Ottende gang var lykkens gang! Så mange forsøg skulle Søllerød Gold Diggers bruge på, at slå rivalerne fra Copenhagen Towers. Det var Towers’ første National Liga nederlag i grundspillet siden april 2017, hvor det netop var SGD, der stod i vejen. Da de to hold mødtes sidste år, var det SGD, der var foran i pausen og fik sat en solid føring over styr. I dag oplevede de to hold i de modsatte roller.
På en varm solskinsdag, hvor selv tilskuere måtte lide i varmen, var der lagt op til et spændende topopgør i National Ligaen.
I kampens indledning, var der ellers ikke meget, der pegede i retning af en sejr til SGD, da Towers kommer foran på deres første drive, på et langt kast fra Randy Schroeder til Jakob Green, og da den efterfølgende two point-conversion løbes ind, er de foran 8-0. 1st quarter var ganske begivenhedsrig, da vi fik en række scoringer yderligere. Først udligner SGD på et kast ned gennem midten, hvor Simon Føns står helt alene og får kæmpet sig de sidste yards ind i endzone, og da de også lykkes med deres two point-conversion, er der udlignet. Towers skulle ikke bruge længe på at bringe sig foran igen, da de hurtigt får sat to scoringer ind, først ved RB Anton Witmeur og dernæst et kort kast til Magnus Georg Jensen, og da der fulgte en enkelt two point-conversion med, var stillingen derfor 22-8 til gæsterne.
I 2nd quarter, er det SGD, der først kommer på tavlen, da RB Eduard Molina løber et par yards til touchdown, hvor den efterfølgende two point-conversion ligeledes sættes ind. Lige som SGD melder sig ind i kampen igen, scorer Towers endnu engang inden pausen, og igen er det et kast fra Schroeder til Green, og derfor kan Towers gå til pause med en føring på 28-16.
Da Towers starter med bolden i anden halvleg, har de mulighed for at trække fra. SGD’s defense vil det dog anderledes og lukker fuldstændig ned for Towers’ offense i anden halvleg, og da 3rd quarter fløjtes af, er stillingen fortsat 28-16.
Fra start af 4th quarter, kommer kampens vendepunkt, da SGD’s Logan Dykstra blokerer et punt, som David Strobel er hurtigst over og returnere hele vejen til touchdown, dog misses deres two point-conversion. Her var tredje gang lykkens gang for Logan Dykstra. To gange i 3rd quarter var han tæt på, at blokere et punt. På det første rammer han punteren og efterfølgende var det ikke mange cm, der gjorde forskellen på et godt punt og et blokeret punt. SGD holder fortsat Towers’ offense fra endzone, og det er da også Towers’ defense, der sætter de næste point på tavlen. Det startede med et fantastisk punt fra Jakob Green, som blev stoppet på SGD’s 1-yard-linje, og på spillet efter, kommer David Helqvist hurtigt igenne og takler Christian Vahl i endzone. Ved stillingen 30-22 og bolden i Towers’ hænder, virker kampen afgjort. SGD’s defense, og offense for den sags skyld, ville det anderledes, og Molina løber sit andet touchdown og den efterfølgende two point-conversion gribes af Philip Holm, som udligner til 30-30. Både Towers og SGD får en chance mere for at sætte point på tavlen, men stillingen er 30-30 efter 4th quarter, og derfor skal der overtime til for, at få kampen afgjort.
SGD starter med bolden og på deres første spil, får kampens store profil, Christian Vahl bolden i hænderne, og har nærmest frit løb mod endzone, og bringer straks SGD foran 36-30. Da der ikke sætter yderligere to point på tavlen, lægger det både presset og chancen over på Towers. Schroeder forsøger i to omgange, at kaste en høj bold i endzone, først til TE Philip Thue Nielsen, som er en enorm trussel i redzone og dernæst til Jakob Green. Første kast bliver for langt og det næste for kort, hvor SGD CB Ajdin Djurdjevic springer højest og i to omgange får interceptet bolden og dermed afgjort kampen.
Selvom der blev sat 66 point på tavlen, så var det en kamp, hvor de største spil kom fra de defensive enheder. Der blev fra begge sider forsøgt med dybe kast, men med begrænset succes, selvom Jakob Green scorer på et langt kast i starten af kampen. Når der var brug for 4-5-6 yards, var der ofte Christian Vahl (SGD), Anton Witmeur (Towers) og Junior Konate (Towers), altså de tre RB’s, der måtte gøre arbejdet. Særligt Vahl spillede en god kamp, og får rigtig mange af sine yards efter kontakt.
Med to amerikanske QB på banen, kan der umiddelbart godt være større forventninger til de to angreb senere i sæsonen. Om det handler om timing, WR’s der er dækket op eller langsommer beslutninger, kan være svært at sige, men hos SGD virker Ellis til tider til, at være under pres. Hos Towers virker det som om at Schroeders arm ikke er fantastisk stærk på de lange kast. Det er ikke fordi han ikke kan kaste bolden dybt, for det lykkes han med på kampens første scoring, men bolden hænger længe i luften, når han vil kaste langt, hvilket også kommer til syne på kampens sidste kast.
Copenhagen Towers er nu sendt på kampmæssig sommerferie, hvor deres næste kamp er den 21. august på hjemmebane mod Triangle Razorbacks.
Søllerød spiller allerede igen på lørdag kl. 14.00, hvor de tager i mod Triangle Razorbacks.