Søndag d. 29/7 kl. 16.00 finsk tid, åbner Danmark EM i en kamp mod Østrig. Østrigerne må betragtes som favoritter, ikke blot til denne kamp, men i det hele taget til turneringen.

Derfor kommer det danske landshold på en stor opgave, allerede i første kamp.

En stor faktor for Danmark er gruppeinddelingen, hvor danskerne som 5. seedet i turneringen er i gruppe med 4. seedede Sverige og første seedede Østrig. Det er dermed en gruppe, hvor de danske coaches kender modstanderne godt. Ved sidste EM i 2014 var Danmark i gruppe med Østrig og spillede placeringskamp mod Sverige. Derfor er to af de sidste 4 landskampe for Danmark mod netop de to gruppemodstandere ved dette EM.

Derudover har Danmark, repræsenteret af Copenhagen Towers, i år mødt tophold fra både Sverige og Østrig, igennem deres NEFL-turnering mod Carlstad Crusaders og Super Final mod Swarco Raiders. Særligt sidstnævnte kamp vil sandsynligvis få betydning, da store dele af det østrigske landshold kommer fra netop Raiders.

Hvordan ser det ud i den østrigske lejr?

Head Coach Shuan Fatah står i spidsen for den østrigske landshold, som han ligeledes gør i sin normale klub, netop Swarco Raiders. På landsholdet løfter han også opgaven som defensiv koordinator, mens han også har fundet sin offensive koordinator hos Swarco Raiders. Swarco Raiders står ligeledes også for 16 ud af de 45 spillere, og derfor kan det forventes at se football der i høj grad er inspireret af tyrolerne.

Det betyder et 3-4 forsvar der primært vil spille quarters coverage. Med måden Danmark spiller offense på, vil dette dermed sætte de østrigske safeties under pres, da de bliver nødt til både at hjælpe i boksen mod løbet, men også bliver nødt til at hjælpe i den dybe opdækning. Hjælper de for meget i løbespillet, bør vi forvente gode en mod en match-ups mellem WRs Aske Troen og Frederik Oldenburg mod de østrigske cornerbacks.

Bliver de østrigske safeties dybt, bliver spørgsmålet om hvorvidt den danske offensive linje kan matche den østrigske 3-4 front. For det første er det ikke et forsvar man ser meget i Danmark, så derfor har Offensiv Coordinator, Peter Herbild, en stor opgave før kampen i at gøre sine tropper klar til de udfordringer netop dette forsvar kan skabe. Her er det særligt den østrigske linebacker kæde der kan volde problemer. De spiller aggressivt og læser spillet lynhurtigt. Skal Danmark have succes mod dem, skal de offensive linjemænd få styr på de tre defensive linjemænd hurtigt, således at de kan komme videre til blokeringer på linebackerne.

Offensivt kan man lige nu ikke sige Østrig, uden også at sige Platzgummer. De to brødre Adrian og Sandro Platzgummer er eksplosiver atleter, der står listet som hhv. WR og RB på den østrigske roster.

Adrian er en tæt på komplet WR. Han kan lave store spil ned ad banen og til trods for sin plads som WR, forstår han at blokere i løbespillet og for de afgørende bubble screens.

Sandro er en vanvittig god atlet, der udover at tage snaps fra backfielden forventes at stå som inside WR, og få jet sweeps og bubble screens”, udtaler Defensiv Coordinator Victor Andersen.

Ligeledes er Tobias Bonatti at finde i backfielden for Østrig. Den unge RB er et stort talent, der har erfaring på den store scene.

Med den lange liste af atleter på den østrigske offensiv, bliver Victor Andersens vigtigste opgave at få sit forsvar til at spille 11 mand til fløjten. Hvis ikke det danske forsvar flyver til boldholderen, vil det ikke undre, hvis en af de østrigske atleter bryder en takling eller to og sætter turbo på mod endzonen.

Danmark skal på en hård opgave

Heldigvis for Danmark består forsvaret af en god blanding af atletisme og football IQ. Den defensive backfield bliver styret benhårdt af den utroligt erfarne Magnus Bitsch, der må være den dansker der har været flest minutter på banen i den rød/hvide uniform. Det bliver vigtigt i en kamp hvor selv små fejltagelser kan blive straffet med et touchdown. I den modsatte ende af erfaringsspektret står Marco Ilic overfor sin A-landsholdsdebut. Det ser man dog ikke på hans spil, der både i den netop overståede camp, samt i National Ligaen har lukket ned for samtlige #1 receivers i Danmark. Den type spil er nødvendige, hvis danskerne skal kunne fokusere sine kræfter på at lukke det østrigske løbeangreb ned.

Den defensive linje er bomstærk. Her skal DT Kristoffer Brun Hansen forankre den solide midte, og vil sandsynligvis blive sat til at æde et dobbelt team på de fleste spil, således at hans holdkammerater kan lave store spil. En af de holdkammerater kunne sagtens være August Hyldrup, der gennem de seneste par år har udviklet sig til at være en af Danmarks suverænt bedste defensive ends.

Den offensive linje ser stærk ud. De seneste to gange landsholdet har været samlet, 2014 og 2016, har den offensive linje set noget svagere ud end i år. Derfor bliver der sat stor lid til at denne enhed. Der er blevet plads til rutinerede kræfter, som Peter Malmos, der sidst han spillede i rødt/hvidt var på den anden side af bolden, samt Jens Møller der, hvis det ikke er Magnus Bitsch, har spillet flest minutter for landsholdet. Den erfaring er uundværlig for en gruppe der skal toppræstere. I gruppen er der også unge profiler som Mikkel Hansen og Martin Vammen der har været med på de to mest succesfulde U19 landshold Danmark har haft.

I WR-gruppen ser jeg personligt frem til at se Thomas Ashworth. Som WR-coach på U19 landsholdet har jeg set hans udvikling gennem de seneste 4 år på første række. På A-landsholdscampen i år var han skarp. De var ikke mange forkerte cuts, tabte bolde eller missede blocks fra den unge WR, der fyldte 19 på campen. Han har en god forståelse for spillet, og evner at forsvinde ind i hullerne på forsvaret. I en kamp mod Østrig kan netop denne evne vise sig at være vigtig, når kæderne skal flyttes.

QB situationen

Østrig tager til EM med to quarterbacks, Alexander Thury og Ruben Seeber. Thury der til dagligt spiller i den bedste tyske række, GFL, virker som en klar starter. Dog har han i foråret døjet med en skulderskade, og det bliver spændende at se, hvordan denne mærker han i løbet af en relativt intens turnering med 3 kampe på 7 dage. Men deres valg af kun at medbringe 2 QBs må tyde på at de tror han er fit for fight. Særligt når den anden QB er kun 19-årige Ruben Seeber. Seeber har til dagligt sin gang i Swarco Raiders, men i en klub der i år havde to imports på QB pladsen, er det ikke blevet til meget top fodbold for den unge Seeber. Jeg forventer en stærkt spillende Thury, men med alt i mente, forventes det at Østrig kommer ud og vil løbe bolden.

Det danske offense bliver formodentligt anført af Jakob Karkov. Ved sidste EM blev Jakob skåret fra som den sidste QB, og kom i stedet med som WR på baggrund af hans atletiske evner. Faktisk var Karkov den eneste dansker der fandt endzone mod Østrig i 2014. Fire år senere besidder Karkov stadig sine atletiske evner, men har som spilfordeler udviklet sig enormt. Det bliver derfor enormt spændende at se hvordan han klarer opgaven i Peter Herbilds offense, der netop er bygget om at quarterbacken skal være spilfordeler, og lade banens øvrige 10 atleter være netop det.

Hvad kan vi forvente?

Sidst Danmark og Østrig spillede var ligeledes i deres åbningskamp til EM i Østrig i 2014. Kampen endte 49 – 7 i østrigsk favør. Der er dog mange grunde til at man kan forvente en anderledes tæt kamp, og kun nogle af disse har med hvad der foregår på banen at gøre. I 2014 blev kampen spillet foran 15.000 primært østrigske tilskuere, hvor hjemmebanefordelen denne gang er fjernet. Og det kommer fra en som den gang stod med på sidelinjen i kampen i 2014. Hjemmebanefordelen i sådan en kamp betyder meget. Først og fremmest blev vi en smule chokeret af den scene vi pludselig skulle til kamp i. Det gør landsholdet ikke igen, da holdet denne gang består af mere internationalt erfarne spillere end for fire år siden. Dernæst kunne vi ikke kommunikere ordentligt på banen, da de 15.000 østrigske fans fik skabt en enorm mængde larm. Denne faktor er også væk nu, dels fordi jeg ikke forventer ligeså mange østrigske fans, dels fordi ISS stadion i Vantaa ikke holder ligeså godt på larmen.

Østrig har ikke spillet en landskamp siden 2014, og det bliver derfor spændende at se hvor lang tid der går af kampen, før de finder ind i en rytme.

I klassiske football termer er min vurdering at nøglen for det danske forsvar er at spille 11 mand til bolden og out-hustle de østrigske playmakers. For det danske angreb er nøglen at bruge kastet til at skabe plads i det aggressive østrigske forsvar til de danske RBs.

Kampen spilles kl. 16.00 (kl. 15:00 i Danmark) på ISS Stadium.

Update omkring streaming sker her: http://jenkkifutis2018.fi/en/home/