Herlev Rebels møder gamle venner på søndag

Herlev Rebels står overfor noget af en udfordring, når de søndag spiller første hjemmekamp mod storfavoritterne fra Søllerød Gold Diggers.

Gør jer klar til at se point!

Det skal være en person med stærke fingre der skal styre måltavlen i Herlev søndag eftermiddag. I Herlevs og Søllerøds tre kampe, er der kombineret blevet scoret 167 point; over 55 point per kamp.
Desværre for Herlev er en rigtig stor del pointene blevet scoret mod dem, og mod Søllerød er udsigten ikke anderledes. Gold Diggers har med indkøbet af amerikanske Robert Burton skabt noget af en hovedpine, for defensive coordinatorer i NL. Bagved ligaens formentlig største linje, ligner den adrætte amerikaner et godt bud på en mulig MVP-nominering.

Gamle kendinge tørner sammen

Herlev har de seneste år været et af de hold der har mistet flest spillere til det nordsjællandske. Men ifølge Mark Peters fra Herlev Rebels, er det ikke noget der skal ødelægge oplevelsen på de bordeauxfarvedes sidelinje.

”Som hold er det primære mål for kampen, at begrænse de mentale fejl, og så ellers at holde gang i festen på sidelinjen,” fortæller han til Nationalligaen.dk, og fortsætter ”vi elsker at spille mod Diggers, både fordi de er et dygtigt hold, hvor man bliver straffet hvis man ikke holder fokus, men især også fordi, vi har mange gamle holdkammerater, der er taget til Søllerød.”

Offensiv forandring

På begge hold er der sket forandringer i offensiven. Hos Herlev har Head Coach, Ronnie Kjær genindført nogle koncepter, som han med stor succes har brugt på U19-niveau. Rebels var i mange år tilhængere af det offensive system kaldet Wing-T, der bygger på at skabe forvirring for forsvaret samt at skabe gode blokeringsmuligheder. Som hovedregel involverer det tre RBs og stort fokus på løbespillet og playaction. Det ligner, at disse koncepter endnu en gang har fundet vej til rebellernes playbook.

I Søllerød er angrebet også gennemgået et par ændringer. FB/TE #7 Stephan Nickelsen er for alvor blevet implementeret i angrebet, og med hans alsidighed som både blocker og receiver, er han blevet nøglen til guldgravernes angreb. Det opmærksomme øje vil opdage, at det ikke længere er det klassiske zone-read spil som er guldgravernes favorit, men at det i stedet er overgået til nogle koncepter der tilgodeser den store offensive linje.

Personlige mål

Hos Herlev er man godt klar over, at kampen bliver svær, og målet er som sådan heller ikke en sejr.

”Til kampen mod Diggers, ligger fokus på os selv. Vi har en lille trup, og er derfor mange der spiller ude af position, eller som er helt nye i spillet,” vurderer Mark Peters. ”Vi har en masse forskellige personlige mål, på vores gamle venner, om det så er at intercepte Morten [Forsbøl, Red.], slå Gildsigs pass protection eller holde August [Hyldrup, Red.] væk fra vores QB. Så det er bestemt en kamp vi ser frem til at spille.”

Efter min mening, skal du lade være med at tage til Herlev, hvis du satser på en tæt kamp. Du skal tage til Herlev for at se de individuelle match-ups, nogle spændende tiltag på begge angreb, en fest på sidelinjen og en masse scoringer.

Kampen sparkes i gang: Søndag d. 30/4 Kl. 14.00. Kampen bliver spillet på Kildegårdsskolen i Herlev.

Tidligere opgør:

2016 – 24. april: Herlev Rebels – Søllerød Gold Diggers       12 – 41
2015 – 31. maj: Søllerød Gold Diggers – Herlev Rebels        37 – 20
2015 – 2. maj: Herlev Rebels – Søllerød Gold Diggers           16 – 30

Please follow and like us:
0