22-årige danske Christian Cederquist med en fortid i Avedøre Monarchs, Copenhagen Tomahawks og Copenhagen Towers, skrev d. 23. marts under på et scholarship med University of Louisiana-Lafayette’s Ragin’ Cajuns. UL-Lafayette hører til NCAA Div. 1 A og vandt i 2014 New Orleans Bowl over University of Nevada efter en 8-4 regular season, men måtte i 2015 nøjes med at gå 4-8. Det bliver altså en udvikling, som Christian Cederquist nu skal være med til at vende.

Cederquist startede i sommeren 2014 på Dean College, et junior college (JUCO), men måtte pga. JNCAA reglerne for internationale spillere tage hjem i foråret 2015. En ændring i disse regler gav dog Cederquist mulighed for igen at komme på JUCO. Denne gang blev det Eastern Arizona College, hvor han spillede endnu en sæson og fortsatte sin bachelor i marketing. På trods af det lidt kaotiske forløb omkring JUCO og JNCAA beskriver Christian det som en stor oplevelse. ”JUCO har været en åbenbaring for mig. Det var ikke meget, jeg vidste om det for et par år tilbage, men jeg er glad for, at jeg tog beslutningen om at prøve det den vej igennem” fortæller han til Nationalligaen.dk og forklarer, at han blev inspireret af to tidligere holdkammerater: ”Spillere som Andreas Schneider og Mike Mønsted var de to første, som jeg personligt kendte, som tog af sted på JUCO – dog i Californien, hvor der er lidt anderledes regler”. JUCO er ofte løsningen for spillere der fra Highschool ikke klarede de karakter-mæssige krav der stilles for at kunne få lov at spille i NCAA (2,5 GPA), eller som føler, at de ikke er blevet tilstrækkeligt rekrutteret, og føler, at de kan gøre det bedre. For Cederquist blev det altså vejen videre til den bedste college division.

Det har dog ikke været nogen nem rejse for Cederquist, der i flere omgange følte sig stresset over den, til at starte med, manglende interesse. ”Min recruiting proces var rigtig, rigtig langsom i en lang periode…(p)å et tidspunkt var jeg faktisk rigtig tæt på at skrive under med en 1aa skole (NCAA Div. 1 AA red.), men valgte heldigvis at vente for at se om jeg kunne få noget bedre”. Pludselig begyndte flere skoler dog at vise interesse for Cederquist, men det blev UL-Lafayette, der løb med den store dansker. ”Lige efter jeg fik tilbuddet fra Lafayette, fik jeg et tilbud fra New Mexico State og Louisiana Monroe. Jeg nåede dog aldrig at besøge nogle af de andre skoler, da jeg følte mig hjemme hos Lafayette, og havde en god mavefornemmelse omkring det. Udover det havde jeg tilbud fra et par 1aa skoler som Florida A&M, Bethune-Cookman, Robert Morris og Missouri State”.

Cederquist skal starte på skolen allerede d. 1. juni, og vil omkring august deltage i skolens første camps. Det er hans og trænernes forhåbning, at han kan bidrage allerede i hans første sæson. ”Målet pt. er at gå direkte ind og starte på banen. Det har også været beskeden fra min træner, hvilket er meget normalt, når man kommer fra JUCO; og kun har 2 års stilletid tilbage” fortæller han afsluttende.

Det bliver spændende at følge det seneste skud på stammen af danske spillere i den bedste college-række og vi her fra Nationalligaen.dk siger tak for hans tid, og ønsker ham et stort tillykke med hans scholarship

Du kan se Christian Cederquists highlights fra Dean College her: