Foto: Mikkel Bo Rasmussen – 1st Down Photo

Det er to af dansk footballs giganter gennem tiderne, der mødes, når Triangle Razorbacks og Aarhus Tigers søndag tørner sammen på Bøgeskovgård Idrætsanlæg i Viby. Nationalligaen.dk tager i dag et kig på holdenes chancer frem mod morgendagens kamp.

Razorbacks tog stikket i første kamp i en tæt 28-20-sejr på hjemmebane og med hjælp af en række forstærkninger fra både USA og Frankrig siden de to holds første møde, spås de til at være favoritter, når de to hold mødes igen, og Tigers’ cheftræner, Thomas Pedersen, er klar over, at udeholdet bliver en stor mundfuld. ”De har jo fået et hav af imports til klubben, så vi forbereder os på en svær kamp. Vi spillede en tæt kamp sidst, og det tror jeg vi kan få igen, og mon ikke scoringerne kommer noget tidligere i denne kamp”. Razorbacks’ Thomas Linnemann tror også, at tilskuerne kan forvente et tæt opgør. ”Vi går til kampen som alle andre kampe. Det er altid hårde kampe mod Århus, og man skal ikke have en dårlig dag, så får man et L”.

Sidst de to hold mødtes, sprang Mathias Kragh op som en trold af en æske og rushede for over 200 yards, og gav i den grad Razorbacks en kontrollerende rolle i kampen, og Thomas Pedersen er ikke i tvivl om, at de har brug for at få styr på Kragh i denne kamp for at være med. ”Vi har selvfølgelig ikke lyst til at få Kragh til at ligne en superstjerne igen, og der er en flok linebackers, der bare venter på at få chancen mod ham igen”.

Tigers havde omvendt sværere ved kontinuerligt at flytte bolden på et stærkt Razorbacks-forsvar. Linnemann føler da heller ikke, at hans forsvar er tvunget til at justere til Tigers’ angreb for at holde sig i kampen, og sætter sin lidt til defensive coordinator Jeppe Okholms plan for forsvaret. Det bliver dog formentligt her, at kampen på søndag skal afgøres: Hvor meget, og hvor ofte kan Karkov og kompagni formå at flytte bolden på det rød-sorte forsvar. Hjemmeholdets angreb har udviklet sig hen over sæsonen og Karkov, der fører ligaen i yards og touchdowns, virker til at føle sig mere komfortabel i Aarhus-angrebet. Det er dog fortsat de eksplosive spil, der ser ud til at skabe mest for tigerne. Selvom det ser ud som om, at Aarhus bliver nødt til at tage nogle chancer ned ad banen, forklarer Thomas Pedersen, at det ikke nødvendigvis vil komme til at gennemsyre gameplanen. ”Det er jo noget, vi vurderer, som kampen skrider frem. Vi føler os ikke nødsaget til noget lige nu, og vi har jo forskellige spillere, vi kan sætte op med forskellige spil. Hvad vi bruger mest, er jo også et produkt af, hvordan kampen udvikler sig” forklarer han, men erkender også, at mulighederne er der: ”Ingen tvivl om, at med Karkovs arm har vi da igen god mulighed for at lave nogle dybe skud”.

Under alle omstændigheder er der lagt i ovnen til et brag af en kamp, når der søndag er kick-off kl. 14.00 på Bøgeskovgård Idrætsanlæg i Viby.

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/512101085622929/

Kampen vil blive live-tweetet på @JonMeineche

Seneste indbyrdes opgør

24.4.2015 – Aarhus Tigers @ Triangle Razorbacks – 20-29

28.9.2014 – Aarhus Tigers @ Triangle Razorbacks – 37-29

29.6.2014 – Aarhus Tigers @ Triangle Razorbacks – 7-42

20.8.2013 – Aarhus Tigers @ Triangle Razorbacks – 19-37

22.6.2013 – Triangle Razorbacks @ Aarhus Tigers – 17-12