Så blev der sørme scoret point. 156 point fordelt på to kampe. 116 af dem i en og samme kamp. Godt man ikke var defensiv koordinator i den kamp :/

Vi fik et lidt klarere billede af styrkeforholdet mellem de holdene der lige nu er placeret i bunden af National Ligaen, da Oaks tog en sejr over Tomahawks. Det var faktisk en ret spændende kamp, og jeg synes begge hold helt klart har bevist at de hører til i den bedste danske række. SGD fik også vist at de har mere i posen end de har vist de første par kampe. DiMarsico på QB skjuler de svagheder der har været på SGD angrebet, og med en ny offensiv playbook der er skræddersyet til DiMarsicos kompetencer, så ser SGDs angreb pludselig stærkt ud. Så mangler deres defense lige at få justeret – så kan de blive farlige.

Towers angreb så stærkt ud, og ser ud til at cruise derudaf. De har nu snittet over 50 point per kamp de seneste 3 kampe.
Den næste uge byder på nogle rigtig interessante opgør, når sidste års 4 bedst placeret hold skal i kamp.

Aarhus Tigers vs. Søllerød Gold Diggers

Endnu en kamp der kan blive rigtig spændende. Tigers har spillet rigtig flot fodbold indtil videre, og det har betydet 4 sejre. Kun mod Razorbacks har Aarhus set pressede ud, men ellers er det blevet til 3 store sejre.
Gold Diggers har haft en svær start, men måske kan dette være runden hvor de får slået hul på sejrs-kolonnen. De kommer i hvert fald med en flot offensiv præstation i bagagen, og ligner et hold på vej frem. Tigers spillede en rigtig flot første halvleg mod Oaks for to uger siden, men havde problemer med Oaks’ QB Jonas Jørgensen når han løb rundt. Det bliver ikke nemmere når DiMarsico kommer på besøg.

Aarhus Tigers run game – Gold Diggers run defense

Jeg tror at nøglen til at begrænse DiMarsico er at sørge for at han ikke er særlig meget på banen. En af måderne man kan løse det problem på, er ved at lave løbe bolden og derved trække en masse tid af klokken. Tigers har indtil videre haft succes med at løbe bolden, og det gør det da også nemmere når man har Lasse Lykke og Rickey Stevens i backfielden. Tigers offensive linje har ikke spillet fejlfrit, men har skabt lige akkurat nok plads til de to dygtige RBs.

Gold Diggers defense har siden sidste weekend formentlig haft en del ting at se på. Min umiddelbare tanke er at det første de vil kigge på, er hvordan de kan forsvare løbet bedre. Der er rigtig mange dygtige spillere i front-7 hos SGD, og jeg ville undre mig hvis ikke et hold med deres spillermateriale og staff, vil have en plan klar til Tigers run game på lørdag

Aarhus Tigers defense – QB Anthony DiMarsico

Aarhus Tigers har mange kvaliteter og ser fornuftigt spillende ud. Over hele banen har man spillerne til at kunne matche SGD. CB Marko Illic mod WR Frederik Oldenburg er et godt matchup. Safety Jacob Galsgaard mod WR Søren Bakbøl er også et fint matchup. CB Frederik Haugaard/Emil Bank mod WR Nicholas Kaplan er også et matchup jeg ville være tryg ved hvis jeg var defensiv koordinator hos Tigers. Og så er jeg overbevist om at Tigers defensive box er stærkere end SGDs box. Men spørgsmålet er hvem der skal tage sig af QB DiMarsico? Uden Timmi Rysgaard, kan det blive svært at fange den lynhurtige QB. Og hvis han kan skaffe sig selv 5-7 sekunder hver gang han skal kaste bolden, er det altså utaknemmeligt at være DB, uanset hvor godt man føler ens matchup er.

DiMarsico er god. Rigtig god. Ham tror jeg bliver en hovedpine for samtlige defensive koordinatorer i National Ligaen. Han er utrolig hurtig og svær at tackle. Og så kaster han godt når han bevæger sig. Sidste gang vi så en så dynamisk QB i National Ligaen var navet DeLancelotti og han vandt et dansk mesterskab. DiMarsico er dog på nuværende tidspunkt tæt på at være en enmandshær, så hvis man finder en måde at begrænse ham på, ser tingene pludselig lysere ud. Spørgsmålet er om Tigers har svaret.

Triangle Razorbacks vs. Copenhagen Towers

Både Razorbacks og Towers seneste kamp har været imod Gold Diggers hvor det er blevet til store sejre. Der er flere ting der er ens for de her to hold. Begge hold har anskaffet sig en QB som vi kun har set en smule af. Begge hold har skiftet angreb. Begge hold har haft mange frie kamp weekender over den seneste måned, og må være tæt på skades fri. Hvis ikke det var fordi at Towers har en kamp mod de svenske mestre lige på trapperne, ville det være to hold med rigtig mange ligheder der skulle støder hovederne sammen på søndag. Når det så er sagt, tror jeg at den her kamp kan blive rigtig spændende.

WR Jairus Moll – Towers DBs

Jairus Moll har set rigtig god ud i år, og har været for stor en mundfuld for alle modstandere indtil videre. Han er vanvittig hurtig, og kan få selv de allerbedste DBs til at se dumme ud. Han er samtidig meget svær at tackle og har en næse for at score TDs. Alt i alt bare en rigtig svær spiller at stoppe. Og med et offense der bygger på løbespillet og playaction, kan han få meget plads at løbe på.

Det var ikke nogen pragtpræstation der blev leveret i sidste weekend af Towers DBs. Der skal der laves om på når Jairus Moll er på banen, for ellers kan det blive en rigtig kedelig bustur hjem fra Vejle på søndag.

LB Morgani og LB Condit – QB Schroeder og RB Winn

Razorbacks har i denne sæson hentet hele to LBs ind. Der er ingen tvivl om at forventninger til Razorbacks run defense er skyhøje, og det er da også nu testen for alvor skal stå når sidste sæsons forsvarende MVP kommer på besøg.

Towers har hentet Randy Schroeder ind for at der kunne scores point mod Carlstad. Og i hans første kamp blev det da også til 49 point fra angrebet i den ene halvleg han nåede at spille. Men den helt store historie er Dayton Winn, som i de seneste to kampe har scoret hele 8 TDs. Det bliver spændende om han kan blive ved med at producere på samme niveau.