Foto: Rasmus Bergholt
Copenhagen Towers førte fra få minutter inde i kampen og indtil der var kort tid igen, men alligevel blev det Triangle Razorbacks, der igen i år kunne løfte Mermaid Bowl-trofæet efter en højintens fight mellem de to bedste hold i den danske National Liga.
Towers flyvende fra start
Kampen startede nervøst for de forsvarende mestre fra Triangle Razorbacks, som måtte tage en timeout allerede inden kampens første spil fra scrimmage. Anton Witmeur blev sat på arbejde fra start for Towers. En tidlig 4 og 1 på Razors 31’er for Towers konverteres til fire nye downs. Kort efter meldte Aske Troen sig ind i kampen med et flot catch, og Towers var på vej til at bringe sig hurtigt foran. Runningback Casper Bo Jensen blev stoppet på 1’eren, men Towers forsøgte sig på fjerde down med et quarterback sneak. Godt nok fumblede Kasper Skyum bolden, men han var selv hurtigst til at lande på den, og fik mast sig i endzone. Towers havde på ekstrapointet den frækhed at forsøge sig med et trickspil, som resulterede i yderligere to point.
Razorbacks’ angreb startede deres drive godt og så ikke ud til at være slået ud af den hurtige Towers-scoring. Da det for alvor begyndte at ligne en scoring for Razorbacks, kastede Duke DeLancelotti en interception til Nicolai Zacho.
De skulle hurtigt få bolden igen, da Towers ikke formåede at skaffe en ny første down. Razorbacks kom hurtigt fra midten af banen og ned til Towers’ 20 yard-linje. Her var Oliver Holmlund ved at gribe et dybt kast fra DeLancelotti, men han tabte bolden i endzone. Spillet efter bragede Geoffrey Lewis ned til 1 yard-linjen. Lewis troede også, at han et par spil senere havde scoret for sit hold, men dommerne dømte ham nede kort af endzone. Towers kunne alligevel ikke holde Razorbacks fra fadet. DeLancelotti fik pitchet bolden til sidste års liga-MVP, Mathias Kragh, og ekstrapointet blev sparket ind til en reducering til 8-7.
Towers slog hurtigt tilbage. Frederik Myrup returnerede bolden til få yards inde på Razorbacks’ banehalvdel. Razorbacks var tæt på at sacke Skyum, men på utrolig vis undslap han presset og fandt endda en fri receiver, Oliver Wenzel. Mere blev det ikke til for Towers, men de fik sat Razorbacks under maksimalt pres med et punt til 1 yard-linjen.
Den svære udgangsposition betød også, at Razorbacks’ angreb ikke havde bolden længe. Det skulle Towers’ angreb heller ikke have. Skyum kastede en interception til Martin Jepsen. Det lignede en misforståelse hos Towers. Razorbacks havde nu en reel chance for at komme foran, men misbrugte den.
I stedet kom Towers yderligere foran. De havde omkring tre minutter til at komme 80 nedad banen. De første 11 yards kom efter lidt besvær, mens Skyum med hjælp fra Frederik Myrup fandt de sidste 69 yards, da Myrup ”brændte” Simon Knudsen.
Duke DeLancelotti brillerede med et nyt stort løb med ét minut tilbage af første halvleg, men så ud til at lade sig stresse unødigt meget, og kastede på det næste spil en ny interception til Oliver Zacho. Towers kunne dermed gå til pause med en 15-7-føring.
I pausen blev Lars Hyrsting Larsen fra Amager Demons kåret til denne sæsons liga-MVP.
Fortsat tro på det hos mestrene
Razorbacks’ assistent head coach, Brian S. Simonsen, var fortrøstningsfuld, da Tv3 Sport 1 snakkede med ham kort inden anden halvlegs start. Til spørgsmålet om, hvad de havde sagt til holdet i pausen, sagde Simonsen ”Vi snakkede lidt om, at vi skal rette om på de småfejl, vi har lavet og spille mere disciplineret. Få lidt mere fast rytme på offense, så vi kan rykke bolden. Og så bare blive ved med at spille defense. Vi kan sagtens spille med dem. Vi har haft det der ene spil og en fumble. Vi skal nok ”bounce back”. Det er jeg sikker på.”
Razorbacks’ angreb i første halvleg mere udfordret, end de havde været det meste af sæsonen, og det fortsatte i anden halvleg. DeLancelotti kastede endnu en interception til Towers. Igen var det Oliver Zacho, der var på spil. Han brød ind foran Oliver Holmlund, og fik på akrobatisk vis hevet bolden til sig.
Simon Knudsen var involveret i Myrups scoring i første halvleg, men gjorde skaden god igen med en vigtig interception i midten af tredje quarter. DeLancelotti har været blandt ligaens allerbedste spillere, men lørdag eftermiddag så han rystet ud. Han kastede mod slutningen af tredje quarter sin fjerde interception i kampen. Denne gang var det Martin Ballegaard, der skaffede bolden på Towers-hænder.
Amerikanske Dylan Reda fra Razorbacks var ikke med til kampen, da han sad ude med en skade. Han var uden tvivl savnet, ikke blot pga. hans spil på banen men i høj grad også hans lederevne, men forsvaret gjorde det alligevel som ventet rigtig godt, og gjorde det svært for Towers at flytte bolden kontinuerligt.
Det blev tydeligt, da Towers forsøgte sig med et trickspil. Timingen var underlig, og det blev straffet, da Lasse Tor kastede en interception til Daniel Damgaard.
Towers var sluppet godt fra det indtil nu, men interceptionen blev denne gang straffet af Razorbacks’ angreb. DeLancelotti kastede sin kærlighed på Markus Stinger Olesen, som gjorde sig bemærket med tre vigtige catches på få minutter. Den første for et langt gain, det næste for touchdown og til sidst en udligning på et 2 points-forsøg. I mellemtiden havde Thomas Brill skaffet vigtige yards på en 4. down og 7. Særligt Stinger Olesens touchdown-catch var i absolut verdensklasse. I helt udstrakt position, presset tæt af en forsvarsspiller, holdt han fast i bolden på flotteste vis.
Towers havde været i kontrol det meste af kampen, men momentum var nu i den grad hos Razorbacks efter det vigtige drive. Københavnerne virkede også rystede, men momentum skulle hurtigt svinge igen. DeLancelotti blev først straffet for en intentional grounding, som han var tydeligt frustreret over. Om det var frustrationen over det kald, der betød, at han kastede sin femte interception kort efter, skal være usagt, men katestrofalt var det for Razorbacks. Som om det ikke var slemt nok, blev Razorbacks straffet for en unsportsmanlike conduct, og Towers havde nu 1. down og goal 9 yards fra endzone.
Razorbacks’ forsvar holdt stand, men Aske Troen sparkede et 29 yard field goal ind til en 18-15-føring med lidt over fire minutter tilbage af kampen.
Anført af Geoffery Lewis trumlede Razorbacks sig mod en udligning, men Lewis fumblede på tredje down, og tjekkiske Lukas Kadek fik fat på bolden. Towers var nu 2 minutter og 10 sekunder fra at kunne hæve Mermaid Bowl-trofæet. Det krævede én ny første down for at sejren var sikker. Det formåede Towers ikke at skaffe, og Razorbacks fik en sidste chance for som minimum at tvinge kampen i overtid, da Towers overraskende ikke valgte at gå på en fjerde down og en.
Razorbacks gentog bedriften fra 2015
Razorbacks havde 1 minut og 40 sekunder til at sætte point på tavlen. På trods af fem interceptions var DeLancelotti ikke bange for at tage ansvar, og han holdt liv i drivet med et stort løb på tredje down og 13, og spillet efter vendte han kampen på hovedet. Med 38 sekunder tilbage af kampen bragte Razorbacks sig foran for første gang i kampen. DeLancelotti kastede til Oliver Holmlund som betalte med et stort hit. Ligesom sidste års finale viste Razorbacks styrken, da det for alvor gjaldt.
Skyum fik en sidste chance for at slå igen, men kampen sluttede med en interception af Martin Jepsen. Jublen kunne bryde ud på Razorbacks’ sidelinje. Holdet fra Vejle kan bare noget særligt, og man kan aldrig dømme dem ude af kampen, hvilket de endnu engang beviste i Mermaid Bowl 2016.
Noget usædvanligt blev kampens MVP en spiller fra det tabende hold, idet Nicolai Zacho fik æren efter en flot indsats med tre interceptions. Det vil formentlig være en ringe trøst, men han og resten af Towers kan, når kampen kommer lidt på afstand, være stolte af en flot indsats.
Geoffrey Lewis sagde til TV3 Sport 1 ”Det er fantastisk, igen i år jo. Det er fantastisk hver gang. Specielt fordi vi kan give den her oplevelse til vores amerikanere og nogle af de unge, som ikke har prøvet det før. Det er fantastisk. Det bliver som det plejer at være. Som jeg startede med at sige; Razor kommer sammen som en familie, og så løser vi det, og får tingene til at ske. Det er det samme, vi gør igen. Vores spil er egentlig ikke særlig godt, men vi får det til at ske, fordi vi holder sammen.”
Aske Troen var naturligvis skuffet, da han blev spurgt af TV3 Sport 1, hvad der gik gennem hans hoved efter nederlaget , og til det sagde han: ”En masse bitterhed. Jeg synes, at vi havde chancen for at vinde kampen. Vi var to gange i red zone, og laver nogle dumme turnovers. Det er et godt hold, vi spiller imod, og laver vi de fejl, så er, som vi ser det sidst, 40 sekunder nok for dem.”
Der vil senere komme flere billeder fra den fantastiske kamp og den efterfølgende overrækkelse af trofæet.
Scoringer
1st quarter:
8-0 – 1 yard TD run, #14 Skyum (2 pt. conversion successful – #80 Troen Klixbüll to #5 Lundén Hermansen)
2nd quarter:
8-7 – 1 yard TD run, #22 Kragh Nielsen (PAT good)
15-7 – 69 yard TD pass , #14 Skyum to #13 Myrup(PAT good)
3rd quarter:
– No score –
4th quarter:
15-15 -15 yard TD pass, #3 DeLancelotti to #15 Stinger Olesen (2 pt. conversion successful, #3 DeLancelotti to #15 Stinger Olesen
18-15 – 29 yard Field Goal, #80 Troen Klixbüll
18-22 – 33 yard TD pass, #3 DeLancelotti to #12 Holmlund (PAT good)