Towers snyder Gold Diggers for sejren til sidst

Foto: Mikkel Bo Rasmussen/1st Down Photo

På årets varmeste dag var der god stemning på lægterne, da Copenhagen Towers og Søllerød Gold Diggers mødtes. Det blev en kamp, hvor forsvarene var i fokus, og hvor gæsterne førte det meste af tiden, men alligevel endte med at tabe til slut.

Gæsterne kom bedst fra start, og flyttede forholdsvis let bolden frem til Towers’ banehalvdel. Herfra gik det lidt i stå, men Phillip Friis Andersen kunne alligevel bringe sit hold på 3-0.

Towers forsøgte at gøre Gold Diggers kunsten efter, men endte hurtigt med at fumble. Gold Diggers fik bragt sig frem til endnu et field goal-forsøg, men Friis Andersen brændte denne gang.

Andet quarter startede med et godt løb af Gold Diggers’ Frederik Neggebauer Knudsen og en konverteret 4. down, som dog blev kaldt tilbage af en offensiv holding.

Towers’ offensive kvaler fortsatte i andet quarter. Gold Diggers havde bedre tur i den, og efter et catch for omkring 60 yards af Phillip Holm Boye, fordoblede de deres føring til 6-0 efter et field goal i midten af andet quarter.

Da Towers endelig fik lidt gang i deres angreb med et flot catch af Lau Mikkelsen, skete det efter en offensiv holding, og selv med hjælp fra en passing interference på Gold Diggers, måtte de vente på at komme på scoringstavlen.

På scoringstavlen kom de dog mod slutningen af første halvleg. Det blev forsvaret og special teams, der stod for scoringen. Først leverede de et godt punt ned i få yards afstand af endzone. Herfra gik der ikke mange spil, før Gold Diggers’ runningback var blevet tacklet i endzone, og Towers havde bragt sig på 2-6.

Endnu senere i halvlegen kunne tilskuerne opleve to fumbles, én fra hvert hold, på ganske kort tid, og Towers sluttede den dramatiske første halvleg af med et brændt field goal fra omkring 45 yards.

Towers slog til, da det gjaldt

Anden halvleg startede med et stort løb på over 30 yards af en af Towers’ store offensive profiler i denne sæson, Anton Witmeur. Mere skulle det dog ikke blive til for Towers på den angrebsserie.

Gold Diggers kom derimod ikke nær så godt fra start, og allerede på halvlegens første offensive spil kastede de en interception i hænderne på Sverri Finsson. Kort inde i halvlegen kom Towers helt tæt på Gold Diggers, da de reducerede til 5-6.

Kampen fortsatte i samme spor, og begge holds angreb havde svært ved at flytte bolden indtil midten af fjerde quarter. Her fik Lasse Tor og Kasper Skyum fundet et hul i den ellers så solide Gold Diggers-defensiv, og for første gang i kampen var Towers foran.

Med tre minutter igen fik Gold Diggers bolden og en chance for at stjæle sejren. De startede drivet med at trække en passing interference, og på sidelinjen anede de håb. Det håb blev dog kort efter slukket, da Morten Forsbøl kastede en kampafgørende interception til Simon Maak, og Towers-bænken kunne bryde ud i jubel.

Head coach for Towers, Peter Herbild, var naturligvis glad og stolt efter kampen, og skriver til Nationalligaen.dk “Vi har haft en fantastisk evne i år til at holde sammen og afgøre de tætte kampe til vores fordel.” I pausen havde holdet sig en god snak, og kom bedre ud til anden halvleg, hvor de afgjorde tingene. Om det siger Herbild: “I halvlegen takkede vi vores defense for at vi stadig var med i kampen, og lovede at offense nok skulle finde en måde at score på, hvis de kunne fortsætte. Offense fik lavet et enkelt spil, og det var passende at en interception fra defense lukkede kampen i slutminutterne.”

Herbild roser desuden sin defensive/special teams-koordinator, Victor Andersen, og mener, at han kan være særdeles stolt af sejren. På trods af glæden over sejren kigger Herbild allerede fremad “Sejren er vigtig for at sikre #1 seed’et, men vinder vi ikke mod Tigers i sidste kamp, så betyder sejren ikke så meget.”

Troels Vestergaard havde følgende kommentar til sit holds præstation “Vi spillede en god kamp på defense, men fik aldrig gang i vores offense. Jeg føler stadig at vi har en god chance for at lave overraskelser, når vi kommer til playoff. Nu kigger vi frem mod Razorbacks og forsøger at rette de fejl vi lavede i fredags.”

Som det nærmest er garanteret, når Copenhagen Towers og Søllerød Gold Diggers mødes, blev det spændende til det allersidste. For anden gang i sæsonen var det Towers, der løb med sejren, og de ligger nu til at tage førstepladsen i grundspillet, hvis de kan slå Aarhus Tigers d. 10. september. Gold Diggers er sikker på at slutte på tredjepladsen uanset resultatet af de tilbageværende kampe, men vil formentlig alligevel gøre alt for at slå de forsvarende mestre, Triangle Razorbacks, når de to hold mødes i Vejle. Den kamp spilles også d. 10. september.

Scoringer

1st quarter:
0-3 – 37 yard field goal, #24 Friis Andersen

2nd quarter:
0-6 – 41 yard field goal, #24 Friis Andersen
2-6 – Safety, RB tackled in endzone

3rd quarter:
5-6 – 28 yard field goal, #80 Troen Klixbüll

4th quarter:
11-6 – 58 yard touchdown, #14 Skyum to #8 Tor Hansen (2 pt. conv. failed, run stopped)

Please follow and like us:
0