Foto: Per Kronvold

Triangle Razorbacks virker usårlige i denne sæson. Søndag slog de endnu en gang de forsvarende mestre fra Copenhagen Towers, og denne gang var det endnu mere overbevisende end første gang. Københavnerne kunne tage tilbage mod Sjælland med et 46-5-nederlag i bagagen.

Søndagens kamp havde stor betydning for begge hold. Udover håneretten ville en sejr kunne være med til at definere de to holds sæson. Til sæsonens første opgør var Towers favoritter, men favoritværdigheden lå denne gang hos holdet fra Vejle.

Der var en særlig gæst på midten af banen, da det var tid til cointoss. Tidligere storsælgende Aqua-medlem, René Dif, var inviteret forbi Vejle Atletik Stadion til topopgøret. Manden, der blandet meget andet er kendt for strofen ”Come on Barbie, let’s go party” var altså med til at sætte Razorbacks-festen i gang.

Towers’ startende quarterback, Kasper Skyum, var muligvis ikke kommet sig helt ovenpå sin skade, og det var i stedet backup, Marcus Bennett, der var foretrukket fra start.

Bennett og resten af Towers-angrebet startede egentlig fornuftigt, men da de nåede 50 yard-linjen, gik de i stå. Med et super punt gav Towers de sværest mulige betingelser for Razorbacks, som måtte starte deres angrebsserie fra egen 1 yard-linje.

Efter et noget risikabelt kast lykkedes det Razorbacks-quarterback Steven Wilken at føre sit hold ud af det mest kritiske område på banen. Scoringen skulle dog vente til Razorbacks’ næste angrebsserie. Her satte Wilken sit hold i gang ved at finde en helt fri Robert Bleiler til et 28 yard-catch.

To spil senere fandt Wilken og Bleiler igen hinanden. Det skete på et 35 yard-touchdown efter Bleiler snød Towers’ Nicolai Zacho, der kunne ærgre sig, mens Bleiler i stedet jublede over den tidlige føring.

Der skete ikke meget mere i første quarter. Towers startede andet quarter bedst. Bennett fandt Lau Mikkelsen, som kvitterede med et af dagens flotteste catches, og Towers bankede på til noget stort. Desværre for Towers gik det allerede galt for dem på næste spil. Presset på et option-spil kastede Bennett bolden bagud forbi BJ Lee, og Razorbacks overtog bolden på egen 40 yard-linje.

Razorbacks så ud til at have travlt med at lukke kampen hurtigst muligt. På første spil på deres angrebsserie kastede Wilken til Jacob Rothausen, som Towers første formåede at stoppe på egen 1 yard-linje. Herfra kunne Mathias Kragh kort efter score kampens og sit holds andet touchdown.

Der var ingen sløseri fra Razorbacks på noget tidspunkt i første halvleg, og det resulterede blandt andet i et blokeret punt. Med bolden på 42 yard-linjen skulle der ikke gå lang tid, før Razorbacks havde arbejdet sig ned mod endzone. Her var det igen Wilken og Bleiler, der var i fokus. Heldet var ikke med Towers, og Bleilers oppasser snublede, og Bleiler kunne uden problemer gribe bolden.

Kasper Skyum kom på banen mod slutningen af første halvleg, men heller ikke han var løsningen for Towers. I stedet scorede Razorbacks endnu en gang inden pausen. Det virker næsten unødvendigt at sige, at det var Wilken og Bleiler, der igen stod bag. Denne gang var det efter en angrebsserie ledt an af Mathias Kragh, og så afsluttede Bleiler det ved at gribe et kort kast fra Wilken. Stillingen ved pausen var 28-0.

Razorbacks’ backup-quarterback, Peter Linnemann, fik chancen fra anden halvlegs start, og også han skulle snart sætte point på kontoen. Efter en mindre succesfuld angrebsserie, så det ellers ud til, at Towers skulle have bolden, men i stedet formåede Razorbacks at ”recover” et af deres egne punts. Kort efter fandt Linnemann så Julien Senmartin, og Razorbacks kom foran 34-0.

Linnemann og Senmartin leverede også Razorbacks’ næste scoring til 40-0, inden Towers endelig kom på tavlen. Først var det med et field goal, og derefter med en safety, da et longsnap gik forbi Razorbacks’ punter. Mod slut lukkede Razorbacks med endnu et touchdown, da Skyum blev interceptet af Simon Knudsen, som scorede til slutresultatet 46-5.

Sejren betød, at Razorbacks sikrede sig førstepladsen i grundspillet, og for 11. sæson i træk er klar til semifinalerne. Det betød samtidig, at Towers nu skal kæmpe for andenpladsen, når de i deres sidste kamp møder Aarhus Tigers. Vinder de over Tigers vil de sikre sig andenpladsen, mens et nederlag eller en overraskende sejr til Gold Diggers vil betyde, at Towers må tage til takke med en tur i wildcard-runden.

Scoringer

1. quarter

7-0 – #5 Wilken to #3 Bleiler, 35 yard pass (PAT good)

2. quarter

14-0 #22 Kragh, 1 yard run (PAT good)

21-0 #5 Wilken to #3 Bleiler, 18 yard pass (PAT good)

28-0 #5 Wilken to #3 Bleiler, 3 yard pass (PAT good)

3. quarter

34-0 #7 Linnemann to #13 Senmartin 6 yard pass (PAT missed, wide left)

40-0 #7 Linnemann to #13 Senmartin, 29 yard pass (PAT missed, wide left)

4quarter

40-3 #89 Rasnis, 22 yard field goal

40-5  Safety, snap went through endzone

46-5 #27 Knudsen – 94 yard interception return for touchdown (PAT missed, block)