To jyske hold jagter den gode start

Foto: 1st Down Photo/Mikkel Bo Rasmussen

På søndag åbner Horsens Stallions og AaB 89ers sæsonen for egne vedkommende, og det er to hold, der er spændte på at komme ud af starthullerne, og de satser begge på en god start.

I den forgangne sæson fristede begge de to mandskaber, der på søndag tørner sammen i Horsens, en tilværelse i National Ligaens nederste halvdel, og kigger man på Nationalligaen.dks power ranking før sæsonen er det også med det udgangspunkt, kampen bliver spillet i. Det betyder dog ikke, at der bliver mangel på seværdig football i Horsens, da begge de to mandskaber vil sætte alle sejl ind for at lægge godt fra land.

Siden sidste sæsons afslutning har hjemmeholdet sagt farvel til en af ligaens store profiler i Nico Lester, men ind er kommet briten Anthony Clarke, som kommer til at figurere på både offense og defense, og ligesom Nico Lester bliver det både som wide receiver og cornerback. Ud over briten er også Tamás Gál fra Ungarn kommet til Horsens, og hvor Clarke primært vil figurere i Stallions’ offensiv, så vil ungareren primært spille på holdets forsvar.

”Vi forventer, at Anthony og Tamás gør en forskel, ellers ville vi ikke have hentet dem. Det gælder både set over en hel sæson, men også i kampen mod AaB. Det er to meget tænkende spillere med en god fodboldforståelse, så jeg tror på, de kommer godt fra start,” siger Anders Bysted, head coach for Horsens Stallions.

Gæsterne fra nord har ikke hentet nogen udlændinge til truppen i vinterpausen, men alligevel er det en optimistisk træner, der tror på en god sæsonstart.

”Det er altid spændende at komme ud til første kamp i sæsonen, men vi har haft nogle gode træninger og har fundet os bedre til rette i systemet. Vi er også vokset fra gang til gang i træningskampene, så det bliver godt at komme i gang,” siger AaB-træner Jakob Zinck Thellufsen.

Hold øje med løbespillet

Intensiteten og de friske ben skal nok sørge for, at det bliver underholdende at være til football i Horsens på søndag, men det bliver alligevel værd at holde øje med det vigtige. Begge trænere tror på et tæt opgør, hvor det bliver de små marginaler, der afgør, hvor sejren lander. Det er dog svært at pege præcist på, hvor kampen bliver afgjort.

”I og med det er årets første kamp, så er det jo begrænset med film på modstanderen, så det bliver sådan nogle floskler, når vi snakker om, hvad der bliver afgørende. Jeg tror nu alligevel på, at noget af kampen kan blive afgjort på special teams – ikke nødvendigvis med store spil, men hvem der spiller mest stabilt,” siger Jakob Zinck Thellufsen og tilføjer:

”Det handler om at holde gejsten og mentaliteten og så at finde os selv, for det er svært at forberede den første kamp.”

Stallions kigger på sidste sæson, når det kommer til at vurdere, hvad der kommer til at afgøre søndagens kamp, og planen er klar.

”Vi spillede jo to tætte kampe sidste år med en sejr og et nederslag, og de har et glimrende hold hele vejen rundt, det har vi respekt for. Det var et hold, der var villige til at løbe hele kampen, så for os handler det om først at stoppe løbet og derefter kastet. De har godt nok en ny head coach, men det er planen, og jeg forventer et tæt opgør,” siger Stallions head coach, Anders Bysted.

Kampen spilles på søndag den 17. april klokken 14.00. Mere information om kampen kan findes på kampens Facebook-event her:

https://www.facebook.com/events/974177882650015/

Seneste indbyrdes opgør

13.9.2015 – AaB 89’ers – Horsens Stallions – 13-15

27.6.2015 –  Horsens Stallions – AaB 89’ers – 6-30

18.8.2013 – AaB 89’ers – Horsens Stallions – 32-6

27.4.2013 – Horsens Stallions @ AaB 89’ers – 14-30

Please follow and like us:
0