Sommerferien har været lang for Gold Diggers og Tomahawks

Heldigvis er den ovre for begge hold, der indleder efteråret med en dyst mod hinanden på søndag. En dyst med en tydelig favorit og en underdog med blod på tanden.

Fotograf: Chris Palmgren / CP88 Photography

Sommerpausen har til tider virket uendelig, men i weekenden er der endelig amerikansk fodbold fra National Ligaen igen. Det er også tilfældet på Rundforbi Stadion på søndag, hvor Søllerød Gold Diggers og Copenhagen Tomahawks tørner sammen. Og det er på tide, hvis man spørger de to head coaches.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang igen. Det har været en lang pause,” siger Troels Vestergaard, der er head coach for Gold Diggers, til Nationalligaen.dk.

Fra Tomahawks side er der også træthed at spore ved sommerpausen.

”Jeg hader sommerferien. Den dræber sæsonen og den momentum, vi havde. Så vi er rigtig tændte på at komme på banen igen,” siger Ryan Andersen, som er head coach for Tomahawks.

To forskellige forår

De to hold kommer ind til kampen med forskellige udgangspunkter. Tomahawks fik to sejre på tavlen, men det er ikke noget, de er tilfredse med.

”Jeg synes, vi skulle have været i en bedre position. Jeg er glad for, at vi fik to sejre. Vi er stadig i en situation, hvor vi kan komme i playoffs, men hvis vi skal opnå det, så skal vi arbejde hårdere. For et hold, der for første gang er i National Ligaen, så gør vi det godt. Men vi vil gerne mere,” siger Ryan Andersen til Nationalligaen.dk.

Ikke overraskende er Troels Vestergaard og resten af Gold Diggers godt tilfredse med, hvordan foråret udspillede sig. Syv kampe blev til syv sejre, og de håber at kunne fortsætte stimen med de udfordringer, der følger med.

”Det er absolut vores målsætning at fortsætte den gode form, vi viste i foråret. Som foråret udspillede sig, så er vi selvfølgelig favoritter til at gå hele vejen. Men det betyder også, at vi ikke kan forvente nogle lette kampe overhovedet resten af vejen. Alle vil gerne slå os. Sådan er det, når man er ubesejret,” siger Troels Vestergaard.

En kamp med en klar favorit

Der er ingen tvivl om, at Gold Diggers går ind til kampen som favorit, og Ryan Andersen er da heller ikke sen til at give Søllerød favoritværdigheden. Alligevel har han og resten af Tomahawks-holdet et mål med kampen.

”Jeg vil gerne frustrere dem. De skal ikke komme let til noget som helst. Spiller for spiller er de bedre end os. Men vi vil opnå det samme, som vi gjorde mod Towers i foråret. Vi vil frustrere og forstyrre deres spil. Hvis de ikke respekterer os og mener, at kampen er en walk-over, så har vi en chance. Dette er et springbræt for resten af sæsonen for os,” siger Ryan Andersen.

Om Tomahawks får held til at frustrere Gold Diggers vil tiden vise, men Troels Vestergaard mener i hvert fald, at de godt kan skabe problemer for de ubesejrede nordsjællændere.

”Jeg har set meget frem til den her kamp, fordi vi aldrig har spillet mod Tomahawks før, og det er altid en sjov udfordring. Samtidig er de et hold, der ikke har noget at tabe. De kan have siddet hele sommeren og have forberedt noget, vi ikke har nogen chance for at forberede os på. Så jeg ser egentlig deres største styrke som værende, at de ikke har noget at tabe,” siger han.

Kampen sparkes i gang søndag den 20. august på Rundforbi Stadion, Egebækvej 118, 2850 Nærum, klokken 16.

Information kan findes på dette Facebook-event.

Sidste opgør:

De to hold har ikke spillet mod hinanden før.

Please follow and like us:
0