Tomahawks forventer sejr over AaB 89ers

Oprykkerne fra Valby forventer at gå fra banen med en sejr, når de i lørdagens opgør tager imod nordjyske 89ers.

FOTO: Mikkel Bo Rasmussen / 1st Down Photo 

Selvtilliden er på plads

Det kan få selv den mindst erfarne NL-seer til at spærre øjnene op når et oprykkerhold forventer en sejr mod sidste års 4. plads. Men med Aalborgs skadeproblemer og anden weekend i træk med en lang udebanetur, er det måske ikke så underligt, at Tomahawks gerne vil sætte sig på favoritværdigheden.
Tomahawks Safety Henry Miller er da også klar i spyttet, da han udtaler sig til Nationalligaen.dk.

”89ers er tradionelt set et stærkt hold. Men med de seneste skader og to lange udebaneture i træk, har de formentlig en begrænset trup. Mine forventninger er at vi tager sejren i weekenden. Men 89ers har stadig mange stærke spillere på deres hold, så de kommer til at lade os arbejde for sejren.”

Kampen om slutspilspladserne

Tidligere på sæsonen slog Tomahawks sidste års semifinalister, Amager Demons, i valbyholdets åbningskamp. Tomahawks brugte ikke lang tid på at bevise, at de hører til i den bedste danske række, med en sejr på 50-12. Sidenhen har de dog haft to store nederlag til Tigers og Razorbacks. Det giver en stærk indikation af, at NL stadig er opdelt med fire hold, der trækker fra i toppen; Razorbacks, Towers, Gold Diggers og Tigers. Men det er endnu svært at tegne et tydeligere billede af de indbyrdes styrkeforhold hos de øvrige fire hold; 89ers, Demons, Rebels og Tomahawks.

Tomahawks lagde som tidligere nævnt ud med en stor sejr over Demons. Demons slog i sidste uge 89ers.
89ers slog tidligere på sæsonen Rebels og Rebels slog i sidste uge Demons i en gyser.

Det eneste hold der endnu ikke har tabt til et af de øvrige hold i denne gruppe, er Copenhagen Tomahawks. Og i morgen har Tomahawks så chancen for at bevise, at de har ramt rigtigt med deres målsætning om at nå slutspillet.

Henry Miller uddyber: ”Vi er nødt til at vinde for at opnå vores mål om at komme i slutspillet. Et mål jeg regner med at Tomahawks opnår til september.”

Skader plager aalborgenserne

I sæsonens første kamp måtte AaB se startende QB Alexander Kronborg udgå med en skade, og i sidste weekend blev det så WR Markus Stinger Olesens tur. Begge spillere må betegnes som store profiler på de nordjyske angreb, og især Stinger er en spiller, der er en hovedpine for forsvarsspillere rundt om i ligaen.

WR Thomas Zinck har været nødsaget til at hoppe ind og spille QB, hvilket i den grad har givet en udfordring for AaBs angreb, der har til gode at sætte point på tavlen siden opgøret mod Herlev Rebels.

Det har desværre også taget øjnene væk fra den fantastiske RB duo, Sami Kabura og Magnus Krogh, som pludselig har fået nogle ekstremt svære arbejdsbetingelser. Især Magnus Krogh, som er førsteårs-seniorspiller, har været en fornøjelse at se spille. Mod Rebels, i den første kamp, var han nærmest ustoppelig, og han er da også fortsat placeret på en #3 plads på Nationalligaen.dks rushingleadersliste, med 169 yards i sæsonens to første kampe.

Tæt opgør

Er dette kampen, hvor Tomahawks for alvor spiller sig ind i kampen om slutspilspladserne, eller formår 89ers at bevise at sidste uges nederlag mod Demons var en enlig svale, og at de stadig hører til i slutspillet? Vi håber og tror på et tæt opgør!

Kampen sparkes i gang: Lørdag d. 20/5 Kl. 14.00. Kampen bliver spillet i Valby Idrætspark

Link til begivenheden kan findes her: https://goo.gl/XpW4M2

 

Tidligere opgør:

2015 – 3. oktober: Aab 89ers – Copenhagen Tomahawks   16 – 30

Please follow and like us:
0