AaB 89ers gjorde det i store dele af kampen virkelig fornuftigt, men Copenhagen Towers var bedre og langt mere kyniske end nordjyderne, og kunne glæde sig over en sejr på 50-6.

Foto: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Tidlig Towers-dominans

På et velbesøgt Gentofte Stadion startede gæsterne med bolden. Det gjorde de rimeligt, og Jacob Callesen skaffede dem en ny 1. down. Mere blev det dog ikke til, og Towers’ angreb kunne løbe på banen for første gang i kampen.

Towers’ angreb blev til dagens kamp styret af Patrick Hargett, som af head coach Peter Herbild var valgt som startende quarterback. Han takkede for tilliden ved først at skaffe en ny 1. down på en god ”scramble” og derefter bringe Towers foran 6-0 med et touchdown-kast til Aske Troen Klixbüll.

For omkring en måned siden kunne Towers annoncere, at de havde signet amerikanske Dayton Winn, og han var mod 89ers en trussel hver eneste gang, han rørte bolden. Han var tæt på at bringe Towers yderligere foran på et punt-return, hvor ingen 89ers-spillere kunne stoppe ham. Til 89ers’ held løb Winn sammen med en af sine medspillere efter et ellers imponerende return.

Selvom Winn ikke kunne færdiggøre arbejdet, kom Towers alligevel på 14-0 kort efter. Hargett ramte Anton Witmeur på en screen, og Witmeur tog bolden hele vejen i endzone uden de store problemer.

89ers lod sig dog på ingen måde slå ud af de to tidlige scoringer af Towers, og burde have reduceret midtvejs i første quarter. 89ers’ Jacob Hansen strøg op igennem midten af banen og forbi adskillige Towers-forsvarsspillere, inden han efter et løb på omkring 75 yards blev stoppet. 89ers-spillerne jublede på det efterfølgende spil, da de troede, at August Brandi havde scoret til 14-6. Desværre for dem blev scoringen annulleret af en holding-straf, og senere på drivet måtte de erkende, at deres første scoring i kampen måtte vente lidt endnu.

Dayton Winn gad dog ikke vente længere på sin første scoring mod 89ers. Med et 80 yard-løb bragte han Towers på 21-0 inden første quarters afslutning.

Første quarter var i det hele taget ikke kedeligt, og sluttede af med et flot return af 89ers’ Jens Ole Kaae Jensen og en interception af Towers’ Kasper Skyum, som fik et kort indhop.

I andet quarter kom Hargett tilbage på banen, og kunne først bringe Towers på 28-0 med et nyt kast til Klixbüll, og kort efter kunne han give bolden til Michel Konate, som gjorde det 34-0. Her opstod en af kampens mest underlige øjeblikke. Ekstrapoints-sparket blev blokeret af 89ers, men bolden dumpede lige ned i hænderne på en vågen Jimmy Bjerregaard, og Towers kom på 36-0.

89ers skiftede inden pausen Alexander Kronborg ind som quarterback, og sendte startende quarterback Thomas Zinck Thellufsen ud som receiver.

89ers kæmpede forgæves

Anden halvleg gik en smule hurtigere end første, da Towers med den store føring sørgede for running clock i hele anden halvleg.

Som beskrevet i optakten er Towers det højest-scorende hold i denne sæson, og lørdag eftermiddag skuffede de heller ikke. Dayton Winn startede anden halvleg for fuld skrue med sit andet store touchdown-løb i kampen.

Alexander Kronborg gjorde det godt efter indskiftningen, og 89ers-angrebet virkede lidt mere uforudsigeligt med Kronborg bag center. I starten af fjerde quarter fik 89ers reduceret til 43-6 ved et løb af Jacob Callesen. Fortjent efter det hårde slid kampen igennem af 89ers’ blot 25-mand brede trup.

Towers lukkede kampen med en ny scoring. Med sin fjerde touchdown i kampen kastede Patrick Hargett til Kristoffer Niemann Green, og Towers kunne glæde sig over en sejr på 50-6.

Næste opgave for Towers bliver en svær hjemmekamp mod de forsvarende mestre fra Triangle Razorbacks næste søndag, mens 89ers skal møde oprykkerne fra Copenhagen Tomahawks i Aalborg d. 24. juni.

Scoringer

1st quarter:

7-0 – TD pass, #11 Hargett to #80 Troen Klixbüll (PAT good)

14-0 – TD pass, #11 Hargett to #28 Witmeur (PAT good)

21-0 – TD run, #13 Winn (PAT good)

2nd quarter:

28-0 – TD pass, #11 Hargett to #80 Troen Klixbüll (PAT good)

36-0 – TD run, #29 Sindou Charter Konate (PAT blocked, recovered by Towers)

3rd quarter:

43-0 – TD run, #13 Winn (PAT good)

4th quarter:

43-6 – TD run, #89 Callesen (2 pt. conversion failed)

50-6 – TD pass, #11 Hargett to #5 Niemann Green (PAT good)