Indlæg

Razorbacks sikkert i semifinalen

Triangle Razorbacks havde kun behov for et godt quarter for at sikre sig en plads i semifinalen, da holdet sendte gæsterne fra Herlev Rebels hjem fra Vejle med et nederlag på 7-53.

Foto: Søren E. Alwan, Vejle Amts Folkeblad

Razorbacks lagde ud som lyn og torden. En af hjemmeholdets store profiler på angrebet, wide receiver #12 Oliver Holmlund scorede kampens første touchdown og bragte Razoorbacks foran 6-0. Cornerback #27 Simon Knudsen øgede føringen til 12-0 på et puntreturn, hvorefter wide receiver Peter Linnemann, og de to running backs Geoffrey Lewis og Mathias Kragh hver fik bolden i endzone. Foran 33-0 ved første quarter var kampen reelt afgjort og efter den start kunne Razorbacks lette lidt for gaspedalen.

Herlev Rebels kom på tavlen i starten af andet quarter, da #33 Frederik Skræddergaard fandt endzonen, men tættere kom Herlev ikke. Først scorede Oliver Holmlund sit andet touchdown inden Mark Nielsen satte punktum og med sin scoring sendte Razorbacks til pausen med en føring på 47-7.

Anden halvleg blev en mere lige affære, hvor Razorbacks kun kom i endzone en enkelt gang, da #21 Daniel Karkov scorede til slutresultatet 53-7.

Et resultat som glædede ikke mindst Triangle Razorbacks offensive koordinator Thomas Linnemann.

”Jeg er godt tilfreds med kampen. Vi havde sat os for, at det skulle afgøres hurtigt og det lykkes. Både offense og defense klikkede, så det skal vi bare arbejde videre med til på søndag,” siger han til nationalligaen.dk.

”Vores receiver Oliver Holmlund viste sig igen at være varm og cornerback Simon Knudsen havde et punt return TD og flere andre lange returns, som gav os god field position,” lød det fra Thomas Linnemann.

Herlevs smalle trup straffet

Hos modstanderne anerkendte head coach Ronnie Kjær, at man havde mødt et bedre hold, men at han var skuffet over, at man ikke havde været i stand til at yde mere modstand.

”Kampen blev desværre lige så hård som vi forventede. og udfaldet blev som vi frygtede. Vi have håbet på, at vi kunne drille dem noget mere og kunne holde kampe i live længere, men med den smalle trup vi havde til rådighed til kampen, kunne man bare se at alt hvad vi havde af kræfter var blevet brugt i vores to foregående kampe, hvor vi kæmpede om overlevelse,” lød vurderingen fra træneren, der dog var stolt af sine spillere.

”De herrer vi havde med til kampen, kæmpede alt hvad de kunne og vi kunne ikke forvente os mere af dem,” slutter han.

Sæsonen er nu slut for Herlev Rebels, mens der venter Triangle Razorbacks en stor mundfuld i semifinalen på næste søndag. Her møder Triangle Razorbacks nummer to i grundspillet Søllerød Gold Diggers, som har vundet begge af holdets hidtidige møder i sæsonen.

Den kamp bliver spillet søndag den 24. september klokken 15.30 på Rundforbi Stadion i Nærum.

Tilmeld dig eventen på Facebook.

Scoringer
1st quarter
6-0                    Oliver Holmlund                       (Extrapoint no good)
13-0                  Puntreturn Simon Knudsen   (Extrapoint good)
21-0                  Peter Linnemann                     (Two-point conversion good)
27-0                  Geoffrey Lewis                         (Extrapoint no good)
33-0                  Mathias Kragh                          (Extrapoint no good)
2nd quarter
33-7                  Frederik Skræddergaard        (Extrapoint good)
40-7                  Oliver Holmlund                       (Extrapoint good)
47-7                  Mark Nielsen                            (Extrapoint good)
4th quarter
53-7                  Daniel Karkov                           (Extrapoint good)

Please follow and like us:
0

Razorbacks og Rebels regner med herrefight i Wild Card-kamp

Danmarksmestrene fra Triangle Razorbacks og Herlev Rebels forventer hård kamp lørdag om en plads i semifinalen.

Foto: arkivfoto

Triangle Razorbacks sluttede grundspillet med den dårligste record i umindelige tider. Kun seks sejre og hele fire nederlag blev det til undervejs. Siden 2008 har Razorbacks på intet tidspunkt tabt mere end to grundspilskampe.

Gæsterne fra Herlev Rebels sikrede sig den sjette og sidste slutspilsplads, ved på udebane at besejre Copenhagen Tomahawks med 28-24. Dermed endte de sæsonen med tre sejre og syv nederlag.

De to hold har allerede mødt hinanden én gang i sæsonen, nemlig i slutningen af august, hvor Razorbacks tromlede henover Herlev og vandt 53-9 på blandt andet to touchdowns, hver fra de to runningbacks Geoffrey Lewis og Mathias Kragh samt wide receiver Oliver Holmlund.

Razorbacks forventer sejr

Razorbacks spillede senest i weekenden, hvor det blev til et nederlag til Copenhagen Towers, og det er heller ikke et hold der endnu er ved fuld styrke. Alligevel forventer Razorbacks’ offensive coordinator Thomas Linnemann en sejr.

”Vi mangler stadig nogle startere, som er skadet på den offensive linje,” siger Thomas Linnemann med henvisning til Thomas Østerballe og den, fra USA, hjemvendte Theis Bagnkop. ”Men vi håber, at have dem tilbage til semifinalen,” lyder det optimistisk fra Thomas Linnemann.

”Jeg forventer, at det bliver en hård kamp, fordi Herlev er et hold der altid kæmper til sidste fløjt. Og da det er en knald eller fald-kamp, så er der altid en risiko for, at det bliver en hård kamp, så vi skal være fokuserede fra start,” lyder vurderingen fra Thomas Linnemann.

Razorbacks-træneren udpeger særligt Herlevs kasteangreb, som modstandernes styrke.

”Vi skal især holde øje med deres to dygtige og høje wide receivers, Rasmus Brandt og Victor Stauning, som var en stor trussel mod os i den første kamp,” siger Thomas Linnemann til Nationalligaen.dk. Og særligt den første er det nok en god ide at dække tæt op, for i de to holds seneste kamp scorede Rasmus Brandt Herlevs eneste touchdown.

Rebels lover kamp til stregen

Med sejren over Copenhagen Tomahawks sikrede Herlev Rebels sig den plads i slutspillet, der var målet for sæsonen, men hvis holdet skal videre til den semifinale, som klubben ikke har været i siden 2012, så kræver det en mandfolke-indsats af de rød-hvide fra den københavnske forstad.

”Vi arbejder hårdt her i ugens løb for at forberede os på, hvad Razorbacks kommer med og så arbejder vi med det vi selv skal være bedre til. Og endelig så skal vi bare ud og brænde alt, hvad vi har tilbage af energi,” lyder det fra head coach Ronnie Kjær fra Herlev Rebels.

I modsætning til Razorbacks, så stiller Herlev i stærkeste opstilling, på trods af, at man lige har spillet en ekstrem tæt og hård kamp mod Tomahawks, hvor en håndfuld af spillerne undervejs skulle enten tilses af medicen eller hjælpes fra banen.

”Vi havde mange mand i jorden, i løbet af kampen, men vi er ikke blevet ramt af de helt store skader, det er mere nogle muskler der skal hviles og så vi er klar til kampen på lørdag,” lover han Nationalligaen.dk.

Kampen sparkes i gang klokken 18.00, men der er pre-game show, så skal man en tur på Vejle Atletik Stadion, anbefales det at man kommer cirka et kvarter før. Der er gratis adgang.

Tidligere opgør:
27. august 2017                  Herlev Rebels – Triangle Razorbacks     9 – 53
13. august 2016                  Triangle Razorbacks – Herlev Rebels     46 – 16
16. maj 2015                       Triangle Razorbacks – Herlev Rebels     41 – 0
30. august 2014                  Triangle Razorbacks – Herlev Rebels      46 – 14
25. maj 2014                       Herlev Rebels – Triangle Razorbacks     13 – 28

Please follow and like us:
0

Rebels sled sig til sidste slutspilsplads

Der var masser af intensitet og spænding til det sidste, da Herlev Rebels vandt 28-24 over Copenhagen Tomahawks og de mørkerøde sikrede sig dermed en plads i Wild Card-runden.

Foto: Chris Palmgren / CP88

Vejret var godt, der var godt gang i grillen og masser af tilskuere langs sidelinjen, da Copenhagen Tomahawks og Herlev Rebels mødte hinanden i sidste runde af grundspillet i National Ligaen.

Og måske fordi der var en slutspilsplads på spil for begge hold, blev det en virkelig intens og spændende kamp, som udeholdet trak sig sejrrigt ud af.

Det var ellers hjemmeholdet, der kom bedst fra start. På kampens åbningsdrive tog Tomahawks-quarterback #5 Rasmus Rolsted bolden under armen og kunne løbe i endzone. 6-0 til Tomahawks.

To lange touchdowns

Herlev Rebels svarede dog hurtigt igen. Quarterback/kicker og punt returner #29 Simon Dellgren fandt en af kampens store profiler, wide receiver #89 Rasmus Brandt på en kort aflevering i højre side og med et fint lille spinmove kunne den nykårede Europamester i Flag Football, undvige tre tacklinger og så var der åbent, 70 yards til endzone og så var udeholdet i front med 7-6.

Det var stadig kun i midten af første quarter og der var allerede scoret to touchdowns og man sad lidt med fornemmelsen, at kampen godt kunne blive en gentagelse af de to holds første kamp, som var endt 50-43, men sådan skulle det ikke gå.

Trænerstabene fik justeret og spillerne blev stædige og derfor blev der kun scoret en gang mere i første halvleg, da Tomahawks QB Rolsted ind over midten fandt wide teceiver #15 Mikkel Enevoldsen, der lige kunne klemme sig ind imellem to Herlev-forsvarere, som bragede ind i hinanden og så var der motorvej til endzonen for Enevoldsen.

Herlev havde chancen for at reducere kort før pausen, men Simon Dellgrens field goal-forsøg gik forbi og derfor kunne Tomahawks gå til pausen med en føring på 12-7.

Herlev kæmpede sig til sejr

Anden halvleg startede Rebels bedst. #8 Lukas Witzansky slap fri på en fjerde down og en og så kunne han igen bringe Herlev foran.

Og den scoring gav Herlev momentum. Efter en interception af free safety #50 Mark Peters på modstanderens 33 yard-linje, kunne Witzansky igen nærmest urørt løbe bolden i endzone og så var Herlev foran 21-12.

Efter den scoring troede Herlev åbenbart, at de kunne gå på vande, for i stedet for at sparke kickoff forsøgte Dellgren et onside-kick og det mislykkedes. Det betød, at Tomahawks fik bolden nærmest ved midterlinjen og efter bare tre spil fik de reduceret, Rosgren fandt wide receiver #11 Jakob Fabricius på et kort pass i venstre side og så løb han nærmest hele vejen på tværs af banen og ind i endzone, så der nu kun var et field goal til forskel på de to hold.

I fjerde quarter var det igen Herlev der kunne drage fordel af en turnover, da running back #33 Rasmus Carøe hostede bolden op på egen 10 yard linje var Mark Peters over den og kort efter fandt Simon Dellgren igen Rasmus Brandt, der med sit andet touchdown bragte Herlev foran 28-18.

Tomahawks havde ryggen mod muren og på det efterfølgende drive måtte de to gange forsøge sig på fjerde down inden Roslev fandt den rumænske wide receiver #15 Mihai Anghlescu på en slant-rute, men da den efterfølgende two-point conversion blev brændt, så skulle der stadigvæk en touchdown til, hvis Tomahawks skulle vinde kampen.

Med knap fire minutter igen forsøgte Herlev nu at løbe tid af klokken, ved at løbe bolden. Det fungerede fint, Herlev fik to gange flyttet kæderne, men efter at have konverteret en 3 og 12 til en ny første down valgte Simon Dellgren, der ellers havde spillet en nærmest fejlfri kamp, at forsøge at finde Rasmus Brandt nede af banen, men den havde #29 Lasse Sevald læst hele vejen og så overtog Tomahawks bolden.

En virkelig dårlig beslutning af Herlev, som dog ikke blev straffet, fordi to spil senere forsøgte Rolsted at gå dybt til Jacob Fabricius, men #47 Alexander Kirkemenn Gjedde fik begge hænder på og så overtog Herlev igen bolden, men denne gang formåede de ikke at flytte bolden og måtte punte.

Tomahawks fik endnu en chance for at vinde kampen. Fra 32 yard-linjen tog Rolsted et skud efter wide receiver #8 Mikkel Lorentzen i endzonen, men den bold endte i stedet i armene på cornerback #22 Morten Deleuran.

Og således blev det. Herlev Rebels vandt kampen 28-24 og er dermed klar til Wild Card-runden mod Triangle Razorbacks. Den kamp bliver spillet lørdag den 16. september klokken 18.00 på Vejle Atlektik Stadion.

Fantastisk footballkamp

Herlev havde gennem hele kampen rigtig godt styr på hjemmeholdets normalt store profil, Rasmus Carøe, som i de to klubbers første møde, havde lavet ikke færre end fire touchdowns. Tomahawks var i perioder også gode til at lukke ned for Rebels løbespil, som fungerede bedst, når Simon Dellgren selv løb med bolden.

Herlev havde i løbet af kampen minimum en håndfuld spillere i græsset til behandling og man sad hver gang med fornemmelsen, at det at de var mødt op med 25 mand, seks færre end Tomahawks, ville betyde at de ville blive kørt trætte mod slutningen af kampen. De virkede også mere trætte, men til gengæld viste de vilje og stædighed og det sikrede dem sejren.

Indimellem kan kampe i National Ligaen godt være lidt kedelige, fordi der er stor niveauforskel på holdene, men den her kamp viste sporten og ligaen fra sin allerbedste side. Der var nemlig masser af godt football-spil, masser af nerve og der var spænding til allersidste play.

Mens Herlev Rebels er videre til Wild Card-runden, skal Copenhagen Tomahawks ud i en overlevelseskamp om at få endnu en sæson i National Ligaen, mod enten Frederikssund Oaks eller Odense Badgers. Den kamp spilles enten lørdag den 30. september eller søndag den 1. oktober i Valby Idrætspark.

Scoringer
1st quarter
6-0 Rasmus Rolsted, 9 yards run, (Two-point conversion no good)
6-7 Simon Dellgren til Rasmus Brandt, 70 yards pass (PAT good)
2nd quarter
12-7 Rasmus Rolsted  til Mikkel Enevoldsen, 76 pass (Two-point conversion no good)
3rd quarter
12-15 Lukas Witzansky, 42 yards run (Two-point conversion no good)
12-21 Lukas Witzansky, 9 yards run (Two-point conversion no good)
18-21 Rasmus Rolsted til Jakob Fabricius, 14 yards pass (Two-point conversion no good)
4th quarter
18-28 Simon Dellgren til Rasmus Brandt, 3  yards pass (PAT good)
24-28 Rasmus Rolsted til Mihai Anglescu, 13 yards pass (Two-point conversion no good)

Please follow and like us:
0

Tomahawks og Rebels i direkte duel om playoff-plads i jubilæumskamp

Der er masser på spil for begge hold, når Copenhagen Tomahawks søndag møder Herlev Rebels i en direkte duel om den sidste plads i årets slutspil.

Fotograf: Chris Palmgren / CP88

Begge hold har to sejre og syv nederlag, og dermed kan vinderen lige nøjagtigt snige sig med i slutspillet, hvor Triangle Razorbacks venter i Wild Card-runden.

Kampen vil samtidig være jubilæumskamp for Copenhagen Tomahawks, der nu har eksisteret i 15 år.

Det er anden gang i år, at de to hold møder hinanden. De mødte også hinanden lige før sommerpausen, hvor Tomahawks vandt en shootout med 50-43. En kamp, hvor Copenhagen Tomahawks’ runningback Rasmus Carøe fandt endzonen ikke færre end fire gange.

To hold med momentum

Søndagens kamp kan sagtens blive endnu en højtscorende affære, vurderer Ronnie Kjær, der er head coach for Herlev Rebels, som i weekenden slog Amager Demons.

”Vi skal kæmpe alt, hvad vi har lært og virkelig skal kæmpe for hver en yard og vores defense skal kæmpe for at presse deres quarterback til at lave nogen dumme beslutninger,” siger han til Nationalligaen.dk.

”Truppen er intakt fra sidste weekend. Eneste store ændring er, at vi har fået wide receiver Rasmus Brandt tilbage fra EM-slutrunden i flag football, hvor han jo vandt guldmedalje.”

Hos hjemmeholdet har man rigelig med respekt for søndagens modstander.

”Herlev er et aggressivt og godt coached hold. Det kan godt være, at det ikke kan aflæses på stillingen, men de kæmper til det sidste, og det respekterer jeg,” siger Tomahawks’ head coach Ryan Andersen, som i weekenden så sit hold tabe snævert til Aarhus Tigers, men holdet er på rette vej, lyder det.

“Vi var en håndfuld mentale fejl fra at slå nummer fire i ligaen. Det er positivt, især i forhold til vores forrige kamp (6-41 nederlag til Søllerød, red.). Vi flytter os i den rigtige retning og vi rammer denne her kamp med momentum.”

Seasons on the line

For begge holds trænere er det sæsonen der er på spil i kampen. For Tomahawks handler det ikke mindst om at bevise, at man er berettiget til at spille med i National Ligaen.

”Det har hele tiden været vores mål at nå slutspillet. Vi ville gerne sende det signal, at vi hører til i National Ligaen. Vinder vi søndag vil det forhåbentlig være en validering af den tanke, vi har haft hele tiden, nemlig at vi hører til i den her række. Det vil også være stort for vores klub fremad, især når det gælder rekruttering,” siger Ryan Andersen.

Også hos Herlev Rebels er træneren ikke i tvivl om at en sejr på søndag, vil være forskellen på en god og en dårlig sæson.

”Kampen betyder jo alt for vores sæson, Vi har vidst lige siden sommerpausen, at denne kamp ville betyde wildcard eller nedrykningskamp. Og vi vil gøre alt hvad vi kan for at det hedder wildcard i Vejle i næste weekend, og ikke nedrykningskamp i Herlev i slut-september,” slutter Ronnie Kjær.

Skulle kampen ende uafgjort, så er det Tomahawks, der vandt de to holds første opgør, som kommer i slutspillet.

Kampen spilles søndag den10. september klokken 14.00 i Valby Idrætspark, Julius Andersens Vej 1, 2450 København SV.

Se event på Facebook.

Seneste indbyrdes opgør:

11.06.2017      Herlev Rebels – Copenhagen Tomahawks    43-50

Please follow and like us:
0

Rebels vinder vital kamp mod Demons

Herlev Rebels løb afsted med en utrolig vigtig sejr mod Amager Demons. Dæmonerne blev besejret 26-36 i en kamp, der bølgede frem og tilbage, og håbet om playoffs lever for Herlev-holdet.

Fotograf: Mikkel Bo / 1st Down

I det glimrende efterårsvejr på Amager startede hjemmeholdet bedst ud, og marcherede mod endzone, men da det begyndte at ligne en tidlig føring til værterne, fumblede Michael Kristiansen bolden.

Det var ikke den sidste fumble i første quarter. Næste gang var det Rebels’ Nick Jørgensen, der ikke kunne holde fast på læderet, og Demons’ Michael Hinge kunne kaste sig over den løse bold.

De to holds forsvar startede kampen bedre end deres angreb. Kampens første offensive højdepunkt stod Demons for. De bragte sig foran på et flot catch af Mads Hyrsting efter et lige så flot kast af Mads Edvardsen. Det var samtidig det sidste, der skete i første quarter.

Der var stadig langt imellem de store offensive spil, men et af dem stod Rebels’ quarterback, Simon Dellgren, for med et stort løb et stykke inde i andet quarter. Det banede vejen for en scoring til gæsterne fra Herlev. Dellgren selv løb bolden de sidste syv yards til et touchdown og dermed også en udligning af hjemmeholdets føring.

Demons svarede hurtigt igen

Stillingen 7-7 skulle dog ikke holde længe. Micki Nielsen stod for noget så sjældent som et kickoff returneret til touchdown efter Rebels’ udligning.

Rebels slog hurtigt tilbage, og bragte sig på ny foran. Allerede på den næste angrebsserie førte Dellgren sit angreb tålmodigt og flot fremad banen, og løb selv endnu en scoring ind med et nyt 7 yard touchdown-løb.

Rebels valgte klogt nok ikke at sparke det efterfølgende kickoff i hænderne på Micki Nielsen. Derefter viste Rebels-forsvaret et hidtil uset niveau, og fik hurtigt sendt Demons’ angreb tilbage på sidelinjen.

Rebels’ angreb skulle ikke bruge lang tid, før de igen havde sat point på tavlen. Dellgren fandt en fri Lukas Kristian Witzansky på en rute ind i banen, og han havde god fart i stængerne, og scorede et flot touchdown for gæsterne. Demons nåede ikke at sætte score inden første halvlegs afslutning, og holdene kunne gå til pause ved stillingen 22-14 til Rebels.

Store Rebels-fejl gav Demons håb

Rebels startede anden halvleg med bolden, men smed den hurtigt væk dybt på egen banehalvdel efter et skidt hand-off, og Demons øjnede nu chancen for at komme tilbage i kampen. Desværre for dem havde de ikke held til det, og måtte overlade bolden til Rebels igen.

Én Rebels-fejl var dog ikke nok, men da de igen fumblede kort efter, slog Demons denne gang til. Kombinationen mellem Mads og Mads, Edvardsen og Hyrsting, bragte Demons indenfor én scoring på ny.

Glæden var dog i den grad kortvarig. Kampens helt store oplevelse, Simon Dellgren, var igen involveret. Han fik lov at returnere et kickoff, og det gjorde han bedre, end Rebels formentlig havde turde håbe på. Han tog bolden hele vejen til endzone og med det efterfølgende ekstrapoint kom Rebels foran 29-20.

Mod slutningen af tredje quarter afgjorde Rebels mere eller mindre opgøret med en scoring til 36-20. Nick Jørgensen scorede efter et kort løb, og glæden var tydelig hos Jørgensen, da han krydsede stregen til endzone.

Selvom Micki Nielsen stod for endnu et stort spil, da han blokerede et Rebels-punt og fik fat i bolden i endzone, var det ikke nok for hjemmeholdet fra Amager, som tabte til et velspillende Herlev Rebel med cifrene 36-26.

Scoringer

1st quarter:

7-0 – 25 yard TD pass, #4 Edvardsen to #2 Hyrsting Larsen (PAT good)

2nd quarter:

7-7 – 7 yard TD run, #29 Dellgren (PAT good)

13-7 – 86 yard kickoff return for TD, #1 Nielsen (PAT missed, wide left)

13-14 – 7 yard TD run, #29 Dellgren (PAT good)

13-22 – 85 yard TD pass, #29 Dellgren to #8 Kristian Witzansky (2 point conversion successful, Pass #29 Dellgren to #8 Kristian Witzansky)

3rd quarter:

20-22 – 11 yard TD pass, #4 Edvardsen to #2 Hyrsting Larsen (PAT good)

20-29 – 80 yard kickoff return for TD, #29 Dellgren

20-36 – 8 yard TD run, #49 Jørgensen (PAT good)

4th quarter

26-36 – Punt blocked, recovered in endzone by #1 Nielsen (2 point conversion no good)

Please follow and like us:
0

Ingen slinger i valsen fra mestrene

Razorbacks vigtigste mål for kampen var at spille sig varm til sæsonens slutspurt, og den opgave blev klaret til perfektion.

Klar fra start

Det tog ikke lang tid for gæsterne at sætte sig på kampen. Det startede med et langt return fra amerikanske Mark Joyce og derefter tog det ikke vejlegenserne mange sekunder at sætte de første point på tavlen. Det blev et løb af veteranen Geoffrey Lewis der skulle blive dagens første scoring.
Og blot på hjemmeholdets 2. offensive spil, havnede en fumble fra Rebels RB i hænderne på Razorbacks’ Martin Jepsen, der kunne returnere bolden til hjemmeholdets 10y linje. Og det tog kun yderligere tre spil før Oliver Holmlund kunne bringe gæsterne på 0-14.

Dellgren til Brandt, og en smule Witzansky

For hjemmeholdet var forbindelsen mellem QB Simon Dellgren og WR Rasmus Brandt den livgivende gnist. På hjemmeholdets 2. drive blev det til et lang completion ned af sidelinjen og et TD grebet i bagenden af endzone. Dog måtte Herlev se deres TD kaldt tilbage på baggrund af en fejl på hjemmeholdets offensive linje. I stedet blev det til 3 point fra foden af Dellgren som også er holdets kicker.
Resten af kampen var det enten Dellgren til Brandt, eller Dellgren langs jorden der kunne skabe de fornødne yards for hjemmeholdet. Sporadisk blev det også til yards fra altmuligmanden Lukas Witzansky, som har spillet en meget imponerede første sæson i NL.

Ny position?

Det er uklart om det er mangel på WRs, sjov og spas eller et forsøg på at omskole holdets QB der er skylden, men på gæsternes 3. drive står Peter Linnemann under center og import QB Shazzon Mumphrey er at finde på ydersiden som WR. Han er hurtigt involveret, dog som blocker, der han kan lægge det afgørende block for RB Mathias Kragh der finder godt og vel 25 yards ned langs hjemmeholdets sidelinje. Og på spillet efter er QB igen i fokus, da han griber en flot in-rute ind over midten og derfor på meget atletisk vis hurdler hjemmeholdets QB på vejen ind i endzone. Torben Atkinson ramte for 3. gang plet og kunne udbygge udeholdets føring til 3-21.

Gammel kending

Hos gæsterne var der også kommet yderligere et navn på rosteren. Det er Thomas Feer, den gamle stjerne RB, som efter sidste sæson at have spillet hos Copenhagen Towers, igen er at finde hos Vejle holdet. Og Feers første berøring blev da også til et flot 30 yard løb.

Herlev Rebels næste kamp er allerede på søndag, d. 3. september, hvor mandskabet skal en tur til Amager for at gentage succesen fra foråret, hvor det blev til en flot 1-points sejr til Rebels. Kampen er vigtig da den kan være afgørende for en plads til slutspillet, samt at undgå ligaens bundplads.
Razorbacks har nu to ugers pause, inden de kan være med til at bestemme hvordan deres playoff modstander skal se ud. Razorbacks har sikret sig 3. pladsen, men med en sejr over Towers, vil Towers falde ned til 2. pladsen og dermed sandsynligvis blive modstanderen i semifinalen. Hvis Razorbacks skulle gå hen at tabe, vil det være Søllerød der venter i en semifinale. Kampen mod Towers bliver spillet lørdag d. 9 september, i Vejle. Kick Off er sat til kl 17 og der forventes en fest på stadion, og flot fodbold på banen.

Scoringer

0 – 7: Geoffrey Lewis, 4y rush, xp good
0 – 14: Shazzon Mumphrey til Oliver Holmlund, 4y catch, xp good
3 – 14: Simon Dellgren, 35y FG
0 – 21: Peter Linnemann til Shazzon Mumphrey, 18y catch, xp good
3 – 28: Mathias Kragh, 2y rush, xp good
9 – 28: Simon Dellgren til Rasmus Brandt, 15y catch, xp no good
9 – 35: Mathias Kragh, 48y rush, xp good
9 – 41: Shazzon Mumphrey, 14y rush, xp no good
9 – 47: Geoffrey Lewis, 2y rush, xp no good
9 – 53: Peter Linnemann til Oliver Holmlund, xp no good

Please follow and like us:
0

Preview: Herlev Rebels – Triangle Razorbacks

Herlev Rebels står overfor endnu en af de helt store udfordringer, når de søndag spiller første kamp efter sommerpausen, mod et Razorbacks-mandskab ivrigt efter at spille sig tilbage i top 2.

Manglende profiler

Rebels-mandskabet har de seneste par år set en række profiler fra både klubbens junior- og seniorafdeling forlade klubben. Det har derfor været svært for mandskabet fra Herlev at stille en ligeså bred trup som resten af National Ligaen. Henover sommerpausen måtte Rebellerne se endnu en profil forlade klubben, da Philip Thun ikke længere var at finde i Herlev. Ligeledes er det værd at bemærke, at en af Herlev-holdets helt store profiler, WR Rasmus Brandt, er udtaget til flag-landsholdet og derfor skal spille EM i Danmark i næste weekend. Hans rolle bliver nok langt fra så stor som den plejer, hvis han overhovedet ser banen i weekenden. Og det efterlader spørgsmålet; ”hvem skal boldene så kastes til?”

Stor, større, størst

Hos gæsterne fra Vejle har sommerpausen været et fortjent afbræk på en hård forårssæson, og Razorbacks-mandskabet så da også ud til at have fået flere af deres profiler tilbage. På den offensive linje er Bjørn Koch, Theis Bagnkop og Mikkel Kjær igen at finde på banen på samme tid. Det vil give Herlev noget af en udfordring, når Mathias Kragh og Geoffrey Lewis får lov at løbe bag en af ligaens stærkeste linjer.

Ny chef, gammel opskrift

Henover sommerpausen har der også været udskiftning på gæsternes øverste sæde, da man har sagt farvel til Sebastian Fandert og fået Ken Suhl tilbage som Head Coach. Med Suhl som Head Coach og Linnemann som Offensive Coach, har Razorbacks før haft stor succes, og hvis man kigger på vejlemandskabets første kamp med Suhl som Head Coach, ser det da også ud til at man følger den samle opskrift.

Hvis du vil se to hold kæmpe en brag kamp for at vise, hvor de hører til, skal du tage til Herlev på søndag. Razorbacks forsøger at bevise, at de stadig skal regnes som et tophold, og Rebels skal bevise, at de ikke hører til i bunden af National Ligaen.

Kampen sparkes i gang: Søndag d. 27/8 Kl. 14.00. Kampen bliver spillet på Kildegårdsskolen i Herlev

Tidligere opgør:

2016 – 13. august: Triangle Razorbacks – Herlev Rebels      46 – 16
2015 – 16. maj: Triangle Razorbacks – Herlev Rebels           41 – 0
2014 – 30. august: Triangle Razorbacks – Herlev Rebels      46 – 14
2014 – 25. maj: Herlev Rebels – Triangle Razorbacks            13 – 28

Please follow and like us:
0

Benhård fight ikke nok for Rebels i Aarhus

På forhånd var hjemmeholdet, Aarhus Tigers, favoritter, inden lørdagens kamp mod Herlev Rebels. Det billede blev kun forstærket, da gæsterne troppede op med 15 mand.

Som bekendt skal der 11 spillere på banen i amerikansk fodbold, og det kunne gæsterne fra Herlev Rebels også præstere, men på bænken var der kun fire spillere at skifte ud med. Inden kampen havde hjemmeholdets head coach, Thomas Pedersen, regnet med, at de to holds trupstørrelse til kampen ville få en betydning, og hjemmeholdets væsentligt flere spillere vandt da også med de sikre cifre 53 – 14.

Selvom det kun var 15 spillere, der stillede op i de røde Rebels-dragter, var det 15 mand med en indstilling, som ikke kunne forlanges meget bedre – gæsterne gav alt, de havde i sig, og det lagde rebellernes træner også mærke til fra sidelinjen.

“Det var da en lidt speciel fornemmelse at komme til kamp med 15 mand, men vi blev ramt af 16 afbud til denne kamp. Så snart drengene var på banen og fik mærket den første kontakt, var de klar, og de kæmpede alt hvad de kunne,” siger Rebels head coach, Ronnie Kjær til Nationalligaen.dk efter kampen og fortsætter:

“Vi havde et mål om, at score point på angrebet og ikke tillade for mange på forsvaret. Vi får sat point på tavlen, men vi tillader for mange – egentlig er jeg rimelig tilfreds trods alt, for vi vidste, at det ville blive svært.”

Med den store sejr er den samlede score i de seneste fem kampe mellem de to hold nu 194 – 33 i aarhusianernes favør.

At gæsterne slog fra sig lagde hjemmeholdet også mærke til, men det blev til en sejr, og det er Tigers’ head coach, Thomas Pedersen godt tilfreds med.

“Vi laver lidt for mange fejl, og jeg laver for mange fejl på sidelinjen. Vi får justeret i pausen, og så ser det bedre ud, så jeg går til sommerpause med en god fornemmelse. Vi er 4-3 [holdets record i National Ligaen efter denne kamp, red.], og vi får sluttet af inden pausen med et W,” siger Tigers-træneren og fortsætter:

“Rebels skal have stor respekt for at kæmpe hele kampen igennem og ikke gå døde. Til sidst i kampen gik gassen helt naturligt lidt af ballonen, men de er jo med i første halvleg, selvom de kun er kommet 15 afsted,”

Rebels-profiler viser stor alsidighed

Med 11 minutter og 43 sekunder tilbage af første quarter er Tigers allerede foran 7 – 0, efter Lasse Lykke tog kampens første spil fra scrimmage på sine skuldre og løb bolden fra midterlinjen til kampens første touchdown.

Herfra fik man fra tilskuerpladserne en dårlig fornemmelse i maven af at kigge på gæsternes 15 spillere, der tillod et touchdown på kampens første spil, men heldigvis tvang Rebels hjemmeholdet til at kæmpe for hvert et point.

Særligt på special teams så Rebels gode ud, og flere gange returnerede Rebels bolden langt op ad banen, og enheden formåede også at blokere et field goal forsøg fra Tigers.

Som en naturlig konsekvens af spillertruppens størrelse måtte Rebels dække flere positioner i løbet af kampen, og her viste et par af spillerne deres atletiske talent og føling for spillet.

Simon Dellgren, som oftest er at finde som quarterback hos Rebels, viste sig frem som både quarterback, wide receiver/running back i Rebels Wing T-formationer, returner og linebacker, og han var ophavsmand til flere store spil for Rebels.

Holdkammeraten Lukas Witzansky ville ikke stå tilbage for Dellgren, og i anden halvleg af kampen havde gæsterne byttet, så Witzansky stod under center. Her udførte Rebels nummer 8 et fremragende fake handoff, som han tog 20 yards til end zone – kun en enkelt yard kortere end Simon Dellgrens løb til touchdown på 21 yards. Derudover er det værd at fremhæve Witzanskys interception med kun en hånd i løbet af kampen.

Flere strenge for hjemmeholdet

På trods af den heroiske fight, må man ikke glemme, at Tigers vandt kampen relativt sikkert. En af de store drivkræfter bag sejren var en utroligt velspillende Lasse Lykke, der i alt scorede tre touchdowns og stod for grebne og løbede yards, der nåede over den gode side af 150 og måske nærmede sig 200.

Tigers har en af de bedste situationer på quarterback-pladsen, da man i Aarhus både råder over Jakob Karkov og Troels Andersen, og de to spillere skiftedes til at tage drives for hjemmeholdet. Det lykkedes også begge spillere at kaste to touchdowns i løbet af kampen.

Til at gribe de i alt fire touchdowns fra Tigers quarterbacks, delte Jesper Kold og Mads Christensen byttet mellem sig – en gang fra hver quarterback. Også Lau Hartoft, der som regel er at finde på den defensive side af bolden, vikarierede på running back og løb bolden ind til seks point en enkelt gang.

Hjemmeholdet fik altså bragt bolden i end zone af fire forskellige spillere, uden at regne de to quarterbacks med, og i sidste ende blev det altså for meget for gæsterne, der måtte tage hjem til Herlev med et nederlag på 53 – 14.

Scoringer:

1.Q

7 – 0                                    Lasse Lykke 50yd run (xp good)

14 – 0                                  Mads Christensen 15yd catch fra Jakob Karkov (xp good)

2. Q

21 – 0                                  Lasse Lykke 9yd run (xp good)

28 – 0                                  Jesper Kold Larsen 44yd catch fra Troels Andersen (xp good)

3. Q

28 – 6                                  Simon Dellgren 21yd run (2pt no good)

34 – 6                                  Lasse Lykke 3yd run (xp no good)

34 – 14                                Lukas Witzansky 20yd run (2pt good)

41 – 14                                Lau Hartoft 3yd run (xp good)

4.Q

47 – 14                                Jesper Kold Larsen 44yd catch fra Jakob Karkov (2pt no good)

53 – 14                                Mads Christensen 33 yd catch fra Troels Andersen (xp no good)

Please follow and like us:
0

Tigers øjner sejr og skuer mod ferie og slutspil

Hjemmeholdet Aarhus Tigers må anses som favoritter, når Herlev Rebels gæster Smilets By på lørdag. Både når man kigger på stillingen i National Ligaen, hvor Tigers har vundet tre kampe og ligger på en øjeblikkelig 4.-plads, mod Rebels ene sejr og en placering næstsidst i tabellen, men også hvis man skæver til holdenes sidste indbyrdes kamp i Herlev.

Her vandt tigrene med de sikre cifre 47-6, og lægger man de seneste fire indbyrdes opgør sammen, hedder scoren sammenlagt 141 – 19 i Tigers favør. Her er det dog værd at nævne, at Rebels vandt et af de seneste fire opgør, sidst i den regulære sæson 2015.

De seneste resultater betyder dog ikke, at Tigers tager let på opgaven, når Rebels kommer på besøg.

“Selvom sidste kamp var en komfortabel sejr, så kommer vi ikke til at tage let på den her kamp. Vi skal stadig forsvare hjemmebanen, og lige meget hvem vi skal møde, så har jeg altid en sund respekt for den her sport. Alt kan ske, hvis man tager for let på tingene,” siger Tigers head coach, Thomas Pedersen til Nationalligaen.dk

Sidste kamp inden sommerpausen

Kampen mellem Tigers og Rebels er de to holds sidste, inden der venter en måneds sommerpause for de to mandskaber – og resten af ligaen.

Timingen betyder, at kampen får lidt mere betydning, fordi den sætter tonen i den pause, der kommer.

Tigers kigger også mod sommerferien, men øjnene er også rettet mod kampene senere på sæsonen.

“Det er rigtig vigtigt at få en sejr. Både for det positive i at gå på sommerferie med et W, men også fordi slutspillet og seedning er ved at forme sig, så vi skal have et W på lørdag,” siger Tigers-træneren.

Rebels har i de seneste sæsoner været udfordret på antallet af spillere i truppen, der ikke har kunnet matche de store hold i ligaen. Det er noget, de er opmærksomme på i Aarhus.

“Jeg forventer, at vi har et noget større roster end Rebels. Sidst vi mødte dem manglede vi jo et hav af spillere. Det kommer selvfølgelig til at få betydning. Men uanset antal mener jeg egentlig, vi er bedre end dem i alle facetter, og det skal vi bare vise lørdag,” siger hjemmeholdets træner, Thomas Pedersen.

På trods af den relativt lille roster har Rebels altid haft tradition for at kæmpe til sidste bloddråbe, og det bliver derfor en spændende kamp der venter i Aarhus.

Rebels head coach, Ronnie Kjær, har ikke været mulig at fange inden redaktionens deadline.

Kampen spilles lørdag den 24. juni klokken 14 på Aarhus Tigers anlæg, som ligger på Engelundsvej 11, 8260 Viby J.

Eventet på Facebook kan du finde her.

Tidligere opgør:

03.06.17        Rebels 6 – 47 Tigers

28.08.16        Tigers 44 – 0 Rebels

22.08.15        Rebels 14 – 13 Tigers

12.04.15        Tigers 36 – 0 Rebels

Please follow and like us:
0

Tomahawks trak det længste strå I intenst opgør

I et pointrigt opgør, var det gæsterne fra Copenhagen Tomahawks, som til slut kunne løfte armene.

FOTO: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

På en junidag, hvor solen skinnede over Herlev, bød hjemmeholdet gæsterne fra Tomahawks velkommen. Der var inden kampen tale om to hold med næsten identiske resultater for sæsonen. Kampen viste sig også at blive en tæt og hæsblæsende affære.

Det var to mandskaber, som var tændte fra start af – og generelt hele kampen igennem. Begge holds angreb var i scoringshumør, så det var en underholdende kamp for det fremmødte publikum.

Først tog Tomahawks dirigentstokken i hånden. Et langt kast fra Kasper Sørensen satte holdet op, så Rasmus Carøe kunne løbe et 35 yard run helt til end zone og bringe gæsterne på sejrskurs.

Det vækkede Herlev Rebels, som scorede på sine to næste serier, og derfor rev dirigentstokken tilbage i egne hænder. Først var det Rasmus Brandt, der bragte lighed i regnskabet, da han fik en lang bold fra Simon Dellgren. Lidt senere kunne Simon Dellgren selv løbe bolden over stregen og give føringen til hjemmeholdet.

Tomahawks og Jacob Fabricius svarede dog igen. Stillingen efter 1. quarter var 13-12 til hjemmeholdet.

Lyn og torden fra en skyfri himmel

Igennem hele opgøret var Tomahawks’ RB-duo, Rasmus Carøe og Henry Miller, i søgelyset. Tilsammen lavede de 6 TDs. En præstation som træneren også lagde mærke til. ”Jeg mener, vi har ligaens bedste RB-duo. Rasmus er som et lyn, der hurtigt smutter igennem, hvor han vil, og Henry er som torden, der maser sig vej frem” siger en tilfreds Ryan Andersen til Nationalligaen.dk.

I dette opgør var rollerne mellem de to RBs også tydeligt fordelt. Rasmus Carøe står for de lange løb, som i øvrigt ofte bringer scoringer. I denne kamp lavede han 4 TDs på henholdsvis 35, 75, 28 og 65 yards. På den anden side påtager Henry Miller sig opgaven, når korte løb skal foretages. Han kunne derfor score to goal-line TDs, som begge var på to yards.

Duoen var derfor en vigtig faktor for Tomahawks i denne sejr, som træneren anser som ekstremt vigtig i resten af sæsonen. ”Nu kan vi selv afgøre vores skæbne, hvilket betyder utrolig meget” fortæller Ryan Andersen, som også fremhæver sin stolthed for sit mandskab. ”Vi har nu en højere moral, som vi kan bygge et fundament op omkring” udtaler træneren.

Herlev Rebels som modstandsbevægelse

På trods af stærke offensive kræfter fra modstanderen, blev Herlev Rebels ved med at kæmpe. Under ledelse af Simon Dellgren hang holdet fast indtil sidste fløjt.

Holdet havde bl.a. andet succes med deres løbespil, hvor de med en bred vifte forskellige løbekombinationer bragte sig tættere og tættere på mål.
Lukas Witzansky var en væsentlig figur i kampen. Udover at bidrage til at fremskaffe nye 1. downs, scorede han både løb og greb TDs.

Spændingen nåede at blive helt intens, da Herlev i 4. quarter kunne bringe Tomahawks’ føring ned til syv point. Dette blev fremtvunget af en fumble recovery fra Nick Jørgensen, som derfor bragte sit hold til en nem scoring.

Desværre for Herlev var det ikke nok til at ryste Tomahawks, som kunne tage derfra med en 50-43 sejr. Dette betyder også at de rykker op på siden af AaB 89ers, og som Ryan Andersen også påpeger, at de selv kan styre deres skæbne.

Profiler

Udover de mange spillere som er nævnt gennem denne artikel, skal Tomahawks’ nummer 7, Morten Baun Larsen, også nævnes som en væsentlig spiller. Han var ofte målet som Kasper Sørensen gik efter, når der skulle laves 2 point-conversions. Derudover greb han flere vigtige bolden, som gav holdet 1. downs på kritiske tidspunkter.

Inden kampen nævnte Ronnie Kjær, Herlev Rebels’s træner, at den offensive linje ville spille en stor rolle. Dette fik han ret i. De var drivkraften for, at Herlevs løbespil kunne eksekveres så effektivt. Hvis de kan holde sig skadesfri, er der fortsat mange yards at hente bag dem.

Herlev Rebels er ikke vendt tilbage på vores forespørgsler om en udtalelse.

Scoring

Q1 0-6: 35 yard run, #33 Rasmus Carøe (2pt no good)

7-6: 60 yard catch, #29 Simon Dellgren til Rasmus Brandt (PAT good)

13-6: 5 yard run, #29 Simon Dellgren (PAT no good)

13-12: 22 yard catch, #2Kasper Sørensen til #11 Jacob Fabricius  (2pt no good)

Q2 20-12: 2 yard run, #8 Lukas Witzansky (PAT good)

20-20: 75 yard run, #33 Rasmus Carøe (2pt good)

23-20: 13 yard field goal, #29 Simon Dellgren

23-28: 2 yard run, #36 Henry Miller (2pt good)

Q3 31-28: 27 yard catch, #29 Simon Dellgren til #8 Lukas Witzansky

31-36: 28 yard run, #33 Rasmus Carøe (2pt good)

31-44: 65 yard run, #33 Rasmus Carøe (2pt good)

Q4 31-50: 2 yard run, #36 Henry Miller (2pt no good)

37-50: ???

43-50: 12 yard catch, #29 Simon Dellgren til #88 Simon Toftager (PAT no good)

Please follow and like us:
0