Foto: Katrine Haals Christensen/AaB 89ers’ Facebook-side

Revanche var en af de store motivationsfaktorer for hjemmeholdet i Aalborg, da 89ers tog imod Amager Demons, og revanche fik 89ers, da Demons blev sendt hjem med et nederlag på 29-15

Der var meget på spil for både 89ers og Demons i lørdags, da der blev spillet National Liga-fodbold i Aalborg. Gæsterne Demons havde vundet de to holds første indbyrdes opgør, og derfor var det et hjemmehold, der mødte tændte op for at vise, at kampen tidligere på sæsonen ikke var retvisende for styrkeforholdet mellem de to hold.

Kampen begyndte ganske seværdigt, men point blev det ikke til i første quarter. Begge hold viste fine offensive takter i løbet af kampens første drives, og derfor var det måske lidt overraskende, at vi skulle ind i andet quarter, før der blev sat point på tavlen.

Først til at score var det Jens Ole Kaae Jensen, der fik rystet sig fri i end zone, og 89ers quarterback Alexander Kronborg fandt stensikkert sin receiver til kampens første touchdown. Kronborg skulle vise sig endnu en gang at have en ganske fin dag, hvor han sluttede med fire kastede touchdowns.

Et touchdown ville Demons og især running back Lars Hyrsting Larsen ikke stå tilbage for, og kort tid efter hjemmeholdets føring, greb den stærke back en screen og viste en bred vifte af sine evner på vej mod et 56 yard touchdown.

89ers viste beslutsomhed ved at føre bolden ned ad banen inden pausen, og første halvleg sluttede 13-8 til hjemmeholdet, der også lagde stærkest ud i anden halvleg. Tredje quarters første scoring stod der også AaB på, da Jens Ole Kaae Jensen scorede sit andet af tre touchdowns i kampen.

Demons satte et godt drive sammen for at reducere, men kunne ikke banke bolden ind i 89ers end zone – i første omgang i hvert fald. Dybt i eget territorie fumblede 89ers bolden, og i end zone var det Demons, der var først over bolden og fik sin reducering.

Det blev til gengæld også Demons sidste scoring, og da holdene skiftede banehalvdel igen for at markere fjerde og sidste quarter blev Demons nødt til at kaste dybt – noget holdet ikke er gearet til, og som 89ers udmærket godt vidste. Det var kun hjemmeholdet, der kom på tavlen i fjerde quarter, hvor Jens Ole Kaae Jensen greb sit sidste touchdown til slutstillingen 29-15.

Scoringer:

  1. Quarter
  1. Quarter
    7-0 Jens Ole Kaae Jensen, 11yd TD catch
    7-8 Lars Hyrsting Larsen, 56yd TD catch
    13-8 Alexander Arnfred, 15yd TD catch
  1. Quarter
    21-8 Jens Ole Kaae Jensen, 40yd TD catch
    21-15 Johannes Christensen, fumble recovery I end zone
  1. Quarter
    29-15 Jens Ole Kaae Jensen, 1yd TD catch