Foto: Per Kronvold

Det ubesejrede hold fra Vejle skal for anden kamp i træk en tur over Storebælt. Her venter et Amager-hold, der så småt er begyndt at ligne det bedste bud på et hold, der potentielt pille ved National Ligaens top 4. Razorbacks jagter en regulær sæson uden nederlag, og en sikker hjemmebanefordel i slutspillet, mens Demons omvendt har en oplagt mulighed for endnu engang at måle sig med en af ligaens bedste hold.

De to hold, som tørner sammen på Amager på søndag, har ikke mødt hinanden i over et år. Sidste sæson havde de ingen indbyrdes møder, efter at have spillet to indbyrdes kampe i både 2012 og 2013 – alle med Razorbacks som sikker sejrsherrere. I indeværende sæson har Razorbacks ligeledes set sikre ud. Efter at have vundet 29-20 over Aarhus Tigers i holdets første kamp i 2015, har Razorbacks vundet alle deres kampe med mere end to scoringer – senest blev de forsvarende mestre fra Copenhagen Towers slået med cifrene 21-2.

Amager Demons, der forud for weekendens spillerunde ligger på en 5. plads i ligaen, har som Razorbacks spillet fire kampe i sæsonen. Det er blevet til to sejre og to nederlag for dæmonerne, men samtlige kampe har været relativt tætte resultatmæssigt og er blevet med to scoringer eller mindre. Demons har altså ikke blæst modstanderholdet af banen i deres sejre, men er omvendt heller ikke blevet fuldstændigt udspillet i deres nederlag. Især evnen til at holde kampene tætte mod tophold, som Tigers og Gold Diggers, kan tyde på, at Demons måske ikke skal skrives helt ud af søndagens kamp. 

Nyt blod hos Razorbacks’ løbeangreb

Angrebet hos Triangle Razorbacks har i sæsonens første fire kampe scoret sammenlagt 143 point, hvilket svarer til lidt over 35 point pr. kamp i gennemsnit. Det har i høj grad været jydernes løbespil, der har været i fokus, og mange af holdets touchdowns er blevet løbet hen over mållinjen. Der er som sådan ikke noget nyt i, at Razorbacks gerne vil løbe bolden. De sidste mange år har Geoffrey Lewis løbet så godt, at han i 2013 blev kåret til ligaens MVP. Lewis er dog taget til Frankrig for at spille i år, og det har givet plads til unge Mathias Kragh, der har fået en forrygende start på sæsonen bag en velspillende offensiv linje. Kragh har løbet flere gange end nogen anden spiller i ligaen, men har samtidigt omsat alle løbene til imponerende 619 yards og 9 touchdowns. Han er således utrolig godt på vej mod vel over 1000 yards for sæsonen, og indtil videre har modstanderne ikke fundet en måde at stoppe det jyske løbeangreb på. Det skal Demons’ forsvar forsøge at finde en løsning på, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at vinde på søndag. Amagers forsvar er måske ikke spækket med landskendte profiler, men har i englænderen Henry Peter Miller fundet en leder og en playmaker, der i gennem de seneste par sæsoner har spillet rigtig solidt for dæmonerne. Miller har på nuværende tidspunkt i sæsonen flest tacklinger af alle Demons-spillere.

Same-same, but different?

Amagers offence virker ligeledes centreret omkring løbespillet. I modsætning til Razorbacks, og ligaens andre hold, benytter Demons dog i høj grad triple option til at skabe forvirring hos modstanderens forsvar og på den måde give deres ball carriers, som blandt andre inkluderer de to Hyrsting-brødre, fordelagtige muligheder for at skaffe yards. Amager har længe haft triple option som en del af deres offence, men hvor de tidligere har kørt det ud fra slot-receivers i motions, så virker det i år som om, at holdet gør mere brug af formationer med to running backs i backfielden samtidigt. Når der på en stor andel af dæmonernes løbespil er to forskellige running backs OG en mobil quarterback, der potentielt kan ende med at løbe bolden, så kræver det et disciplineret forsvar. Thomas Linneman, der som cheftræner står i spidsen for Razorbacks, ser dog gerne, at forsvarets fokus ligger på eget spil, frem for modstanderens: ”Vi skal stadig mest af alt fokusere på os selv og ikke lave dumme fejl. Vi skal spille disciplineret og spille vores assignments på defense for at stoppe deres løbeangreb. Og det har jeg stor tiltro til at vores defensive coordinator Jeppe Okholm har fuldstændig styr på.”

Razorbacks’ forsvar har i denne sæson virket meget kompetent under Jeppe Okholm. Efter sæsonåbneren mod Tigers har forsvaret ikke lukket et eneste point ind i tre kampe. End ikke mestrene fra Towers formåede at score point mod Razorback-forsvaret. I den kamp blev safety, Daniel Karkov, udnævnt som holdets MVP takket være to interceptions – den ene i egen endzone. Karkov, der forud for sæsonen er kommet til fra Odense Swans, havde følgende at sige om forsvarsmentaliteten på hans nye hold: ”Alle på vores defence vil have tacklingen. Målet på hvert spil er at have så mange sorte hjelme på tacklingen som muligt. Jeg tror faktisk også, at det kan ses på vores stats på Nationalligaen.dk; alle Razorspillere har mange assists, og jeg tror tit, det er svært at vurdere, hvem der har tacklingen, når 5 mand er i bunken.” Razorbacks’ trænerstab må håbe på endnu en kraftpræstation af forsvaret, når de møder den amagerkanske triple option.

Kampen spilles søndag kl. 14.00 på Løjtegaardsvej 62, 2770 Kastrup.

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/449150588569345/

Seneste indbyrdes opgør:

15.09.13 – Amager Demons @ Triangle Razorbacks – 12-34

28.04.13 – Triangle Razorbacks @ Amager Demons – 47-12

09.06.12 – Amager Demons @ Triangle Razorbacks – 3-48

14.04.12 – Triangle Razorbacks @ Amager Demons – 43-9