To af de store hold i NL mødes inden sommerferien

Foto: Per Kronvold

Søllerød ligger fint til i tabellen, og kan uanset resultatet mod Tigers holde sommerferie på en tredjeplads, og kan med en sejr fortsat puste Towers og Razorbacks i nakken. Tigers derimod har haft en ustabil start på sæsonen, og særligt skader til centrale spillere på holdet har betydet, at de nu ligger i en del af tabellen, som de bestemt ikke er vant til. De er et af fire hold, der har hentet blot to sejre i seks opgør, og en sejr for dem mod Gold Diggers må betyde meget for selvforståelsen hos Aarhus-holdet.

Head coach hos Søllerød Gold Diggers, Troels Vestergaard, vil meget gerne hente en sejr mod Tigers på lørdag. Det vil også være en god måde at afslutte første del af sæsonen på, og samtidig har de et nederlag at revanchere: ”Det betyder en del at komme godt ind til sommerferien, så motivationen er selvfølgelig høj, også med vores nederlag til dem sidste år i tankerne.”

Gold Diggers har det meste af sæsonen ligget i hælene på Towers og Razorbacks, og Vestergaard tror stadig på chancen for at ende i top 2 og undgå wild card-runden, omend det blev lidt sværere efter forrige weekends resultater: ”Jeg tror på at vi har en okay chance for at ende i top 2, men vejen havde været lettere, hvis Towers havde tabt til Razorbacks i søndags.”

Vestergaard forventer en svær kamp mod et Tigers-hold, der, ifølge ham, er ved at finde formen.

Også hos Tigers er der respekt for modstanderen, og Thomas Pedersen siger om Gold Diggers: ”Vi forventer en svær kamp. Søllerød har jo et hav af dygtige spillere og selvom de har tabt de sidste par kampe skal man slet ikke tage fejl af at det er et godt hold med et dybt roster og gode coaches.”

Der var en forventning om, at Tigers igen skulle blande sig helt i toppen af National Ligaen, som de som regel gør, men de har fået en svær start på sæsonen, hvor skader særligt har været et fokuspunkt.

”Jeg har ikke tænkt mig at lyve. Den her sæson er slet ikke gået som forventet eller håbet i år. Vi regnede da også selv med at ligge højere i tabellen. Men det er hvad det er. Sejrene kommer ikke af sig selv, og uanset hvem der er skadet, hvem vi spiller imod, eller hvem der dømmer, så skal vi bare line 11 mand op og spille vores bold. Så længe vi gør det så kan alt ske, og så må vi se hvor vi ender henne i tabellen”, udtaler Pedersen, der altså ikke vil bruge skaderne som en undskyldning.

Tigers har bestemt ikke opgivet håbet om at blande sig i kampen om en af pladserne i Mermaid Bowl, og Pedersen tænker også længere frem, når han bliver spurgt til betydningen af en sejr mod Gold Diggers her før sommerpausen: ”Det vil da være rart at tage på sommerferie med en sejr, og med vores record har vi da også brug for et W pt. Især da kampen også er vigtig ift. seedning da det er den eneste head to head kamp vi har.”

Begge hold melder ud, at de er ramt af nogle skader, men hos hvilke spillere det er, vil de ikke afsløre, og holder altså kortene tæt til kroppen inden det vigtige opgør.

Der er lagt op til et storopgør i National Ligaen på lørdag. Gold Diggers har vist, at de er til at tale med, mens Tigers ser ud til at være ude af den lille krise, som holdet tidligere har været i. Gold Diggers må på baggrund af record og hjemmebane påtage sig favoritværdigheden, men man kan sagtens forvente sig en kamp, der først bliver afgjort til allersidst.

Kampen spilles lørdag d. 25. juni klokken 14.00 på Rundforbi Stadion (Egebækvej 118, 2850 Nærum) Har du ikke mulighed for at komme på stadion, kan du i stedet se kampen streamet live på vores NL TV, hvor den kommenteres af Victor Andersen og Kasper Skyum.

Seneste indbyrdes opgør

29.8.2015 – Søllerød Gold Diggers @ Aarhus Tigers – 13-40

Please follow and like us:
0