Badgers har allerede haft deres debut i National Ligaen mod Aarhus Tigers i sidste weekend. Vi vil derfor gerne se lidt nærmere på klubben, som har store ambitioner, et solidt fundament og et fantastisk klub-arbejde.
I januar 2017 sammenlagde de to klubber i Odense sig til én ny klub under navnet Odense Badgers. Klubberne nåede til enighed om at de ved at lægge sig sammen kunne opnå bedre resultater, større ungdomsarbejde og en mere professionel profil. Allerede i samme år spillede Odense Badgers med i oprykningskampen, men tabte en tæt kamp 14-7 til Copenhagen Tomahawks. I 2018, lykkedes det at få oprykningen i hus, og klubben skal nu for første gang spille med i National Ligaen. Odense Badgers målsætning om at blive fast inventar i den bedste række har nået første fase, og nu gælder det om at fastholde og udvikle sig.
Nævneværdige spillere, der har forladt Badgers i denne offseason:
LB Steffen Rasmussen (Stoppet)
OL Christian Stubkjær (Stoppet)
RB Frederik Vindeløv (Stoppet)
Disse spillere har hver især spillet en stor rolle på deres respektive pladser, og har altid spillet med et højt niveau. Steffen og Frederik har været med i Odense Badgers fra sammenlægningen, og har også tidligere spillet i de klubber som befandt sig i Odense. Christian Stubkjær har tidligere spiller i Svendborg Admirals hvor han også var en dygtig spiller. Det er nogle meget erfaringsrige personer, som naturligvis mangler på deres respektive positioner.
Nævneværdige spillere, der er kommet til Badgers i denne offseason:
LB Will Greathouse (Concord)
S Demir Durovic
RB Ray Bradley (Upper Iowa)
OL Patrick Møller Hansen (U19)
Der har ikke været store udskiftninger siden sidste sæson, dog har der været nyt at hente på import siden. Demir Durovic som er en utrolig eksplosiv defensive back er tilbage efter en pause indenfor amerikansk fodbold, og derudover har Badgers også høstet deres første talent fra ungdomsrækkerne i Patrick Møller Hansen. Over vinteren har Odense Badgers fået ny head coach i form af Kenneth Corneliussen, som har været indenfor amerikansk fodbold i Danmark i mange år. Der er tale om en yderst rutineret og kompetent forstærkning på den ledende trænerpost. Odense Badgers varemærke er et solidt forsvar, som i sidste år i grundspillet kun lukkede 22 point ind på 6 kampe.
Imports
Sidste sæson kunne Odense Badgers præsenterer Offensiv linjemand – Jawaugn Arnold til klubben. Jawaugn leverede et niveau som var helt exceptionelt og i de første 7 kampe fik han 2 gange MVP titlen og et samlede antal pancake blocks på hele 46 stk. En utrolig stærk linjemand som tidligere har spillet for Blue Field college og University of Charlston (Div II). Efter hans college karierre har han været i klubber som Örebro Black Knights (SVE) og La Courneuve Flash (FRA). Klubben har for 2019 sæsonen re-signet Jawaugn.
I 2019 har Odense Badgers forstærket sig med 2 nye amerikanske ansigter. Første spiller er LB Will Greathouse. Will har spillet for Concord (Div II) i sin college tid, og er nu på sit første eurpæiske eventyr. En spiller som har vekslet mellem den defensive linje og linebacker positionen. Will har en stor ekplosivitet, og en helt utrolig evne til at læse spillet og bliver en vigtig faktor på holdets defensive side.
Den anden nye import spiller er 28 årige Ray Bradley. Ray kommer til Danmark med en stor erfaring i bagagen. Han har tidligere været i Slovakiet, hvor han også var landstræner for runningbacks. Derudover har spillet i Brasilien de seneste 3 sæsoner. I både Slovakiet og Brasilien har Ray opnået at være den bedste runningback i ligaen med flest yards og touchdowns. Ray har en stor evne til at læse de åbne huller i forsvaret, og en speed som kan være svær at følge for de fleste modstandere.
One to watch
Offensivt har Odense Badgers, Jacob Bo Hedeager som WR. Jacob har en utrolig speed som stammer fra hans ungdomsår, hvor han dyrkede en del atletik. Jacob har tidligere deltaget i Danmarksmesterskabet indenfor atletik og er en spiller man ikke må lade få for meget plads.
Defensivt bliver det interessant at se om Kasper Eriksen kan gøre samme store forskel i kampen fra LB positionen, som han har formået de seneste sæsoner. Kasper er en fysisk og eksplosiv spiller med et godt øje for spillet.
Forventningerne til Odense Badgers 2019 må være, at de kommer med en masse motivation til at spille deres spil mod de andre NL-hold, og se hvor langt det bringer dem. De har de sidste to år vist at de er bedre end niveauet i KL/1. div, så nu kommer spørgsmålet om hvordan de vil klare sig i NL. Det vil være et hold som søger overraskelserne, men som nok har større fokus på at etablerer sig i ligaen end placeringen.