Indlæg

Mermaid Bowl-MVP: største øjeblik i min karriere

Copenhagen Towers’ free safety, Magnus Bitsch, var flyvende i Towers’ Mermaid Bowl-triumf og blev velfortjent kåret til finalens MVP. Forsvarsprofilen kalder dagen for ”den største i karrieren.”

Fotograf: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Regnen silede ned over Slagelse Stadion uafbrudt under hele Mermaid Bowl XXIX, og derfor var det heller ikke overraskende, at forsvarsspillet var i højsædet i Copenhagen Towers’ sejr på 20-7 over Søllerød Gold Diggers.

Specielt Towers-forsvaret dominerede, og derfor var det fuldt fortjent, at free safety Magnus Bitsch efter kampen blev hyldet som Mermaid Bowl-MVP. Han var over hele banen og noterede sig for adskillige tacklinger, en interception og et blokeret punt.

Den 26-årige MVP er da heller ikke i tvivl om, hvor sejren og den personlige hæder rangerer i football-karrieren.

”Det er en stor ære, og jeg er utroligt glad for det. Dagen i dag er toppen af min karriere. Jeg kan selv huske, da jeg for mange år siden sad og så Mermaid Bowl på Farum Stadion og drømte om selv at spille og blive MVP,” siger Magnus Bitsch.

Om det er Super Bowl eller Mermaid Bowl, så er det nærmest tradition, at det er vinderholdets bedste angrebsspiller, der løber med MVP. Det gør prisen endnu mere speciel for Magnus Bitsch.

”Det er nemt for en quarterback eller en wide receiver at få MVP. Hvis de scorer to touchdowns bliver det husket tydeligere, end hvis en forsvarsspiller laver to vigtige tacklinger.”

Magnus Bitsch har nu vundet Mermaid Bowl tre gange med Copenhagen Towers. Ud over at være en af de store ledere og profiler på Towers-forsvaret, er han også ’speaking captain’ på det danske landshold.

Please follow and like us:
0

Winn er årets MVP: ”Ingen har formået at stoppe ham”

Copenhagen Towers-runningback Dayton Winn har taget National Ligaen med storm og er suverænt blevet kåret til MVP. Den ydmyge amerikaner er stolt over hæderen, men dedikerer den til holdet.

Fotograf: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

”Dayton (Winn) er en hurtig og talentfuld spiller, der kan bidrage både som runningback og wide receiver. Han vil også få en nøglerolle på special teams.”

Sådan lød analysen fra Towers’ cheftræner Peter Herbild, da københavner-holdet før sæsonen hentede amerikanske Dayton Winn direkte fra en succesfuld collegekarriere på Hendrix College (Division III), hvor han præsterede 6.231 yards og 74 touchdowns med et snit på 6,1 yards per løb, mens han ligeledes etablerede sig som en return-specialist.

Herbilds vurdering af den vævre runningback sad i den grad lige i skabet, for efter en forrygende første sæson i National Ligaen, der lørdag kulminerede med mesterskabet, er Dayton Winn blevet kåret til MVP efter stor enighed blandt ligaens trænere og DAFFs sportschef, Lars Carlsen. I Mermaid Bowl understregede han sit høje niveau med 122 løbeyards og et 56-yard-touchdown-catch.

Winn selv er rigtig stolt over hæderen og den flotte sæson:

”Det betyder rigtig meget for mig. At komme her til Danmark og takke holdet for at vise mig den tillid at hente mig hertil, det er jeg rigtig glad for. Men jeg ser ikke det her som en individuel hæder, men som en holdpræmie. For jeg ville ikke kunne præstere uden at have alle de dygtige folk omkring mig,” siger Dayton Winn til Nationalligaen.dk.

”Ingen stopper ham”

Playmakeren fra Pea Ridge, Arkansas, har løbet for 864 yards på 68 løb i sæsonen – et gennemsnit på imponerende 12,71 yards. Når han får bolden i hænderne er der næsten garanti for en ny første down. Winn præsterede også i kastespillet med at hive 16 bolde ind for 199 yards, mens han både har taget den ovale bold til endzone på punt- og kickoff-returns.

”Han er en af de allerbedst runningbacks, der nogensinde har spillet i Danmark. Han er utroligt ’shifty’ og hurtig, og han dygtige spillere til at ligne nogen, der aldrig har spillet football før, siger Winns holdkammerat i Towers,” Magnus Bitsch.

”Jeg har altid set mig selv som en ’all purpose player’, siger runningbacken selv ydmygt om sin alsidighed.

Tre af de trænere, der har nomineret til Winn til MVP, har også store roser til den eksplosive angrebsspiller:

  • ”Jeg har endnu ikke set en kamp, hvor nogle har formået at stoppe ham.”
  • ”Han er uden tvivl den største impact-spiller i ligaen.”
  • ”Han en force på banen.”

Den nykårede MVP har især en NFL-runningback og HOF’er, som han ser op til og forsøge at bygge sit spil efter.

”Jeg har altid set LaDainian Tomlinson spille, og han er helt sikkert en spiller, der har inspireret mig,” siger Winn.

Om amerikaneren kan nå helt samme højder som den mangeårige Chargers-runningback er nok lidt utopisk, men har uden tvivl cementeret sin position som en af de allerbedste spillere i National Ligaen i løbet af de seneste år.

Please follow and like us:
0

Trods hård modstand, går Søllerød videre til Mermaid Bowl

På en søndag, hvor solen lyste Søllerøds stadion op, blev det en tæt affære mellem to af dansk amerikansk fodbolds giganter.

Fotograf: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Stilhed før stormen

Begge hold så ud til at være nervøse da kampen blev fløjtet i gang. Begyndelsen var derfor præget af korte drives og mange punts.

Som begge hold omtalte inden kampen, så er playoff en anden situation end den regulære sæson. Søllerøds træner mener, at det kan være en mulig forklaring på den stille start af kampen. ”Vind-eller-forsvind kampe er altid anderledes. Man har alt at tabe, og man er derfor mere forsigtig” siger Troels Vestergaard

Om det var playoff effekten, ineffektive offensiver eller gode defensive organisationer skal jeg ikke gøre mig klog på, men det var uanset omstændighederne en målfattig første halvleg.

Effektiv omkring pausen

På det sidste drive inden pausen viste Søllerød Gold Diggers tænder, hvor de for første gang i kampen, fik gennemspillet et solidt drive. Det var blandt andet sammenspillet mellem qauterback, Morten Forsbøl, og wide-receiver, Frederik Oldenburg, som ledte Søllerød mod kampens første point. Da holdet nåede tæt på endzone var det Søllerøds tight-end, Stephan Nickelsen, som kunne gribe bolden på et frækt playaction spil, og sørge for at hjemmeholdet kunne gå til pausen med en føring på 7-0.

Efter pausen var det igen Søllerød som modtog bolden, og endnu engang skabte de et stærkt drive, som bragte dem i scoringsposition. Først var det Morten Forsbøl, som forsøgte at finde Daniel Mortensen, men desværre for Søllerød røg bolden igennem hænderne på receiveren. I anden omgang var det nok engang Morten Forsbøl, som gik efter Daniel Mortensen, men denne gang skuffede han ikke. Han fordoblede derimod hjemmeholdets føring.

Med et effektivt drive på begge sider af pausen lignede det derfor et Søllerød mandskab som skulle kører på cruise control resten af kampen.

Spænding helt til slut

Men det ville Razorbacks ikke finde sig i. På det efterfølgende drive fik Razorbacks offensiv endelige etableret et solidt angreb, som bragte dem dybt på modstanderens halvdel. Desværre for jyderne endte det med en interception, hvor Søllerøds, Emil Oliver Tofte, stod i vejen for en mulig scoring.

For at få Razorbacks tilbage i kampen skulle deres defensiv have Søllerød så hurtigt fra banen, som muligt og hvis de så oven i købet kunne scorer point i mellemtiden ville det skabe spænding igen. Og det var præcis hvad de gjorde. Det dårlige udgangspunkt som Søllerøds angreb kom ind på gjorde arbejdet nemmere for forsvaret, men de fik fremtvunget hjemmeholdet til at punte, som de kastede ud af egen end zone, hvilket resulterede i en safety.

Triangle fik derfor 2 point og samtidig bolden tilbage i egne hænder. Scoringen gav liv til holdet, og på det efterfølgende drive fandt Ken Suhl, på et imponerende langt og præcist kast, sin trofaste ven, Oliver Holmlund, som bragte stillingen til 14-9.

På nuværende tidspunkt virkede Søllerød en smule overrumplede, og de kunne ikke få deres angrebsspil til at flyde. De måtte derfor punte bolden tilbage på Razorbacks hænder. Denne situation udnyttede de. Ken Suhl fandt Thomas Feer på et kort screen-pass. Og havde det ikke været for den tidligere NFL-spiller, Desmond Cooper, så havde Thomas Feer bragt Triangle Razorbacks foran for første gang i kampen. Det gjorde dog ikke så meget da hans holdkammerat, Robin Sebeille, få spil efter kunne give udeholdet føringen. De missede dog deres 2 point conversion, så stillingen var nu 14-15.

Nu var det Søllerød som skulle frem på banen, for at få sejren. De fandt endnu engang tilbage til deres sprudlende angrebsfodbold. De bragte sig effektiv tættere på modstanderens end zone, men mislykkedes i at komme helt derind. De måtte nøjes med et field goal, som Mathias Knudsen sikkert satte ind. Scoringen bragte endnu engang Søllerød foran, nu med 17-15.

Kampen nærmede sig enden, og Razorbacks kunne med en enkelt scoring – touchdown eller field goal – bringe sig utrolig tæt på Mermaid Bowl. De fik også etableret et fremragende angreb, som bragte dem indenfor field goal afstand. Men da det sidste spark skulle sættes ind, manglede der præcision i detaljerne.

Søllerød endte derfor med en smal sejr og kan nu glæde sig over at skulle spille Mermaid Bowl mod Copenhagen Towers d. 7. oktober i Slagelse. Efter kampen viser holdet glæde, men er ved også at næste kamp bliver endnu sværere. ”Jeg er overordnet tilfreds med holdet. Vores offensive linje viser gode takter, men de skal ligesom resten af holdet, spille endnu bedre hvis vi skal vinde trofæet”, siger Troels Vestergaard.

Trods en brag kamp måtte Razorbacks rejse tomhændet hjem. ”Det er da bittert. Men jeg mener vi spiller en fantastisk kamp. Vi fik afsluttet vores turbulente sæson med manér, og nu kan vi kigge frem mod næste sæson. Selvom vi gerne ville spille i Slagelse, så må vi også rose de 2 finalister. De har fortjent det.” siger Triangles sportschef Henning Bøge Hvidtfeldt, som er stolt af sit hold præstation og afslutning på sæsonen.

Scoring

Q. 1 Ingen scoring
Q. 2 7-0: #12 Morten Forsbøl til #7 Stephan Nickelsen, catch (PAT successful)
Q. 3 14-0: #12 Morten Forsbøl til #82 Daniel Asger Læby Mortensen (PAT Successful)

14-2: Safety

14-9: #17 Ken Suhl til #12 Oliver Romer Holmlund (PAT Successful)

Q. 4 14-15: #17 Ken Suhl til #44 Robin Sebeille (PAT successful)

17-15: #47 Mathias Neugebauer Knudsen, Field goal

Please follow and like us:
0

Lokalopgør skal afgøre Mermaid Bowl XXIX

Den danske ækvivalent til super bowl – Mermaid Bowl XXIX – kommer til Slagelse den 7. oktober kl. 16.00, når de to lokalrivaler Copenhagen Towers og Søllerød Gold Diggers fra henholdsvis Gentofte og Søllerød mødes.

Fotograf: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Favoritter til finalen

Efter weekendens semifinaler var det nemlig de to favoritter der kunne gå sejrsrigt fra banerne. De to hold var da også seedet som nummer 1 og 2 efter grundspillet, og derfor var det ventet, at både Towers og Gold Diggers ville kandidere til finalekampen.

Det skulle dog være to meget forskellige semifinaler, de to forhåndsfavoritter skulle igennem for at komme i finalen.

Copenhagen Towers var overlegne

Copenhagen Towers, der havde vist utroligt stærke takter i grundspillets sidste kampe fortsatte de fornemme takter i semifinalen lørdag eftermiddag.

Hjemme på Gentofte Stadion knuste københavnerne de jyske modstandere, Aarhus Tigers med hele 62-12. Dermed er der store forventninger til holdet i Mermaid Bowl.

Tæt opgør til sidste minut

Søndag spillede Gold Diggers mod sidste års mestre, Triangle Razorbacks om retten til duellen med Towers om mesterskabet, og her var der spænding til det sidste.

Trods en fornuftig føring til hjemmeholdet Gold Diggers formåede Razorbacks efter halftime at komme tilbage i kampen, og kunne bringe sig foran med få minutter tilbage, på et field goal. Sparket blev dog brændt, og dermed blev vejen banet for et lokalopgør i årets sidste kamp i National Ligaen.

Der er dermed lagt op til en finale på højde med årets Super Bowl, når de to sjællandske hold spiller om Mermaid Bowl-pokalen og titlen som Dansk Mester i amerikansk fodbold lørdag d. 7. oktober kl. 16.00.

Billetter til årets Mermaid Bowl kan købes på daff.safeticket.dk til 100/60 kr (børn under 10 år gratis) og 120/75kr i døren. Kampen kan også ses live på TV 3 Sport 2 og Viaplay.

Kontakt

For yderligere information kontakt Janni Wissing Nielsen på telefon 2577 2316 eller mail Jwn@daffmail.dk for udtalelser eller flere billeder.

Please follow and like us:
0

Programmet for Mermaid Bowl er offentliggjort!

Mermaid Bowl nærmer sig

Om to uger er der amerikansk fodbold på programmet i Slagelse, når Mermaid Bowl spilles på Slagelse Stadion. Lørdag d. 7. oktober skal to endnu ukendte hold kæmpe om titlen som dansk mester i amerikansk fodbold – og vinderne af det danske superbowl: Mermaid Bowl!

Billetsalget er allerede i gang, og nu kan vi endelig offentliggøre programmet for dagen.

Please follow and like us:
0

Svær opgave venter sidste års mestre i Søllerød

I weekenden tørner to hold sammen, som gennem de sidste mange år har bevist, at begge hører til i toppen af ligaen.

Foto: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo

Hjemmeholdet fra Søllerød har i år vist en overbevisende styrke, og har vundet 9 ud af deres 10 kampe. Holdet har specielt vist utrolig styrke på hjemmebane, hvor de har vundet samtlige kampe, og blandt andet slået weekendens modstandere med 34-0.

Gæsterne fra Triangle Razorbacks har til modsætning haft større problemer i år, hvor de har vundet seks ud af 10 kampe. Razorbacks har specielt vist svage momenter mod de andre tophold. Der er dog stadig tale om et stærkt mandskab, som sagtens kan skabe uroligheder i Søllerød.

Søllerød har overtaget over Razorbacks i denne sæson, hvor de har vundet begge opgør, så Triangle Razorbacks kommer med en sult for revanche og samtidig for at forsvare mesterskabet!

Klar til kamp

Da Søllerød Gold Diggers endte som nummer 2 i rækken, har de haft en uges pause, hvor de kunne forberede sig til weekendens opgør. Triangle Razorbacks har i modsætning været i kamp mod Herlev Rebels i wild-card runden i sidste weekend. Søllerød Gold Diggers’ træner Troels Vestergaard mener at der både er fordele og ulempe ved at sidde over. ”Fordelene er, at vi har ekstra tid til at forberede os, og få alle småskader helbredt. På den anden side har Triangle Razorbacks haft en ekstra kamp til at afprøve taktikker og spilsystemer. Men dem havde vi så muligheden for at observere. Så vi er klar!” siger træneren til Nationalligaen.dk.

Weekendens gæster mener, på trods af forskelligheden i optakten, også at de er parate. ”Vi er ved godt mod! Søllerød Gold Diggers er mega stærke i år, så vi er underdogs, men vi er klar til opgaven. Vi har haft en svingende sæson, men har fået bedre styr på spillet mod slutningen af sæsonen,” siger Triangle Razorbacks sportchef, Henning Bøge Hvidtfeld.

En anden kamp

Begge mandskaber tager erfaring med fra deres tidligere opgør. ”Vi kan læne os af tidligere opgør, hvor vi kan lære af vores fejl, og forhåbentlig gentage de ting, der gav succes” nævner Søllerøds træner.

Samme erfaring gør Triangle Razorbacks, som mener de skal være bedre til at stoppe Søllerøds sprudlende angreb. Begge trænere er dog også enige om at knock-out kampe er en anden situation. ”Der er en anderledes tænding og spænding i slutspillet, som ikke kan sammenlignes med grundspillet. Derfor kan alt ske.” udtaler Henning Bøge Hvidtfeld.

Weekendens kamp

Der er meget på spil i weekenden. Begge mandskaber kæmper om en plads i Mermaid bowl, hvor vinderen enten møder Copenhagen Towers eller Aarhus Tigers.

Søllerød skal forsøge at udnytte favoritrollen og tage et skridt nærmere på trofæet, som de ikke har vundet siden 2010. Razorbacks skal give alt for at forsvare sidste års mesterskab! Det bliver derfor en spændene kamp, hvor det er umuligt at forudsige udfaldet på forhånd. Dog vil jeg mene at Søllerød har en lille fordel, men som historien viser, så skal man aldrig afskrive Triangle Razorbacks.

To kæmper indenfor dansk amerikansk fodbold tørner sammen. Så hvis din søndag eftermiddag er fri, så kan det anbefales at tage til Nærum og se dette event.

Kampen sparkes i gang søndag d. 24/9 kl 15:30 på Rundforbi Stadion, Egebækvej 118, Nærum.

Sidste opgør:

24/6 2017          Triangle Razorbacks                    VS                      Søllerød Gold Diggers                           15-41

27/5 2017          Søllerød Gold Diggers                 VS                      Triangle Razorbacks                          34-0

23/9 2016          Triangle Razorbacks                    VS                      Søllerød Gold Diggers                          35-28 (Semifinale 2016)

Please follow and like us:
0

Gold Diggers tager selvtillid med i playoffs efter storsejr

Robert Burton III spillede endnu en gang en hovedrolle, da Gold Diggers vandt sikkert over Demons på Amager. Han stod for tre lange touchdowns i sejren på 48-6.

Fotograf: Jesper Skovbølle

Grundspillet er ovre. Men der er flere kampe, der skal spilles. Blandt andet for deltagerne i weekendens kamp mellem Amager Demons og Søllerød Gold Diggers. Inden kampen var Demons sikre på at spille kvalifikationskampe om at blive i National Ligaen, mens Gold Diggers havde en mulighed for at overtage førstepladsen i grundspillet fra Towers.

Jævnbyrdig start på kampen

Det virkede til, at starten af kampen skulle bruges på at banke lidt rust af. De første tre offensive drives endte nemlig uden nogen form for udbytte. Et skidt punt fra Demons gav dog Gold Diggers et godt udgangspunkt for kampens fjerde drive, og det var lige, hvad kampen havde brug for.

Søllerød var nemlig ikke sene til at udnytte den gode placering på banen. Robert Burton III fik bolden og løb den 40 yards ind i end zone til en Søllerød-føring på 7-0.

Demons svarede dog hurtigt igen. Efter et rigtig godt kickoff return, var Demons på Søllerøds banehalvdel. Her fik runningback Lars Hyrsting bolden i hænderne, og han løb 40 yards mellem venner og fjender til end zone. Desværre fik de ikke konverteret den efterfølgende 2-point conversion, så stillingen var på dette tidspunkt 6-7 til Gold Diggers. På trods af scoringen virkede Demons ikke tilfredse. På det efterfølgende kickoff forsøgte de at tage Gold Diggers på sengen med et onside kick.

Gold Diggers viser klassen

Søllerød var dog vågne og fik fat i bolden uden problemer. Det gav dem et godt udgangspunkt for deres næste serie, og ikke overraskende havnede bolden i end zone nogle plays senere. Denne gang var det kastespillet, der begyndte at fungere for Gold Diggers. Morten Forsbøl fandt Marcus Bennett nede ad banen, og han kunne spadsere ind i end zone.

Demons gik helt i stå på angrebet i andet quarter. Faktisk fik de ikke en eneste første down før meget sent i perioden, og det gav Søllerød muligheden for at udbygge føringen markant. Og det gjorde de.

Først gjorde Robert Burton III det færdigt med et løb på 48 yards til huset. På det efterfølgende drive var det kastespillet, der gjorde forskellen, og denne gang var det Jonas Bo Hansens tur til at score et touchdown. Lige inden pausen fik Robert Burton III igen vist sine kvaliteter på et vanvittigt løb på 59 yards, der gav Gold Diggers en føring på 35-6 ved pausen.

Anden halvleg til glemmebogen

Fra anden halvlegs start bragte Gold Diggers reserverne i spil, og det smittede af på kampens niveau. Efter endnu et mislykket onside kick fra Demons side, havde Gold Diggers igen bolden i en favorabel position. Backup-quarterback Kenneth Stender valgte at tage sagen i egen hånd, og efter et par completions og et løb på 24 yards, så kunne han lunte i end zone fra 3 yard-linjen.

Søllerød fik cementeret sejren med en scoring i de sidste minutter af kampen, som endte med en sejr til Gold Diggers på 48-6.

For Demons gælder det nu om at forberede sig på kvalifikationskampene om at blive i National Ligaen, mens slutspillet venter forude for Gold Diggers.

Scoringer:

  1. quarter:

0-7: Robert Burton III, 40yd rush, PAT good

6-7: Lars Hyrsting Larsen, 40yd rush, 2pt no good

6-14: Morten Forsbøl til Marcus Bennett, 24yd catch, PAT good

  1. quarter:

6-21: Robert Burton III, 48yd rush, PAT good

6-28: Morten Forsbøl til Jonas Bo Hansen, 28yd catch, PAT good

6-35: Robert Burton III, 59yd rush, PAT good

  1. quarter:

6:41: Kenneth Stender, 3yd rush, PAT no good

  1. quarter:

6-48: Kenneth Stender til Simon Toftager, 10yd catch, PAT good

Se flere billeder fra kampen her.

Please follow and like us:
0

Top mod bund i grundspillets sidste runde

Efter denne weekend er grundspillet i årets National Ligaen overstået. For Amager Demons og Søllerød Gold Diggers har sæsonerne på mange måder været hinandens modsætninger. Demons kommer ind til kampen med en enkelt sejr, mens Gold Diggers kun har tabt en enkelt kamp. Det var til gengæld et afgørende nederlag, der gør, at Towers nu indtager førstepladsen i grundspillet inden sidste spillerunde.

Fotograf: Photo by Mox

”Der var selvfølgelig en skuffelse at tabe, men samtidig var det et reality check. Vi er ikke der, hvor vi var på den anden side af ferien. Vi møder et Towers-hold, der er klar til playoffs og spiller rigtig god fodbold. Nederlaget har givet os noget at bygge på, og det gør også at folk har oppet sig. Jeg synes, vi har haft et par fornuftige træninger, og så gælder det om at få det overført til kampene,” siger Troels Vestergaard til Nationalligaen.dk.

Den ene sejr, som placerer Demons i bunden af tabellen, er et meget godt symbol på, hvilken sæson de har haft på Amager.

”Resultatmæssigt har sæsonen været noget lort, må jeg indrømme. Inden sæsonen havde vi et mål om at kæmpe om at komme i playoffs, men vi har simpelthen tabt for mange spillere,” siger Dennis Svensson, der er head coach for Demons.

En kamp med begrænset betydning

Inden kampen har Demons ikke noget at spille for. De er allerede klar til kvalifikationskampene mod et endnu ukendt hold fra kvalifikationsligaen, og det smitter af på deres indgang til kampen.

”Målet for resten af sæsonen er, at vi bliver i NL. Vi har Søllerød på lørdag, men den kamp er ligegyldig for os. Vi er stadig sidst lige meget om vi vinder eller taber. Min kaptajn sagde til mig, at hvis vi er lige eller fører langt inde i kampen, så går vi efter at vinde. Ellers skal kampen bare overstås,” siger Dennis Svensson og fortsætter:

”Vi er allerede begyndt at gameplanne i forhold til kvalifikationskampene, om at blive i National Ligaen. Det er der, vi bruger alt vores krudt nu.”

Gold Diggers har stadig en teoretisk mulighed for at generobre 1. seed fra Towers. Det kræver en sejr til Søllerød, mens Towers taber mod Razorbacks. Det er dog ikke noget, de går og spekulerer over i Nordsjælland.

”Vi bekymrer os ikke om, hvordan de andre kampe udarter sig. Det handler om, hvor vi står henne som hold. Vi skal bare vinde den kamp, vi står overfor, og så må vi se, hvad det ender med,” siger Troels Vestergaard.

På trods af den manglende sportslige betydning af kampen, så vil jeg håbe, at de to hold kan finde lidt tænding til kampen, så de fremmødte tilskuere ikke kommer forgæves.

Kampen bliver spillet klokken 16:00 på Løjtegårdsvej 62-64, 2770 Kastrup.

Du kan finde Facebook-begivenheden her.

Tidligere opgør:

14.08.2016 – Søllerød Gold Diggers @ Amager Demons – 44-13

09.04.2016 – Amager Demons @ Søllerød Gold Diggers – 0-34

25.05.2015 – Amager Demons @ Søllerød Gold Diggers – 13-28

22.06.2014 – Søllerød Gold Diggers @ Amager Demons – 35-25

Please follow and like us:
0

Topkamp under Friday Night Lights i Gentofte

Copenhagen Towers tager fredag aften imod ubesejrede Søllerød Gold Diggers i kampen på Gentofte Stadion.

Fotograf: Michael Quist

Der er både førsteplads og ære i spil, når nummer 1 og 2 på National Ligaens power ranking møder hinanden fredag klokken 19.00 i Gentofte. Det er anden gang i sæsonen, at de to hold tørner ind i hinanden. De to mødtes også i sæsonpremieren, hvor Søllerød Gold Diggers vandt 30-26.

Battle of the backs

Det er to hold, som begge med to stærke amerikanske running backs har vist nærmest tysk effektivitet, når det handler om at flytte bolden langs jorden.

Gæsternes Robert Burton III scorede fire touchdowns i sidste uges kamp mod Copenhagen Tomahawks og hjemmeholdets Dayton Winn scorede det ene af Towers’ touchdowns i 14-6-sejren over Aarhus Tigers. Dayton Winn var i øvrigt ikke med i den første kamp mellem de to hold.

Tower forventer fysisk kamp

Hos hjemmeholdet forventes en fysisk, men lavtscorende kamp, hvor begge mandskaber vil være virkelig tændte for at bevise, at de hører til i toppen.

“Kampen vil vise det bedste af hvad dansk football har at tilbyde. Og mit bud er, at kampen ikke bliver helt ligeså pointrig som vores seneste opgør. Jeg synes, begge hold er for gode til at justere på forsvaret undervejs i kampene, til at der bliver scoret over 50 point igen,” lyder vurderingen fra Copenhagen Towers’ assisterende head coach og defensive coordinator Victor Ebsen Andersen, til Nationalligaen.dk.

Copenhagen Towers har gennem hele sæsonen været hårdt forfulgt af skader på nøglepositioner til blandt andet TE/FB Kristoffer Green, OL Rasmus Thejl, DB Martin Ballegaard og DL Stefan Johansen

”Skader er en del af spillet, og vi føler, at vi har mange heste at spille på, så vi vil helst ikke bruge det som undskyldning. Men det er da klart at der er nogle spillere som er sværere at erstatte end andre,” siger han.

Det er den defensive koordinators opgave at lave en plan for, hvordan man kan stoppe Søllerøds eksplosive løbeangreb.

”Søllerøds runningbacks har haft en rigtig god sæson, men man skal ikke glemme, at det sker på baggrund af noget effektiv blocking fra de store drenge på den offensive linje. Vi har brugt det meste af vores tid på at sikre os, at vi står de rigtige steder, så der ikke bliver tomme gaps. Det så vi desværre lidt af sidst. Hvis vi står de rigtige steder på hvert eneste spil, har jeg en forventning om at det skal kunne lade sig gøre at stoppe deres runninggame,” slutter han.

Færrest fejl vinder

Hos gæsterne undgik man skader i 41-6-sejren over Tomahawks og head coach Troels Vestergaard regner med at Søllerød Gold Diggers tager de 12 kilometer fra Nærum med en fuldtallig trup.

Det er to hold som normalt spiller tætte kampe mod hinanden. De seneste fem opgør er alle sammen afgjort inden for én scorings afstand. Og det forventer Søllerød-træneren vil gentage sig fredag aften.

”Vi forventer en tæt kamp, hvor det hold, der laver færrest fejl, vinder,” siger han til Nationalligaen.dk og fortsætter: ”vi forsøger at holde fokus på det vi selv kan styre, og så skal vi samtidig gøre, hvad vi kan for at minimere vores egne mentale fejl.”

Towers lover byens bedste grillpølser

Kampen er rykket fra opvisningsbanen, hvor Towers normalt spiller til det nyrenoverede Gentofte Stadion, så der er mere end almindelig god grund til at tage på stadion, fortæller Copenhagen Towers’ formand Jakob Munksgaard til Nationalligaen.dk.

”Tilskuerne kan forvente en spændende kamp mellem Danmarks to bedste hold med masser af stemning på lægterne. Vi forventer rigtig mange tilskuere,” lyder det fra formanden, som udover en god gang football kan lokke med både øl og grillmad.

”Derudover er Friday Night-kampe med lys på, noget specielt og giver en speciel atmosfære. Vi sælger øl og vand, og man kan købe flæskestegssandwich og byens bedste grillpølse,” lyder tilbuddet.

Se hele eventen på Facebook her.

Fem seneste indbyrdes opgør:
9.4.2017          Søllerød Gold Diggers – Copenhagen Towers                         30-26
26.8.2016        Copenhagen Towers –  Søllerød Gold Diggers                         11-6
28.5.2016        Søllerød Gold Diggers – Copenhagen Towers                          14-13
26.9.2015        Søllerød Gold Diggers -– Copenhagen Towers                       3-0
21.8.2015        Copenhagen Towers – Søllerød Gold Diggers                          21-13

Please follow and like us:
0

Robert Burton i særklasse i Søllerød-sejr

Den amerikanske runningback scorede på kampens andet play, og det skulle vise sig at være et godt billede på kampen. Burton scorede tre gange yderligere, og Gold Diggers vandt sikkert over Tomahawks med 41-6.

Begge trænere glædede sig meget til at komme i gang med efterårets kampe i National Ligaen, men det var kun den ene af dem, der tilfreds kunne møde sine spillere i omklædningsrummet efter kampen. Det var Gold Diggers’ træner, Troels Vestergaard, især på baggrund af en forrygende præstation af hans stjerne-runningback Robert Burton III, der stod for fire ud af Søllerøds seks touchdowns i kampen. Samtidig var Gold Diggers’ forsvar solidt, og det hele endte med en sejr til nordsjællænderne på 41-6 over Tomahawks.

Gold Diggers startede med bolden, og de skulle ikke bruge meget tid på at finde end zone. Allerede på kampens andet play tog Robert Burton III bolden på Gold Diggers egen 43-yard linje og løb hele vejen ned i Tomahawks end zone. På drivets første play var det også Robert Burton III, der endte med bolden i hænderne, og dermed stod han egenhændigt for alle yards på Gold Diggers’ første angrebsserie.

Anderledes skidt gik det for Tomahawks, da de fik lov til at få bolden. Runningback Rasmus Carøe blev tacklet i backfield på første play, quarterback Rasmus Rolsted blev sacket på andet play og på tredje down ramte Rasmus Rolsted ikke sin receiver, og dermed skulle Tomahawks punte.

Hjemmeholdet udbygger føringen

Gold Diggers startede deres angrebsserie fra 30-yard linjen, og igen spillede Robert Burton en hovedrolle. Efter et par plays uden stor succes fik den amerikanske runningback bolden på tredje down, og her løb han 30 yards ned ad banen. Dermed lignede det igen en Søllerød-scoring. Netop da nordsjællænderne var kommet indenfor Tomahawks’ 20-yard linje, prøvede quarterback Morten Forsbøl at ramme receiver Frederik Oldenburg i end zone, men det ville Tomahawks’ cornerback Alexander Borch-Andersen ikke tillade. Han interceptede bolden og gav Tomahawks’ sidelinje noget at juble over.

Desværre for Valbymandskabet formåede de endnu en gang ikke at sætte noget sammen på angrebet. Tre plays og så var punteren igen på banen.

Det skulle vise sig at blive dyrt. Søllerød-angrebet kørte som smurt, og efter en 40-yard reception af Daniel Mortensen og en pass interference straf på Tomahawks’ forsvar var det kun en formalitet for Robert Burton III at score sit andet touchdown i kampen.

Rodet andet quarter

I andet quarter fik Tomahawks endelig lidt gang i angrebet. Det var i høj grad Rasmus Rolsteds fortjeneste. Med flere fine completions bevægede Tomahawks sig ned i den sjove ende af banen og havde udsigt til at score sine første point i kampen. Men da de først kom i red zone, begyndte Rasmus Rolsted og resten af angrebet at få problemer. Alligevel valgte de at tage chancen på fjerde down, og mislykkedes. Derfor overtog Gold Diggers bolden på egen 21-yard linje.

Det kan være svært at komme ud af egen zone, men som tidligere i kampen var løsningen fra Gold Diggers at give bolden til Robert Burton III, der virkede til at være ustoppelig. På første play tog han bolden og løb hele vejen i end zone – ikke mindre end 79 yards.

Resten af halvlegen var en rodet omgang med både turnovers og punts fra begge sider. Især Gold Diggers begyndte af sløse en smule; de fumblede blandt andet bolden to gange og kastede en interception lige inden anden quarters afslutning. Alligevel kunne de gå til halvleg med en føring på 21-0.

Samme kampbillede efter pausen

Anden halvlegs start fulgte samme manuskript som første halvleg havde gjort. Tomahawks havde problemer med at kreere noget på angrebet, mens Gold Diggers ingen problemer havde med at flytte bolden. Robert Burton III var stadig dominerende, og samtidig begyndte kastespillet også at rykke på sig. Søllerøds første angrebsserie i halvlegen endte med et touchdown fra Morten Forsbøl til Daniel Mortensen.

Ligesom i første halvleg havde Tomahawks igen problemer med at få bolden hele vejen ind i end zone. Efter Søllerød havde udbygget føringen til 28-0, fik Tomahawks dog gang i et godt drive, der kom hele vejen til Gold Diggers’ red zone. Det blev desværre endestationen, da endnu en fjerde down ikke blev konverteret. Gold Diggers tog over på 11-yard linjen, og de var produktive med det samme. Morten Forsbøl fandt en fremadstormende Marcus Bennett dybt, og han blev først skubbet ud af banen på Tomahawks’ 19-yard linje – et catch på hele 62 yards. På næste spil fik Robert Burton III bolden, og det resulterede selvfølgelig i et touchdown. Et misset ekstrapoint gjorde, at Gold Diggers nu førte 34-0.

Med sejren i sigte satte Gold Diggers reserverne ind, og de formåede også at putte point på tavlen. Endnu en gang var det en runningback, men denne gang var det Emil Neumann, der fik æren af at score et touchdown.

I de døende sekunder af kampen formåede Tomahawks at komme på tavlen via et flot løb fra Rasmus Carøe, og kampen endte med resultatet 41-6.

Konklusionen på denne kamp må være, at Tomahawks stadig er langt fra at kunne konkurrere med de bedste hold i National Ligaen, men det er også forventeligt. På den anden side ser Gold Diggers ligeså dominerende ud, som de gjorde før sommerferien, og med Robert Burton i den form, som han viste i denne kamp, kan Søllerød blive meget svære at stoppe.

Se flere billeder fra kampen her.

Scoringer

  1. quarter:

7-0: Robert Burton III, 57yd rush, PAT good

14-0: Robert Burton III, 1yd rush, PAT good

  1. quarter:

21-0: Robert Burton III, 79yd rush, PAT good

  1. quarter:

28-0: Morten Forsbøl til Daniel Mortensen, 14yd catch, PAT good

34-0: Robert Burton III, 19yd rush, PAT miss

41-0: Emil Neumann, 20yd rush, PAT good

  1. quarter:

41-6: Rasmus Carøe, 13yd rush, 2pt conversion no good

Please follow and like us:
0