Årets sidste spillerunde i Nationalligaen står for døren og alle fire hold har alt at spille for. I kampen, der spilles kl. 12.00 tager Triangle Razorbacks i mod Copenhagen Towers. Begge hold har meget på spil, når de træder på banen lørdag. Razorbacks skal vinde kampen, hvis ikke dette skal blive deres sidste i sæsonen. En sejr er den eneste chance for, at de kan spille sig op på 3. pladsen, som giver adgang til semifinalen. Samtidig skal de håbe på, at 89ers taber til Søllerød Gold Diggers.
For Towers er der noget helt andet på spil. Hvis de vinder kampen, sikrer de sig en plads i årets Mermaid Bowl, da de så løber afsted med 1. pladsen i ligaens grundspil. Skulle Towers gå hen og tabe kampen, er der risiko for, at de bliver henvist til 2. pladsen, hvis SGD samtidig slår 89ers. Det betyder, at Towers skal ud og spille en semifinale inden de kan booke en plads i Mermaid Bowl.

Som man kan se, når man ser hvad de to hold har på spil, må Towers forventes at være favoritter til opgøret, og det er desværre længe siden, at vi har set et opgør mellem Danmarks to mest vindende klubber, hvor der er så stor en favorit inden opgøret, som Towers er på lørdag.

Razorbacks tabte for to uger siden med 46-6 til SGD i en kamp, hvor det ikke var ret mange ting, der ville lykkes. Omvendt kommer Towers fra en sejr i sidste weekend på 56-19 over Aalborg 89ers.

Der er 3 uger til Mermaid Bowl, hvilket vil give Towers gode forberedelsesbetingelser, hvis de vinder på lørdag. Derfor er der heller ingen grund til at tro, at Towers kommer til at spare på kræfterne.

For Razorbacks handler det om, at de kan holde sig inde for en scoring eller to så længe som muligt, og så håbe på, at et stort spil kan vende momentum til deres fordel mod slutningen af kampen. Det vil kræve en stor indsats i alle spillet facetter, offense, defense og special teams. Razorbacks har i de seneste to sæsoner manglet en offensiv playmaker, der har kunne tage sagen i egen hånd, når det har været nødvendigt. Det havde de med Niko Lester og Jairus Moll, da de i 2019 vandt deres seneste danske mesterskab. Derfor vil der være brug for en ekstraordinær holdindsats, hvis de skal realisere drømmen om en semifinale i år.

Towers har en håndfuld playmakers, som helt sikkert giver Razorbacks’ defense søvnproblemer i dagene op til kampen. I gennem sæsonen, har Towers’ WR-trio været meget omtalt, og med god grund. Martin Due, Jakob Green og MJ Williams har alle spillet store roller, når der har skulle sættes point på tavlen. Som om det ikke var nok, har Towers i en længere årrække haft en fantastisk RB-duo i Michel Konate og Anton Witmeur.

Towers’ kvalitet og erfaring gør dem uden tvivl til favoritter til kampen og derfor forventer jeg også, at de omkring kl. 15.00 på lørdag har Mermaid Bowl-billetterne i hænderne. Når dét så er sagt, fortjener god dansk football at blive set på stadion. Så tag derfor på Vejle Atletikstadion på lørdag kl. 12.00. Triangle Razorbacks plejer at sørge for nogle fantastiske rammer for de fremmødte tilskuere.