Foto: Michael Quist

Det er blevet tid til det andet opgør mellem Triangle Razorbacks (6-3) og Copenhagen Towers (8-0).

Spillerunde 18 står for døren i National Ligaen denne weekend, hvor der er topopgør mellem Triangle Razorbacks og Copenhagen Towers. Førstnævnte kommer ind til kampen med et nederlag ude mod AaB 89ers på 58-62, mens dagens udehold kommer fra en sejr på hele 68-22 over Søllerød Gold Diggers. De er dermed fortsat ubesejret i National Ligaen.

Hjemmeholdet har revanche til gode fra kampen tidligere på sæsonen, hvor de havde store problemer med de forsvarende Mermaid Bowl-vinders offensiv. Vildsvinene fra Vejle har dog hjemmebanefordel i denne kamp, men udeholdet må anses for at være favoritter til at tage sejren med hjem til hovedstaden grundet deres store styrker i både det defensive- og offensive spil.

Hvilken type kamp kan vi forvente?

Kampen mellem nummer et og tre i National Ligaen bliver en topkamp, hvor vi kan forvente at begge hold vil spille op til deres bedste for at vinde. Copenhagen Towers’ filosofi er den samme til dette opgør, som til alle de andre. De vil stadig gerne løbe bolden på angrebet, fordi det er en af deres styrker, men også fordi RB-positionen er der, hvor de på nuværende tidspunkt har mest dybde.

Triangle Razorbacks kommer til at gribe kampen an som de plejer mod Copenhagen Towers, så det bliver en kamp med mange point og spænding til det sidste.

Begge hold er også sikre på deres nuværende placeringer, så det kan også være at begge mandskaber spare spillere.

Det taktiske aspekt

Det er en speciel kamp, vi bliver vidner til på lørdag, da den som nævnt ikke har nogen betydning for den samlede stilling. Det betyder også, at der kan være flere muligheder for hvordan man taktisk angriber kampen.

Assistant Head Coach, Victor Andersen, fra Copenhagen Towers har dette syn på det taktiske aspekt.

Begge hold kan tillade sig at spille mere frit, tage flere chancer og prøve ting af, men man kan også vælge at spare spillere. For vores vedkommende vil vi blive ved at arbejde på de justeringer, som vi har lavet til efteråret, og så vil vi da nok også prøve enkelte ting af. En ting er dog sikkert fra vores side – og det er speederen i bund, udtaler han til Nationalligaen.dk,og tilføjer til spørgsmålet om de føler sig uovervindelige grundet de er ubesejret i ligaen svarer han følgende:

Det håber jeg ikke at vi gør, for det er jo den store fare ved at være i den position vi er i. Vi ved jo godt at alle andre hold gerne vil være de første til at slå os, så vi forbereder os hver eneste uge på at skulle spille op til vores bedste. Og selvom vi er ubesejrede i National Ligaen, så har vi jo tabt i ECTC til Helsinki, så jeg tror ikke, at vi som sådan føler os uovervindelige. Razorbacks har et utroligt højt topniveau, og det har da heller ikke været nemt i vores seneste to indbyrdes opgør. Det er jeg sikker på at vores spillere ikke har glemt endnu”.

Vildsvinene fra Vejle har haft det svært mod holdet fra hovedstaden på det seneste – især forsvaret har tilladt mange point imod sig. Det skal stoppes mod en så stærk offensiv, som de møder her den sidste lørdag i august.

”Jeg synes, at man mod et alsidigt offense skal vælge enten at lukke en ting helt ned, eller at minimere skaden fra alle fronter samtidig. I denne kamp har vi måske den luksus at kunne prøve begge varianter og hvad der virker bedst. Det er helt klart at vi ikke kan have en kamp mere hvor Anton Witemeur har en stor dag”, udtaler Head Coach i Triangle Razorbacks, Peter Nicolajsen, til Nationalligaen.dk.

Hvis Triangle Razorbacks skal lykkes med at vinde kampen, så skal deres gode schemes og dygtige spillere fungerer optimalt. Samtidig skal trænerne ikke overtænke situationerne omkring det taktiske, så har de gode muligheder.

Vinder Copenhagen Towers kampen vil det være deres sejr nummer 31 i træk i National Ligaen – og mon ikke at Triangle Razorbacks vil gøre alt for at være det første hold der slår dem siden april 2017.

Kampinfo

Kampen finder sted lørdag den 31. august på Vejle Gl. Stadion Helligkildevej 2, klokken 14:00

Læs mere om kampen på Facebook-begivenheden her:

Kampen kan streames på Zibrasport.dk i samarbejde Blue Steel Sports Gear ApS!

https://www.zibrasport.dk/events/triangle-razorbacks-vs.-copenhagen-towers-589/ 

Tidligere indbyrdes opgør

23/6-19 Copenhagen Towers – Triangle Razorbacks 56 – 36

13/10-18 Copenhagen Towers – Triangle Razorbacks 23 – 22 (Mermaid Bowl)

8/9- 18 Copenhagen Towers – Triangle Razorbacks 49 – 14