Triangle Razorbacks har indtil videre været flyvende i 2015-sæsonen, men Copenhagen Towers vil søndag forsøge at sætte en kæp i Razorbacks’ hjul. Razorbacks kan med en sejr endegyldigt undgå wildcard-runden, mens Towers har brug for sejren i håbet om at mindst at hente 2. seed hjem. Der er derfor lagt op til et kæmpe opgør, når de to hold mødes på søndag!

Giganterne mødes igen

Der venter endnu mere forkælelse til det danske football-publikum, når Triangle Razorbacks søndag tager imod Copenhagen Towers. Towers var favoritter til klubbernes første opgør, men Razorbacks lod ikke Towers få et ben til jorden, og tog fra København med en knusende 21-2 sejr.

Det store nederlag har formentlig ikke givet Towers mindre blod på tanden, og en sejr vil ikke blot få øjeblikkelig betydning i tabellen, men også give det vindende hold momentum inden et eventuelt slutspilsmøde.

På trods af den store sejr i det sidste møde, tager Razorbacks’ head coach, Thomas Linnemann, ikke let på opgaven: ”Jeg tror man skal forvente en tæt kamp. Man skal spille op til sit bedste hvis man skal slå Towers. Så vi fokuserer på at spille vores spil og minimere vores fejl. Turnovers bliver ligesom sidst en stor faktor, så den kamp i kampen har vi fokus på at vinde.”

Nyt nederlag skal vaskes af tavlen

Towers kommer fra sæsonens andet nederlag. Det skete lidt overraskende i deres jubilæumskamp mod Søllerød Gold Diggers. Nederlaget er dog allerede glemt hos Towers, siger head coach Peter Herbild ”Vi er videre – det var en stor skuffelse, men det var heldigvis ikke sæsonens sidste kamp, og vi har været fuldt fokuserede på at skabe overraskelsen mod Razors på søndag.”

Efter nederlaget til Gold Diggers ændrer Towers’ syn på 1. seed i slutspillet sig også: ”#1-seedet er ikke længere på vores radar, da vi ikke længere kan afgøre det selv”, udtaler head coach Herbild.

Begge trænere har planen klar, der skal stoppe modstanderen. Razorbacks har fokus på farten hos Towers ”Vi har selvfølgelig fokus på at containe BJ Lee. Og haft fokus på deres unge Wing T QB. Han er en atlet.”, siger Linnemann. Hos udeholdet holder man kortene lidt tættere til kroppen: ”Razor har både en masse imports og dygtige danske spillere, så det er vanskeligt at fokusere på en enkelt spiller. Men der er altid muligheder, og vi har en god plan for hvordan vi griber så dygtig en modstander an”, siger Herbild, og fortæller yderligere, at quarterback Kasper Skyum har haft nogle vanskeligheder i løbet af ugen efter den nakkeskade, han pådrog sig mod Gold Diggers.

Tidlig Mermaid Bowl?

Der er lagt op til endnu en drabelig duel i den velplanlagte afslutning af National Ligaen. Det kan være en smagsprøve på Mermaid Bowl i Vejle søndag eftermiddag. Razorbacks har arrangeret en særlig oplevelse til den madglade del af deres publikum, når René Dif kommer forbi med hans ”foodtruck”. Om hans burgere kan leve op til spillet på banen bliver spændende at se, og der er lagt op til en stor kamp. Med deres to holds første møde in mente, må Razorbacks kåres til smalle favoritter, men fans af National Ligaen fandt i seneste spillerunde ud af, at favoritterne langt fra altid vinder!

Kampen spilles den 30. august klokken 14.00 på Vejle Atletik Stadion (Helligkildevej 2, 7100 Vejle)

Facebook-event: https://www.facebook.com/events/1037326329633654/

Seneste indbyrdes opgør

30.5.2015 – Triangle Razorbacks @ Copenhagen Towers – 21-2

21.6.2014 – Triangle Razorbacks @ Copenhagen Towers – 6-32

12.10.2013 – Triangle Razorbacks @ Copenhagen Towers – 21-28

17.8.2013 – Triangle Razorbacks @ Copenhagen Towers – 29-40