Foto: Mikkel Bo Rasmussen – 1st Down Photo

Hvis Amager Demons havde en lille drøm om at levere sensationen mod de forsvarende danske mestre, blev den hurtigt punkteret. Copenhagen Towers’ storsejr på 58-0 fik dog en noget bitter eftersmag, da to erfarne spillere blev smidt ud af kampen.

Der var mange tilskuere på sidelinjen i Gentofte, da kampen mellem Demons og Towers blev sparket i gang. Der skulle ikke gå lang tid, før tilskuerne på den ene af sidelinjerne kunne juble. Towers startede med at returnere. Efter et fornuftigt return og et løbespil uden succes, valgte Kasper Skyum at kaste dybt, hvor han med et millimeter præcist kast fandt Frederik Myrup til en 6-0-føring.

Strategien for Demons’ angreb var klar. Som altid var de meget fokuseret på deres løbespil. Desværre for Demons var Towers også fokuseret på Demons’ løbespil. Det blev en hård dag for Hyrsting-brødrene og Demons’ O-line.

Senere i første quarter fik Towers sat yderligere point på tavlen. Skyum kastede et kort kast til B.J. Lee, som fik bolden ned til kanten af Demons’ redzone. Herfra gik der ikke lang tid, før Skyum fandt Oliver Wenzel i den bagerste del af endzone.

Lige ved og næsten for dæmonerne

Nu blev Demons’ angreb vækket til live. De leverede en flot angrebsserie, som burde have ført til point. På trods af nogle dyre straffe mod Towers’ forsvar, formåede Demons ikke at udnytte det, og de sluttede angrebsserien med at få blokeret et kort field goal.

Ikke meget gik Demons’ vej søndag eftermiddag. Et punt af Towers ramte tilsyneladende en Demons-spiller, og da en Towers-spiller var hurtigst over bolden, lugtede det på ny af en scoring til hjemmeholdet. Scoringen kom kort efter. Efter godt arbejde af B.J. Lee og Anton Witmeur og et modigt kald på en halvlang fjerde down, kunne Witmeur til sidst løbe bolden ind til en 19-0-føring.

Det lignede, at det skulle holde til pausen, men sådan skulle det ikke gå. Demons’ returner formåede ikke at gribe bolden på det efterfølgende kickoff, og Towers var igen hurtigst over den løse bold. De startede deres angrebsserie på Demons’ 30 yard-linje, og der skulle ikke gå lang tid, før de var foran 26-0. Skyum fandt igen Myrup med et præcist kast til et 30 yard-touchdown, og meget mere skete der ikke i første halvleg.

Fortsat Towers-dominans i anden halvleg

Towers startede anden halvleg med et onside kick-forsøg, som de havde succes med. Det kan være en smule svært at forstå, at man forsøger sig med et onside kick i en kamp, man i forvejen havde så godt styr på, men når det lykkes, er det svært at argumentere imod. Kort efter løb den lynhurtige B.J. Lee fra Demons’ forsvar, og greb en præcis, dyb bold fra storspillende Kasper Skyum til stillingen 32-0.

Demons havde en af deres dårlige dage, og det fortsatte Towers med at udnytte. Først fandt Skyum den unge Marcus Bennett til endnu en scoring. På det efterfølgende kickoff skete et af dagens dramatiske højdepunkter, da hjemmeholdets Amir Rexhepi bliver smidt ud af kampen efter noget tumult. Senere måtte også Søren Bendixen tidligt i bad, da han også blev smidt ud. I det hele taget var anden halvleg ikke en særlig køn én af slagsen, men i mellem al balladen fik Towers sat en masse point på tavlen, og endte med en overlegen 58-0-sejr.

Det var et hårdt slag for Demons, og deres træner John Stevenson var også en skuffet mand dagen efter kampen ”We had a very bad day yesterday, made a lot of mistakes and got punished for every one of them. I want to thank my players for a much improved attitude and work ethic in practice lately, if we keep working like we have been then good things will happen. But yesterday belonged to the Towers, we congratulate them on a fine performance.”

I Towers-lejren var der ikke meget negativt at finde. Dog var træner Peter Herbild skuffet over én ting: ”Jeg er godt tilfreds med kampen. Victor Andersens forsvar storspillede som sædvanlig og vi fik sat en masse point på tavlen på offense, hvilket ikke mindst skyldes at Kasper Skyum var uhyre præcis på de lange bolde – en stor præstation af ham i den henseende. Jeg er skuffet over at vi får to spillere smidt ud. I flere år har vi undskyldt os med at vi var et ungt holdt, men de to som bliver smidt ud idag er voksne mænd i mine øjne – og har derfor ingen undskyld for at miste kontrollen. Jeg håber efterhånden at alle har lært lektien, for det kan blive rigtig dyrt i september og oktober.”

Næste kamp for Towers er fredag d. 21. august, når de fejrer deres 25 års jubilæum med en kamp mod Søllerød Gold Diggers. Der venter en lang pause for Demons, før de den 6. september på hjemmebane møder Horsens Stallions.

Scoringer

1st quarter:
6-0 – #14 Skyum to #13 Myrup, 52 yard pass (PAT missed)
13-0 – #14 Skyum to #20 Wenzel, 5 yard pass (PAT good)

2nd quarter:
19-0 – #27 Witmeur, 3 yard run (PAT missed)
26-0 – #14 Skyum to #13 Myrup, 30 yard pass (PAT good)

3rd quarter:
32-0 – #14 Skyum to #28 Lee, 62 yard pass (PAT missed)
39-0 – #14 Skyum to #2 Bennett, 25 yard pass (PAT good)

4th quarter:
45-0 – #22 Konate, 2 yard run (PAT missed)
52-0 – #6 Jensen, 35 yard interception return (PAT good)
58-0 – #14 Skyum to #20 Wenzel, 27 yard pass (PAT missed)