Gold Diggers marcherer mod slutspillet

Foto: 1st Down Photo

Vicemestrene fra Søllerød Gold Diggers havde ikke de store problemer i udekampen mod Amager Demons, som de vandt sikkert med 44-13. Særligt Marcus Bennett imponerede for gæsterne med tre touchdowns undervejs.

Hjemmeholdet fra Amager Demons skulle forsøge at skabe en ny overraskelse og samtidig spille sig tættere på slutspillet. Demons startede med bolden, og de startede også med at flytte bolden fornuftigt indtil quarterback Mads Edvardsen kastede bolden i hænderne på en Gold Diggers-spiller.

Nu skulle Gold Diggers blot flytte bolden cirka 30 yards, men deres angreb havde en smule startvanskeligheder, og de måtte tage til takke med et field goal og en 3-0-føring.

Demons’ Mads Edvardsen fik en rædselsfuld start på kampen, og kastede sin anden interception på holdets første spil fra scrimmage efter scoringen. Denne gang var det Emil Tofte, der viste flot koncentration, da han greb bolden henover hovedet på Frederik Normann.

Efter den interception slap Demons ikke lige så godt fra det som første gang. Først løb Frederik Neggebauer Knudsen bolden i endzone, men scoringen blev annulleret pga. en offensiv holding. I stedet blev Marcus Bennett kort efter noteret for scoringen på et kast fra Morten Forsbøl. 10-0 var stillingen, og det var bestemt ikke den start, Demons havde drømt om.

Det var på næste Demons-angreb ved at gå yderligere galt. Var det ikke for en dyr penalty på Gold Diggers, havde Demons haft en anden down bag egen 5 yard-linje.

Senere var det tæt på endnu en Gold Diggers-scoring i starten af andet quarter, men Morten Forsbøl lavede en sjælden fejl, da han kastede en interception til Richard Alexander Hie.

Lars Hyrsting får banket Demons’ angreb i gang med et godt løb, men lige da det så ud til at lysne for Demons, fremtvang Gold Diggers en fumble fra Mads Edvardsen. Den udnyttede gæsterne til at bringe sig yderligere foran ved Thomas Johansens korte touchdown-løb.

Micki Nielsen stod for et glimrende kickoff-return for Demons, og det fine return banede vejen for deres første scoring i kampen, da Mads Edvardsen fandt Mads Hyrsting i endzone på et flot, præcist kast.

Gold Diggers svarede hurtigt igen med et field goal af Phillip Friis Andersen.

Phillip Friis Andersen stod også for anden halvlegs første scoring med endnu et langt field goal.

Da vejret og spillet på banen ellers ikke var fremragende, dukkede Lars Hyrsting op med et imponerende løb til touchdown på 46 yards.

Gold Diggers var imidlertid ikke klar til at give deres ”shine” væk. Marcus Bennett returnede det efterfølgende kickoff 90 yards til touchdown, og afstanden på scoretavlen var igen komfortabel set med Gold Diggers-øjne.

Kampen endte som forventet med en sikker sejr til Søllerød Gold Diggers, der fortsætter deres flotte spil. Demons havde naturligvis håbet på at hente en sejr, men det er på ingen måde en skandale for dem at tabe til et top 3-hold. De ligger fortsat lunt i tabellen, inden nogle vigtige kampe venter for dem de kommende uger.

Please follow and like us:
0