Foto: Per Kronvold

Sommerpausen er forbi, og det er tid til at banke rusten af spillerne fra Triangle Razorbacks, der tager imod Horsens Stallions. Første kamp efter en pause kan altid være svær, men hjemmeholdet må regnes som klare favoritter

Der er godt næsten to måneder, siden dommerne sidst fløjtede en kamp af for Triangle Razorbacks og Horsens Stallions, og siden da har den stået på ferie og pause for spillerne. Nu er tiden kommet til at trække i kampuniformerne igen og sætte point på tavlen, når Razorbacks tager imod Stallions i de to holds første kamp efter sommerpausen.

Thomas Linnemann, Head Coach for Triangle Razorbacks, ser frem til at komme i gang igen.

”Vi har haft en masse kontakt i træningerne de sidste to uger, for at få folk i kampform igen, og vi har haft en masse konkurrence på pladserne. Vi har haft nogle gode træninger med op til 40 mand, så der har været god intensitet.”

Mens Razorbacks gik på sommerferie som ubesejrede med en god følelse, så var det modsat for oprykkerne fra Horsens. Stallions tabte til AaB 89ers, så der nu i bunden af tabellen ligger tre hold med en sejr og seks nederlag.

”Vi har brugt noget af pausen på at slikke sårene efter Aalborg-kampen, som jo ikke endte, som vi håbede. Så har vi byttet lidt rundt i organisationen, så det vil være Anders Bysted, der bliver head coach i de sidste tre kampe af sæsonen,” siger Dan Jeppesen, der var Head Coach i første del af sæsonen, og fortsætter: ”Vi har fået en glimrende optakt til sæsonen og har fået noget energi og noget humør ind i truppen, så vi er positive på vej ud af sommerpausen.”

Opstarten skal bruges fremadrettet

Efter sommerpausen skal kapløbet om slutspilspladserne sættes ind, og det gælder også kampen om tilskuerne. Derfor giver Razorbacks gratis entré til alle football-spillere i DAFF, som kommer til kampen i deres spillertrøje. Derudover er der også gratis entré for alle under 18.

Selvom kampen om slutspilspladser kun er aktuelle for hjemmeholdet, så skal kampen her først og fremmest bruges fremadrettet.

”Det er jo nok Danmarks stærkeste hold vi møder på søndag, så vi regner ikke med en sejr. Kampen skal bruges til at komme af med rusten, og så har vi lidt frit spil til at prøve nogle ting af, og så ved man aldrig, hvad der sker. Men vores primære fokus ligger i ugerne f fremad.” siger Dan Jeppesen.

Også Thomas Linnemann vil bruge kampen vil bruge kampen med et lille øge mod den nærmeste fremtid.

”Jeg vil blive skuffet, hvis vi ikke vinder kampen. Det er et lokalopgør med god tænding, og vi får mulighed for at spille nogle spillere ind på holdet, som Robin Sebeille, der kommer fra VM og har set meget imponerende ud til træning. Og så mener jeg, at vi har et godt produkt at vide frem til publikum, så forhåbentlig kan vi få overbevist nogle folk om at komme og se dansk amerikansk fodbold,” siger Razorbacks Head Coach.

Kampen bliver spillet i Vejle søndag den 16. august klokken 14.00

https://www.facebook.com/events/1484901351830162/