Review: Towers tabte tæt kamp i Helsinki

Towers’ anden champions league kamp blev en våd og målfattig affære på den gamle cykelbane i Helsinki. Begge mandskaber spillede godt forsvar kampen igennem, og det var få spil i kampen, der endte med at gøre forskellen. Finnerne endte med en 13-0 sejr efter et touchdown på den første spil fra scrimmage og et interception return af en defensiv linjemand.

Copenhagen Towers havde en svær opgave foran sig, efter deres første nederlag i turneringen til Carlstad Crusaders. De danske mestre skulle bruge en stor sejr over Helsinki Roosters, for at holde liv i deres champions league drømme. Roosters vandt turneringen sidste år og var klart favoritter forud for kampen. Ud over den sportslige udfordring skulle kampen spilles på en gammel astroturf bane.

Helsinki har en gammel astroturf bane og det undlod de at fortælle os. Du skal have lidt specielt fodtøj til en astroturf bane og det har vi selvfølgelig ikke. Havde det holdt tørt så er banen egentlig ganske fornuftig, men fordi det kommer til at regne i dag så bliver det en skøjtebane, så hvis du vil tale om noget der går til Roosters fordel, så er det nok underlaget og det specialfodtøj de har, som vi ikke har. Det bliver helt sikkert en fordel for dem” udtalte Towers’ Head Coach Peter Herbild forud for kampen.

De to angreb kæmpede med dårligt vejr og skader

Den stod på silende regn hele kampen, hvilket gjorde det en nærmest umulig opgave at kaste og gribe bolden for de to hold. Disse forudsætninger hjalp bestemt heller ikke Kasper Eis, som fik sin første kamp, som center for Towers. Især i starten af kampen havde de lilla flere spil, der døde omgående efter nogle svære snaps. Christian Lisby startede under center for Towers og leverede en fin indsats på trods af omstændighederne. Han måtte forlade kampen i 4. quarter med en skade i albuen, som formentlig kom efter et hårdt, blindside sack. Også RB Mads Hermansen og linjemand Esben Mallan forlod banen, og kom ikke tilbage.

Kampen om fieldposition

De to forsvar dominerede kampen og gav ikke meget plads. Begge hold opgav hurtigt at flytte bold ned af banen via lange kast, så det meste afhang af løbeangrebet og det korte kastespil. Det udviklede sig langsomt til en kamp om fieldposition, hvor Towers’ punter Aske Troen viste sig at være uvurderlig. Han leverede gang på gang lange, høje punts, der gav finnerne udgangsposition dybt på egen banehalvdel.

B.J. Lee blev ejected

Efter en interception i andet quarter, blev der lavet nogle sene blokeringer, og der opstod efterfølgende tumult mellem spillere fra de to hold. Towers’ amerikanske runningback Brent Jamal Lee fik et flag for unsportsmanlike conduct under skænderierne og på vej mod sidelinjen blev der kastet endnu et flag, for hvad dommeren mente var dårlig opførsel. De to personlige fejl resulterede i at københavnernes farligste offensive våben måtte gå i bad før halvlegen.

Kampen var den sidste i Towers’ udlandseventyr i år, som nu vender fokus tilbage på NL og Mermaid Bowl.

Scoringer

1. quarter

7-0: Hollingsworth til Antii Miettinen, 75 yards catch, PAT good

2. quarter

13 – 0: Roope Lindsford interception, 48 yards, PAT no good

3. quarter

– no score –

4.quarter

– no score –

 

Please follow and like us:
0