Sommeren er slut og det er tid til fodbold igen. I efterårets første opgør skal 89ers en tur til Vejle og møde et utroligt spændende Razorbacks hold.

Triangle Razorbacks – AaB 89ers

Razorbacks har haft et meget interessant forår. Der er kommet ny HC til, og har i løbet af foråret været udskiftning på både QB og OC. Der er blevet hentet 4 amerikanere, men efter sigende er der kun to ”tilbage”. QB/OC Reed Gottula er stadig i landet, men vil i efteråret nok få svært ved at styre spillet på banen. Han rev sin akillessene over i forårets kamp mod Towers, og vil nu fungere som OC. LB/DE Gervell Morgani er ikke længere at finde på Razorbacks sidelinie.

Razorbacks QB – 89ers Defense

En af de ting jeg ser allermest frem til i denne kamp, er hvordan Razorbacks vil løse deres QB situation. De har tidligere på året meldt ud, at de gerne vil bruge Peter Linnemann som QB. Men midt i sæsonen hentede de alligevel en amerikansk QB, som spillede fra start mod Copenhagen Towers. Nu er Gottula skadet, og den eneste QB der er på rosteren er Peter Linnemann, hvis man altså ikke medregner tidligere juniorlandsholds QB Jesper Johnsen der spiller DB. Fortsætter man med Linnemann, inddrager man Niko Lester igen eller bliver det noget helt tredje.

89ers defense har rigtig mange gode spillere. En stor del af dem har været afsted med landsholdet henover sommeren, så formen fejler ikke noget. Dog kan der være træthed at spore hos nogle af spillerne. Unge Marcus Boesen og veteranen Jens Eg var en stor del af landsholdets defensive linje, som var landsholdets stærkeste enhed under EM. Om den internationale erfaring kommer til at skinne igennem i dagens kamp, er uvist, men der er ingen tvivl om at de er blandt Danmarks bedste. Når man så kombinerer det med unge Tobias Borregård og dygtige Jeppe Christensen, har man en af de stærkeste defensive linjer i landet. Ifølge dagens roster har Razorbacks blot 5 offensive linjemænd med til kampen, så det kunne snildt være en af de dage hvor 89ers DL ser rigtig gode ud.

Razorbacks LBs – 89ers RBs

Det her matchup er spændende fordi der er mange nye ansigter.
Razorbacks har hentet franske LB Matthieu Fayard, for at forstærke defensiven hos Vejle-mandskabet. Han skal på banen sammen med Tyler Condit, som har fået en større rolle i forhold til den defensive struktur. For nogen kan det virke voldsomt at hente to imports til en kæde, men da NL er fyldt med dygtige amerikanske QBs og RBs, har Razorbacks brugt energi på at finde en måde at kunne forsvare sig. Forventningerne til LB-kæden er derfor utrolig høj.

Hos 89ers har man fået Magnus Krogh tilbage på RB. Han har ikke spillet den første halvdel af denne sæson, pga. en udlandsrejse, men han er meldt klar til denne kamp. Sidste år spillede Krogh sin første sæson i NL, og var et kæmpe lyspunkt hos 89ers mandskabet. Hvis han er hurtig til at finde formen, kan han blive en stor mundfuld for selv de stærkeste forsvar. Krogh er selvfølgelig ikke eneste mand i 89ers backfield, som også består af Jacob Hansen og Jakob Trochmann.