Foto: Steffan Larsen

Det er et fortyndet Herlev Rebels hold, som er stillet til start i denne sæson. Vi har derfor taget en snak med Head Coach Daniel Lassen om hans syn på holdet og målsætning for resten af sæsonen.

Herlev Rebels har ikke fået den resultatmæssige bedste start på sæsonen, men det er heller ikke den vigtigste parameter ifølge Head Coach Daniel Lassen. For Rebels-træneren og hele holdet handler det i langt højere grad om at spille spillet og nyde at have græs under skoene. ”Jeg er egentlig rimelig fint tilfreds med de første to kampe. Vi havde lidt problemer i en periode mod Stallions, men jeg synes egentlig, vi har haft den rigtige mentalitet i syv ud af otte quarters, og det er jeg godt tilfreds med”, fortæller Lassen.

Holdet fra Herlev er udfordret på antallet af spillere, der er klar til at tage udstyret på hver gameday. I holdets første kamp mod Aarhus Tigers havde Rebels 18 spillere på holdkortet, mens det mod oprykkerne fra Horsens Stallions var 20 spillere.

For Head Coach Daniel Lassen er det dog vigtigt, at det faktum, at Rebels ikke råder over lige så mange spillere som andre hold i rækken, ikke kommer til at skinne igennem ude på banen. ”Indstillingen til det at spille football er det vigtigste, og det må ikke blive til en dårlig undskyldning, at vi ikke er flere, end vi er. Når vi spiller mod de andre, så skal det føles som om, de har spillet mod 40 mand, selvom vi kun har været halvdelen”.

Der har dog været små ændringer i tilgangen til kampene for Rebels, der alt i alt har omkring 24 spillere inde omkring førsteholdet lige nu. ”Vi har justeret vores playbook lidt, og vi har også rykket en smule rundt på vores positioner. Der har været nogle taktiske justeringer, så vi ikke brænder folk helt af. Og så sørger vi for, at der er en god rotation blandt spillerne”, siger Rebels-træneren.

For at spille i Rebels, så skal man også ville klubben. Vi har en forventning om, at man er på banen fordi man elsker at spille i Rebels, så vi kommer heller ikke til at ringe til spillere fra de andre hold for at spørge, om de vil spille for os, nu vi ikke er så mange. Vi går ikke ud og siger, at hvis du spiller for os, så spiller du på førsteholdet, og det har skræmt nogle spillere væk, men andre synes, det er fedt og vil gerne spille her på grund af den indstilling”, fortsætter han.

Skal der hentes flere spillere ind til førsteholdet, så skal det altså sandsynligvis være fra U19-holdet eller fra Rebels Academy-hold. Lige nu ser det dog ud til, at Rebels ikke får forstærkninger derfra, men det giver også mere spilletid til dem, der er i førsteholdtruppen. ”Vi er kommet for at spille fodbold og for at give den gas. Det er ånden og lysten, der bærer os igennem sæsonen. Hvor mange sejre og nederlag og hvor i tabellen vi ligger, når sæsonen er slut, det kommer i anden række”, siger Daniel Lassen, der dog har en målsætning.

Vi skal blive bedre til alt vi gør, det er et mål for mig. Og det har vi fået en god start på i denne sæson”, afslutter han.

Rebels skal spille første hjemmekamp i sæsonen mod et velspillende Gold Diggers hold på lørdag d. 2. maj kl. 14, som har flere tidligere Rebels spillere på holdkortet.