsætning er at rykke op til den bedste række. Sidste år tabte holdet den afgørende kamp om oprykningen,” fortæller Thomas Wolff Clausen til nationalligaen.dk.

Og i den sammenhæng er det nok ikke helt uvæsentligt, at Wolverines blandt andet er blevet styrket af et dusin spillere fra sidste sæsons bundhold i den bedste række, Vantaa TAFT, der er gået lidt i opløsning.

Opholdet i Helsinki bliver formentlig ikke Thomas Wolff Clausens sidste erfaring med football, men skal bruges på at bygge videre på det han allerede kan.

”Målet er at udvikle mig rigtig meget som spiller, hvilket jeg føler, jeg allerede har gjort. Vi har nogle rigtig gode træninger i en indendørs hal med turf, med omkring 40 til hver træning. Så det er nogle rigtig gode træninger, med nogle dygtige trænere,” slutter han.

Helsinki Wolverines spiller første kamp i sæsonen søndag den 4. juni, hvor de på hjemmebane møder Kuopio Steelers