Ny hård prøve venter Stallions

Foto: SBC Photo (arkivfoto)

Efter en kamp mod et Tigers-hold, der kunne se ud til at have fundet det niveau, mange havde forventet før sæsonen, skal Horsens Stallions på endnu en hård prøve hjemme mod de forsvarende mestre

Det er måske en endnu mere formidabel modstander, Horsens Stallions får besøg af i morgen, når de forsvarende mestre Triangle Razorbacks kommer på besøg kun en uge efter Stallions måtte se et stort hjemmebanenederlag til Aarhus Tigers i øjnene.

Omvendt gode minder har gæsterne fra deres seneste kamp, hvor Herlev Rebels blev fejet af banen uden de store problemer. Razorbacks havde reelt sat stillingen uden for Rebels rækkevidde ved pausen, så det er to hold hvor formkurven peger i hver sin retning, der mødes lørdag.

Stallions forsøgte sig i Tigers-kampen med et par nye ting, og head coach Anders Bysted kan håbe på, at lidt flere repetitioner til træning har slået de nye krøller i playbooken fast. På papiret ser Stallions ud til at være store underdogs, og derfor kunne et element af overraskelse give Stallions bedre muligheder.

Den helt store udfordring for Horsens i kampen må være at få sat point på tavlen mod Razorbacks – noget klubben har haft problemer med før i denne sæson. Hele tre gange har Stallions sluttet med et rundt nul ud for deres egne point, og det er også holdet med den klart laveste samlede score for sæsonen. Her er det blevet til 53 point i holdets 8 kampe, altså knap 8 point pr. kamp.

Kampen mod Tigers var hurtigt afgjort, og gæsterne fra Aarhus løb afsted med en 42-0-sejr i Horsens – noget Stallions ikke var tilfredse med. Især ikke det faktum, at holdet ikke satte point på tavlen irriterede Stallions-træner Anders Bysted, så holdet vil være opsatte på at score mod Razorbacks.

Fokus for Razorbacks kan i denne kamp sagtens blive – ud over det åbenlyse at vinde kampen – at få testet elementer af spillet af inden den vigtige sidste kamp i sæsonen. Her spiller Razorbacks mod Søllerød Gold Diggers, og afhængig af Gold Diggers kamp mod Towers i dag, kan det blive en kamp, der betyder forskellen på friuge og kamp i wildcard-runden af slutspillet.

Kampen spilles ved Dagnæshallen på Sportsvænget 4, 8700 Horsens.

Kampens event på Facebook:
https://www.facebook.com/events/503484806510751/

Seneste indbyrdes opgør:
16.8.2015 – Horsens Stallions @ Triangle Razorbacks – 6-51

Please follow and like us:
0