Foto: Mikkel Bo Rasmussen
Endnu en gang kunne Copenhagen Towers gå fra banen med armene løftet efter en flot sejr i Mermaid Bowl-revanchen mod Aarhus Tigers på 30-13. Begge hold måtte undvære deres startende runningback, men så var der andre, der måtte tage over.
Profiler måtte undværes
Begge hold var svækkede til kampen. Hos hjemmeholdet måtte man se bort fra blandt andre RB Marco Rysgaard, og gæsterne måtte undvære RB B.J. Lee. Det er to store profiler, som ellers altid er underholdende at følge, men de skulle som sådan ikke blive savnet.
Copenhagen Towers startede kampen bedst. Kort efter en interception af Magnus Bitsch, var der lagt op til kampens første scoring. Aske Klixbüll havde brændt sit første field goal-forsøg, men anden gang var han sikker, og Towers førte 3-0. Første quarter sluttede med en fjerde down og 1, blev konverteret til fire nye downs til Towers.
Towers skulle kun bruge et af de fire forsøg, og på første spil i andet quarter fandt Kasper Skyum en helt fri Aske Klixbüll, og de to bragte i fællesskab Towers på 10-0. Tigers begyndte efter scoringen at komme bedre med i kampen. Jakob Karkov fandt først Frederik Oldenburg og derefter Daniel Masifilo, men lige som det begyndte at ligne noget interessant for Tigers, fumblede David Paulsen, og Towers overtog på egen 21 yard-linje.
Towers fik ikke noget ud af deres angreb, men fik i stedet en gave på det efterfølgende punt. Tigers’ Hjalte Jakobsen kunne ikke holde fast i bolden, og Towers var hurtigst over bolden, og kunne starte deres angreb på Tigers’ 29 yard-linje. En dyr straf af Tigers på fjerde down resulterer i, at Towers forsøger at gå efter en ny første down, og det lykkes, da Skyum finder Klixbüll. Kort efter scorer Towers igen, da Skyum på et kort kast rammer Frederik Myrup.
Tigers forsøgte desperat at reducere inden pausen, og Karkov havde nogle pæne completions til Oldenburg og Simon Lotze, men Towers kunne gå til pause med en 16-0-føring.
Towers har den luksus, at de har to dygtige quarterbacks at vælge mellem, og til anden halvleg fik Christian Lisby chancen. Han fik hurtigt øget Towers’ føring yderligere, da han kastede til Mads Hermansen, der kunne løbe bolden den sidste yard til touchdown. Inden da havde Tigers haft et forfærdeligt snap, der gik over hovedet på deres punter, der lige akkurat fik reddet dem fra en safety. I stedet fik Towers returneret puntet til Tigers’ 3 yard-linje.
Tigers kæmper sig ind i kampen
Kampens højdepunkt kom på det efterfølgende kickoff. Tigers’ hawaiianske import, Daniel Masifilo, returnerede bolden 94 yards til touchdown, og Tigers kom endelig på tavlen. Nu var der et spinkelt håb for Tigrene.
Håbet skulle senere blive større, da Karkov i starten af fjerde quarter fandt en fri Hjalte Jakobsen over midten for et 41 yard touchdown. Tigers lugtede nu blod, og det kunne høres på deres sidelinje. Glæden skulle vare kort. På næste angrebsserie fik Hjalte Jakobsen igen en hovedrolle. Denne gang en negativ en af slagsen. Han fumblede, og Towers fik fat i bolden, og Mads Hermansen kunne senere endegyldigt afgøre kampen med et 1 yard løb til touchdown. Det blev samtidig kampens sidste scoring, og kampen endte 30-13 til de forsvarende mestre.
Positive aspekter hos begge hold
Tigers’ head coach Thomas Pedersen kunne på trods af nederlaget stadig se lyst på hans holds indsats ” I det store hele er det selvfølgelig kedelig med et nederlag, og Towers spiller bare noget pænt fodbold. På trods af nederlaget synes jeg dog alligevel vi kan tage mange positive ting med fra kampen. Vi bliver ved med at kæmpe, og jeg mener egentlig kampen var tættere end resultatet antyder. Især det at vi trods vores mange skader stadig spiller en så “tæt” kamp mod mestrene er fedt.” Dog var han også træt af de mange turnovers og mentale fejl, som hans hold lavede, og siger, at det er der simpelthen ikke plads til mod et hold som Towers.
Fra Towers’ head coach, Peter Herbild, var der rosende ord til modstanderen efter kampen: ” Jeg synes Tigers spillede rigtig godt, og jeg var specielt imponeret over QB Jakob Karkov. Jeg tror at Tigers bliver bedre efterhånden som de bliver spillet sammen, og de kunne sagtens ende med at overraske i en semifinale som de gjorde sidste år.”
Copenhagen Towers har startet denne sæson, som de sluttede den seneste. De har tromlet over al modstand, og det skulle altså heller ikke være sidste års nummer 2, Aarhus Tigers, som gjorde noget ved det. For tilskuerne var det ærgerligt, at begge hold måtte undvære deres startende runningbacks, men holdene formåede alligevel at levere en kamp på højt niveau.
Både Tigers og Towers skal i kamp igen d. 30. maj. Towers skal på hjemmebane møde Triangle Razorbacks. Hvis der er et hold, der skal slå Towers, kunne det meget vel være Razorbacks. Samtidig tager Tigers imod AaB 89’ers, og det burde være en formsag for Tigrene.
Scoringer
1. quarter
0 – 3: #80 Klixbüll, 34 yard field goal
2. quarter
0 – 9: #14 Skyum to #80 Klixbüll, 25 yard pass (PAT no good)
0 – 16: #14 Skyum to #13 Myrup, 5 yard pass (PAT good)
3. quarter
0 – 23: #Lisby to #33 Hermansen, 1 yard pass (PAT good)
6 – 23: #16 Masifilo 93 yard kick-off return (PAT no good)
4. quarter
13 – 23: #40 Karkov to #2 Jakobsen, 41 yard pass (PAT good)
13 – 30: #33 Hermansen, 1 yard run (PAT good)
Stats fra kampen kan ses HER