Foto: Mikkel Bo Rasmussen – 1st Down Photo

Tidligere på ugen kunne vi rapportere om spænding i toppen af den danske National Liga, men med endnu kun et hold sikret deres seed, nemlig Razorbacks på 1. pladsen, er bunden også en sand gyser. Både Stallions, 89ers og Rebels kan stadig spille sig i slutspillet, og hvis vi regner på det kan Demons også miste deres plads. Det bliver den 3. 25 års jubilæumskamp på 3 uger, og Rebels årlige ”homecoming” kamp.

Det bliver samtidig en kamp hvor det er svært at tippe en vinder i det de ikke tidligere har mødtes i år. Rebels slog i første omgang Stallions med 1 point, ligesom deres eneste anden sejr blev med 1 point over ligaens nr. 4, Aarhus Tigers. I deres næste møde tabte de til Stallions med 27 point.

89ers slog solidt Stallions med 24 point i deres første møde, og det ville derfor være nemt at udråbe dem til vindere, men hvis ligaen i år har lært os noget, så er det at intet er så nemt. Næsten alle ser ud til at kunne slå alle, og kun et hold har været urørlige, og de skal ikke i aktion på lørdag, derfor ser Rebels HC Daniel Lassen også optimistisk på kampen. ”Jeg er altid optimistisk omkring vores kampe. Men det handler om at vise spillet på lørdag” fortæller Lassen til Nationalligaen.dk, der erkender at selvom der endnu er to kampe tilbage, så sidder der nok unægtelig nogle spiller med tankerne i play offs allerede: ”Det gør det nok mere end det bør. Vi har hele sæsonen haft en idé om, at vi skal spille 10 isolerede kampe, og så må vi se på stillingen efter de 10 kampe. Vi bør angribe denne kamp på samme måde som de andre vi har haft i år. Fokusere på vores spil, og være konstant forbedrende. Så skal det nok gå”. Lassen tror på at der nok skal opstå muligheder for at stikke kniven i gæsterne og håber på at han og holdet er klar når de gør.

Det bliver to meget forskellige hold der lørdag møder hinanden, men to hold med samme mål: At finde vej til det forjættede land. 89ers vil figurere som inkarnationen af jysk football, med en ”run-first”, mentalitet og på den anden side står det mere finesse orienterede spread offense. Skal Rebels blive det 3. af 5 hold til at fejre deres 25 års jubilæum med en sejr, eller er det 89ers der kan tage et afgørende skridt mod slutspillet? Uanset hvad bliver dog forventelig en spændende og i særdeleshed se-værdig kamp.

Det er ikke lykkes os at få en kommentar fra 89ers-lejren inden deadline for artiklen.

Kampen spilles d. 5. september kl. 14.00 på Hjortespringskolen i Herlev.

Tidligere møder

13.09.14        AaB 89ers vs Herlev Rebels 21 – 0

05.07.14        Herlev Rebels vs. AaB 89ers 58 – 7

08.06.13        Herlev Rebels vs. AaB 89ers 45 – 19

09.06.12        Herlev Rebels vs. AaB 89ers 12 – 6