Razorbacks på quarterback-jagt

Triangle Razorbacks amerikanske quarterback Reed Gottula kunne ikke få arbejdstilladelse og vejlenserne er nu på jagt efter en erstatning.

Triangle Razorbacks vandt lokalopgøret mod Aarhus Tigers, men uden den amerikanske quarterback, Reed Gottula, som ikke har kunne opnå arbejdstilladelse i Danmark. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Det skyldtes, at han tilbage i 2014 overskred grænsen for ophold i et af de lande, som er med i Schengen-samarbejdet. Det skete, da han spillede i den norske liga.

”Han vidste det formentlig ikke engang selv,” siger formanden for Triangle Razorbacks, Kris Riis-Nielsen, til avisen.

Gamle kending på blokken

Samarbejdet mellem Razorbacks og Reed Gottula er nu opsagt, og klubben kigger sig om efter en anden amerikansk quarterback.

Et emne er amerikaneren Duke DeLancelotti, som sidste sæson spillede i Razorbacks og var med til at vinde Mermaid Bowl. 26-årige Duke DeLancelotti er ledig på markedet, da en aftale med en japansk klub gik i vasken, og han er interesseret i et nyt ophold i Danmark.

”Vi har også en anden mulighed, så vi skal nok finde én,” siger Kris Riis-Nielsen.

Situationen er dog langt fra optimal, da der normalt går 30 dage fra der søges om arbejds- og opholdstilladelse, til papirerne er på plads.

”Det begrænser muligheden for at få spillet en ny quarterback ind, når han først kommer midt i sæsonen,” siger Razorbacks-formanden.

Indtil der er fundet en erstatning for Gottula, er det den danske veteran Peter Linnemann, der styrer spillet for Razorbacks.

Næste kamp for Razorbacks er hjemmekampen mod oprykkerne fra Copenhagen Tomahawks søndag den 30. april.

Please follow and like us:
0