To af de store mødes allerede i Wild Card-runden

Foto: Per Kronvold (arkiv)

Søllerød Gold Diggers blev lige akkurat snydt for en af ligaens to øverste pladser, så nu venter en Wild Card-kamp, og mon ikke de havde ønsket, at modstanderen var en anden end Aarhus Tigers? Det er nu, at det bliver alvor, og Tigers’ middelmådige resultater i sæsonen vil hurtigt blive glemt, hvis de alligevel står i en semifinale i næste weekend.

Da de to hold mødtes tidligere på sæsonen endte det med 34-21-sejr til lørdagens værter fra Søllerød, men de to hold fulgtes pænt ad, og det var først i fjerde quarter, at Gold Diggers trak endegyldigt fra.

Aarhus Tigers’ head coach, Thomas Pedersen, ser frem til at møde Gold Diggers igen: ”Vores forventninger er en hård og spændende kamp. SGD er et godt og velcoachet hold og jeg ser frem til at møde dem igen.”

Thomas Pedersen tror på sit hold, og kan sagtens se dem hente en sejr mod grundspillets nummer tre. ”Vi har haft et par gode træninger i ugen, vi viste gode takter mod Towers, vi skal bare vække fra de mentale fejl og virkelig tilbage på hesten. Jeg stoler på mine drenge, og de virker sgu tændte.”

Afslutningsvis spurgte vi Tigers-chefen, om han hellere havde mødt et af de to andre hold i Wild Card-runden, hvortil han svarer: ”Nej tværtimod, hvis vi vil noget i slutspillet så lad os da blive udfordret med det samme og få målt hvor vi står henne pt.”

Søllerød Gold Diggers må efter deres fornemme præstationer i grundspillet gå ind til opgøret som favoritter, men Tigers viste mod Towers, at de er klar til at drille forhåndsfavoritterne til pladserne i Mermaid Bowl. Vi forventer os en stor kamp, og du har muligheden for at følge med, når vi kommer med updates fra kampen på vores Twitter-konto: https://twitter.com/nationalligaen

Kampen spilles lørdag d. 17. september klokken 16.00 på Rundforbi Stadion.

Seneste indbyrdes opgør:

25.6.2016 – Aarhus Tigers @ Søllerød Gold Diggers – 21-34
29.8.2015 – Søllerød Gold Diggers @ Aarhus Tigers – 13-40

Please follow and like us:
0