På trods af at være på udebane må det danske mandskab være favoritter mod et polsk landshold, der stadig er meget nyt. Begge hold skal bruge kampen som forberedelse til turneringer næste år.
Det er med et halvt øje mod 2017, hvor det danske landshold skal kvalificere sig til A-EM, at nationalmandskabet er draget mod Polen for at møde værterne i en træningskamp lørdag. Begge hold kan tillade sig at eksperimentere lidt i denne venskabskamp, som også polakkerne kan bruge frem mod World Games, som afholdes næste år i netop Polen.
Starter vi med at kigge på danskerne, så har head coach Lars Carlsen blandet kortene godt i truppen til denne kamp. 45 mand er med, og alle hold i National Ligaen er repræsenterede i truppen. Derudover har også Marcus Stinger Olesen fra Carlstad Crusaders og Jacob Galsgaard fra Oslo Vikings fundet vej til truppen fra udlandet.
Selvom football er et spil på grønsværen, så er det noget specielt at være med på landsholdet – ikke kun for spillerne på græsset, men også for trænerne uden for banen. Head coach Lars Carlsen fortæller, at turen lige så meget er en tur, der skal ruste både spillere og staff til fremtidige landsholdsture.
”Kampen er en vigtig del af forberedelsen til næste års kval-kamp på flere områder – trænerteamet har mange nye og har ikke fungeret som en helhed før, så helt fra campen i Middelfart har vi vænnet os til, hvad det vil sige at være med på landsholdet. Det gælder også spillerne, der ikke har været samlet med landsholdet længe.”
Landstræneren, som også er DAFF’s sportschef, ser også positivt på landsholdet og projektet frem mod EM-kval kampen i 2017 og et eventuelt EM i 2018.
”Vi har fået en god dialog med spillerne, også dem som ikke kunne være med i denne omgang, men som gerne vil være med fremover. Det har været nogle fine måneder, og jeg ser med fortrøstning frem mod næste års kval-kamp. Jeg er overbevist om, at vi kommer til at stå med et stærkt hold, som kan sikre os, at vi fortsætter som A-hold og kommer med til A-EM i 2018,” siger Lars Carlsen.
Uerfarne polakker med offensive udfordringer
Hjemmeholdet fra Polen har ikke stolte traditioner, når det kommer til landsholdsfootball – faktisk spillede Polen sin første landskamp i 2013, endda som Arena Football. Amerikansk fodbold blev indlemmet som en del af de føromtalte World Games, som er en form for mini OL, og det fik polakkerne til at ryste posen i forhold til setuppet omkring et polsk landshold og udarbejde en plan hen mod legene. De tre andre deltagende hold i World Games football-turnering er Japan, Tyskland og så sportens modersland, USA.
Polakkerne vandt sidste år to venskabskampe over Rusland og Belgien, men missede EM-kval kampen mod Tjekkiet. Det fik forbundet til at kigge efter en modstander af lidt højere kaliber, og det blev altså det danske.
Tre af polakkernes profiler er ude af kampen mod Danmark. Det er Lukasz Korpak, der spiller tight end, som forstuvede sin finger op midt i ugen, og så er det quarterback Karol Zak og wide receiver Tomasz Ochnio. De to sidstnævnte er dog ude af kampen af lidt mere glædelige årsager – Zak skal nemlig giftes, og Ochnio er forlover til brylluppet.
Marcin Lojewski, athletic director for det polske landshold, peger på to spillere, der har haft en god camp op til kampen mod Danmark. Det er Szymon Szafraniec, som spiller linebacker, og running back Jacek Wrobelski. Wrobelski røg af landsholdet sidste år, men har forbedret sit spil meget siden da og har en god chance for at starte mod Danmark.
Ifølge Marcin Lojewski ligger polakkernes svaghed i, at polakkerne som landshold ikke har meget erfaring, og at spillerne har haft en lang sæson i både den hjemlige liga og i IFAF-regi. Netop i IFAF-regi har Danmark og Polen stået over for hinanden. I Wroclaw fik Triangle Razorbacks nemlig et nederlag på 31-10 og røg ud af Champions League.
Kampen spilles i Gdansk lørdag klokken 18, og kampen kan streames live via dette link:
https://www.youtube.com/watch?v=9FAXYLRb3Fk
Danmarks roster
http://www.daff.dk/danmarks-roster/